Gjesteskribent

Henrik Sass Larsen får denne kommentar til at overveje at stemme på …

Av Morten Uhrskov Jensen

Socialdemokraterne får ikke min stemme ved det næste folketingsvalg, men det er lige før, jeg ville ønske, de gjorde. Denne temmelig uvante stemning kom jeg i efter at have læst interviewet med Henrik Sass Larsen i Weekendavisen den 4. september. Alt for sjældent ser man udfoldet det bedste argument, der overhovedet findes for en stram udlændingepolitik; solidariteten med de dårligst stillede danskere, der har betalt og betaler en grotesk høj pris for det indvandringsvanvid, der kendetegnede perioden 1983 til 2002.
Sass Larsen sagde blandt andet: »Da jeg boede i Taastrupgaard [et socialt boligbyggeri i Høje-Taastrup Kommune], var der ingen indvandrere i opgangen. I dag er der kun indvandrere. Der var ingen indvandrere i min skoleklasse. I dag er der kun indvandrerbørn på den skole.«

Og Sass Larsen fortsatte: »De mennesker, jeg kender og taler sammen med, lever sammen med flygtninge og indvandrere, som fucker deres liv op: i sportsklubben, i skolen, i alle mulige sociale sammenhænge. Og det er de rasende over. Men de får at vide, at det må de ikke være, at de skal holde op med at være racister.«
Så enkelt kan det siges, at regningen for en liberal flygtninge- og familiesammenføringspolitik i altovervejende grad er blevet betalt af de socialt og økonomisk dårligst stillede danskere. Der er på sæt og vis tale om en form for regressiv beskatning: de, der har mindst til at begynde med, skal betale en højere trækprocent end dem, der har mest, som slipper langt billigere.

Da jeg i foråret bloggede på Jyllands-Posten, stillede jeg et antal gange mine kritikere det spørgsmål, hvordan de moralsk kunne forsvare at lade dem, der ikke kunne fraflytte det multikulturelle eksperiment, undgælde for en åbenlyst fejlslagen politik. Jeg fik enten ikke svar, eller jeg fik bortforklaringer, der demonstrerede, at man ikke ønskede at forholde sig til netop dette faktum.

Men er det så først for nylig, at det er blevet klart, at det forholder sig som beskrevet af Sass Larsen? Det kan man ikke just påstå. Det har nemlig stået klart siden slutningen af 1980erne, hvor borgmestrene på den københavnske vestegn med Ishøjs Per Madsen i spidsen begyndte at advare om konsekvenserne af den førte politik. Tillad mig at genopfriske hukommelsen for læserne. Lad os tage på en pletvis vandring ad den sti, som for rigtig mange økonomisk vanskeligt stillede danskere blev stedse mere tornet.

Den 3. marts 1988 skrev konsulent Søren Haraldsted i Berlingske om Ishøj Bycenter blandt andet: »Det er de fleste dage kun unge drenge fra indvandrerfamilierne, der opholder sig dér, og de prøver desværre med mere eller mindre tilladte midler at genere alle forbipasserende, og det er især danske kvinder og piger, der bliver generet på det groveste.«

Den 25. juni 1996 skrev Frederiksborg Amtsavis, at der i to sociale boligbyggerier i Karlebo Kommune nu var skabt en så betydelig ghettodannelse, at »skellet mellem vores fremmede og danske borgere måned for måned ikke bliver mindre, men tværtimod større. Natlige gadeoptøjer, hvor politiet konfronteres med større grupper af aggressive, unge indvandrere, har de sidste par uger sendt chokbølger gennem vores kommune. Lige om hjørnet lurer tilstande, vi ellers kun kender fra andre lande. Vi bryder os ikke om at tænke på dem, men vi er nødt til at tage dem med i vores overvejelser.«

Den 8. august 2003 fortalte B.T. om en 14-årig pige, der inden for et år var blevet overfaldet tre gange af indvandrerdrenge. Hun var blevet kaldt luder, hun var blevet truet med kniv, der var blevet kastet affald efter hende og hendes handicappede lillebror, og hun var blevet slået med en svær jernkæde over skulderen. Familien havde ikke mulighed for at flytte, hvis ikke Albertslund Kommune kunne anvise dem en anden bolig.

Og senest kan medlemsbladet Dansk Politi om Bøgeparken i Vollsmose fortælle, at »danskerne har det meget svært i Bøgeparken. Deres børn kan ikke lege i sandkassen, det er danskernes biler, der bliver stukket i brand, det er danskernes lejligheder, der er indbrud i, der skydes med luftgevær efter danskerne, og det er danskerne, der bliver udsat for gaderøverier.«

Uden at kende det nøjagtige antal vil jeg tro, at mindst en fjerdedel af den danske befolkning ikke uden videre har de økonomiske muligheder for at flytte et andet sted hen, hvis omgivelserne skulle gøre det en tand for uudholdeligt at blive boende. Da et væsentligt kendetegn ved den danske velfærdsmodel handler om solidaritet med de dårligst stillede, må det altså være en endog meget vigtig prioritet for mange politikere og meningsdannere at gøre deres bedste for, at de socialt og økonomisk ringest stillede danskere ikke stilles dårligere, end de i forvejen er, også al økonomisk udligning til trods.

Det er så, hvad flertallet af politikere, kulturpersonligheder og mediemennesker alligevel valgte at gøre alt for længe. De insisterede på, at Danmark havde pligt til at tillade en indvandring af en størrelsesorden og med en så fremmed kulturbaggrund, at det stensikkert ville forringe de dårligst stillede danskeres livsvilkår i endog ganske betydelig grad.

Eliterne gjorde dette med åbne øjne, eller det er måske mere rigtigt at sige, at de gjorde det ud fra en underliggende dyb foragt for underdanmark. Intet kunne rage dem mindre, end om danskerne i de sociale boligbyggerier måtte se deres tilværelse forringet. De kunne ikke være mere ligeglade, end om underdanmark i stigende grad så sig fremmedgjort i eget lokalområde. De så ned på dem, som herremanden kunne se ned på sine fæstebønder. Og så var herremanden måske alligevel at foretrække. Han var i det mindste afhængig af, at han havde sine fæstebønder til at arbejde for sig. Dagens eliter har slet ikke brug for de laveste klasser. De kan være fuldkommen ligeglade med dem. Og det var og er de så fortsat i betydeligt omfang.

Socialdemokraterne bærer på en stor skyld for, at dette mareridt blev til virkelighed for de dårligst stillede, men derfor er det også så velsignet at høre en socialdemokrat udtale sig så klart, som Sass Larsen gør. Måtte det gå hans linje og hans synspunkter vel. Så ender jeg med at stemme på dem.

Morten Uhrskov Jensen er historiker, redaktør for tidskriftet Nomos.dk og forfatter av boken Et delt folk – Dansk udlændingepolitik 1983-2008. Artikkelen «Fornuft: En socialdemokrat» ble første gang publisert i Weekendavisen 25. september 2009, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.