Gjesteskribent

Det er en dårlig titel, men en god bog. Dårlig, fordi indvandringens økonomiske, politiske og kulturelle konsekvenser ikke er forbudt viden, men snarere fordømt viden. Fordømt i den forstand, at budbringerne gerne ofres til fordel for den gode tone og lutter fromme ønsker.

Som når nærværende bog anmeldes i det nominelt borgerlige dagblad Berlingske og anerkendes for sin nøgterne stil, men affejes ved hjælp af almindelig pladderhumanisme. Avisens anmelder, Claes Kastholm Hansen, tidligere kollega med den ene af bogens forfattere, lader forstå, at en debat om virkeligheden skal være sympatisk. Et mærkværdigt krav. Han skriver:

”Når vi siger »islam« og »muslimer«, så taler vi ikke kun abstrakt, vi taler også om enkeltindivider, og det kan ikke være særlig behageligt at blive kategoriseret som en årsag til varige negative ændringer (…) Kunsten må være at konfrontere de problemer, den store muslimske indvandring har ført med sig, og imødegå politisk islams udfordringer, uden at man dermed kommer til at nægte den enkelte menneskelighed.”

Sådan taler og tænker mainstream. Med hjertet udenpå jakken. Og så hører Kastholm Hansen end ikke til de værste. Han har bare skrevet en taktisk anmeldelse, som skal sørge for, at han vedbliver at være i det gode selskab.

Helt anderledes profant og usentimentalt forholder det sig med forfatterne til denne egentlig ret så tørre fremstilling. Her er der mildest talt ikke meget føleri. Den journalistiske klasse, som ynder at fremstille Hedegaard og Camre som to frådende racister, kan således ikke anbefales at læse denne bog. Det gør den helt sikkert heller ikke. Den skriver og taler, men læser ingenting, der modsiger dens menneskekærlige dogmer.

Bogen er tematisk i familie med Morten Uhrskov Jensens fremstilling Indvandringens pris. På vej mod et fattigere Danmark (2012) og Karl-Olov Arnstberg og Gunnar Sandelins Invandring och mörkläggning. En saklig rapport från en förrykt tid (2013), men har et mere direkte præg. Bogen er en pamflet i ordets præcise betydning – prægnant og handlingsorienteret.

Den tager sit afsæt i 1960’ernes industrisamfund, hvor de europæiske stater stod og manglede ikke-faglært arbejdskraft, mens befolkningsoverskuddet i Tyrkiet, Pakistan og de muslimske lande i Mellemøsten og Nordafrika havde brug for et afløb, primært af mænd uden arbejde i deres hjemlande. Det er den gamle historie om udbud og efterspørgsel.

Danmark var et hjem, de fremmede gæster, og det var en tavs forventning, at gæstearbejderne ville rejse hjem, når og hvis der ikke længere var brug for dem i produktionen. Det sidste skete som bekendt ikke, og snart – i særlig grad med udlændingeloven af 1983 – blev gæstearbejdere suppleret af flygtninge, indvandrere og familiesammenførte.

Siden 1983 er antallet af ikke-vestlige indvandrere således femdoblet. Knap 40 pct. af disse er på offentlig understøttelse. Dertil kommer, at statistikken sandsynligvis er sløret af, at familier, hvor blot den ene ægtefælle er født i Danmark tæller med som danskere. Den reelle størrelse af indvandringen er formentlig større end officielt registreret.

Forfatterne sammenfatter udviklingen med en logik, som nogle læsere måske vil finde bagklog: ”Det er åbenbart, at politikere, embedsmænd og landets befolkning dengang ikke troede eller ikke ønskede at tro på risikoen for, at denne indvandring ville løbe løbsk, uanset at forskellene mellem den europæiske levestandard og udvandringslandenes var et klart varsel om den kommende udvikling.”

Da forfatterne præsenterede bogen i København i sidste uge, var forfatternes dom over datidens beslutningstagere lidt mildere: Man kunne måske ikke bebrejde politikerne, at de ikke forstod konsekvenserne af deres smukke hensigter. Men det kan man så meget desto mere i dag.

Dagbladet Politiken, der ikke kan fordrage sådanne diskussioner, slog syv kors for sig og understregede, hvor trættende det er at læse om sådant. Anmelderen angreb også et vist sammensværgelsestema i bogen. Det er her, min reservation for bogen ligger. Sammensværgelsen er ikke udtrykt eksplicit, men indlejret i tekstens logik, mest i kapitlet ”Danmark deles”, som omtaler tre trin i ”den islamiske raket”, der skal ramme Europa i hjertet og føre til en islamisk overtagelse af kontinentet.

Jeg anerkender, at der i den muslimske verden findes imamer, politikere og klanledere, der drømmer om en skønne dag at kontrollere Vesten, men jeg tvivler stadig på, at særlig mange enkelte muslimer nærer denne drøm, i hvert fald i en stærk ideologisk forstand, om end de bliver opfordret til at opføre sig som et herrefolk af såvel de hellige tekster som utallige islamiske opviglere i Europa. Jeg medgiver dog forfatterne, at europæernes fejlslutning er, at vi tror, at troende muslimer tænker som vi. Det gør de ikke. Hvilket også er universalismens fallit: Vi er ikke ens. Men, og det er min pointe: Problemet er, som Lars Hedegaard også var opmærksom på under pressemødet, netop blandingen af generøs velfærdsstat og generøs indvandring snarere end en listig master plan.

Den forbudte sandhed har en suggestiv kraft, som alt hvad forfatterne skriver. Men visse steder fremmaner den mere end dokumenterer. Eksempelvis når der med et længere citat fra en radiotale af daværende statsminister Vilhelm Buhl i efteråret 1942 skabes en allusion til situationen i Danmark under 2. Verdenskrig. En sådan kobling eller antydning er i mine øjne enten forkert eller kontraproduktiv. Danmark er ikke besat, men snarere under gradvis afvikling indefra. Det er to forskellige ting, uanset hvad de næste 15-20 år bringer for os selv og vores efterkommere.

Jeg skal ikke nægte, at også jeg ser dystert eller tragisk på udviklingen, og det gælder i særlig grad det økonomiske aspekt. Man kan ikke have tossegod velfærdsstat og masseindvandring samtidig. Sidstnævnte vil i længden afskaffe førstnævnte, hvilket selv nordmændene er ved at komme på sporet af. Forrige uge kom det således frem fra Norges Statistiske Centralbureau, at en indvandrer fra et ikke-vestlige land koster den norske stat over 4 mio. norske kroner i fremtidige udgifter. Så kan enhver selv regne efter.

Indvandringen fra disse lande og kulturer lader ikke kun til at være et kæmpe dræn i statskassen, men en trussel mod selve statens opretholdelse på længere sigt, og der er intet, der tyder på, at scenariet skulle være anderledes i hverken Sverige eller Danmark: Uanset hvad man mener om islam, vil alene de økonomiske udgifter tvinge velfærdsstaterne i knæ. Spørgsmålet er blot: Hvad kommer der efter velfærdsstaten? Sammenbrud – og besindelse – eller begyndende borgerkrig?

Lars Hedegaard og Mogens Camre fortjener ros for at vedblive med at tale Roma midt imod. Det bliver en stadig mere fordømt opgave.

omslag.denforbudtesandhed

Lars Hedegaard & Mogens Camre: Den forbudte sandhed. Sidste udkald for Vesten
Den Danske Forenings Forlag 2013, 109 sider, 95 kr.

http://www.d-intl.com/the-condemned-truth/