Sakset/Fra hofta

 

Sverige har fået sit monumentale værk om masseindvandringen. I landet, hvor en totalitær politisk korrekthed hersker, har to modige mænd påtaget sig at skrive bogen om vanviddet.

Professor i etnologi Karl-Olov Arnstberg og socionom og journalist Gunnar Sandelins bog hedder Invandring och mörkläggning – En saklig rapport från en förryckt tid.

Titel og undertitel er på alle måder velvalgt.

Konsekvenserne af den ikke-vestlige indvandring til Sverige søges, så vidt det overhovedet er muligt, skjult, og midt i denne forrykte tilstand har de to forfattere skrevet, hvad der på alle måder er en saglig bog, der hele vejen igennem dokumenterer sine påstande.

Udlændinges overkriminalitet

Denne anmelder har fulgt og skrevet om Sveriges katastrofekurs gennem noget tid, men min indsats blegner ved siden af den mængde materiale, som det er lykkedes forfatterne at fremskaffe. Selv sikre tal for udlændinges uhyggelige overkriminalitet er det lykkedes forfatterne at finde frem.

Det skal her erindres, at den svenske statistik ikke skelner mellem svenskere, indvandrere og efterkommere, når de svenske kriminalitetstal offentliggøres. Normalt famler man derfor i blinde. Det gør vi ikke efter denne bog.

Bogen er fint bygget op over en række temaer. Der bliver sat tal på indvandringens størrelse, så godt det nu lader sig gøre, når mørklægningen er så massiv, som tilfældet er i Sverige.

Forskernes uredelighed bliver udstillet, og det kan ikke undre, at svenske ”forskere” giver selv danske ditto baghjul, når det kommer til uvederhæftighed.

Asylbedrageriet afdækkes, og der sættes tal på omkostningerne ved en indvandring, der altovervejende består af lavt kvalificerede, der i gennemsnit trækker langt mere ud af den fælles kasse, end de indbetaler til den.

Det totalitære opdragelsesprojekt i forhold til det svenske folk udfoldes, og der stilles skarpt på den svenske politiske elite, som er mangefold værre end vor egen.

Opdragelsesprojektet

I mange årtier, måske endnu længere, har det været den politiske elites opfattelse, at det svenske folk skal opdrages, ikke informeres. Thomas Jefferson sagde for mere end 200 år siden, at der ikke eksisterede en sandhed, som verden ikke burde kende til. Dette princip gælder ikke i Sverige.

Den svenske socialdemokrat Pierre Schori udtrykte denne omvendte Jefferson således i 1997: ”Racisme og fremmedfjendskhed skal kriminaliseres og jages. I et demokrati går det ikke an at finde på undskyldninger som f.eks., at der føres en fejlagtig indvandrer- og flygtningepolitik.”

Så kan det ikke udtrykkes meget tydeligere, at det ikke er ønsket om oplysning, men om ridefogedmentalitet, der bestemmer, hvad der siges og gøres.

 

Det kan næppe overraske tænkende mennesker, at svenske journalister ikke anses for troværdige af svenskerne. En måling viste, at tilliden til svenske journalister var så lav, at gruppen havnede sidst blandt de undersøgte grupper.

Selv politikerne havde befolkningen større tillid til, 23 mod 29 procent. Og på påstanden om mediernes evne til at beskrive konsekvenserne af indvandringen, ”Svenske medier fortæller ikke sandheden om samfundsproblemer forbundet med indvandring”, svarede 64 procent, at de var enige i dette.

I journalisternes eget blad Journalisten kunne chefredaktøren ikke forstå det pauvre resultat og mente, at der måtte være tale om en målefejl. Redaktøren skrev også:

”Hvordan kan en erhvervsgruppe, som er så betydningsfuld, som arbejder så hårdt, og som har så stærke etiske regler, have en så lav tillid i offentligheden?” Redaktørens svar fortæller, hvor dybt indlejret den svenske politiske korrekthed er. Oprigtig forbløffelse i stedet for dyb selvransagelse.

