Av Kasper Støvring

Det er en myte, at højere uddannelse automatisk medfører bedre integration. Tværtimod forholder det sig ofte sådan, at højere uddannelse netop giver en lavere grad af integration.

En af de mest sejlivede myter, der cirkulerer i medierne, er den, der hedder, at indvandrere med en højere uddannelse også er integrerede i det danske samfund. Den myte ledsages ofte af succeshistorien om, at især muslimske kvinder får en stadig højere uddannelse og af kravet om, at vi skal have flere højtuddannede indvandrere fra ikke vestlige lande til Danmark.

Der er ingen tvivl om, at uddannelse er godt. Men det er bestemt ingen garanti for, at indvandrere også er integreret, dvs. i den meningsfulde forstand: tilpasset den danske kernekultur, hvor der hersker en vidtstrakt ytringsfrihed, sekularisering, ligestilling, tillid osv.

Historien om sammenhængen mellem høj uddannelse og integration trænger med andre ord til et korrektiv. Højere uddannelse kan lige så vel betyde dårligere integration, altså det modsatte af den officielle succeshistorie. En af grundene er, som bl.a. Naser Khader har påpeget, at unge muslimske kvinders uddannelsesniveau vidner om de selvsamme kvinders isolation: De fastholdes i hjemmet og får på den måde bedre tid til studier, men ringere kontakt med det danske samfund.

At højere uddannelse ofte hænger sammen med en stærk bevidsthed om den muslimske identitet, fik jeg et førstehåndsindtryk af for nylig, da jeg var til seminar om Muhammedkrisen på Syddansk Universitet i Odense. I anledning af femårsdagen for Jyllands-Postens tegninger var der oplæg af bl.a. Frederik Stjernfelt, Naser Khader og Flemming Rose. De forsvarede alle – under opbud af talstærkt politi og civilklædte sikkerhedsfolk – ytringsfriheden, og altså også retten til og nødvendigheden af at lave satire over religiøse symboler.

Især de to sidste blev mødt med kraftige angreb fra det fyldte auditorium. Der var mange muslimske studerende til stede, og man kunne høre på deres mange kritiske spørgsmål, at der er stor utilfredshed med det danske samfunds grundlæggende frihedsværdier.

Det var interessant nok i sig selv at følge debatten. Men mindst lige så interessant var at høre, hvad der blev talt om i krogene under foredragene. Jeg sad nemlig bagerst i salen omgivet af en stor gruppe unge muslimske kvinder. Her sad det, der offentligt betragtes som blomsten af den muslimske ungdom: unge, flotte, veluddannede muslimske kvinder. De var velklædte på deres egen særlige måde. Selvfølgelig bar de slør. Men flere bar også modetøj, elegante sko, dyre tasker og stramt siddende jeans. De var moderne, men ikke vestliggjorte.

Blomsten af den muslimske ungdom var altså islamister, hvilket vil sige, at de havde en stærk bevidsthed om den unikke muslimske identitet som noget bevarings- og attråværdigt. Flere i salen tilhørte angiveligt den radikale gruppe Hizb ut-Tahrir, der efter seminaret uddelte løbesedler til det kommende årsmøde.

Utilfredsheden med dansk kultur og velintegrerede muslimer var tydelig. Et eksempel: Da Naser Khader fortalte om, hvordan han en gang kritiserede en såkaldt moderat muslim, der elskede profeten højere end sine egne børn, lød der en hidsig hvisken i den krog, hvor jeg sad: »Naser Khader har jo ikke forstået noget som helst!«

Det var også tydeligt, at de unge muslimer for længst havde annammet den såkaldte postkoloniale retorik, der altid handler om at rakke ned på det undertrykkende Vesten og give de gamle kolonimagter skylden for alle overgreb i verden og dermed også for de fejlslagne stater i de islamiske lande. Offerbevidsthed og konspirationsteorier stod her i fuldt flor!

Hvad var det, der forekom så oprørende ved dette seminar? Jeg mener ikke, at man kan kritisere muslimer for at finde mening, værdighed og anerkendelse i islam, og jeg synes som kulturforsker, at det er elementært interessant at studere fænomener som kulturel identitet og religiøs genbekræftelse. Mennesker lever jo ikke kun af brød, men også af ånd. Stolthed, skam, ære og vrede er dybe menneskelige drivkræfter.

Men jeg har vanskeligere ved at forstå, hvorfor muslimer vælger at bo som fremmedgjorte i et vestligt land med en kulturel tradition, hvor de må finde sig i, at deres ”elskede” og ophøjede profet, deres dogmer og symboler dagligt udleveres til hån, spot og latterliggørelse. De gør det ikke kun hårdt for sig selv, når de vælger at leve i konflikt med gældende normer. Også etniske danskere lider i stigende grad af voldsomme konflikter i multikulturalismens hellige navn, når f.eks. deres boligområder forvandles til rene ghettoer.

