Sakset/Fra hofta

Firoozeh Bazrafkans seneste værk er en makuleret Koran. Det er ikke kunst, mener kunsteliten, men hvorfor er der så stor forskel  på den behandling de giver Firoozeh Bazrafkan og f.eks. Yahya Hassan?

For seks år siden skrev jeg en kronik med titlen Kunsten og Koranen om billedkunstneren Firoozeh Bazrafkans installation Vantro, der bestod af en koran på en plexiglas-sokkel.

dk.firoozehBarafkan-AaS-300807-2

I Koranen havde kunstneren med en fluorescerende spritpen fremhævet ordet vantro, hver gang det forekom (ordet vantro anvendes 347 gange i Koranen).

Desuden havde Bazrafkan med sort spraymaling skrevet vantro 347 gange på galleriets hvide vægge.

Ubeskrevet blad

Firoozeh Bazrafkan var dengang et næsten ubeskrevet blad som kunstner, og hun havde endnu ikke haft sin afgang fra Det Jyske Kunstakademi i Aarhus, og jeg var den første, der lavede en egentlig analyse af hendes værk.

Som debattør kendte man slet intet til Bazrafkan, da hun endnu ikke havde luftet sine markante holdninger offentligt.

Privat gav hun indtryk af at være en slags feminist, selvom kunstneren helt sikkert ikke skriver under på den opfattelse (og et par år senere endte Bazrafkan da også under vanlig medietumult med at trække sig fra en udstilling på Kvindemuseet, da hun ikke måtte skrive kvindechauvinisme på museets vægge).

Der er løbet meget vand igennem den nu blotlagte Aarhus Aa, siden jeg opsøgte Vantro-udstillingen i sensommeren 2007, og Bazrafkan er i dag både kendt som kunstner og ikke mindst som debattør, hvor hun efter et intermezzo i Trykkefrihedsselskabets bestyrelse og med en meget læst blog på Jyllands-Posten har fået en stadig mere markant og gennemslagskraftig stemme i den offentlige debat.

Fingeren

For nylig blev hun katapulteret op i toppen af mediebilledet, da hun i Deadline på DR2 gav sin modpart, komikeren Omar Marzouk, fingeren som en afslutning på en debat om dødstrusler.

Billedet af Firoozeh Bazrafkan med fremstrakt langemand og Arne Jacobsens matchende rådhustårn i baggrunden spredte sig efterfølgende som en steppebrand på Twitter og Facebook, som i dag er kunstnerens væsentligste platform.

Bazrafkan vandt ikke mange nye tilhængere i kølvandet på sin performancefinger (Bazrafkans egen betegnelse). Hun mistede endda nogle, da opfattelsen generelt syntes at være, at Bazrafkan med sit frisprog og sin afsluttende gestus havde tabt debatten til Marzouk. Men hun opnåede noget andet.

dk.firozeeh.fuck

Hun blev den weekend talk of the town på Facebook, hvor alle havde en mening om aarhusianeren med de iranske aner. Selv folk, der for blot et par måneder siden enten ikke vidste, hvem, Bazrafkan var, eller ville have ignoreret hende, havde nu en mening om hende.

Bazrafkans langemand affødte flere ture i mediekarrusellen, og det blev endda en nyhed i sig selv, at hun ikke fortrød sin optræden i Deadline.

Akkurat som der var ved at blive stille omkring Bazrafkan – helt stille bliver der nu aldrig for de 4036 personer, der følger hendes Facebook profil, hvor hun er en vedvarende garant for hårdtslående pointer malet med den brede pensel – oplyste hun på netop Facebook, at hun i den nærmeste fremtid ville udstille værket Blasfemi, der består af en makuleret koran på et bedetæppe.

Det affødte en del reaktioner fra herboende hovedsageligt unge muslimer, der mente, at kunstneren skulle voldtages eller «slagtes», mens det, man med et slidt ord kan kalde kultureliten, argumenterede for, at værket ikke var kunst (for eksempel Weekendavisens litteraturredaktør Anna Libak) eller dårlig sådan (for eksempel filosof Peter Tudvad, der i en statusopdatering på Facebook lovede, at han selv ville koge og kværne en koran i sit køkken, hvilket han dog trak tilbage få dage senere, da han pludselig ikke længere kunne se den kunstneriske værdi i at gøre dette).

Eller som Firoozeh Bazrafkan i vanlig hårdtslående stil formulerede det i en statusopdatering på sin Facebook profil:

«Dele af den fine stuerene kulturelite har en ting til fælles med afskumseliten.. Det er, at de begge er enig i, at min makulerede koran på bedetæppet ikke er kunst. Interessant.»

Tavse kunstskribenter

Som sædvanligt forholdt kunstskribenterne sig tavse. De har i årenes løb ikke følt behov for at hæfte mange ord på Bazrafkans virke. Men hvis kunstkritikken svigter, må andre tage over. Jeg vil derfor kort gennemgå værket og dets tilblivelseshistorie.

