Kommentar

Weekendavisen har Pernille Bramming. Det har ikke vi: En arabiskspråklig journalist med evne til dypere analyse. Som ikke lar seg dupere av arabiske fraser om arabisk enhet og palestiner-retorikk, men spør: hva kan ligge under? norske Midtøsten-journalister er ofte mikrofonstativ og later sogar til å identifisere seg med noen av de mest utbredte holdningene til USA, Irak-demokrati og Israel-palestiner-konflikten.

Eksempelvis: når Egyptiske kommentatorer hyller den arabiske nasjonalismen så er det i virkeligheten deres egen betydning de ønsker å fremheve. Egypt mener deres rett til føresteplassen er selvskreven.

Men tyngdepunktet er i ferd med å forskyve seg til Golf-statene, og det er i virkeligheten dette Egypt kjemper imot, skriver Bramming.

Men hovedpoenget ved hennes analyse av Irak-valget er som overskriften antyder Den arabiske nasjonalismens død. Irak var den viktigste forkjemper for denne tanken om en arabisk nasjon. Den arabiske eliten har identifisert seg med den, som et uttrykk for deres egen priviligerte stilling? Nå finner de på alle mulige grunner til at Irak-prosjektet virker destruktivt:

«Disse forbenede, arabiske nationalister vil så endnu engang sprutte spredhagl af kritik mod amerikansk imperialisme, den bevidste splittelse, »libanoniseringen«, af den irakiske nation og Irans indflydelse, sådan som de har gjort det i årevis og selvfølgelig også i de sidste to uger, når de har kommenteret valget i Irak den 30. januar:

»Valget i Irak var på ingen måde demokratisk, og jeg tager afstand fra det. Hvordan kan man afholde demokratiske valg i et land, der er under besættelse; hvor alle, der går ud for at stemme, risikerer at blive skudt; hvor ingen kender navnene på kandidaterne eller deres politik; og hvor alle, der ikke stemmer, vil blive straffet ved at få frataget deres månedlige madrationer?«

Det erklærede den ægyptiske økonom, Nader Ferghany, da han var i København i sidste weekend og talte på konferencen »Dilemmas of democratisation«, arrangeret af Plum Fonden. Nader Ferghany er en fremtrædende akademiker og medforfatter til Arab Human Development Report, der – alle sine mange meriter til trods – netop fastholder begrebet om »The arab Nation«.

Samme holdning (og usande rygte om fratagelse af madrationer), som Nader Ferghany gav udtryk for i København, kan findes i stribevis af kommentarer i alle arabisk-sprogede aviser, og den er helt dominerende i den ægyptiske presse.»

Lignende uttalelser ville bli kjøpt med hud og hår av norske medier. Ikke en ville stilt spørsmål ved ordene til en forfatter av Arab Human Development Report.

Revolusjon
Når den arabiske nasjonalismen dør avsløres mangfoldet i den arabiske verden. Den panarabiske retorikken har tildekket hvor uensartet landene er. Shianenes og kurdernes valgseier er også en seier for at disse stemmene skal komme til uttrykk i de andre arabiske landene. Det poenget ser den egyptiske kommentatoren Salam A. Salamaa i Al-Ahram:

»Disse valg vil sandsynligvis ændre fremtiden ikke kun for Irak men for hele den arabiske verden. (…) Hvis shia-muslimerne kommer til magten, (…). Hvilken effekt vil det få på et land som Bahrain, hvor en sunni-muslimsk minoritet hersker over et shia-muslimsk flertal? Hvilke reaktioner vil det skabe blandt de shia-muslimske minoriteter, som udgør 10-15 procent af befolkningerne i Kuwait, Qatar, De forenede arabiske Emirater og Saudi Arabien?«

I Europa har vi vært opptatt av at demokratisering og revolusjon betyr at mindretalle får rettigheter. Ja, vi er monomant opptatt av minoritetene blant oss. Hvorfor neglisjerer vi minoritetene i den arabiske verden? Hvor mye spalteplass er viet Marsh Arabs som har fått sin flere tusenårige kultur knust av Saddam?

Bramming:

«Når shia-muslimer i Irak kan være fuldgyldige borgere og dominere regeringsmagten, hvorfor skal shia-muslimer i nabolandet Saudi Arabien så acceptere en officiel status som kættere og følgelig andenrangs-borgere, der ikke kan vidne i en domstol, indtage embeder såsom skoleledere endsige være slagtere?

Det samme gælder kurderne i Syrien, og det vil komme til at gælde alle andre mindretal i de arabisk-talende lande: assyrere, koptere, marionitter, katolikker, jøder, berbere, zarathustrianere og drusere såvel som viften af shia-muslimske sekter – nævnt her i flæng netop for at illustrere i vor høj grad ideologien om arabisk enhed bygger på en løgn om homogenitet i de arabisk-talende lande.»

Vi har såvidt hørt om shiaene i Saudi-Arabia og at de har det vanskelig. Men at de er nektet bestemte jobber og anses som «urene»? (Var det noen som snakket om apartheid?) En revolusjon er på vei, og det er på tide å interessere seg for menneskene som bor i Midtøsten, og ikke svadaen til eliter som står i ferd med å miste privilegier.

Weekendavisen på nettet