Gjesteskribent

Bak svartmalingen av Danmark og danskene ligger en frykt for smitte: at nordmenn og svensker skal utvikle et begrepsapparat som får trollet – dvs. det politisk korrekte – til å sprekke. En ny bok tar for seg utlendingspolitikken i et 25-årsperspektiv. Hva var det som skjedde? Sosialdemokratiet snublet inn i masseinnvandringen, hevder Morten Uhrskov Jensen, og siden ble det politisk umulig å snu.

Politikere og MedieDanmark konstruerte et eget univers, og alle referanser ble hentet herfra. I 2001 sprakk trollet, velgerne forkastet politikken og valgte en ny politikk. Norge står på mange måter på terskelen til en lignende utvikling. Det er klare trekk av den samme utålmodighet og oppvåkning her, men få tør å artikulere hva som har gått galt.

Henrik Gade Jensen anmeldte boken i Jyllands-Posten, og sier en del om hvordan de politisk korrekte holdt folk i age, med rasist-jokeren som det sterkeste kort. Det er akkurat der Norge befinner seg: Regjeringen, Antirasistisk senter og Aftenposten har startet en kampanje som kan minne om en kulturrevolusjon. Akkurat som man i Kina og Sovjetunionen skulle bekjempe og forderive klassefienden inne i en, skal nordmannen idag bekjenne og fordrive hverdagsrasisten. Men budskapet dobbeltkommuniserer: det tyder på manglende selvtillit, til egen politikk, til eget folk, og er enveiskjørt: nordmenn skal tilpasse seg. Det er en oppskrift på motsetninger, ikke større gjensidig forståelse.

En ny bog gennemgår den danske udlændingepolitik fra 1983-2008. Den viser, at folketingsflertallet og mediedanmark indtil 2001 levede i et konstrueret univers, hvor intet kunne ændres på den førte politik.

Bogen gennemgår ud fra aviserne og Folketingets forhandlinger de seneste 25 års debat om udlændingelovgivningen i Danmark. Det er næsten som en 600 siders citatsamling, fordi forfatteren bringer lange og fyldige referater, men der er tale om grundig dokumentation, og Morten Uhrskov Jensen gengiver debatten fair, sobert og upolemisk.

Morten Uhrskov er historiker og adjunkt på Ordrup gymnasium og dertil national- eller værdikonservativ, hvorfor hans sympati må ligge blandt indvandrerkritikerne, men forfatteren moraliserer ikke.

Dårlige argumenter

Bogen begynder i 1983, hvor en markant ny udlændingelov vedtages, der giver hvert menneske på jordkloden ret til asyl i Danmark. Forfatteren antyder, at Socialdemokratiet gik med til den ny udlændingelovgivning, der var i klar modstrid med tidligere S-politik, for at genere Schlüter-regeringen ligesom i NATO-politikken.

Bogen er en guldgrube for dårlige argumenter, fejlslutninger og insinueringer fra 25 års udlændingepolitik. Indtil 2001 består den dominerende diskurs i at gentage moralsk banale antagelser og derfra slutte uden mellemregninger til specifikke og kontroversielle konklusioner om dansk udlændingelovgivning.

Der optræder en lang række mantraer i diskursen: Det humanitære, bekæmpelse af racisme, menneskesynet, tonen, der tilsammen fungerer som jokere i debatten og stikker alle andre hensyn.

Associationer
Der opbygges associationskæder, som når det mindste pip mod for mange flygtninge/indvandrere i 1980’erne knyttes til xenofobi, racisme og nazisme. Kritik af ukontrolleret indvandring gøres til ét med jødeforfølgelser. Der tales fast om «raceuroligheder», når der ytres protester.

Da flertallet af politikere og journalister lever inden for samme associationsramme, bliver indlæg oftest til selvbekræftelser og gentagelser. Det meste er ren jargon. Og da jargonen langsomt går af mode efter 2001, fremstår den i dag oppustet og selvbedragerisk.

Et par borgerlige ordførere argumenterer sobert ved at påpege, at hensyn og humanisme er to-sidet og retter sig mod flygtninge, men også mod hensynet til landet og befolkningen. Men den røst overdøves fuldkomment. Det er kun Fremskridtspartiet/Dansk Folkeparti, der ukueligt modsiger diskursen og forsøger at opbygge en anden jargon.
Journalisters moraliseren

Der er også mange eksempler på, hvordan journalister svigter deres neutrale position og overgiver sig til moraliseringer. »Hvorfor skulle jeg tro på, at dine pæne holdninger ikke bare er noget, du påstår,« spørger journalist Lene Frøslev i 1987 socialdemokraten Vibeke Storm Rasmussen, der havde ytret sig kritisk over udviklingen i en rapport.

Underforstået: Du er nok racist og fremmedhader uden at sige det. Niels Ufer skrev åbenlyst journalistik direkte for at ændre på politikken, og det blev hædret. En ordstyrer i DR kaldte alle danskere for hængerøvsracister.

Når man i dag i 2008 med bogen her kan genoplive debatten, giver det mental klaustrofobi. Var debatten virkelig så indelukket, snæver og perfid? Bogen kan læses som en lidelsesfuld Moskva-proces mod danskerne, der permanent beskyldes for racisme og fremmedhad.

Konstrueret univers

Folketingsflertallet og mediedanmark levede ind til 2001 i et konstrueret univers, hvor intet kunne ændres, retligt eller moralsk, på den førte politik. Set med 2008-øjne en mærkelig fatalisme på linje med mennesker, der venter på ragnarok uden at ville ændre retningen.

På mange måder er bogen et tilføjet kapitel til Barbara Tuchmanns bog «The March of Folly», tåbelighedernes march, hvor Tuchmann skildrer kulturer, der med åbne øjne går undergangen i møde.

Bogen mangler især den akademiske debat, som den blev præsenteret af eksperter og forskere. Det kunne der let skrives 600 sider mere om.

Forfatteren har ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten fået betalt et halvt års orlov fra gymnasielærerjobbet af Dansk Folkeparti til at skrive bogen, og det burde være anført i forordet, men det ændrer ikke på sandhedsværdien af det sagte. Samtidig er det vist første gang, at der er kommet noget fornuftigt ud af de millioner, som partierne suger ud af statskassen til eget brug.


Morten Uhrskov Jensen: Et delt folk

Af HENRIK GADE JENSEN

Morten Uhrskov Jensen: Et delt folk

Dansk udlændingepolitik 1983-2008

612 sider, 248 kr.

Forlaget Lysia

Er udkommet

Les også

-
-
-
-
-
-