Kommentar

Da en av Canadas menneskerettighetskommisjoner i 2008 innkalte den internasjonalt kjente forfatteren og samfunnsdebattøren Mark Steyn og magasinet MacLeans til høring ifb med en klage over hans angivelig hatefulle tale, ble den canadiske befolkningen gjort oppmerksom på en bemerkelsesverdig lovparagraf som inntil da hadde vært lite kjent i offentligheten. Det dreier seg om landets menneskerettighetserklærings seksjon 13, hvor ytringer eller materiale via telefon eller internett regnes som diskriminerende og straffbart dersom det er sannsynlig at ytringen eller materialet kan utsette en person eller en gruppe for hat eller forakt. Det er derfor ikke nødvendig å bevise at noen faktisk har blitt utsatt for hat eller forakt som en konsekvens av det aktuelle materialet/ytringen, eller blitt utsatt for annen skade. At det den anklagede skriver/sier er objektivt sant eller at den anklagede ikke hadde noen intensjoner om å forårsake hat, forakt eller skade teller heller ikke som bevis i disse sakene.

Fordi det er vanskelig å få medhold ved vanlig strafferett hva gjelder ytringer og eventuell diskriminering og krenkelse og bevisbyrden ligger på saksøker, ble bevisbyrden for å få en sak inn for menneskerettighetskommisjonene senket betraktelig i forhold til gjeldende juridiske prinsipper. Som en følge av at kommisjonene fikk autorisasjon til å benytte Canadas Menneskerettighetserklærings seksjon 13, ble bevisbyrden for anklager praktisk talt ikke-eksisterende. Til tross for at at kommisjonene er ikke juridiske institusjoner, kan de likevel idømme store bøter, krav om å skrive/trykke en beklagelse og nedlegge forbud mot lignende ytringer fra den dømte i fremtiden [i et tilfelle for livstid; en dom som senere ble skarpt kritisert og opphevet etter en runde i canadisk rett].

I det som i realiteten er domstoler i et parallellt rettsystem er de som blir anklaget for diskriminering eller rasisme knapt innrømmet et minimum av den rettssikkerheten som ellers kjennertegner en rettsstat. Samtlige lover som benyttes ved klager til menneskerettighetskommisjonene går i favør av den eller de som initierer klagen, og i motsetning til det vanlige rettsvesenet er selve prosessen fullstendig kostnadsfri for klageren – som ikke en gang behøver å møte opp ved høringen av sin egen sak – hva enten klagen er grunnløs eller ei. Den anklagede må derimot møte opp i egen arbeids-/fritid, betale egne reiseutgifter etc og bekoste eventuelt juridisk forsvar selv. En annen del av seksjon 13 forbyr til og med den anklagede å klage inn medlemmer ved kommisjonen såvel som den opprinnelige klageren, dersom anklagene i løpet av prosessen skulle vise seg å være grunnløse eller basert på personlig forfølgelse.

Det er følgelig ingen som var blitt anklaget under seksjon 13.1 som hadde blitt frifunnet ved Canadas menneskerettighetskommisjoner, før Mark Steyn og advokat samt redaktør Ezra Levant valgte å ta kampen opp i full offentlighet og vant. Kritikere mener imidlertid at prosessen i seg selv er en form for straff, all den stund den både er tidkrevende og kostbar for den/de anklagede, som ikke får refundert noen utgifter selv om saken blir frafalt eller ender i frifinnelse.

Mye er blitt sagt og skrevet om Canadas menneskerettighetskommisjoner og ikke minst de som leder dem, men det mest problematiske er og blir lovparagrafen som både åpner for et omfattende misbruk og stor grad underminerer den enkeltes rettssikkerhet.

Canada er riktignok langt borte, men det finnes en lignende lov svært nær oss – i et naboland det ellers er naturlig å sammenligne oss med.

I 2010 ble Trykkefrihedsselskabets formann Lars Hedegaard siktet, men frikjent i dansk tingrett for uttalelsene om at muslimske menn voldtar familiens kvinner. Frikjennelsen ble imidlertid anket, og Hedegaard ble dømt i lagmannsretten i 2011. Da saken forventes å skape presedens, er den i disse dager blitt prøvet for dansk høyesterett.

Hedegaard ble siktet etter den såkalte rasismepragrafen 266 b i dansk straffelov etter uttalelser fremsatt i et uformelt intervju i 2009. Han har senere beklaget og modifisert de svært drøye uttalelsene, hvilke man ellers kan mene hva man vil om, som i tillegg var så generaliserende at de vanskelig ville latt seg underbygge. Men det spiller ingen rolle, for i henhold til paragraf 266 b har han heller ikke rett til noe slikt.

Og det gjør 266 b til den angivelig eneste bestemmelsen i dansk rett som avskjærer den tiltaltes mulighet til å forsvare seg med en eventuell påvisning av ytringens sannhetsgehalt.

