Gjesteskribent

I april 2013 anmeldte jeg på denne plads Invandring och mörkläggning – En saklig rapport från en förryckt tid. Opfølgeren, der udkom for nogle måneder siden, er i lige så høj grad pligtlæsning, hvis man vil fatte, hvad der foregår i Sverige. Det ved alt for få herhjemme, og jeg bilder mig heller ikke ind at forstå det til fulde, på afstand af begivenhederne, som jeg er. Så meget står dog klart, at den svenske velfærdsstat under ingen omstændigheder kan holde til den førte svenske politik på udlændingeområdet. Hvad der videre skal ske, står hen i det uvisse, men tilforladeligt bliver det ikke.

Bogen fra sidste år var for så vidt den vigtigste, idet den indeholdt de mængder af tal, som man er nødt til at finde frem, hvis man for alvor vil vinde gehør i offentligheden. Tal for indvandring fra ikke-vestlige lande, tal for beskæftigelse og tal for kriminalitet er de væsentligste. Bogen har solgt i 10.000 eksemplarer, ualmindelig flot for en debatbog i et begrænset sprogområde.

I del II, som her skal anmeldes, er der snarere tale om en sociologisk analyse af, hvorfor Sverige på udlændingeområdet er det mest ekstreme land i den vestlige verden med den deraf følgende mest ekstreme politik.

Bogen er letlæst og informativ. Sagt kritisk kunne opsætningen have været forbedret. Den bærer i lidt for høj grad præg af, at det er et lille forlag, der ikke har de store ressourcer. Der savnes også en egentlig konklusion. Efter side 383 sidder man rystet tilbage, og herefter kunne trådene med fordel være blevet samlet. For resten af pengene er der ros fra min side. Bogen bærer vidnesbyrd om at være skrevet af endog meget kvalificerede folk, der har gjort deres forarbejde og kan deres historie, både den svenske og den del af idéhistorien, der kan være med til at forklare tilfældet Sverige og tilstandene i dag.

Den historiske indvandring til Sverige

I Danmark, da vores masseindvandring begyndte at tage fart, blev vi i 1980´erne belært om, at vi altid havde haft indvandring, f.eks. af kartoffeltyskere og roepolakker. På samme vis har Sverige historisk haft indvandring, men denne indvandring tåler selvsagt ikke sammenligning med nutidens. Især finner, men også bl.a. tyskere og vallonere, er til bestemte tider indvandret til Sverige, fortæller forfatterne. De kunne forsørge sig selv, og efterhånden blev de assimileret i den svenske flertalskultur. Det tog dog tid med denne tilpasning, lang tid endda, og det siger allerede noget vigtigt. Nemlig at selv begrænset indvandring fra egen kulturkreds tager lang tid at opsuge for det omgivende samfund.

Og så har jeg allerede foregrebet bogens måske bedste kapitel, det om den svenske nationalstat og den svenske nationalisme, som det hedder på fagsprog. Afgørende for, om indvandring på lang sigt er vellykket, afhænger således af, at næsten alle indbyggerne identificerer sig med både stat og samfund, og det kan de kun, hvis de samtidig ser sig som en del af et folk, et kollektiv med andre ord. Den rene liberalisme, der kun tæller enkeltindivider, får tørt på i denne bog, og det er en fornøjelse at læse.

Nationen og det nationale

Indtil engang i 1960´erne var det indlysende for svenske socialdemokrater, at det gode samfund i Sverige blev skabt af svenskere. Fandt der indvandring sted som i årene efter den anden verdenskrig fra f.eks. Italien, var det en selvfølge, at denne indvandring blev tilladt, fordi den gavnede Sverige økonomisk. Samtidig gav det sig selv, at der fandtes en overordnet svensk kultur, som indvandrere forventedes at tilpasse sig til. Det begyndte at ændre sig i 1960´erne, og i 1975 vedtog den svenske rigsdag, at Sverige herefterdags var officielt flerkulturelt. Dette skete, før den ikke-vestlige indvandring for alvor satte ind og var ifølge forfatterne mest tænkt som en slags velment handling, ikke som en opfordring til en grundlæggende ændring af det svenske samfund.