Den makulerede koran på bedetæppet har Bazrafkan betitlet Blasfemi. Værket er i øvrigt ikke nyt. Et fotografi af værket har tidligere været publiceret på Bazrafkans Facebook side. Værket optrådte dengang i en mere subtil form, da titlen var Blasfemi?, og det ikke klart fremgik, hvorvidt det var en makuleret koran, der var placeret på bedetæppet. Blasfemi? spillede dermed på det forhold, at en islamisk automatreaktion forstået som utøjlet vrede overfor religiøse krænkelser risikerede at blive rettet mod en ligegyldig bunke makuleret papir, der intet havde med koranen at gøre.

Det i sig selv var en markant religionskritik. Den «ny» udgave af værket bekender derimod karakter som sakrilegium – en handling, der skænder «det hellige» – da der efter det oplyste ikke synes at herske tvivl om, at det er en makuleret udgave af koranen på bedetæppet.

Udover at det med værkets «ny» form står klart, at fronterne er skærpet, bliver værket også et frontalangreb på den blasfemiparagraf, der i øjeblikket knager gevaldigt i fugerne. Værket kan simpelthen blive det stød, der får paragraffen til at falde.

Dermed synes der med Blasfemi trods væsensforskelle i formen at være nogle af de samme ting på spil, som i Bazrafkans tidligere kunstneriske problematisering af racismeparagraffen. Et tekstværk, hvor Bazrafkan parafraserede Lars Hedegaards udtalelser om muslimer.

Værket førte til en politianmeldelse; Bazrafkan blev frifundet for racisme i byretten, men sagen blev anket, og hun blev dømt i landsretten. Det hele udløste en bøde, som hun nægter at betale, og kunstneren står derfor til indløse forvandlingsstraffen på fem dages fængsel. Det kommer vi helt sikkert til at høre mere om.

Hvor andre billedkunstnere for de flestes vedkommende arbejder indenfor kunstinstitutionens og æstetikkens trygge rammer, har Bazrafkan, hvis hun nogensinde har opretholdt den position, i hvert fald eftertrykkeligt forladt den.

Politisk kunst

Hun arbejder i dag med en kunst, der sætter væsentlige samfundsmæssige problemstillinger til debat. Der er tale om en genkomst af den politiske kunst.

Men ikke med kunstneren i rollen som helt, men som skurk. Bazrafkan er simpelthen for politisk ukorrekt til, at hun kan glide ufordøjet ind i rollen som heltinde.

dk.firoozeh

Mens både statsapparatet (racismedommen) og kultureliten er imod hende, synes der at være en voksende accept af hendes udfoldelser blandt nogle politikere og dele af pressen, men hun står ikke i umiddelbar fare for at blive knuselsket af establishmentet, som det blev den ikke alt for væsensforskellige digter Yahya Hassan til del.

Samme Hassan, der forsøgte at gøre sine hoser grønne ved Bazrafkan, da hans berømmelse flammede op, men forføjede sig fra kunstnerens Facebook profil, da hun skrev: Jeg er ikke til omskårede mænd.

Der er i øvrigt en væsentlig forskel mellem Hassan og Bazrafkan vedrørende receptionen af deres kunst. Hvor Hassan er blåstemplet af kultureliten: Elev på Forfatterskolen i København, udgivet på Gyldendal og stort igangsættende interview på forsiden af Politikens kultursektion, står Bazrafkan stadig udenfor.

Hun er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i Mejlgade i Aarhus, der trods statsanerkendelse ikke har leveret en vægtig repræsentant til den danske kunstscene i årevis, hun har ikke deltaget på nogle i kunstinstitutionel sammenhæng væsentlige udstillinger, og det bliver da også provinsgalleriet Draupner, der udover at være berygtet for sine klatmalerier er kendt for sit samarbejde med Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, der de seneste år har solgt sin nærmest endeløse produktion af H.C. Andersen-inspirerede akvareller via galleriet i Skanderborg.

Galleriejer Erik Guldager, der nu kalder sig Erik Westergaard på Facebook (muligvis for at styrke den offentlige relation til Muhammed-tegneren), vil næppe styrke Firoozeh Bazrafkans position på kunstscenen, men han har vist sig at være en dygtig forretningsmand, der kan skaffe kroner i kassen til sine mest profilerede kunstnere.

Under alle omstændigheder befinder Bazrafkan sig ikke i en situation, hvor hun kan tillade sig at være kræsen med udstillingstilbud. Der er næppe andre end Erik Guldager, der er interesserede i at udstille Bazrafkans korankunst, og det skyldes ikke dens kvalitet, men angst for islams mørkemænd og til dels den offentlige opinion.

