Hara Dvinge gav et interview til Weekendavisen tilbage i marts 2011. Her fortalte hun om arbejdet på en skole med stor overvægt af muslimer. Og om ledelsens reaktion, da hun udstillede en muslimsk kollegas anbefalinger om, hvordan muslimske børn skal forholde sig racistisk til ikke-muslimer.

Sappho har bedt hende uddybe sine iagttagelser og spurgt hvad interviewet fik af konsekvenser for hende selv.

Dit navn blev kendt, da du fortalte om dine oplevelser med muslimske børn og familier i arbejdet som pædagog i en ghetto i Aarhus. Kan du give nogle konkrete eksempler på nogle af de ting, der bekymrede dig?

”Værdierne skrider og udskiftes, når man som her taler om en skole, hvor 99 procent af eleverne er muslimer. En af dem er, at man tillader forældre at underkende professionelle vurderinger og anbefalinger med den konsekvens, at mange elever taber års læring.

Forældre blokerer på den måde for specialundervisning, fordi de ikke mener børnene har indlæringsvanskeligheder. De mener typisk, at det snarere handler om, at lærerne ikke kan håndtere eleverne. Det er tydeligt, at det i virkeligheden handler om familiens ære, når de takker nej til nødvendig hjælp til deres børn.

Islamiske værdier sætter normen

”Der er også eksempler på, at man lader islamiske værdier sætte normen på skolerne. F.eks. under ramadanen, hvor skolens aktiviteter tilpasses elevernes nedsatte motivation og præstationsevne.

Mange muslimske elever faster, til trods for at skolerne opfordrer forældrene til kun at lade eleverne faste i weekender. Det ses hyppigst blandt de større elever, men det er ikke usædvanligt, at selv elever i indskolingen opfordres til faste fra hjemmets side.

En stor del af børnene formår at overholde den lange faste uden at brokke sig. Jeg husker en pige i anden klasse, der stolt fortalte, at det var hendes 3. år. Andre har sværere ved at undvære vådt og tørt. I disse tilfælde forbeholder skolen sig ret til at give eleven mad.

Jeg havde en episode med en forælder, der blev ved med at sende barnet i skole uden madpakke. Skolens socialrådgiver tog flere gange kontakt til hjemmet, der lovede at give barnet mad med. Barnet ville dog stadig ikke spise, hvorfor jeg efter en uge ringede til faderen og bad ham indstille barnets faste. Islam påbyder jo ikke, at børn på syv år faster.

Det ville han ikke høre tale om, og samtalen endte med, at jeg informerede om, jeg ville underrette de sociale myndigheder, hvis barnet ikke begyndte at spise. Dagen efter blev jeg indkaldt til samtale hos skolelederen, der fortalte, at nu havde jeg ødelagt et tillidsforhold, der havde taget lang tid at oprette.

I øvrigt ønskede faderen en undskyldning. Det fik han ikke, men jeg fik en anmærkning. Og i ugerne efter fik jeg flere gange besøg i klassen af nogle store drenge fra pigens familie, de stillede sig truende op og sagde jeg ikke skulle genere pigens forældre.

I skolens kantine serveres der heller ikke svinekød, og alt kød er halal.

Man ser også islam slå igennem i selve undervisningen. Man undgår at tegne symboler for de abrahamitiske religioner på tavlen. Kors og jødestjerne skaber øjeblikkeligt markant uro og aggressivitet blandt eleverne. Man italesætter ikke det voksende fænomen af små piger med slør.»

Muhammed – det retfærdigste menneske

«Man stiller i det hele taget ikke kritiske spørgsmål til islamiske normer. Responderer man på elevers udsagn om, at profeten Muhammed var det retfærdigste menneske, der har levet på jorden, med spørgsmål om hvorvidt islamisk polygami er retfærdigt, vender de store piger vreden mod spørgeren.

Det siger sig selv, at Muhammeds forhold til hans niårige kone Aisha ikke kan omtales, med mindre man ønsker at blive omringet af truende elever.

Det undrer mig, at personalet aldrig debatterede det unormale i at betragte børn som seksuelle objekter fra en meget tidlig alder. Det er jo ganske trist, når man en varm sommerdag oplever småpiger, der hellere sveder med trøje på, end at gå i bare arme.

Der er også en påfaldende tavshed angående mange elevers negative syn på dansk kultur. En udtalelse som ‘alle dem der bor i Danmark er danskere’ udløser øjeblikkeligt rynkede næser og vrængende ansigtsudtryk.

Og så er der de tavse elever. De fortæller, at deres forældre siger, at Danmark er mulighedernes land. Den gruppe elever venter typisk på en plads i en af de hvide skoler. Det er altid de bedst integrerede elever, der mobbes.»

