Gjesteskribent

Av THOMAS JOHANNES ERICHSEN,

Ifølge kultursociolog og lektor Mehmet Ümit Necef har indvandrere i Danmark i årevis fået tudet ørerne fulde af, at danskerne er racister: »Akademikere og journalister har i mange år fortalt indvandrerne, at danskerne er racister, og at indvandrerne er ofre«. Men helt ærligt, hvad har man som indvandrer oplevet hyppigst: racismen i sin konkrete form eller alverdens avisartikler og debatmøder herom?

Seneste eksempel på den omsiggribende omtale af den danske racisme er det nyligt holdte debatmøde og seminar i Verdenskulturcentret på Nørrebro, hvor en lang række eksperter, professorer, forfattere og andre toneangivende mennesker bekræftede hinanden i, at Danmark er fremmedfjendsk og intolerant over for etniske minoriteter. Arne Hardis fra Weekendavisen overværede mødet og kan referere følgende i sin avis 16. oktober: »Professor på Københavns Universitet Jørgen Nielsen kan slet ikke holde ud at bo i Danmark på grund af racismen og længes tilbage til Birmingham, hvor han i øjeblikket er bosat. Filminstruktør Christian Braad Thomsen ikke blot mener, at Danmark er et racistisk samfund – han ved det – og endelig fastslår Politikens Rune Engelbreth med samme styrke, at racismen og diskriminationen netop nu eksploderer i landet«.

Hvordan mon den slags læses af indvandrere i Danmark? Hvad nu hvis man slet ikke har mærket, men kun læst om denne racisme? Hvad hvis man er flygtet fra krig, forfølgelse eller fattigdom og faktisk befinder sig udmærket i Danmark, også i Københavns Nordvestkvarter? Enkelte talere på seminaret i Verdenskulturcentret påpegede da også dette, eksempelvis underviser på RUC, Mustafa Hussain: »Nydanskere har det godt på Nørrebro. De har et godt indtryk af hinanden, en stærk tilknytning til naboen og byen på tværs af kultur og etnicitet«.

Det er interessant, således som danskere har travlt med at fortælle, hvor svært indvandrere, primært muslimer, har det i Danmark.

Egentlig er fænomenet ikke nyt, men først og bedst analyseret af den franske filosof Pascal Bruckner. Han oplever i stigende grad, hvad han kalder ’anti-racisternes racisme’, der består i at vurdere indvandrere som ofre i så høj grad, at det faktisk nærmer sig diskrimination. Og hvem ønsker at blive omtalt på en sådan måde?

Bruckner har ikke grebet sin teori ud af den blå luft, han tilhører selv den politiske fløj, der alt for ofte betragter indvandrere med medlidende blikke, og som ikke tøver med at markere sig som deres beskytter. Men indvandrere har ikke brug for beskyttere, slet ikke flygtninge der netop har fået beskyttelse i Danmark – ingen har brug for at blive overbevist om, at de befinder sig i et land, hvor der ikke er væsentlig forskel på Dansk Folkeparti og det danske nazistparti, som det blev konstateret af Christian Braad Thomsen under seminaret på Nørrebro.

Alt for mange toneangivende debattører giver indvandrere det indtryk, at Danmark er et forfærdeligt sted, at muslimer behandles som jøderne blev behandlet af nazisterne, altså med udstødelse, fratagelse af borgerskab, umyndiggørelse og hvad der er værre – er det sammenligningen, man vil slå fast i medierne?

Hvilken effekt har det eksempelvis, når fotograf og aktivist Jacob Holdt udstiller sine billeder fra 70ernes racistiske USA i Gellerup? Når udstillingens erklærede formål er at sidestille danskernes fremmedfjendskhed med amerikanernes tidligere racisme imod sorte? Jacob Holdt mener endda, at Danmark har overhalet USA i racisme, og at situationen altså er værre, end da Ku-Klux-Klan systematisk forfulgte afro-amerikanere.

Hvad opnår man med den slags paralleller andet end at stimulere indvandreres fordomme om danskere, og så naturligvis at føre sig frem som anti-racist, med alle de positive konnotationer knyttet hertil?

Naturligvis skal der være skarpt fokus på fremmedfjendskhed og diskrimination, men når man blæser sagens sammenhæng sådan op, når danskere sammenlignes med morderiske sekter fra 70erne, så bevæger man sig ud i et grotesk projekt, der kan give gevaldigt bagslag og den helt modsatte effekt end den ønskede.
Retorikken på højrefløjen kan antage ubehagelige former, men retorikken på den modsatte fløj kan have samme skadelige konsekvenser, således at utilpassede indvandrere faktisk føler en vis berettigelse, når de reagerer med vold mod myndighederne og andre autoriteter – danskerne er jo racister, det siger de selv.

Hvad bygger man helt konkret sine voldsomme racismeanklager på? Kender man overhovedet en person, der ledes ved folk alene på baggrund af deres hudfarve eller kulturelle ophav? Fremmedfjendskheden skulle efter sigende have betændt hele den borgerlige fløj, men betyder det så, at man som læser af Berlingske Tidende ser skævt til indvandrere, efterkommere til statsborgere med muslimsk baggrund? Man kan jo spørge sig selv.
Kan man ikke stemme til højre for midten – kan man ikke stemme på Dansk Folkeparti – uden at være racist?
Danskere er imødekommende over for mennesker med enhver baggrund, så længe der ikke er tale om en kriminel baggrund eller om et forsvar for forældede og intolerante værdier.

Seneste rapport fra Integrationsministeriet fortæller, at et klart flertal af indvandrere og efterkommere stort set aldrig har oplevet krænkelser eller problemer forbundet med deres etniske herkomst.

Hvordan forklarer man den rapport?

Når alt kommer til alt, synes de forskellige belæg for racismeanklagerne at være lige så svage, som humøret var højt under seminaret på Nørrebro, hvor landets forfærdelige tilstand blev slået fast.

Hvis der virkelig var tale om rendyrket fremmedhad i landet, havde Verdenskulturcentret, Jacob Holdt og mange andre en sag, så ville deres arbejde være beundringsværdigt, som Jacob Holdts mange donationer til den tredje verden i øvrigt er. Men indtil videre synes debattørernes kamp for retfærdighed blot at tjene deres egen status som moralske vogtere, med den konsekvens at indvandrere, muslimer, immigranter fra Østeuropa og mange andre overser al den imødekommenhed og gæstevenlighed, der eksisterer over for nydanskere, som gerne vil leve et godt og ordentligt liv her til lands.

At man ønsker at fremstå som de udsattes beskytter, uanset de virkelige konsekvenser af ens selvhævdende optræden, kunne Pascal Bruckner have fortalt os for længe siden. Det svarer til, at man vil hjælpe andre mennesker, alene fordi man gerne vil være den, der hjælper. Men mennesker ønsker først og fremmest at hjælpe sig selv.
Lad os nu frigøre os for de fordomme, der eksisterer om danskere, såvel som om muslimer og andre indvandrere, så vi kan diskutere integrationen på et mere sagligt grundlag. Ellers kommer vi ingen vegne.

Værre end Ku-Klux-Klan
Opprinnelig publisert i Berlingske Tidende mandag den 2. november 2009