Bibelen og Koranen savet over

Bazrafkans makulerede koran har forløbere i kunsthistorien. I 1999 udstillede jeg værket Halve sandheder (Koranen savet mit over, bibelen savet midt over), der som titlen indikerer bestod af en halv koran og en halv bibel.

Det foregik i et kunstnerdrevet galleri (det lyder så fornemt, men stedet var det nedlagte svineslagteris forladte bomhus, som blandt andet kunstnergruppen Idioterne havde fået adgang til) på havnen i Aarhus.

I 2002 blev de halve sandheder udstillet på Museum Folkwang i Essen i Tyskland som en del af udstillingen «Magische Expeditionen – Streifzüge mit rätselhaften Empfindungen» (anmeldt i det tyske kunsttidsskrift Kunstforum samme år). Udstillingen var kurateret af Necmi Sönmez (tyrker med muslimsk baggrund).

Året efter blev værket vist på min udstilling «Fallen from grace» på Galerie Reinhard Hauff i Stuttgart. Værket blev i forbindelse med udstillingen solgt til et tysk bogforlag. Senere samme år blev en udstillingskopi vist på min udstilling på Hordaland kunstsenter i Bergen. Halve sandheder er i modsætning til min øvrige kunstneriske praksis omtalt overvejende positivt i kunstanmelderne Lisbeth Bonde og Mette Sandbyes bog Manual til dansk samtidskunst (Gyldendal, 2006).

Da jeg skabte mit værk i 1999, indgik det i en afgrænset kunstnerisk sammenhæng helt uden de værdipolitiske intonationer, der uvægerligt ville blive tillagt det i dag. Det er både interessant, deprimerende … og skræmmende, at religionskritikken igen er blevet tabu.

Koranen fortæret

abel.azcona.koran

En anden forløber for Bazrafkans værk er den spanske performancekunstner Abel Azcona, der i oktober 2012 ved en ni timer lang optræden i Berlin spiste koranen. Den omfattende papirmængde førte til hård mave, inden Allahs ophøjede ord efter nogle dage forlod kunstnerens krop som lort. Azcona gav i øvrigt en smagsprøve på sin kunst i juni 2013, da han ved et debatarrangement i Lars Vilks komiteens regi om kunstens tabuer spiste en enkelt koranside (en video af denne performance er tilgængelig på bloggen Snaphanen).

Få dage forinden havde Azcona i Madrid udført aktionen Jihad 191, hvor han sammen med pårørende til dødsofre for terrorangrebene i Madrid 11. marts 2004 som en slags katarsis smurte 191 koraner ind i blod. 191 refererer til antallet af dødsofre, 2050 blev såret.

Efter aktionen blev Azcona slået ned af muslimske unge, der trods politiopbud havde taget opstilling udenfor galleriet. Azcona, der har en lige så indgroet skepsis overfor kristen fundamentalisme efter at være vokset op på et katolsk børnehjem, ankom derfor til København med et blåt øje og et forslået ansigt.

dk.hein.heinesen

Hvis man følger et lidt andet spor, kan man konstatere, at det i marts 2005 var billedhuggeren Hein Heinsen, der i et indlæg i Politiken introducerede ordet korankritik som et modsvar til den bibelkritik, man har opereret med på teologistudiet i årevis.

Heinsen donerede senere 100.000 kroner af egen lomme til en videnskabelig oversættelse af koranen med det formål at bringe «religionskritik, bibelkritik og korankritik (må) ind i skolerne. En drøftelse af de store civilisationers bærende tekster er nødvendig for en egentlig integration. (…) Koranen må åbnes.»

Efter en årrække, hvor kunstnere og medier af forståelige grunde har været i flyverskjul, hvad angår kritik af islam, åbner Firoozeh Bazrafkan nu koranen for kunstnerisk kritik. Firoozeh Bazrafkans værk er vigtigt alene af den grund, at det tydeliggør for herboende muslimer, at koranen ikke er hellig for andre end dem selv. Sådan må det være i et sekulært samfund.

Det er en modig spidsformulering fra Bazrafkans side. Derudover har værket som påpeget den interessante sideeffekt, at det udstiller kultureliten, der over en kam har travlt med at lægge afstand til Bazrafkans makulerede koran. Netop fordi tiden – for kultureliten – endnu ikke er inde til en sådan spidsformulering.

I Bazrafkans værk er den makulerede koran placeret på bedetæppet og indtager den bedendes plads. Det fremgår dermed, at der ikke er tale om et angreb på den enkelte muslim, men på den «hellige» tekst, der styrer mange muslimers liv. Den ophøjede tekst er bragt ned på jorden (bedetæppet). Den er dekonstrueret og frataget sin mening.

Den ligger som en makuleret bunke papir eksponeret for historiens vingeslag og nutidens kritik. Koranen er åben og korankritikken en realitet.

 

 

http://www.trykkefrihed.dk/koranen-er-aben.htm