Nytt

Retssal F i retten i Aarhus dannede torsdag 13. december rammen om en sag mod den aarhusianske billedkunstner Firoozeh Bazrafkan.
Firoozeh Bazrafkan var indkaldt til retten, fordi hun har nægtet at betale den bøde på 8000 kroner, hun i oktober fik tilsendt fra Østjyllands Politi, hvis jurister vurderede, at kunstneren med et blogindlæg i Jyllands-Posten havde overtrådt paragraf 266b, stk. 1. Kunstneren havde på forhånd sagt, at hun ville omdanne retssagen til en kunsthappening, og det lille retslokale, hvor der senere på dagen skulle tages stilling i en sag om spirituskørsel, var da også så proppet, at man måtte hente ekstra stole ind til de sidst ankomne tilhørere.

Blandt de i alt 16 fremmødte var en journalist fra Danmarks Radio, flere jurastuderende med notesblokke, kunstnerens søster Ghazal og en håndfuld kendte støtter af ytringsfriheden heriblandt Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard, skribent Henrik Ræder Clausen, filosof Asger Trier Engberg, Kurt Westergaards gallerist Erik Guldager og Poul Vinther Jensen fra Den Danske Forening.

Retssagen blev indledt med, at Firoozeh Bazrafkan nægtede sig skyldig i at have overtrådt paragraf 266b, hvorefter ordet overgik til anklager Charles Conrad, der tog udgangspunkt i to – ifølge anklageren – mere eller mindre identiske sager om overtrædelser af racismeparagraffen.

En tilståelsessag fra december 2010, hvor folketingspolitikeren Jesper Langballe (DF) blev idømt en bøde på 5000 kroner, og en udeblivelsesdom fra januar 2012, hvor den tidligere politibetjent Lars Andersen blev idømt en bøde på 10.000 kroner.

Herefter var det forsvarer Hanne Sølgaards tur. Hun gjorde opmærksom på, og at Firoozeh Bazrafkans blogindlæg alene var en happening for at udstille det vilkårlige i paragraf 266b og ikke et personangreb på muslimske mænd.

Desuden fremhævede Sølgaard, at kunstnerens virke var en kritik af den iranske paragraf 220, der giver fædre og bedstefædre i Iran lov til at begå vold og mord på deres børn og børnebørn, uden at de bliver straffet for mord.

Anklageren kunne ikke se relevansen i forhold til den konkrete sag, som ifølge anklageren handlede specifikt om den danske paragraf 266b, men forsvareren gjorde opmærksom på, at hun ville komme nærmere ind på forholdet omkring paragraf 220 i sin afsluttende procedure.

Firoozeh Bazrafkan, der hidtil havde flankeret sin forsvarer, blev herefter bedt om at sætte sig ved et bord midt i lokalet, så hendes forklaring kunne optages på bånd.

Til anklageren forklarede hun, at blogindlægget var en kunsthappening, og at hun beskæftigede sig med debatter og diskussioner igennem kunsten.

Desuden forklarede Firoozeh Bazrafkan, at hun med sin dansk-iranske baggrund var meget interesseret i forholdene i Iran. Anklageren var på sin side optaget af, hvorvidt ordlyden i Firoozeh Bazrafkans blogindlæg gjaldt muslimske mænd i Danmark eller kun muslimske mænd i Iran. Desuden ville han vide om, kunstneren kendte Lars Andersen.

«Ja, jeg har mødt ham én gang,» fortalte kunstneren, inden anklager Charles Conrad spurgte om, Firoozeh Bazrafkan ikke kunne have skabt en tilsvarende debat ved at tage enkeltsager op.

Det var kunstneren ikke enig i.

«Jeg mener, at en generalisering kan hæve diskussionen op på et andet niveau,» lød svaret.

Vil skabe debat og diskussion

Så var det forsvarer Hanne Sølgaards tur til at afhøre Bazrafkan.

«Hvad forstår du ved, at det alene er en kunsthappening,» ville forsvareren vide.

«Jeg er uenig med paragraf 266b. Det er det, jeg har skrevet om. Jeg er ikke politiker, jeg er ikke ude på at lave paragraffen om, jeg vil bare have lov til at være uenig. Jeg har ikke noget imod muslimer. Jeg har selv muslimsk baggrund. Min mor er muslim. Jeg er ikke ude på at forhåne nogen. Jeg vil alene skabe en debat og en diskussion,» svarede Firoozeh Bazrafkan.

Herefter tog dommer Poul Holm over.

«Vi er vel enige om, at selv med en fri debat, er der nogle grænser?»

«Hvis jeg havde sagt de ting, jeg har sagt, i Iran, var jeg kommet i fængsel, eller jeg var blevet slagtet for det, så jeg synes, at det er sjovt at sidde i en retssag, og så får jeg en bøde for det,» sagde kunstneren uden dog at trække på smilebåndet.

«Hvad er egentlig din mening,» ville dommeren vide.

«Jeg ønsker at forhåne den politiske ideologi, der findes i Iran. Hvis man ikke må forhåne en politisk ideologi, når man befinder sig i Danmark, er der noget helt forkert,» forklarede Firoozeh Bazrafkan og tilføjede:

«Hensigten med min kunsthappening er at sætte fokus på de regler, der beskytter mænd, der begår overgreb.»

Kunstneren gjorde herefter rede for sin kunstneriske praksis:

«Jeg er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i Mejlgade. Det er en femårig kunstnerisk uddannelse. Jeg arbejder primært med ideer og bruger den medieform, der passer bedst til den enkelte ide. Jeg har beskæftiget mig med Iran i 12 år, og jeg har blandt andet lavet en video, hvor jeg sjipper på et billede af Ayatollah Khomeini . Mine forældre har været imod Khomeini.»

