Nytt

Stadig flere innvandrerkvinner tar utdannelse, men splittelsen mellom unge innvandrere og dansker er likevel økende. Skolepersonell og integrasjonskonsulenter advarer om at den massive satsningen på utdannelse ikke fører til bedre integrasjon av unge dansker og 2. generasjons innvandrere.

Tendensen er tvert i mot at de unge i høyere grad enn før forblir innenfor egen gruppe og verken knytter vennskap på tvers av gruppene eller deltar i samme fritidsaktiviteter:

Integrationskonsulenter og eksperter advarer om, at splittelsen vil bestå, når de unge bliver voksne.

På Ishøjs gymnasium har næsten halvdelen af eleverne anden etnisk baggrund, og det kan mærkes på skolens sociale liv.

«Vi skal kæmpe for at holde liv i vores aktiviteter uden for klasseværelserne, for særligt pigerne med anden etnisk baggrund deltager ikke i hverken fester eller caféaftner,» siger vicerektor for Ishøjs gymnasium, Jens Sidenius.

Selv om størstedelen af hans elever med anden etnisk baggrund er børnebørn af 1960’ernes ‘fremmedarbejdere’ og dermed 3. generations-indvandrere, er skellet mellem de danske og eleverne med anden etnisk baggrund stadig skarpt.

«Vi vil jo være et gymnasium og ikke bare et kursuscenter, så vi fastholder vores aktiviteter, men når vi for eksempel laver musical på gymnasiet, så ser ‘skuespillerne’ meget hvide ud. Det er heller ikke min fornemmelse, at der er så mange venskaber på tværs af de etniske grupper,» fortæller Jens Sidenius.

Sidenius` opplevelser bekreftes av en rekke andre rektorer ved gymnasene i København. At innvandrernes barn utdanner seg i langt større grad en tidligere, har i følge integrasjonskonsulent Ayfer Baykal ikke medført noen større tilnærming til etnisk danske jevnaldrende, snarere tvert i mot:

«Opsplitningen er blevet værre, end den var for 10-15 år siden. I min generation var der mange, som forsøgte at pendle mellem to kulturer. I den nye generation er der en større tendens til at holde sig inden for sin egen gruppe. Særligt blandt pigerne. I disse år gør de op med en masse kulturelle normer og forventninger, men de nærmer sig ikke danskerne af den grund,» siger hun.

Forfatter til bogen Mødom på mode og selvstændig konsulent på indvandrerområdet, Kristina Aamand, har iagttaget samme tendens.

«For 10 år holdt jeg foredrag under titlen ‘Kendskab giver venskab’. I dag må jeg erkende, at det var forkert. Kendskab giver ikke nødvendigvis venskab, for det er ikke sikkert, at du kan lide det, du ser, og det gælder både danskerne og indvandrernes efterkommere,» siger hun.

Innvandrerpikenes utdannelsesmessige suksess betyr bare at de deler fremtidsutsikter med danske jevnaldrende, mens det fortsatt er en dyp avgrunn mellom erfaringer, sier Aamand.

«I teenageårene bygger man ikke et venskab på sko-le-, arbejde- eller karrieredrømme, men på det, som foregår i fritiden, og der er særligt danskerne og minoritetspigerne meget langt fra hinanden.»

Gymnasiet gør det værre

Det billede genkender Hanne-Grete Lund, som er studievejleder på Mulernes Legatskole, hvor 21 procent af eleverne har anden etnisk baggrund end dansk.

«Jeg må konstatere, at størstedelen af de unge piger ikke har lyst til at deltage. De synes, at det hele går op i druk, og det kan de jo også have ret i,» siger hun.

Antropolog Mikkel Rytter, som forsker i pakistanere og deres efterkommere i Danmark, kalder opsplitningen en naturlig konsekvens af pubertetens identitetskrise.

«Minoritetsunge er hele tiden under pres for at definere sig selv, og når de unge danskeres liv med fester og kærester er udelukket på grund af de minoritetsunges religiøse overbevisning og hjemmets traditioner, er det klart, at de søger sammen med dem, som ligner dem selv,» siger han og kritiserer de danske gymnasier for at gøre problemet værre.

«Der hersker en meget fastlåst opfattelse af det gode gymnasieliv, som handler om fester, studieture og caféaftner. Måske skal man tænke på nye måder at være sammen på, som ikke er så defineret af alkohol og seksuelle spil.»

Rytter forsker blant annet i pakistanske emigranters livssyklus, og han tviler på at mønsteret vil endre seg når de unge 2. generasjonsinnvandrerne blir voksne:

«Det er i puberteten, at de grundlæggende sociale normer og venskaber bliver grundlagt både blandt de etniske minoriteter og danskerne. Og selv om nogle måske senere vil få lyst til at bryde ud af de etnisk definerede fællesskaber, er det jo ikke sikkert, at det vil være så nemt at få danske venner. Blandt danskerne har man for eksempel meget lille tradition for at omgås med kolleger,» forklarer han.

