Gjesteskribent

av NICOLAI SENNELS

Bander: Uden forældrenes samarbejde er der ingen løsning. For ingen har større indflydelse på børn og unge en deres egne forældre. Børn, hvis forældre ikke samarbejder, kan man derfor ikke nå. En bandepakke der ikke inddrager forældrene, er derfor virkningsløs.

København har fejlet

Københavns Kommune har nu meldt ud, at deres indsats over for unge indvandrere er slået fejl. Ifølge deres beregninger kan københavnerne derfor se frem til 700 flere medlemmer af de fortrinsvis muslimske indvandrerbander – årligt! Der er altså ikke længere til diskussion: De ansvarlige borgmestre, embedsmænd og projektledere i København har fejlet i forhold til integrationen og det sociale arbejde.

Venstrefløjens evne til at tilrettelægge effektiv integrationsindsats er desværre til at overse. Det ville dog ikke undre mig, om hovedstadens vælgere fortsat stemmer blindt på de samme skandaleramte politikere, som nu har ført byen ud i etniske spændinger, der tåler sammenligning med Paris og flere byer i f.eks. Holland og England.

Nu vil Københavns over- (Ritt Herregaard, S), social- (Mikkel Warming, Enh) og integrationsborgmestre (Jacob Hougaard, S) så have fat i «lillebror-generationen». Begrebet lillebror-generation er opstået i takt med, at kriminaliteten blandt muslimer spreder sig til stadigt yngre børn. Der er desværre mange tegn på, at muslimske 3. G’ere er endnu mere kriminelle end 2. G’erne (som er 76 procent mere kriminelle end 1. G’erne) (læs mere her og her).

Småbrødrene skal åbenbart have samme ineffektive indsats som generationen før dem: Støtte-kontaktpersoner med indvandrerbaggrund uden den fornødne eksaminerede uddannelse, dyre specialskoletilbud som dræner folkeskolen for penge til normal-børnene, sport (ifølge Henrik Brandt, direktør for Idrættens analyseinstitut er der ingen forskning der kan dokumentere, at adgang til idrætsfaciliteter virker kriminalitetsforebyggende. Kilde: MetroExpress, d. 16. september 2009), playstation og en fed North Face jakke på skatteborgernes regning.

Det virker ikke. Vi ved det, for det er prøvet 100 gange før overfor nøjagtig de rastløst drivende horder af kriminelle muslimer, som nu ødelægger danskernes hovedstad med deres dunst at dårlige vibrationer.

Hvis ikke man har forældrenes forståelse og samarbejde, kan man ikke gøre noget: Forældrene er nøglen, for det er dem og deres mening, opdragelse, livsstil og kultur, som børnene identificerer sig med. Og det er forældrene, som børnene allerhelst vil elskes og respekteres af – tusind gange mere end af skolelærere, sagsbehandlere og politifolk.

Al sund socialpolitik, som har til formål at gøre mennesker sociale og selvstændige, indebærer støtte, krav og konsekvenser. Her kommer derfor en «3-trins integrationsraket» bestående af 1) støtte, 2) krav og 3) konsekvenser (profiterer man ikke af første trin, går man videre til næste – osv.). I denne omgang i forhold til indvandrerforældre til kriminelle børn:

Støtte

Det er ingen hemmelighed, at europæiske politikere har fejlbedømt den muslimske kulturs evne til at integrere sig. Som pædagoger og lærere ved bedre end nogen andre, så har muslimske forældre ofte ingen – eller meget misforståede – forestillinger om, hvordan de skal støtte deres børn til en succesfuld tilværelse i et vestligt land som Danmark.

Forældrene tror ofte, at det er daginstitutionens og skolens opgave at opdrage børnene. Det er det ikke. På samme måde har mange muslimske forældre meget ringe indsigt i det danske uddannelsessystem, hvordan man skaber en professionel karriere og i det hele taget begår sig i det danske samfund. Og hvordan skal de så kunne hjælpe deres børn til at integrere sig? Vi har hjulpet ikke-vestlige indvandrere for lidt til at forstå vores samfund.