Grovhedskriteriet

Efter en kort pause blev retssagen genoptaget.

Anklageren nævnte i sin afsluttende procedure, at Firoozeh Bazrafkans indlæg ikke kun var rettet mod muslimske mænd i Iran, men var mere generelt.

Desuden mente han, at blogindlægget opfyldte det såkaldte grovhedskriterium og henviste til en dom fra 2000, hvor politikeren Mogens Glistrup var blevet idømt syv dages betinget hæfte for udtalelser rettet mod muhamedanere. Anklageren påpegede også, at denne dom var interessant, fordi den slog fast, at der ikke gjaldt en særlig udvidet ytringsfrihed for politikere.

«Det er svært at se, at man skulle kunne tolke Firoozeh Bazrafkans blogindlæg som andet end en støtteerklæring til Lars Andersen, og det kan da slet ikke tolkes som en happening,» sagde anklageren og erklærede, at en bøde på 8000 kroner ville være på sin plads.

Forsvarer Hanne Sølgaard talte i sin afsluttende procedure for, at man i kunsten havde et særligt frirum:

«En happening er et sted, hvor man igennem en proces sætter en diskussion i gang. Blogindlægget er ikke en overtrædelse af 266b, fordi det er igennem kunsten, at man vil have en debat i gang. Det er ikke et angreb på muslimer generelt. Firoozeh vil have en debat om paragraf 220, det er det, hun vil via kunsten. Hun har ikke haft til hensigt at lave en forhånelse eller være nedladende. Hun har ikke haft forsæt og burde heller ikke have indset, at nogen kunne have følt sig stødt på manchetterne.

Glistrup-sagen (som anklageren nævnte i sin procedure, red.) var noget helt, helt andet. Når man går på kunstmuseet overfor (Aros ligger overfor retten i Aarhus, red.) og ser en slagtet hest på glas (der henvises til et værk – i folkemunde Hesteofringen – af kunstneren Bjørn Nørgaard, som Aros erhvervede i 2005, red.), vil man spørge sig selv: Er det ikke dyrplageri?

Nej, det er ikke dyrplageri. Det er kunst. Grænserne er via kunsten ikke overskredet her (i Firoozeh Bazrafkans blogindlæg, red.). Hun har ikke haft vilje til at overtræde paragraf 266b. Firoozeh vil ikke forhåne, nedværdige, hun vil via kunsten skabe debat. Hun har forsøgt at få en saglig debat i gang begrundet i noget faktisk, der sker i Iran.»

Med hensyn til strafudmålingen sagde Hanne Sølgaard:

«Det (Bazrafkans blogindlæg, red.) er et emne, der er fyldt med sprængstof. Vi må have sympati for Firoozeh. Det er rimeligt nok at tage diskussionen om paragraf 220. Det er et fornuftigt budskab og et emne, det er værd at diskutere. Det skal også afspejles i den dom, man måtte idømme hende.»

Det afsluttende ord gik til kunstneren:

«En irakisk mand har truet mig, men politiet har nægtet at reagere på min anmeldelse, og manden har ikke fået nogen bøde. Derfor er jeg endnu mere uforstående over, at jeg skal forsvare min ytringsfrihed i retten. Som ivrig samfundsdebattør og kunstner mener jeg, at jeg er forpligtet til at italesætte problemstillinger, og som dansk-iransk borger er det naturligt, at jeg tager problemer i Iran op.»

Klokken 11 var retshandlingen slut, og dommeren og de to domsmænd trak sig tilbage for at votere.

Stolt af forsvarer

Firoozeh Bazrafkan var tilfreds med forløbet af retssagen, da Sappho talte med hende bagefter:

«Min forsvarer var rigtig dygtig. Jeg er stolt over, at hun har forstået mit budskab. Tiden vil vise om, jeg bliver dømt. Men det er positivt, når de udskyder afgørelsen.»

En af de fremmødte, der selv er blevet frikendt i en sag om overtrædelse af paragraf 266b, var Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard, der havde taget turen fra København for at støtte Firoozeh Bazrafkan, der tidligere har været medlem af bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet.

«Jeg finder sagen interessant, og jeg har selv været igennem møllen i halvandet år, og så er jeg her selvfølgelig for at vise min solidaritet med Firoozeh. Hun skal ikke være alene i nødens stund,» forklarede Lars Hedegaard om sit fremmøde i retten i Aarhus.

Han havde følgende bemærkning til paragraf 266b:

«266b er en skændsel i et demokratisk retssamfund. Det er komplet vanvittigt, at visse grupper skal kunne påberåbe sig en særlig ret til ikke at blive forhånet. Det gælder endda kun nogle grupper. Handicappede eller tykke kvinder er for eksempel ikke beskyttet mod forhånelse.

Det helt store problem, der aldrig er blevet besvaret i de her retssager, er, at man bliver dømt for at forhåne folk for deres religion. Hvordan kan en politisk ideologi som islam kræve beskyttelse ved at kalde sig en religion? Man må gerne håne kommunister og socialdemokrater og folk fra Det Radikale Venstre. Men rettroende muslimer må ikke forhånes med henvisning til, at de tilhører et religionssamfund.

Det er en fantastisk politisk doktrin, vi har fået etableret. Den beskytter en politisk ideologi mod kritik. Samtidig med at denne ideologi uafladeligt kritiserer og forhåner os andre. Paragraf 266b giver islam en særstatus. Vi må begynde at diskutere forholdet mellem religion og politik, fordi islam går ud over det specifikt religiøse, da 90 procent af islams indhold er politisk, mens kun 10 procent er religiøst i vores forstand.»

Der falder dom i sagen mod Firoozeh Bazrafkan tirsdag 18. december klokken 13, hvor afgørelsen læses op i retten i Aarhus.

 opprinnelig i sappho.dk