Integrationskonsulent Ayfer Bakal tror heller ikke på, at de unge med etnisk minoritetsbaggrund vil ændre mønster, når de bliver voksne, og hun er bekymret for, om den etniske opsplitning vil forhindre de unge mønsterbryderes sociale opstigning.

«Mange af pigerne siger: ‘Vi får en uddannelse, vi har et godt netværk, og vi har et godt forhold til vores familie, så hvad er problemet?’ Og det har de jo ret i, men deres sociale isolation risikerer at give bagslag, når de skal bruge deres uddannelse. Ens netværk og sociale kompetencer er utroligt vigtige for, hvordan man klarer sig på arbejdsmarkedet, især hvis man er højtuddannet. Her kan det give problemer, at indvandrerpigerne har haft meget få relationer til danske jævnaldrende,» siger Ayfer Bakal.

Studieveileder Hanne-Grete Lund ved Mulernes Legatskole har måttet konstantere, at utdannelse ikke nødvendigvis er veien til større integrasjon, for selv om jentene nå både kan bli med på studieturer og på gymnasfestene, holder de fleste seg i sin egen gruppe. Og det er spesielt innvandrerjentene som holder hverandre fast i et visst mønster. De er utrolig harde mot de jentene som går over streken og blir for danske, sier Lund:

«Danske piger og indvandrerpiger har simpelthen ikke særligt meget at snakke om,» forklarer Hanne-Grete Lund.

«Det går fint med at samarbejde rent fagligt, men de fleste lever i helt forskellige verdener i fritiden.»

Den opdeling er Amela Lekic fra 2. c træt af, for som bosnisk muslim kan hun ikke finde ud af, hvor hun hører hjemme, De udenlandske drenge har hun ikke meget tilovers for. De ser ned på piger som hende og kalder hende billig, fordi hun må have kærester og gå i byen, og pigerne er ikke meget bedre.

«Vi har noget, som vi kalder integrationsbænken,» fortæller Amela Lekic, lidt flov over at have forrådt en hemmelig joke.

«På integrationsbænken sidder tørklædepigerne og taler ‘forlovelse og ægteskab’, og hvad ved jeg,» siger hun irriteret, for hun føler pigerne indirekte anklager hende for at være en dårlig muslim.

«Jeg går mest sammen med danskerne, for hvis jeg fortæller udlændingene, hvad jeg må for mine forældre, så siger de bare ‘Du er helt ligesom en dansker’,» siger hun og ridser dybden i forskellen mellem de danske og de udenlandske piger op i et eneste eksempel.

«Danskere har jo været i Calella og på skiture, og udlændinge har kun været på sommerferie i deres hjemland.»

Lekic har erkjent sin mellomposisjon og mener at det ikke blir særlig lettere, spesielt ikke nå som flere og flere jenter med hijab begynner på gymnas:

«Her i år er der bare kommet så mange udlændinge. I gamle dage var Mulernes Legatskole jo hippiegymnasiet. Det kan godt være lidt svært for mig, for jeg vil hellere være omgivet af danskerne. Jeg vil helst være så dansk som mulig, men sådan har de andre det ikke,» siger Amela Lekic.

I Odense er det kun Mulernes Legatskole, som har over 10 procent elever med anden etnisk baggrund, og de få indvandrerelever, som er søgt hen på andre gymnasier, er hurtigt kommet tilbage igen. Det er Hanne-Grete Lund lidt stolt over, for søgningen fra indvandrereleverne er en kompliment til skolens rummelige pædagogik, men måske også endnu et tegn på, at det er de færreste, som har mod på at give slip på deres baggrund.

«Mange af pigerne siger jo til mig, ‘Du forstår det ikke. Det er ikke mine forældre, som bliver sure, hvis jeg river mig løs. Det er hele Vollsmose’.

Faktisk har jeg opdaget, at det særligt er pigerne, som holder hinanden fast. De er utroligt hårde mod de piger, som går over stregen og bliver for danske,» siger Hanne-Grete Lund.

Her er det så, at Hanne-Grethe Thomsen igen ikke kan gøre andet end at messe uddannelse, uddannelse og atter uddannelse og igen bliver i tvivl om, det virker:

«Når jeg taler med pigerne individuelt, så vil de jo gerne væk fra Vollsmose og leve et andet slags liv, og mit håb er, at de får mulighed for det, når de starter på deres videregående uddannelse. Ellers kan jeg godt komme til at spekulere over, hvilket liv de får, for når pigerne uddanner sig og drengene klarer sig så dårligt, så må der jo ske et skred på et eller andet tidspunkt. Ellers bliver det meget konfliktfyldt for begge køn.»

Information: Mere uddannelse fører ikke til bedre integration

Information: ‘Hvis man bliver dumpet af sin mand, kan man altid bruge sin studentereksamen’