Gjesteskribent

Vi bliver i Sverige. Hvor weekendens helt store diskussionsemne har været en annonce. Jo, du læste rigtigt, en annonce. Ikke en annonce for plasticbabser, lingeri, skydevåben eller glidecreme, men en annonce for noget så æterisk som en bog i den luftige og aldeles ufarlige mainstreamavis Dagens Nyheter.

Men der er, som du nok har gættet, tale om en bog, der handler om et – for eliterne, forstås – ubekvemt emne. Et emne, der trænger sig stadig mere på i takt med, at de sociale problemer tårner sig op fra enklave til enklave fra Malmø til Norrbotten.

Ja, dét emne.

Stridens æble er bogen Invandring og mörklägning. En saklig rapport från en forryckt tid, der udkom tilbage i april – skrevet af etnolog Karl-Olov Arnstberg og journalist Gunnar Sandelin. Bare titlen, ikke sandt? Fremmedfjendtlig! Uff! Ækelt!!

Det var denne formastelige bog, der blev annonceret for i går – og så i Dagens Nyheder med henvisning til et link, hvor man kan teste sin viden om den svenske indvandringspolitik.

Annoncen satte atmosfæriske forstyrrelser gennem Facebook- og Twittersverige blandt avisens læsere, meningsdannere og den digitale venstrefløj. Og i dag kl. 12 er der bebudet en demonstration på Medborgarplatsen i Stockholm mod ”racistisk propaganda i vore medier” med disse og andre talere fra den politiske og journalistiske klasse: Faryana Ashgar, Carolina Moberg Farraj, Bilan Osman, Ida Ali Abdulla Lindqvist, Talla Alkurdi, Aida Paridad og Sara Abdollahi.

Den socialdemokratiske professor Ulf Bjereld var en af de opbragte og ilede med en bandbulle imod Dagens Nyheter for at have fremmet de fremmedfjendskes interesser.

Journalist og debattør Helle Klein kaldte det rent ud for en ”racistannonce” og opfordrede avisen til at sige undskyld. Journalisten Alexandra Pascalidou mente, at det var en annonce ”i den racistiske propagandas tjeneste”.

Professoren og de mange opbragte besværer sig ikke med at læse bogen og argumentere imod den. De klandrer avisen for at udbrede fremmedfjendtlig retorik, og sådan går melodien som bevidstløst litani gennem det politiske korrekte Sverige. Ikke læse, ikke høre, ikke se. Men skælde ud, vrænge, skrige.

Af en eller anden grund kommer jeg til at associere til en koranskole, når jeg betragter den svenske debat. Dvs. når jeg ikke bare kommer til at tænke på børn. Små, forkælede børn i jakkesæt, klædt ud som statsministre, ombudsmænd, professorer, eksperter og ordførere for dit og dat. Akkompagneret af de mest ekstatiske stykker Dmitri Shostakovich.

Da jeg besøgte Arnstberg i et snedækket Stockholm sidste vinter, fik jeg derimod indtryk af en garvet og klarsynet viking, som havde fået nok af eliternes løgne og karrierehensyn. Resolut sad han i sin udestue og så mig ret ind i kasketten og talte med en stemme, som lod til at hente sin kraft i mange års opsparet trods.

Arnstberg fortalte bl.a., hvordan han og Sandelin havde opgivet at finde en forlægger i Sverige og derfor udgav bogen på eget forlag. Kort efter strøg den ind på bestsellerlisten. Selv om den kun distribueres over nettet og ikke er blevet anmeldt i noget større dagblad eller medie – bortset fra denne ikke-anmeldelse i Aftonbladet, der afskriver bogens forfattere som højrepopulister.

Bogen findes knap nok i offentligheden og må betegnes som undergrundslitteratur. Følgelig læses den som Solsjenitsyn i Sovjet, dvs. kun bag gardinerne, og det var naturligvis udbredelsen, udgiverne havde i tankerne, da de henvendte sig til avisen for at indrykke annoncen.

Det sidste skulle vise sig svært til trods for, at Arnstberg og Sandelin naturligvis var villige til at betale dagsprisen. Først flere versioner og bearbejdninger senere slap udgiverne igennem nåleøjet og fik annoncen trykt, sådan som avisens chefredaktør Peter Wolodarski har fortalt.

Resten er hysteri. Historien om Sverige begynder og slutter her, uden at nogen med sikkerhed kan sige, hvor svenskerne er på vej hen. Men jeg har da mine anelser. Noget kalas bliver det vist ikke.

Opprinnelig i Jyllands-Posten 9. desember 2013.