Gjesteskribent

Av Lars Hedegaard

I foråret 2008 kunne man i en række danske aviser læse en annonce indrykket af en saudisk organisation med det indviklede navn »Det globale program til at gøre barmhjertighedens profet kendt«. Den omtalte profet var dog ikke just ukendt, idet der var tale ingen ringere end Muhammed. Til gengæld havde danskerne tydeligvis ikke helt forstået, hvor barmhjertig han var.

Det ville Muhammeds marketingsafdeling nu råde bod på – og med ganske slående argumenter. Det skulle være slut med at gøre grin med barmhjertighedens profet, fremgik det af annoncen, der havde overskriften »Ytringsfrihed for enhver pris?« – og som i sin tone og opsætning havde en slående lighed med det »Oprop til Danmarks soldater og Danmarks folk«, der 9. april 1940 blev smidt ud fra tyske flyvemaskiner.

Saudierne savnede en »formel afstandtagen over for genoptryk af de forhånende tegninger [dvs. dem der stod i Jyllands-Posten 30. september 2005, LH] fra relevante myndigheder. Vi er overbevist om, at en afstandtagen vil kunne medvirke til at forhindre yderligere gentagelse af sådanne ulykkelige tiltag.« Om der med de kryptiske ord »ulykkelige tiltag« mentes flere tegninger eller flere terroranslag og mordforsøg på frække vesterlændinge, fremgik ikke, men under alle omstændigheder, kunne man dårligt opfatte opråbet som andet end en floromvunden trussel mod den danske ytringsfrihed: ‘Gør I ikke, som vi siger, kan vi ikke svare for følgerne, for så ligger I, som I har redt!’ Sådan kunne man sammenfatte annoncørernes budskab. Går man ind i opråbets tekst, vil man se, at den rummer en direkte forhånelse af den kristne tro, idet Jesus beskrives som en profet på linje med Muhammed og Moses, selv om kristne jo opfatter ham som en del af den treenige Gud – Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er faktisk kristendommens mest centrale troslærdom.

Sådan set er annoncen derfor på kanten af straffelovens blasfemiparagraf, § 140, der fastslår, at man kan få bøde eller fængsel i indtil fire år, hvis man offentligt »driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse« . Og den danske folkekirke er unægteligt et særdeles lovligt religionssamfund.

Man kunne også argumentere for, at »Det globale program til at gøre barmhjertighedens profet kendt« gør sig skyldig i en overtrædelse af straffelovens anden krænkelsesparagraf, § 266b – den såkaldte racismeparagraf. Den vil straffe dem, der »ophidser til had mod en gruppe af den danske befolkning på grund af dens tro, afstamning eller statsborgerforhold« . Hadet i annoncen er ganske vist godt pakket ind, men alligevel umiskendeligt, når den lader forstå, at diverse terrorhandlinger er »følgevirkningerne af de danske karikaturer«. Terror og mord er med andre ord naturlige følger af den ytringsfrihed, vi hidtil har nydt her i landet, men som profetens PR-folk vil have afskaffet. Ellers må vi tage skade for hjemgæld og vil kun have os selv at takke for diverse »ulykkelige tiltag«.

Skal man have lov til at indrykke en sådan annonce med en sådan ordlyd i danske aviser? Selvfølgelig skal man det – også uden at annoncørerne bliver truet, får krummet et hår på deres hoveder eller bliver mødt med politianmeldelser, sigtelser eller straffesager.

Vi har ytringsfrihed – og er man uenig i andres ytringer, må man imødegå dem i den offentlige debat – med mindre der er tale om direkte injurier, konkrete voldstrusler, overtrædelse af almindelig tavshedspligt eller lignende, der under alle omstændigheder vil være strafbare i et civiliseret samfund. Skal man have lov at sige, at de kristnes Gud, frelser og forsoner, Jesus Kristus, blot var en ‘budbringer’, der er noget lavere rangerende end Muhammed? Skal man have lov at sige – som det fremgår af islamisk teologi – at Jesus aldeles ikke døde på korset, at han i øvrigt var muhammedaner, og at såvel det Gamle som det Nye Testamente er misforståede og forvanskede udgaver af Koranen? Ja, ja, ja.