Vi bør gøre kurser i «sådan støtter du dine børn i at få en succesfuld fremtid i Danmark» til en del af en omfattende integrationspakke til ikke-vestlige indvandrere. Vi bør også i langt højere grad vove at blande os i ikke-vestlige indvandreres familieliv ved at tilbyde vejledning i, hvordan man opdrager børn i vestlige kulturer som den danske, så børnene har en chance for at udvikle de rette – og tilstrækkelige – sociale færdigheder. (Da jeg foreslog disse ting på en integrationskonference sidste år, blev jeg bedt om at lukke munden, fordi det var for DF-agtigt. Er det det? Er det ikke bare sund fornuft?)

Indvandrere skal opleve integration og samarbejde om deres kriminelle børn som en naturlig forventning – og hvis ikke de selv kan eller vil, skal vi gøre opmærksom på, at det faktisk er et krav:

Krav

Ritt, Warming og Hougaards politik er kendetegnet ved en «krav og konsekvens-fobi» langt ud over det pædagogisk forsvarlige. Desværre. For det har alle dage været sund fornuft, at personer med anti-social adfærd – og her tænker jeg både på de forældre, som ikke opdrager deres børn og børnene selv – har brug for både støtte OG krav. Sidstnævnte er dog en by i Rusland for de københavnske venstrefløjspolitikere, hvis politiske ideer københavnerne nu «nyder» frugten af.

Når folk ikke profitere nok af den støtte de får tilbudt, er det dumt bare at bruge «mere af det samme, som ikke virker.» Og den form for dumhed gennemsyrer hovedstadens integrations- og socialpolitik. Enhver succesfuld professionel, der arbejder med mennesker – og enhver livserfaren person i øvrigt – ved, at når støtte ikke hjælper, så er det kun ansvarligt og udtryk for almindelig sund menneskekundskab, at der også skal findes tydelige grænser for folks destruktive adfærd. Det er ikke ondt eller uhumanistisk at sige «nej». At vise hvor grænsen går, kan faktisk være kærligt ment og nogle gange den eneste måde at beskytte folk mod at ødelægge deres eget og andres liv.

1) Vi bør selvfølgelig forvente/kræve af forældre til kriminelle børn og unge, at de holder deres kriminelle børn indenfor efter normal sengetid, så de ikke driver rundt og gør gaderne usikre. 2) På samme måde forventer/kræver vi naturligvis, at de samarbejder med skoler, institutioner og socialforvaltningen, hvis deres børn laver ballade. 3) Vi forventer/kræver også, at forældrene søger hjælp og råd, hvis ikke de kan styre deres børn.

Skulle forældrene modsætte sig sådan en helt grundlæggende fornuft i deres opdragelse, svigter de deres egne børn og omgivelserne groft. Forældre, som udviser en sådan ligegyldighed overfor deres egne børns udvikling – og som ikke vil tage imod støtte og vejledning – skal kunne mærke samfundets misbilligelse:

Konsekvenser

Mest oplagte konsekvens er selvfølgelig, at forældre selv skal betale for i hvert fald en vis andel af deres børns hærværk (jeg er ikke helt sikker på, om sådan en lov allerede er vedtaget). Man bør også kunne trække forældre i deres sociale ydelser. Det er simpelthen dårlig pædagogik at fortsætte med at støtte destruktive familier, når det er klart, at det ikke hjælper, forstået på den måde, at familierne «betaler tilbage» ved at gøre deres bedste for selv at rette op på deres problemer.

Her vil mangen en verdensfjern og erfaringsfattig hallal-hippie indvende, at færre penge på lommen gør forældrene til endnu dårligere opdragere. Sikke noget udokumenteret lommepædagogisk vrøvl! Bevis det venligst, før I rider endnu en omgang på det ulogiske argument.

Lad os i det mindste prøve, om det virker:

For forældre er ikke dårlige forældre, fordi de ikke har råd til at købe alt hvad de ønsker sig. Forældre er dårlige forældre, fordi de ikke har den fornødne indsigt og/eller medfølelse med deres egne børn. Det skal vi som samfund forsøge at sætte en stopper for: Sociale ydelser skal styrke social adfærd og vi forventer, at modtagerne lever op til de krav som følger med pengene. Sociale ydelser skal ikke støtte anti-sociale familier ved at være en snor så evigt lang, at vi først erkender at tingene er gået galt, når de ER gået galt.