Tavshedskulturen

Ifølge forfatterne hersker der en ”tavshedens kultur” i svenske medier og i Sverige generelt. Da Gunnar Sandelin undtagelsesvis havde haft et indlæg i Dagens Nyheter i 2008, modtog han en stribe mails, hvori eksempler på den mest rystende selvcensur blev lagt for dagen.

Der var en journalistkollega, der ikke turde blive set med Gunnar Sandelin offentligt, og som måtte maskere sine reportageforslag på redaktionen, hvis han/hun ville skrive noget kritisk.

Der var præsten, som ikke turde gå ud med kritik af islam, ikke af skræk for, hvad muslimer evt. måtte finde på, men af rædsel for reaktionen hos eliten i Sverige.

Eller læreren, som jævnligt kaldes racist af indvandrerelever, men ikke tør gå til skolens ledelse, fordi læreren frygter at blive beskyldt for at tegne et billede af skolen som fremmedfjendtlig (sic!).

Og så videre og så videre. Samme billede kan man uden for enhver tvivl finde herhjemme, men vel at mærke i afsvækket form. Sverige er i en klasse for sig.

Sverige har ud fra enhver betragtning modtaget en enorm indvandring fra ikke-vestlige lande siden ca. 1980. Det med det ikke-vestlige er i øvrigt værd at hæfte sig ved, idet indvandringen til Sverige langt fra kun har været i form af muslimsk indvandring.

Ikke kun muslimer

Byen Södertälje lidt sydvest for Stockholm viser det. Her er tæt ved halvdelen af indbyggerne ikke-etniske svenskere, heriblandt mange assyrere, altså kristne arabere fra bl.a. Irak og Syrien. Södertälje er blevet mere ”farverig” gennem f.eks. voldshandlinger udøvet af kristne arabere rettet mod muslimske arabere og vice versa.

Indvandrerne til Sverige udgør således ikke nogen homogen gruppe, når bortses fra det faktum, at en stor del af de ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Sverige hylder nogle andre værdisæt end etniske svenskere som flest.

Siden 1980 har Sverige modtaget 700.000 indvandrere i kraft af familiesammenføringer.

Dertil skal lægges flere hundrede tusinde flygtninge, skønt kun en mindre del af ”flygtningene” er berettigede til denne betegnelse efter Genevekonventionen, altså som personligt forfulgte. Målt i forhold til indbyggertallet er tilstrømningen blandt de højeste blandt vestlige lande.

Målt pr. 100.000 indbyggere ligger Sverige en klar nummer et i Europa med 1.890 asylsøgere mod f.eks. Danmarks 380. I perioden januar 2007 til september 2012 er der til Sverige kommet 176.089 asylsøgere. Anerkendelsesprocenten varierer noget, men ligger typisk på op imod halvdelen.

Hertil skal lægges, at et i sagens natur ukendt antal afviste asylsøgere forbliver i Sverige efter endt asylbehandling. Senest har der i øvrigt været en politisk diskussion om, hvorvidt disse illegale (”intet menneske er illegalt”, siger de mere rabiate, de er ”papirløse” i stedet) skal tilbydes jobmuligheder og skolegang for deres børn.

Kriminaliteten i Sverige er et meget uhyggeligt kapitel. Blot to tal til sammenligning: I Danmark er der i omegnen af 500 anmeldte voldtægter om året, i Sverige hed det seneste tal (det er steget i en årrække år for år) næsten 6.500. Danmarks befolkning er på ca. 68 procent af den svenske.

I Danmark anmeldes hvert år ca. 17.000 tilfælde af vold, i Sverige er tallet omkring 110.000.

Der laves normalt ikke statistik over gerningsmændenes etniske baggrund, men det er lykkedes forfatterne at få fat i tal fra perioden 1985 til 1989, der dækker dømte. Det er gamle tal, javel, men der er ingen speciel grund til at tro andet (bl.a. vore hjemlige erfaringer taget i betragtning), end at tallene afspejler den klare tendens i Sverige i dag.

