Gjesteskribent

Av NICOLAI SENNELS

Stigmatiseringsargumentet er integrationsdebattens tåbeligste argument.

Alt for længe har «stigmatiseringsargumentet» fået lov at hærge integrationsdebatten – helt uden udfordring, trods argumentets indbyggede mangel på logik og menneskekundskab.

Udokumenteret lommepsykologi

Stigmatiseringsargumentet bygger på en omgang udokumenteret lommefreudiansk vrøvl om, at «tryk avler modtryk», og at muslimske indvandreres anti-sociale adfærd er en naturlig (og dermed retfærdig?) reaktion på kritik fra omgivelserne. Tilhængerne af stigmatiseringsargumentet får dermed sluttet deres evindelig båndsløjfe om de evindelige integrationsproblemer, for den anti-sociale adfærd fører jo til mere kritik, hvilket fører til endnu mere anti-social adfærd.

Argumentet kan beskrives som en integrationsmæssig «brandtrekant» på denne måde:

Integrationens brandtrekant kan brydes ved, at anti-social indvandrere dropper offermentaliteten (også kalde «følelse af stigmatisering») eller benytter sig af socialt accepterede måder at håndtere kritikken på. Men sådanne helt naturlige forventninger til andre mennesker har tilhængerne af stigmatiseringsargumentet ikke.

Nej. De fokuserer derimod på det tredje hjørne i trekanten – det hjørne der handler om kritikken. Denne tankegang har altså den indbyggede logik, at problemerne først ophører den dag, man holder op med at stigmatisere indvandrerne ved at kritisere dem. Sagt på en anden måde: Hvis vi holder op med at pege på de alvorlige problemer i muslimske familier, muslimsk dominerede områder og islam, så vil de forsvinde af sig selv (problemerne altså…).

Personligt tror jeg ikke, at integrationsproblemerne kan ties ihjel. Faktisk vil jeg gå så langt og påstå, at problemer løses ved at vi taler om dem og «siger troldens navn». Uha.

Stigmatiseringsargumentets konsekvenser

Et konkret eksempel på konsekvenserne af stigmatiseringsargumentet er København, hvis borgere netop nu høster de bitre frugter fra deres uansvarlige borgmestres manglende evne til at lave social og integrationsarbejde. Frygten for at «avle modtryk» har indtil nu afholdt både integrationsborgmester Jacob Hougaard (S) og den skandaleramte socialborgmester Mikkel Warming (Enh) fra at sætte grænser og markere de nødvendige rammer med mærkbare konsekvenser overfor anti-sociale unge og deres ofte uansvarlige forældre.

(Eller også er borgmestrene dygtige nok, og muslimer kan bare ikke integreres. Vælg selv. Jeg satser dog min hat på både borgmestrenes uduelighed og muslimsk kulturs manglende integrationspotentiale.)

Bullshit

Så langt, så godt. For stigmatiseringsargumentet er allerede som udgangspunkt et udtryk for mangel på menneskekundskab og evne til at gennemskue kulturers ofte dybe forskelligheder. Stigmatiseringsargumentet er altså – ret kort sagt: bullshit.

Man behøver vel ikke være psykolog for at forstå, at menneskers adfærd og personlige valg styres langt mere af deres opdragelse, kultur og eventuelle religion end af, hvad folk og fæ skriver om dem i aviserne.

At forklare ting som stigende indvandrerkriminalitet, islamisk fundamentalisme og ekstrem arbejdsløshed i muslimske familier med stigmatisering afslører en katastrofal mangel på humanisme, som jo netop handler om at kigge på hele mennesket – inklusiv dets baggrund, opvækst og frie vilje. At stigmatiseringsargumentet så oven i købet skamrides fra de selvudnævnte humanister på venstrefløjen, som aldrig undlader at påpege, at de skam «kigger på hele mennesket», er kun tragikomisk.

Det er en katastrofe for debatten, at medier og debattører i så lang tid har taget dette udokumenterede og ulogiske argument for god vare. Jeg håber inderligt på, at næste gang nogen råber «stigmatisering», så vil kvikke journalister og bloggere spørge: «Tror du ikke også, at menneskers opdragelse og kultur spiller en rolle for deres evne til at integrere sig og leve op til sociale normer?»

Opprinnelig publisert som blogginnlegg i Jyllands-Posten 3.september 2009.

Gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.

Baggrund:
Nicolai Sennels er uddannet cand. psyk. aut. Som psykolog har han i en årrække arbejdet med kriminelle muslimer på Sønderbro, en sikret institution for kriminelle unge i Københavns Kommune.

I 2008 delte han sine erfaringer fra sit terapeutiske arbejde på integrationskonferencen «Mangfoldighed og tryghed i byen». Han valgte at forlade sin stilling, da kommunen gav ham mundkurv på med begrundelsen, at hans konklusioner var i strid med kommunens værdigrundlag.

Udgivelser:
Nicolai Sennels har efterfølgende udgivet bogen «Blandt kriminelle muslimer. En psykologs erfaringer fra Københavns Kommune».

I bogen giver han et bud på en psykologisk profil for den muslimske kultur, og fremlægger på den baggrund en række behandlingsmetoder rettet mod klienter af muslimsk ophav.