Hvilke konsekvenser fik dit interview i Weekendavisen for dig?

«Jeg måtte sige mit arbejde op. Det kom dog ikke som nogen overraskelse. Tidligere på året fik jeg en påtale for at have udstillet en kollegas opfordring til muslimer om ikke at tage ikke-muslimer til venner.

Jeg blev udhængt som kollega-mobber, og lærernes tillidsmand kritiserede mig i lærernes faglige klub. Jeg fik den halve skole på nakken. Det var dog intet i forhold til den lynchstemning, der opstod efter artiklen i Weekendavisen.»

Var der slet ingen kolleger, der bakkede dig op?

«Som nævnt oplevede jeg på de ghettoskoler jeg har arbejdet på, en markant stemning for, at islamiske værdier skal have plads i folkeskolen. Men det er klart, at der i et stort lærerkollegium ikke kan være konsensus omkring f.eks. særlige hensyn under ramadanen.

I sagen omkring læreren, der på sin hjemmeside opfordrer muslimske forældre til uvenskab med ikke-muslimer, havde jeg heldigvis enkelte kolleger, der officielt tilkendegav, at de mente, at der var en problematik. Ligesom jeg efter interviewet til Weekendavisen fik en del positive hilsener fra undervisere og pædagoger med egne erfaringer med muslimske børn.

Weekendavisen ville gerne have haft kontakt til flere af mine kolleger. Imidlertid lykkedes det kun at motivere en enkelt kollega. Flere af dem jeg spurgte, tilkendegav dog, at emnet islam og folkeskolen var yderst relevant at debattere. Desværre havde ingen af dem lyst til selv at stille op til sådan en debat på daværende tidspunkt.»

Indvandrere og efterkommere med muslimsk baggrund klarer sig dårligere end andre, når det kommer til indlæring og uddannelse. Oplever du, at der er en sammenhæng mellem dette og deres religion og kultur?

«Jeg oplevede, at islam især påvirkede børnenes opfattelse af lærerens autoritet. Og når man ikke ser læreren som autoritet, så lytter man ikke efter eller tager i hvert fald ikke undervisningen så seriøst. Det skadede også børnenes nysgerrighed for at lære om ting, der ikke forholder sig til islam.

Det var tydeligt, hvordan den muslimske sociale kontrol påvirkede børnenes påklædning, religiøse praksis og adfærd i forhold til det modsatte køn. Dagligt bliver der spurgt, om der er gris i den gratis skolemad, selv om alle ved, at det er der ikke.»

Sønderknuste elever

«Islam fylder generelt mere omkring de store højtider, især fastemåneden. Jeg har set små førsteklasseelever blive sønderknuste, fordi de har glemt det ekstra undertøj, de har på under bruseren efter idrætsundervisningen. Som muslim er det jo haram, altså imod sharia, at vise sig nøgen for andre end Allah og den, man skal giftes med.

Jeg så, hvordan ghettoer med mange muslimer er fyldt med konflikter, både i daginstitutionen, i skolen og i fritidslivet. Familiefejder bæres ind i skolen, og konflikternes verbale niveau er meget hårdt. Trusler som ”jeg smadrer dig”, ”jeg slår dig ihjel” og nedsættende tale, ofte seksuelt chikanerende, om familien eller personen selv, er chokerende almindeligt.

Konflikterne handler grundlæggende om magt og hierarki. Både blandt eleverne og deres familier, på tværs af etniske grupper og i relation til os lærere og pædagoger.

Manglende respekt for skolens arbejde er især markant blandt muslimske drenge. Selv de mindste elever reagerer oftest med nedladende og aggressive attituder på krav, henvisninger og irettesættelser.»

Oplever du, at integrationen går bedre for 2. og 3. generation af muslimske indvandrere?

”Generelt nej. Og selvom vi aktuelt er vidne til, at muslimske piger klarer sig bedre i uddannelsessystemet, så er de med få undtagelser aldeles fraværende i de andre sammenhænge af et normalt ungdomsliv.”

Du er uddannet pædagog og har arbejdet med muslimske børn og familier i mange år. Vurderer du som professionel pædagog, at der er aspekter af islam eller muslimsk kultur, der kan være skadelig for muslimske børns udvikling?

”Alle muslimske børn er bevidste om helvedes grusomme straffe for dem, der falder i Allahs unåde. Frygt for det hinsides introduceres tidligt i børnenes opvækst. Som professionel og forælder er det uforståeligt, hvilken gavn børn kan have af at indpodes skræk og rædselsscenarier om helvede. Men det er en trussel, som benyttes i muslimsk opdragelse for at få børnene til at lystre.

