Gjesteskribent

Av NICOLAI SENNELS

Muslimsk kultur og uddannelse.

Den fjerde myte er, at kulturelle og religiøse faktorer ikke har betydning for indvandrernes ofte dårlige sociale og økonomiske situation. Teorien har været, at indvandrere grundet faktorer, de ikke selv har indflydelse på, er fattige, og at det er denne fattigdom, som er årsag til asocial adfærd. Sammenhængen mellem fattigdom og sociale problemer står fast, men tingene er slet ikke så sort-hvide. For hvad kommer først: Hønen eller ægget? Får man sociale problemer af at være fattig, eller bliver man fattig af at lave sociale problemer?

Som JP kunne berette 19/12 sidste år, så optager indvandrere og efterkommere fra muslimske lande de otte øverste pladser på listen over kriminelles oprindelseslande – efter man har taget højde for alder og socioøkonomiske faktorer:

Top 10 over kriminelles oprindelsesland:

1: Marokko

2: Libanon

3: Jugoslavien

4: Somalia

5: Iran

6: Pakistan

7: Tyrkiet

8: Irak

9: Vietnam

10: Danmark

Kilde: Jyllands-Posten, d. 19. december 2008: Store forskelle i integration

Men hvad er det ved den muslimske kultur, der gør, at mennesker med denne baggrund klarer sig så dårligt økonomisk? Efter hundredvis af psykologsamtaler med muslimer om livet i deres familier her i Danmark er det blevet klart, at den vigtigste årsag til fattigdom i disse kredse er, at de ikke vægter uddannelse højt nok.

Indvandrerforældre kunne støtte deres børns skolegang og videre uddannelse langt mere aktivt. Desuden er det både min egen og mange kollegers erfaring, at muslimske indvandrerbørns manglende forståelse for dansk pædagogik på skoler og uddannelser også er en alvorlig hindring for deres videre karriere. Samme mangle forståelse for dansk kultur betyder, at mange muslimer har svært ved at færdes på danske arbejdspladser. Resultatet er desværre, at ud af de børn med arabisk baggrund, som afslutter den danske folkeskole, er 64 pct. uden funktionelle læsekompetencer, og at en tredjedel aldrig får en uddannelse (læs også muslimske indvandreres frafald fra erhvervsuddannelserne her).

I et videnssamfund som det danske, hvor uddannelse er forudsætningen for velbetalt arbejde, er det et handicap, hvis man ikke tager sin egen og sine børns faglige udvikling alvorligt. Hvis man samtidigt ikke forstår den hyggelige og drillende tone på arbejdspladsen, ligner en arabisk julemand med kæmpeskæg, ikke lader konen arbejde, ikke kan håndtere chefens kritik osv. så bliver familieøkonomien hurtigt stram.

Det faktum, at omkring hver fjerde muslimske efterkommer mellem 20-29 år plettede sin straffeattest sidste år, gør ikke jobmulighederne bedre.

Det er desværre ikke kun i Danmark, at muslimer vægter viden og uddannelse mindre end gennemsnittet. De muslimske lande producerer i gennemsnit mindre end 1/10 af verdensgennemsnittet, når det gælder videnskabelig forskning. Samme tendens viser sig, når det kommer til Nobelprisen. Færre end 10 muslimer har modtaget den fornemme anerkendelse, mens f.eks. flere end hundrede personer med en jødisk kulturbaggrund har fået prisen. Samme mangel på den muslimske verdens interesse for videnskab og viden i det hele taget, er tydeliggjort af FNs Arab Human Development Reports (AHDR), som peger på, at der er oversat færre bøger til arabisk siden Muhammeds tid for 1.400 år siden (ca. 330 bøger om året), end der bliver oversat bøger i Spanien hvert år (ca. 100.000 bøger om året) (Eugene Rogan «Arab Books and human development». Index of Censorship, vol. 33, issue 2 April 2004, s. 152-157. Link til uddrag af artiklen: http://www.questia.com/googleScholar.qst;jsessionid=J1dfh79hvbQmm9DTBpJ0hbzbBXhrTtFPJ0QqHFQDWLwKXY10r1Kb!486960826?docId=5008425914).

Den klare konklusion er: Laver man sociale problemer, og tilpasser man ikke sig selv og sine børn til samfundets sociale krav, bliver man fattig. Ikke omvendt.