Et særligt forhold ved retssager i henhold til denne paragraf er, at den anklagede ikke har ret til at føre bevis for den eventuelle rigtighed af fremsatte udtalelser. I Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2011 (14. september 2011) J.nr. RA-2010-609-0080: «Behandlingen af sager om overtrædelse af straffelovens § 266 b, lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., og sager, hvor der er spørgsmål om anvendelse af straffelovens § 81, nr. 6» hedder det blandt andet:

«Det bemærkes, at anklagemyndigheden under straffesagens behandling i retten bør modsætte sig et eventuelt krav fra tiltalte om at føre bevis for rigtigheden af f.eks. beskyldninger om grov kriminalitet. Der vil i den forbindelse kunne henvises til U2000.2234H, hvor Højesteret tilkendegav, at der ikke havde været grundlag for at give tiltalte adgang til den ønskede bevisførelse, der bl.a. havde til formål at godtgøre, at tiltaltes udtalelser hvilede på videnskabelige undersøgelser.»

Flere danske samfunnsdebattører ser den aktuelle paragrafen som problematisk i forhold til ytringsfriheten, og har gått inn for enten en oppheving eller endring. Tidligere endringsforslag har blitt kontant avvist med henvisning til internasjonale forpliktelser, men i 2011 la den liberale tenketanken CEPOS frem forslag om endringer innenfor EUs og FNs rammer. De daværende regjeringspartiene Venstre og de Konservative, samt Liberal Alliance, så positivt på forslaget.

Helt konkret går CEPOS’ nye formulering på at fjerne den del af racismeparagraffen, der kriminaliserer »nedværdigende og forhånende udtagelser«, så selve ytringerne ikke er kriminaliserede, men alene ytringer, der »medfører begrundet frygt for forstyrrelse af den offentlige orden«.

En ændring, der ifølge CEPOS-chefjurist Jacob Mchangama kan lade sig at gøre inden for EUs rammeafgørelse.

»Jeg ville helst ophæve paragraffen, men man må arbejde inden for rammerne, og der er faktisk nogle muligheder for at agere. Den ændring, jeg lægger op til, vil frede debatten, for hvis man på fredelig vis fremfører synspunkter, der kan være nok så grove, så vil det være straffrit. Der skal skrides ind, hvis der er fare for den offentlige orden,« siger han og uddyber, at det eksempelvis kan være under en demonstration, hvor der bliver råbt racistiske slagord foran en ophidset folkemængde.

En samtidig meningsmåling viste imidlertid at 69 prosent av den danske befolkningen ønsker å beholde å beholde rasismeparagrafen. Det kan skyldes at de ikke vet nok om den, mener sjefjurist i Cepos, Jacob Mchangama:

For det første er det værd at bemærke, at JP har stillet følgende spørgsmål “mener du, at racismeparagraffen skal bevares eller afskaffes?”. Eftersom racismeparagraffen er bestemmelsens almindelige kaldenavn, kan JP vel ikke klandres for udformningen af spørgsmålet. Men “racismeparagraffen” er en værdiladet og i høj grad misvisende betegnelse for straffelovens §266b, som lyder som følger: “Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelser eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år”. Paragraffen rammer således ikke bare racisme, og man kan udmærket blive dømt for overtrædelse af §266b uden at have fremsat egentlige racistiske udtalelser. Racismeparagraffen skulle snarere kaldes for krænkelsesparagraffen, fordi den i bund og grund handler om at straffe mennesker, der har holdninger, der krænker andres. Danskerne som flest er heldigvis instinktivt negativt indstillede overfor egentlig racisme, men det er altså ikke (kun) det, §266b handler om, og hvis det var almen viden, ville tallene muligvis se anderledes ud.

Det faktum at den danske rasismeparagrafen er et internasjonalt fenomen og et EU-rettslig krav er bekymringsfullt, fortsetter Machangama, som viser til at flere avgjørelser i Den europeiske menneskerettsdomstolen bærer preg av å være mer smaksdommer enn juridiske sådan. I det hele tatt er hatespeech-begrepet så ullent definert at det i seg selv åpner for vilkårlige tolkninger av lover om samme.

Derudover er det også de færreste, der er klar over, at racismeparagraffen er et internationalt fænomen, og at den i sin nuværende udformning er en konsekvens af en FN-konvention, ligesom paragraffen i dag understøttes af EU-lovgivning. Da man i FN-regi debatterede, hvorvidt konventionen om borgerlige og politiske rettigheder skulle indeholde en forpligtigelse til at forbyde såkaldt hate-speech, var så godt som alle vestlige lande som Danmark, USA, Storbritannien og Sverige modstandere deraf. Det var således en alliance af kommunistiske lande anført af Sovjetunionen og ikke-demokratiske lande fra Den tredje Verden, der fik indført dette princip i den internationale menneskeret. Menneskerettighedskoryfæer som Eleanor Roosevelt var stærke modstandere af dette og advarede mod at bekæmpe fanatisme med straffeloven.