Er sammenhængen mellem højere uddannelse og islamistisk identitetspolitik opsigtsvækkende? Ja, for de fleste. Men det burde ikke være det. Som jeg for nylig skrev på min blog, forholder det sig ofte sådan, at højere uddannelse netop giver en lavere grad af integration.

Det er senest dokumenteret i Ralf Pittelkow og Karen Jespersens bog ”Islams magt”, der sammen med Christopher Caldwells bog ”Reflections on the Revolution in Europe” efter min mening er noget af det bedste, der endnu er skrevet om islamiseringen af Vesten. Bogen viser, hvordan mange af de på overfladen velintegrerede muslimer er islamister og ekstremt bevidste om deres radikalt anderledes kulturelle identitet. De arbejder gerne aktivt for muslimers yderligere udsondring af det vestlige værtssamfund, som de foragter som svagt, æreløst og ugudeligt.

Det tilsvarende hører man fra konsulenter: Selv på gymnasier og universiteter fastholdes muslimer i parallelsamfund, hvor de aldrig blander sig med etniske danskere. Man kan på mange måder godt forstå, at de lægger afstand til den danske ungdomskultur med fester, alkohol og fri sex. Men integration kommer der aldrig ud af det.

Selv radikale islamister som terroristerne i USA i 2001 og i England i 2005 var også integrerede på overfladen; i England var der såkaldte ”home grown” terrorister, altså islamister bekendte med demokratiske værdier; de ledende medlemmer af Hizb ut-Tahrir tilhører den veluddannede middelklasse, de er velformulerede og umiddelbart sympatiske; øksemanden på visit hos Kurt Westergaard var jo også så flink. Og så videre ?

Sociale forhold forklarer med andre ord ikke meget. Fattige mennesker bliver ikke nødvendigvis radikale eller bare islamister, og alle islamister er ikke fattige. Det har præcist at gøre med, at islamistisk identitetspolitik ofte kræver et vist åndeligt overskud: Retorik, intelligens og vilje til at fremføre sin sag. Fattige mennesker lider, de kæmper ikke, siger man, og revolutioner opstår altid, når befolkningen har nået et vist velstands- og uddannelsesniveau. Er der en islamisk revolution på vej i Vesten? Det antydes i hvert fald allerede i titlen på Caldwells bog.

Pittelkow og Jespersen nævner i deres bog, at islamistiske unge muslimske mænd ofte er socialt engagerede. Men de er vel at mærke engagerede i at rekruttere andre muslimer til et islamistisk miljø. De oplever sig ydmyget af Vesten og søger en uplettet ære i deres muslimske identitet.

Selvmordsbomberne i England er vel det bedste eksempel på folk, der lavede socialt arbejde og læste på universitetet; men også Theo van Goghs morder gik for at være en eksemplarisk skoleelev og blev betragtet som en rollemodel for unge indvandrere. Overalt er der mange eksempler på, at islamister er studerende, har arbejde og er involveret i socialt arbejde (f.eks. den berygtede Mohammad Atta fra aktionen den 11. september).

Kort sagt er de mest aktive støtter til Hamas, Taleban og Al-Shabaab ofte at finde blandt de mere veluddannede muslimer. Pittelkow og Jespersen henviser her til nye undersøgelser af Lene Kühle og Lasse Lindekilde samt de engelske samfundsforskere John Thorne og Hannah Stuart. I sommer berettede en ung pakistaner til JP således om dengang, han flyttede fra Pakistan til USA for at studere: »Jeg forventede, at disse pakistanere var væsentligt mere progressive end det miljø, jeg selv kom fra. Men det var absolut modsat. De muslimske studenterorganisationer var en flok jihadister.«

Hvis vi skal integrere udlændinge, er uddannelse altså ikke nok. Det understreger nødvendigheden af en kulturel integration, altså assimilation: tilpasning til landets kernekultur. Det er ikke nok at kræve kendskab til de abstrakte, demokratiske begreber, som de unge muslimer i Odense for længst havde fundet ud af at aflire: respekt, lighed, menneskerettigheder, mangfoldighed osv.

Der er jo som bekendt lige så mange måder at forstå disse begreber på, som der er kulturer. Hvor forskellige ting, vi mener med disse begreber, ser vi, når de praktiseres i en konkret sammenhæng. Det er det herlige ved kriser: forskellene bliver så tydelige. Seminaret om Muhammedkrisen var ikke så lidt af en øjenåbner.

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk, og er aktuell med boken Sammenhængskraft, som nylig er utgitt på Gyldendal. Støvring har også hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Til seminar med islamister ble første gang publisert i Jyllands-Posten 9. november 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar 🙂