Den svenske elites vandring væk fra tanken om Sverige som en nation beboet af et folk, påviser bogen, er fundamentalt forkert. Den såkaldte globalisering omfatter på det personlige plan kun et lille mindretal af svenskere. Det samme gør sig naturligvis gældende for de øvrige europæiske folk. Så langt hovedparten af svenskerne er ikke kosmopolitter i betydningen, at de lige så gerne nyder samvær med ingeniøren fra Indien, sprogforskeren fra Brasilien eller IT-specialisten fra Sydafrika, som de gør med en etnisk svensker. Almindelige svenskere kerer sig om deres nærmeste, deres familie og venner, om deres lokalområde og i sin videste udstrækning om deres land. At bilde sig selv ind, som eliten har gjort, at vi alle er blevet globale, er slet og ret forkert. Det er ikke sket, og det kommer ikke til at ske.

Berygtede til at belyse den politiske elites foragt for det nationale svenske hjem tjener to citater. Det første af Mona Sahlin, tidligere formand for det svenske socialdemokrati. Til en tyrkisk forening sagde hun i 2002:

Jeg tror, at det er noget af det, der gør svenskerne så misundelige på indvandrergrupper. I har en kultur, en historie, noget som binder jer sammen. Og hvad har vi? Vi har midsommer og lignende fjollede ting.

Statsminister Fredrik Reinfeldt har måske tænkt, at han skulle overgå Mona Sahlin og udtalte derfor i 2006:

Ursvensk er kun barbariet. Resten af udviklingen er kommet udefra.

Som forfatterne noterer, må Fredrik Reinfeldt være særdeles ukyndig udi Sveriges historie. Under meget barske klimatiske forhold frembragte et lille folk et af verdens rigeste og mest velfungerende lande. Med et beskedent tilskud af hårdtarbejdende og dygtige europæere af forskellig slags gik Sverige og svenskerne fra at være ret fattige sammenlignet med en del andre europæiske lande til at være en industriel stormagt. Og før det magtede statsmagten at gøre Sverige til en af Europas ledende nationer, om så bare for en kortere periode. Det fik Danmark som bekendt at føle i 1658, men pointen her er at sige, at Fredrik Reinfeldt bør have sine skolepenge tilbage og tillige huskes for sit ubehagelige forsøg på at smæde hele det svenske folk.

Den ekstreme, racistiske venstrefløj

Den svenske regering bestiller gerne rapporter fra grupper, der som medlemmer har personer, der i Danmark ville blive dømt helt ude af enhver normal debat. Mest berygtet er nok Thomas Hübinette. Han var medstifter af Expo, en venstreekstrem forening, der får store statstilskud, og som holder foredrag for et stort antal officielle svenske institutioner, ikke mindst skoler. Oversat til Danmark ville det betyde noget i retning af, at Antifascistisk Aktion var blevet blåstemplet af det danske establishment og havde fået snablen ned i statskassen. Thomas Hübinette har udtalt, at svenske asienforskere, der selv er gift med asiater, praktiserer en form for pædofili. Bogen bringer derudover følgende artighed fra 1996 af Thomas Hübinette:

At erkende eller til og med mene, at den hvide race er underlegen på alle tænkelige plan er naturligt med tanke på dens historie og nuværende handlinger. Lad den hvide races vesterland gå under i blod og lidelse. Leve det flerkulturelle, raceblandede og klasseløse økologiske samfund! Leve anarkiet!

Thomas Hübinette blev med andre såkaldte forskere af den svenske regering i 2013 bedt om at lave en rapport om ”afrofobi”, et særligt svensk begreb, der betyder noget i retning af frygt for afrikanere. Rapporten blev offentliggjort i 2014 og fik bred omtale i de svenske medier.

Sådan er Sverige i dag

Ovenstående er kun enkelte strejftog i en bog, der er sjælsrystende læsning om Sverige. Der er et glimrende kapitel om universitetsmarxismen, der efter Murens fald omfavnede den ikke-vestlige indvandring, der kunne fungere som erstatning for den arbejderklasse, der ikke ville lave revolution sammen med fanatikerne. De svenske libertarianere udstilles som dem uden intellektuelt tøj på, når de præker fri indvandring uden ærligt at indrømme, at det vil betyde øjeblikkeligt sammenbrud for den svenske velfærdsstat. Den svenske kaste af journalister hudflettes for lige dele propaganda og slap tænkning.

Sverige udvikler sig tragisk i en grad, som alt for få danskere kender til. Køb bogen Invandring och mörkläggning II og find selv ud af hvorfor.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 7. august 2014.

Les også

-
-
-
-
-
-
-
-

Les også