Gjesteskribent

Av NICOLAI SENNELS

Muslimsk kultur er en hindring for integration og øger risikoen for at blive fattig og kriminel.
I dag og de følgende dage gennemgår jeg fire forlorne myter om integrationen af muslimer.

Myte 1: Der er ikke forskel på indvandrere

Den første myte er, at der ikke er forskel på indvandrere. Men selvfølgelig er der det: Mennesker fra forskellige kulturer har brug for forskellige former for støtte. Der er verdner til forskel på, hvad f.eks. en japaner, en somalier og en amerikaner har brug for, hvis de har det svært eller laver problemer. Vi er nødt til at udvise kulturel følsomhed overfor de kulturelle forskelle, vores indvandrere kommer med.

Mine egne terapeutiske erfaringer med unge muslimer er, at de har ekstremt svært ved at forstå traditionel dansk pædagogik og behandling. Danske unge er i langt højere grad opdraget til at «snakke om tingene» og reflektere over, hvordan man har det indeni – også selvom de ikke er gode til det. Muslimer er derimod vokset op i en kultur med tydelige ydre autoriteter (primært fædre, traditioner og islam), hvor hammeren falder hårdt og første gang, man bryder med familiens forventninger. I min bog kalder jeg den muslimske kultur for ydre-styret – forstået på den måde, at den muslimske kultur er kendetegnet ved langt større fokus på ydre adfærdsregulerende faktorer end den danske.

Den danske lægger mere vægt på indre-styring dialog, refleksion og på den fælles forståelse af, at aggression er et svaghedstegn. Et tegn på den udstrakte indre-styring i vores kultur er mængden af dameblade, selvhjælpsbøger, pædagoger, terapeuter af enhver slags, psykologer osv. – som alle har til formål at dyrke vores indre refleksion og stiller os spørgsmålet: «Hvordan kan du selv tænke, tale og handle anderledes, så dit liv bliver bedre?» Sådanne menneskekundskaber har man ikke i den muslimske del af verden – og de få psykiatere de alligevel har, er enten uddannet i Vesten eller af vestligt inspirerede undervisningsmaterialer.

Forskellen op ydre- og indre-styring mærker man også tydeligt, selvom de danske unge der sammenlignes med, også er kriminelle eller uden for almindelig pædagogisk rækkevidde. De muslimske unge er opvokset i langt fastere kulturelle og religiøse rammer – med langt mere mærkbare konsekvenser, hvis man træder udenfor disse rammer – og de står langt mere uforstående overfor dansk specialpædagogik og behandling end de danske unge. Selvom mange asociale danske unge heller ikke har nemt ved dialog, refleksion og at styre temperamentet, så mærker man som professionel meget let, at de inden i sig har lært, at disse normer er grundlæggende i vores samfund – de er måske bare ikke så gode til dem. Disse normer har de muslimske unge ikke lært på samme måde.

Hvis man vil ændre adfærden hos asociale muslimske unge og deres svigtende eller uformående forældre, er frivillige tilbud ganske enkelt ikke nok. Hvis man vil gøre en forskel, skal der være 1) tilstrækkelig vejledning, 2) stilles tydelige krav og 3) der skal være mærkbare konsekvenser hvis kravene ikke opfyldes. Dette er den enkle og virksomme skabelon. Alle steder, hvor man ikke følger denne fremgangsmåde, vil indsatsen overfor kriminalitet og integration enten være nyttesløs eller have så lille en effekt, at den ikke kan forhindre en generel forværring af tilstandene. Det gør man ingen steder i Danmark, så vidt jeg er orienteret.

Samme indsats gælder også for asociale danske unge og deres familier, men deres grundlæggende forståelse og anerkendelse af, hvad det samfundet og myndigheder forventer af dem, ligger langt dybere i dem.
—–
Min pointe er gjort – at muslimer er kulturelt disponerede på en måde, der nødvendiggører ydre styring i højere grad end vi er vant til, hvis man skal støtte dem til en mere konstruktiv adfærd. Men eftersom der ikke er så mange, der fortæller om forholdene i danske ungdomsfængsler, så…: Når det kommer til forholdene i danske fængsler og sikrede institutioner er de ofte ikke nok til at skræmme de unge fra at holde sig fra kriminalitet. Det mærkbare i konsekvensen forsvinder i playstation på værelset, masser af tv, sportsfaciliteter, kun ganske lidt skoleundervisning og især vennernes gavestrøm af slik, hash, penge, dyrt tøj og omsorgssvigtede piger. Eneste større irritationsmoment er pædagogerne, som vækker en om morgenen og vil have, at man deltager i aktiviteter i løbet af dagen.

Det eneste, som jeg virkeligt har oplevet kunne skræmme kriminelle indvandrere, er udsigten til udvisning. Mærkeligt. For de er ofte ekstremt racistiske overfor os «kartoffel-danskere» og benytter sig uhyggeligt lidt af alle de positive og konstruktive muligheder, vores samfund tilbyder.

Nicolai Sennels er uddannet cand. psyk. aut. Som psykolog har han i en årrække arbejdet med kriminelle muslimer på Sønderbro, en sikret institution for kriminelle unge i Københavns Kommune.

I 2008 delte han sine erfaringer fra sit terapeutiske arbejde på integrationskonferencen «Mangfoldighed og tryghed i byen». Han valgte at forlade sin stilling, da kommunen gav ham mundkurv på med begrundelsen, at hans konklusioner var i strid med kommunens værdigrundlag.

Udgivelser:
Nicolai Sennels har efterfølgende udgivet bogen «Blandt kriminelle muslimer. En psykologs erfaringer fra Københavns Kommune».

Første gang publisert på Jyllands-Postens blog.

Gjengitt med forfatterens velvillige tillatelse