Gjesteskribent

Naser Khader skriver i Berlingskes kronik i søndags om de voldelige arabere fra Vollsmose og deres apologeter:

”Det, der overrasker mig, er de mange debatindlæg fra apologeter og rollemodeller, hvor det handler om at undskylde, forsvare og bagatellisere det, der er sket. Vi er nærmest tilbage til 1990erne. Man gør atter de unge til ofre og kommer på den måde til at bagatellisere det, der er sket. Det tager fokus væk fra det egentlige problem. Det, der skete, var efter min mening et angreb på kernen af det danske velfærdssamfund. Skubber man skylden over på samfundet, skubber man ansvaret væk fra de unge.”

At man skal høre sande ord fra Khader undrer ikke. Khader var under Muhammedkrisen en af de mest konsekvente og modige forsvarere af den danske og vestlige tradition for ytringsfrihed. For det måtte han betale en høj pris: truet og forfulgt af ”sine egne”, altså muslimske indvandrere og efterkommere, der mente, at han var blevet for dansk. En slags frafalden. Venstreorienterede betragtede ham som det, der nedsættende kaldes en kokosnød: mørk udvendig, hvid indvendig.

Skønt Khader er en muslimsk indvandrer fra Syrien, talte han altså mere fornuftigt end mange etniske danskere for dansk kultur. Og han blev samtidig en af landets mest populære skikkelser – undtaget i det segment der mente, at Muhammedtegningerne var en slags hetz. Hvis man altså assimilerer sig, kan man sagtens blive dansk – og blive anerkendt for det. At assimilere sig betyder netop det: at leve i kraft af dansk kultur, normer, værdier osv. Det handler ikke om en anden etnisk baggrund, selv om den kan selvfølgelig kan besværliggøre assimilation.

To andre indvandrere, Mehmet og Mehmet, nærmere bestemt Yüksekkaya og Necef, sagde forleden i Deadline det, der skal siges om indvandring, kriminalitet og kultur – også i anledning af Vollsmose-urolighederne:

Mehmet Yüksekkaya, integrationskonsulent: ”Jeg ser det som et kulturelt fænomen, det er medbragte normer som de har taget med hjemmefra, som vi ser i Danmark. Og jeg er bange for vi kommer til at se det igen […] Den måde de handler på hvor 60 til 80 personer angriber et sygehus, det har vi set mange eksempler på i mellemøstlige lande. Hvor der hersker lovløshed, hvor der hersker stammekultur, der er klaner, der er bander […]”

Mehmet Ümit Necef, kultursociolog: ”Mehmet har en pointe her. Eksempelvis, hvorfor hører vi ikke om en flok vietnamesere eller kinesere, eller tamilere, der angriber et hospital og raserer den ned. Jeg tror det er en af forklaringerne, den kulturelle baggrund, er jeg sikker på spiller en vis rolle, ellers kunne man ikke forklare hvorfor nogle bestemte etniske grupper opfører sig på en bestemt måde, end anden måde end andre ikke-danske etniske grupper i Danmark […]

Kulturel ballast er ikke noget der forandrer sig ‘overnight’, bare fordi man befinder sig i Danmark. Forældrene kan påvirke dem. Fjernsyn kan påvirke dem. De tager til deres hjemlande i ferien, osv. osv. Altså, kultur på nogle punkter er noget som forandrer sig ret hurtigt, men på nogle andre punkter kan der være tale om træghed. Jeg mener, der er også en anden ting der spiller ind. Jeg er enig med Mehmet at kultur kan spille puds, men når man hører dem tale i medierne, så er der et bestemt aspekt der falder mig i øjnene – den der enorme fornærmethed, den følelse af, at hele verden, det danske samfund er imod dem. Og at de er ofre for det danske samfunds dårligdomme. Det danske samfund marginaliserer dem, diskriminerer dem, det danske samfund er racistisk osv. osv. Og når de har den opfattelse af det danske samfund som et fjendtligt magt, så opfører de en slags osteklokke, et parallelsamfund med deres egne regler. ” (Delvis transskribering og link til Deadline-udsendelsen)

Mehmet Necef udgiver sammen med sociologen Henning Bech snart en bogom anti-racisme blandt danskere og offermentalitet hos udlændinge. Den skal nok blive spændende, ligesom det bliver interessant at se apologeterne, det, Khader kalder halalhippierne, afsværge bogen, der bl.a. handler om det forvanskede billede, udlændinge får af Danmark. Bl.a. når de modtager undervisning her i landet. Herom har Lars Christiansen skrevet en glimrendekronik.

Der findes andre hæderlige fortalere for dansk kultur blandt indvandrere som Cherif Ayouti og Farshad Kholgi. Man kunne blot ønske, at der var flere. Det er blot lidt træls, som vi siger i Jylland, at bruge indvandrerbetegnelsen om disse folk. For de er lige så danske som etniske danskere, ja, endda mere end mange etniske danskere, bedømt på deres forsvar for dansk kultur. Og det er dem, der sætter diskussionen om forfejlet integration på plads.

 

 
Første gang som blogg i Berlingske 4. september. Document takker Støvring for tillatelse til republisering.