Hvis ikke familierne vil tage imod støtten eller de ikke bruger de råd, som professionelle giver dem, skal vi kunne «rykke i snoren». Som sagt: Det er ikke inhumant eller ondt at sige «nej». Tværtimod kan et klart nej og tydelige grænser være lige netop det, som mange mennesker har brug for, for at skifte spor.

Det er rimeligt at sætte tal og ord på, hvad man skal forvente af de ungdomskriminelles forældre (ikke mindst fordi dårligt fungerende mennesker har brug for forudsiglighed og tydelige rammer): A) At de støtter op om deres børns skolegang og uddannelse (deltager i forældremøder; hjælper med lektierne; undlader at sende børn på lange ophold i familiens hjemland, som går ud over skolegang og integration; sørger for at børnene kommer i skole; samarbejder med lærere og pædagoger, hvis der er konflikter med børnene på skolen/institutionern), B) tager imod vejledning (rådgivning om opdragelse; deltagelse i kurser om indførelse i det danske samfund; erhverspraktik – osv.) og C) holder deres kriminelle børn indenfor efter normal sengetid (og tidligere, hvis politiet vurderer det relevant). Støtter forældrene ikke op om børnenes sociale og faglige udvikling, og nægter de at modtage hjælp og lader de åbenlyst deres børn rende rundt udenfor om aftenen, selvom de godt ved, at de laver kriminalitet, så er grænsen overskredet:

Over grænsen = over grænsen

Ultimativt handler det om, hvorvidt vi skal tillade at indvandrere direkte modsætter sig integration og skal have lov til at skabe kulturelle og religiøse parallelsamfund, som på mange områder strider mod det omgivende samfunds kultur og lovgivning.

Børn og unge, hvis forældre ikke samarbejder, kan man ikke nå. Punktum. Og det er uanset, om det er fordi forældrene ikke vil eller ikke kan. Derfor skal vi gøre forældrene det klart, at vi mener det. De skal have støtte, de skal opleve krav og der skal være konsekvenser.

For i sidste ende har det danske velfærdssamfund ikke råd til, hverken økonomisk eller kulturelt, at store grupper af borgere ikke opdrager deres børn, eller opdrager dem på en måde, som gør det særdeles svært for børnene at integrere sig.

Det har man tilladt indtil nu. Resultatet er tusindvis af muslimske børn, der lider under dårlige personlige, sociale og faglige evner, og som har næsten ingen chance for at skabe sig en fremtid i Danmark – hvilket også velfærdssamfundet i sidste ende vil knække nakken på. Derfor skal den yderste konsekvens overfor forældre, som ikke vil samarbejde om at socialisere og integrere deres kriminelle børn, være udvisning. Dette er selvfølgelig yderste konsekvens, men hvis ikke man vil tage imod hjælp, hvis man er ligeglad med myndighedernes krav og hvis man er så langt ude for pædagogisk rækkevidde, at ikke engang mærkbare konsekvenser hjælper, er der ikke andet noget at gøre: Så kan de ikke få lov at være med.

Hvorvidt denne udvisning skal være med eller uden hjemsendelsescheck eller at de kan tage deres sociale ydelser med sig de første år, kan så diskuteres.

Velfærdssamfundet og demokratiet er ikke forsvarsløst. Det er på tide, at velfærdssamfundet og demokratiet viser de tænder, som de jo rent faktisk har (selvom det er lang tid siden, vi har set dem). Disse tænder skal vi ikke være flove over eller gemme væk:

De tænder er der, hvis der skulle være brug for dem. Og det er der nu.

Opprinnelig på Jyllands-Postens blogg:
Indvandrerbander: Forældrene er nøglen

Nicolai Sennels er uddannet cand. psyk. aut. Som psykolog har han i en årrække arbejdet med kriminelle muslimer på Sønderbro, en sikret institution for kriminelle unge i Københavns Kommune.

I 2008 delte han sine erfaringer fra sit terapeutiske arbejde på integrationskonferencen «Mangfoldighed og tryghed i byen». Han valgte at forlade sin stilling, da kommunen gav ham mundkurv på med begrundelsen, at hans konklusioner var i strid med kommunens værdigrundlag.

Udgivelser:
Nicolai Sennels har efterfølgende udgivet bogen «Blandt kriminelle muslimer. En psykologs erfaringer fra Københavns Kommune».