Det forhold, at hate-speech lovgivning nu også er et EU-retligt krav, kan få alvorlige konsekvenser for Danmark. Vi vil ikke længere selv kunne ophæve racismeparagraffen. Højesteret vil heller ikke få det sidste ord, da det meget vel kan tænkes, at det bliver EU domstolen i Bruxelles, der kommer til at udstikke rammerne. Og når man ser, hvad hate-speech love medfører i andre europæiske lande, er der god grund til at frygte afsmitningen herfra. Tag eksempelvis Storbritannien, hvor en ateist blev idømt seks måneders betinget fængsel for at have efterladt “groft fornærmende,” satiriske karikaturer af Jesus, paven og Muhammed i et bederum i en lufthavn. I 2002 blev en britisk mand idømt bødestraf for efter 11. september at have ophængt en plakat med ordene “Islam ud af Storbritannien – beskyt det britiske folk” og en halvmåne og stjerne i et forbudsskilt i vinduet i sin private lejlighed. Dette indgreb fandt den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foreneligt med ytringsfriheden.

Mchangama lister opp flere eksempler på at europeiske hatespeech-lovgivinger ikke bare rammer hatsk tale, men også satire og politisk debatt. Han mener Danmark risiskerer å havne i et situasjon hvor rasismeparagrafer blir brukt langt mer offensivt enn tilfelle er i dag, hvilket vil være i tråd med anbefalingene fra FN, som i årevis har kritisert Danmark for ikke å straffe flere tilfeller av hatefull tale enn de rundt 40 personene som er dømt siden 2000. Hva gjelder dagens menneskerettsforskjempere som er tilhengere av- og til dels driver frem hatespeech-lover er det en avgrunnsdyp forskjell mellom disse og 50- og 60-årenes amerikanske borgerrettsforkjempere:

Det er også interessant at sammenligne med situationen i USA, hvor forfatningens første tillæg forbyder hate-speech love. USA har tydeligvis lidt (og lider stadig) under racehad, men racismen har været i tilbagegang, alt imens beskyttelsen af First Amendment er blevet styrket af den amerikanske højesteret. Ku Klux Klan er ikke længere en dominerende kraft i Sydstaternes politiske system. Ifølge en Gallup-undersøgelse fra 2007 går 77 % af amerikanerne nu ind for ’raceblandede’ ægteskaber sammenlignet med kun 4 % i 1958. Denne tendens er særlig udtalt blandt de unge, hvor omkring 90 % støtter blandede ægteskaber ifølge en Pew-undersøgelse fra 2010. Den samme undersøgelse viser også, at et stort flertal af sorte og hvide mener, at deres respektive værdier er blevet mere ens i løbet af det seneste tiår, og at flere sorte klandrer sig selv, frem for racediskrimination, for manglende fremskridt. Med hensyn til antisemitisme er USA sandsynligvis det land, bortset fra Israel, hvor der er absolut mindst sandsynlighed for et nyt holocaust, og jøder nyder generelt fremgang og høj status i Amerika. Da borgerrettighedsbevægelsen i USA gik til kamp mod racelove og segregering var det da heller ikke med et krav om at forbyde hate-speech men derimod om at den amerikanske forfatnings frihedsrettigheder også skulle gælde for den sorte befolkning. Der er således afgrundsdyb forskel på 50-erne og 60-ernes borgerrettighedsforkæmpere og flertallet af nutidens menneskerettighedsforkæmpere som i fuld alvor mener at kampen for menneskerettigheder og menneskelig værdighed kan forenes med ja ligefrem afhænger af at sætte folk i fængsel, hvis de mener noget forkert.

– Det er et sørgerlig vitnesbyrd om dagens Europa, at den ultimative «anerkjennelse» av minoriteter synes å bestå av retten til å begrense andres ytringsfrihet og menneskerettighetsdomstoler- og organisasjoner er blitt de fremste fortalerne for denne rigide formen for dogmatisme forkledt som toleranse. For hatespeech-lovgiving med dens tvungne toleranse er et fattig substitutt for den anerkjennelse som utvises frivillig, og som er et uttrykk for reell aktelse og positive følelser mennesker i mellom, avslutter Mchangama.

Vi har ikke noen tilsvarende tillegg i vår rasismeparagraf som det danske som nekter den tiltale å forsøke å bevise en eventuell sannhetsgehalt i sin ytring. Det nærmeste vi kommer er Diskrimineringslovens paragraf 10, som i motsetning til vanlige rettsregler medfører omvendt bevisbyrde:

Hvis det foreligger omstendigheter som gir grunn til å tro at det har funnet sted brudd på bestemmelsene i §§ 4, 5, 6, 7 eller 9, skal det legges til grunn at brudd har funnet sted, hvis ikke den som er ansvarlig for handlingen, unnlatelsen eller ytringen sannsynliggjør at det likevel ikke har funnet sted slikt brudd.

Tiltalte er mao ikke uskyldig til det motsatte er bevist som praksis vanligvis er, men må selv bevise sin uskyld. Denne loven ble innført i 2005, uten nevneverdig debatt i offentligheten.

Men som Jacob Mchangama redegjør for, trekker EU og FN mer i retning av det canadiske og danske enn det nåværende norske lovverket om hatefull tale, og EUs lovgiving får som regel konsekvenser også for land som ikke er medlem. Det er derfor å håpe at norsk offentlighet inntar en noe mer kritisk holdning ved neste korsvei, om enn de foreslåtte lovene er aldri så godt ment og blir lansert i menneskerettighetenes navn.