Man skal også have lov til at afbilde Jesus med en oprejst tissemand af gule piberensere. Det vil smerte og krænke mange kristne, men så må de råbe op – og trøste sig med, at den hån, spot og latterliggørelse, deres Gud nu bliver udsat for, er for intet at regne mod den behandling han fik, da han gik på Jorden. Og de må indse absurditeten i selve forestillingen om, at blasfemi skal straffes af staten. Hvis troen kan lide skade af noget, som mennesker foretager sig, men må søge afstivning i straffeloven, er den åbenbart ikke særlig stærk. Blasfemi må blive en sag mellem den enkelte og hans gud – og den almægtige Gud har næppe brug for anklagemyndighedens hjælp. Ellers er han en slapsvans, der pynter sig med lånte fjer. Altså er den blasfemi-forestilli ng, som vi desværre stadig møder i straffeloven, i sig selv den ultimative blasfemi. Men når man har lov – eller bør have lov – til at spotte kristendommens inderste troslærdomme, så må det samme gælde islams. Og det er jo islam, vi taler om. Jeg har endnu ikke hørt nogen kristen, buddhist, hindu, jøde, jain eller asa-troende melde nogen til politiet for forhånelse af deres religion. Jeg mener heller ikke at have hørt om en ateist, der har ringet til Politigården, fordi han føler sig forulempet af den megen snak om guder og profeter. Når man frit kan sige, at Jesus ikke var gud, men bare profet – og skal have lov til det – må man også have lov at sige, at Muhammed ikke var profet, men politiker og militærchef, at Allah ikke findes, og at de to gespenster samt deres tilhængere ikke skal kunne påberåbe sig mere beskyttelse i straffeloven end den, der tilkommer f.eks. Holger Danske, Robin Hood, den store stygge ulv, julemanden, hønissen, tandfeen eller skovtrolden – eller dem, der tror på dem.

I et civiliseret samfund skal tro ikke kunne påberåbe sig større beskyttelse end meninger. Man skal især bemærke sig, at hver eneste tanke, der historisk har bragt menneskeheden frem, blev betragtet som blasfemisk, da den først blev fremsat. Et samfund, der beskytter tro, men straffer meninger, er dømt til stilstand. Hvis saudiske pengemænd, der forlanger ytringsfriheden afskaffet eller reguleret, fik deres vilje, ville vi synke tilbage til kulturniveauet i den arabiske ørken for 1.400 år siden. Og det er jo også lige præcis, hvad mørkemændene kæmper for. Straffelovens krænkelsesparagraffe r – 140 og 266b – er en åben invitation til magtfulde og pengestærke kræfter, der lurer på enhver anledning til at beskære vores frihed.

Det er grunden til, at Trykkefrihedsselska bet har engageret sig i kampen for krænkelsesparagraffe rnes afskaffelse. Vi er glade for, at vi står sammen med Fri Debat om dette mål. Læs mere om den fælles kampagne på www.stoetytringsfri heden.dk. Her kan enhver hjælpe ved at føje sit navn til de mange hundrede, der allerede har skrevet under på opfordringen. Vi kan vel alle være enige om, at racisme er noget skidt, som må bekæmpes, men racistiske holdninger – dvs. fjendtlige ytringer mod mennesker på grund af deres hudfarve eller afstamning – bekæmper man ikke med bøder eller fængsel, men ved at imødegå dem i den åbne og offentlige debat. Og det er hidtil gået meget godt. I hvert fald er der langt færre racister i Danmark end for blot få årtier siden. Straffelovens § 266b hjælper i hvert fald ikke. Den bliver i stigende grad brugt til at bekæmpe synspunkter, der intet har med racisme at gøre. Den sidestiller således egentligt racistiske ytringer med religionskritik eller religionsforhå nelse, idet den kræver bøder og fængsel til mennesker, der forhåner eller nedværdiger grupper på grund af deres religiøse tro. Hvad religiøs tro har med race at gøre, skal man vist tilhøre meningseliten for at kunne begribe. ‘Race’ i den oprindelige forstand, dvs. efter den definition, der gjaldt for 30, 40 eller 50 år siden, er et vilkår, som mennesker er uden skyld i. De er nu engang født af de og de forældre, og det er forkasteligt og samfundsundergraven de at diskriminere eller nedværdige dem på grund af deres afstamning. Tro er noget ganske andet. Den må voksne mennesker selv stå til ansvar for. De skal inden for grundlovens rammer have lov at dyrke og agitere for deres tro, men så må andre have en tilsvarende ret til agitere imod og gøre grin med denne tro – og ganske særligt når troen, som i islams tilfælde, har klare politiske konsekvenser, der går stik imod grundlovens bogstav og ånd.

Krænkelsesparagrafferne er blevet en trussel mod demokratiet og friheden. Derfor skal de væk.

Lars Hedegaard er formand i Trykkefrihedsselskabet
Opprinnelig som kronikk i Berlingske Tidende
Lørdag den 17. april 2010

Les også

-
-
-