Tallene for 1985-1989 lyder sådan her i uddrag: Hvor 2 ud af 10.000 etniske svenskere er dømt for voldtægt, drejer det sig om 9 ud af 10.000 for indvandrere, en overrepræsentation på 4,5 gange.

Eftersom en del nationaliteter fra ikke-muslimske lande er underrepræsenterede, f.eks. koreanere, vietnamesere og kinesere, er tallene så meget værre for personer med baggrund i Algeriet, Marokko, Libyen og Tunesien. For alle anmeldte forbrydelser er indvandrere dobbelt så kriminelle i gennemsnit.

Propagandistiske forskere

Det siger næsten sig selv, at forskning i konsekvenserne af indvandringen til Sverige stort set intet har at gøre med forskning, men meget med propaganda. Det står som bekendt ikke meget bedre til herhjemme, netop dokumenteret af professor Henning Bech og lektor Mehmet Ümit Necef i bogen Er danskerne racister?

Selv efter svenske forhold er Mattias Gardell slem. Man skulle tro, at det hæderkronede Uppsala Universitet tænkte sig grundigt om, inden de fastansatte deres forskere. Ikke desto mindre er Mattias Gardelle indehaver af et professorat i sammenlignende religionsvidenskab ved Uppsala.

Følgende svada i forbindelse med konflikten i Gaza og israelernes blokade for at undgå indsmugling af våben er fra Mattias Gardell:

”For venstrefløjen har den internationale solidaritet altid været en ledestjerne. Vi protesterer mod undertrykkelse af mennesker og nægter at se til, når grundlæggende menneskerettigheder krænkes…”

Med en sådan opblæsthed er det ikke overraskende, at Mattias Gardell er af den opfattelse, at der er tale om et kontinuum fra indvandrerkritiske partier og over i den reneste fascisme.

At DR1 for nylig brugte Mattias Gardell, uden kritiske spørgsmål, til at beskrive højreekstremistiske netværk i Europa, burde få både journalister og ledelse på vores såkaldte public service kanal til at bøje hovedet dybt i skam.

Den økonomiske byrde

De økonomiske omkostninger forbundet med den ikke-vestlige indvandring til Sverige er enorme, men det samlede årlige beløb er uklart. Alt mellem 30 og 110 milliarder har været beregnet. Jeg tør ikke kloge mig på det.

Også herhjemme henligger det i delvist mørke, hvor meget dette kostbare eksperiment koster skatteyderne årligt. At det må være forfærdende dyrt, kan der dog ikke være nogen som helst tvivl om.

Her kunne bogen med fordel have tilføjet et kapitel, der havde set på indvandrere og efterkommeres præstationer eller mangel på samme i uddannelsessystemet. Fra de nordiske PISA-tal ved vi imidlertid, at også efterkommerne, født og opvokset i Sverige, klarer sig forfærdende ringe i gennemsnit.

Bl.a. er ca. dobbelt så mange uden funktionelle læsekompetencer, som det hedder, efter grundskolen.

Blandt de meget dygtige er den relative andel af selv efterkommere også meget lavere. Som så mange andre lande vil den ikke-vestlige indvandring tvinge også Sverige mere og mere i knæ alene på det økonomiske niveau.

Sverige er politisk set et galehus og har været det i en årrække. Konsekvenserne er blevet derefter.

Da Tage Erlander, svensk statsminister 1946-1969, hørte om raceoptøjerne i USA´s storbyer i midten af 1960´erne, udtalte han, at det var en stor lykke for Sverige at være et så etnisk og kulturelt homogent land, som tilfældet var…dengang.

Der er løbet meget vand i stranden siden da. I dag har Sverige et parti, Miljøpartiet, der ønsker den svenske grænse fuldstændig nedlagt. Der skal være helt fri indvandring med oppebæring af samtlige velfærdsydelser samtidig. Naturligvis, fristes man til at sige.

Karl-Olov Arnstberg og Gunnar Sandelin har skrevet en særdeles saglig rapport fra en i sandhed forrykt tid. For det arbejde fortjener de stor tak.

Bogen være hermed på det varmeste anbefalet.

 

Køb bogen her

Les også

-
-
-
-
-