I traditionel muslimsk kultur tror man ikke, at små børn kan lære sociale regler. Menneskesynet er på dette område nærmest middelalderligt. Børn op til seksårsalderen betragtes som nuttede, men ude af stand til at forstå, hvad der er rigtigt og forkert.

Derfor får de omtrent lov at gøre, hvad de vil, og det forbudte markeres oftest med smerte eller trusler – ikke refleksion, samtale eller pædagogiske eksempler. Opdragelse begynder først ved skolealderen. Frem mod puberteten falder graden af frihed så for pigerne, som underlægges stramme regler for adfærd og interesser. Drengene får oftest fortsat lang snor.

Den manglende ligestilling mellem kønnene synes heller ikke sund. Det afspejles ved, at det er almindeligt accepteret, at drenge slår på piger. Denne accept ser man ikke blandt danske børn.

Generelt betragtet er det som om, muslimske børn og unge ligefrem ønsker at starte konflikter, gerne på baggrund af helt ubetydelige hændelser.

En forkert måde at se på den anden kan hurtigt accelerere til et stort skænderi, hvor klassiske udsagn som ”fuck din familie”, eller ”din mor er en luder”, flyver gennem rummet på kryds og tværs.

Men pudsigt nok vil man ofte opleve, at selvsamme kombattanter hurtigt er perlevenner igen. Det er som om disse drenge og mange piger konstant har brug for at puste sig op og markere sig.

I skolen er det svært at få især de muslimske drenge til at koncentrere sig. Anderledes er det i de islamiske søndagsskoler, hvor man får indtrykket af, at drengene er motiverede og glade for undervisning.

Man fortæller, at der ikke er larm dér, et fænomen der også forekommer på de islamiske friskoler. Dér er det jo helt utænkeligt at punke undervisningen og tiltale læreren med bandeord.”

Hvilken pædagogisk tilgang anbefaler du overfor børn, som har fået en traditionel muslimsk opdragelse? Hvad kan institutioner og skoler gøre bedre i forhold til forældrene?

”Det største pædagogiske problem er, at tolerancen for uacceptabel adfærd i skolen generelt er alt for stor. Vi må ikke lade normer og værdier skride.

Derudover har muslimske børn særligt stort behov for at lære at tage ansvar for deres egne handlinger.

Jeg oplevede, hvordan deres kultur ikke anerkender individets integritet og selvstændighed, men at skæbnen og Allahs forudbestemte vilje er en grundlæggende doktrin. Det skader børns evne til at tage ansvar. ”Det var ikke min skyld, det var ham, der fik mig til det”, er en typisk undskyldning.

Det er også vigtigt, at de muslimske forældre forstår, at det er deres, og ikke skolens, ansvar, at eleverne er skoleparate i forhold til sprog og adfærd. Skoler og institutioner er generelt for dårlige til at gøre forældrene opmærksomme på skolens forventninger, og hvordan forældrene kan give børnene gode forudsætninger for at kunne gå i skole.

I mange daginstitutioner har det i årtier været normalt at fortælle forældrene, at det er helt fint, at de taler deres modersmål med barnet derhjemme, fordi man jo taler dansk i institutionen.

Resultatet af denne holdning på sprogområdet er, at under en femtedel af de nye tosprogede elever taler tilstrækkeligt godt dansk, når det starter i børnehaveklasse”.

Kan du, ud fra dit kendskab til muslimske børn og unge, give et bud på, hvilke udfordringer det danske samfund står overfor, når de bliver voksne?

”Der er nok ingen tvivl om, at de store enklaver af muslimske indvandrere vil lukke sig mere og mere om sig selv og deres egne værdier. Ser man på et område som Gellerup i Aarhus, hvor jeg jo arbejdede, planlægger man restaureringer for milliarder samt opførelsen af lokale kulturhuse og moskéer.

Børnefamilierne tilbydes gratis børnepasning og fritidsaktiviteter. Hvad er incitamentet så til at flytte væk fra området?

I dag uddanner muslimske piger sig i højere grad end drengene. Så spørgsmålet er, hvilke konsekvenser det vil få for pigerne, når de senere hen skal indgå ægteskab med de dårligere uddannede mænd.

Vil det betyde øget kontrol og vold mod muslimske kvinder, når mændene må tilpasse sig rollen som arbejdsløs og hjemmegående med ansvar for madpakker og tøjvask?

Hvis de unge kvinder har modet, kan man håbe på, at de udnytter situationen til at kræve ligestilling og retfærdighed.

Personligt tror jeg ikke, det kommer til at ske. Derimod vil mange trække sig tilbage for at udfylde den muslimske kvindes vigtigste rolle som bestyrer af hjemmet og børnene.”

 

Dette er anden artikel i Sapphos serie om offentligt ansattes oplevelser med muslimer. Læs også Pædagogens beretning

19. mars 2012, første gang i sappho.dk