Gjesteskribent

Av Uwe Max Jensen:
I 1990’erne vakte billedkunstnere skandale, når de fremviste endnu et dødt dyr som del af en kunstinstallation. Men et nyt tabu har overtaget de døde dyrs plads. Kunstens ny anstødssten er religionen og dens symboler. I Danmark behøver man bare at nævne Jyllands-Postens herostratisk berømte Muhammed-tegninger eller den svenske kunstner Lars Vilks’ tegninger af samme profet som en hund, og det står klart for alle, at krænkede religiøse følelser kan vække voldsomme reaktioner.

Eksemplerne er legio, når det gælder islam, og de seneste år har været rige på konflikter, hvor rettroende muslimer har følt deres religiøse følelser gået for nær. Men kristendommen er også begyndt at røre på sig, hvad angår respekt for sine religiøse dogmer. I efteråret 2007 løb den canadiske billedkunstner Terence Koh ind i et mindre stormvejr i forbindelse med udstillingen «Gone, Yet Still» på kunstmuseet The Baltic Centre i Gateshead ved Newcastle. Terence Koh deltog på udstillingen med værket «Uden titel (Medusa)». Et af værkets elementer er en række religiøse figurer – her iblandt Jesus og Jomfru Maria – udstyret med en kraftig erektion, og da 40-årige Emily Mapfuwa i Brentwood nordøst for London så et foto af værket i en avis, besluttede hun at melde udstillingen til politiet med baggrund i krænkede religiøse følelser.

I første omgang blev sagen afvist, men bistået af Christian Legal Centre, der leverer advokatbistand, er det lykkedes Emily Mapfuwa at rejse et civilt søgsmål. Sagen mod kunstmuseet begyndte tirsdag ved Gateshead Magistrates’ Court, og afgørelsen er imødeset med spænding af juridiske eksperter i England, da det er første gang, at man gør brug af en paragraf om krænkelse af den offentlige anstændighed i forbindelse med krænkede religiøse følelser.

Terence Kohs «Uden titel (Medusa)» er en kompleks skulptur med adskillige kunsthistoriske referencer. Da skulpturen var udstillet på The Baltic Centre i efteråret 2007, lignede den udefra en ordinær hvid boks placeret i kunstmuseets hvide kube. Men når publikum nærmede sig den mandshøje hvide boks, opdagede de, at en dør ind til boksens indre stod på klem. Indvendig var både boksen og dens inventar malet sort med et tykt lag maling. Men det var ikke dette farvemæssige skift fra museumsrummets hvide vægge til boksens sorte indre, der chokerede de engelske museumsgæster. Det var boksens indhold, der vakte opsigt.

I boksen havde Terence Koh placeret en tissekumme, og til højre for tissekummen havde kunstneren installeret en hylde med en række små gipsfigurer. Figurerne, der blandt andre forestillede Jomfru Maria og Jesus, havde kunstneren dyppet i gips inden bemalingen, så de havde et rustikt præg. Men det mest karakteristiske træk ved Kohs figurer var, at de alle var udstyret med en – i forhold til deres størrelse – gigantisk erektion. Således var både Jesus og Jomfru Maria forsynet med et lem, der ragede et godt stykke ud fra figurernes kroppe. Og den provokation gik ikke stille af.

Flere personer klagede skriftligt til The Baltic Centre, to grupper på den populære hjemmeside Facebook krævede Terence Kohs skulptur fjernet, Emily Mapfuwa meldte udstillingen til politiet, og den katolske pastor Christopher Warren fra den nærliggende St. Mary Catholic Cathedral var ude med en offentlig fordømmelse af værket.

The Baltic Centre bøjede sig imidlertid ikke for kravene om at fjerne skulpturen. I stedet blev indgangen til det rum, hvor Terence Kohs skulptur befandt sig, udstyret med skilte, der advarede om skulpturens stødende karakter.

I Danmark kan præst Benny Blumensaat ved den katolske kirke i Esbjerg godt forstå, at kristne reagerer, når de bliver konfronteret med Terence Kohs værk. Benny Blumensaat stablede selv en protestaktion på benene, da Kvickly for nogle år siden solgte sandaler med Jesus-motiver, og han bryder sig heller ikke om Terence Kohs kunst.

– Det er en underlig form for kunst. Hvad er det kunstneren vil? Vil han provokere? Det formår han så at gøre. Det er okay, at kunstneren ikke selv er troende. Men kan han ikke alligevel have en vis respekt for én milliard katolikker plus de ortodokse, der også tror på Jomfru Marias jomfruelighed?

– Jeg ville også have protesteret, hvis jeg var blevet gjort opmærksom på en Jomfru Maria-figur udstyret med et mandligt lem. Det er blasfemi, og det er en underlig form for kunstnerisk adfærd at spille på alle disse menneskers religiøse følelser, siger Benny Blumensaat.

Kunsthistoriker Lennart Gottlieb, der i 1999 arrangerede udstillingen «Skandaler» på Århus Kunstmuseum, har en noget anden holdning. Lennart Gottlieb mener ikke, at der er tale om blasfemi, men derimod om et møde mellem to vidt forskellige verdener.

– Når kunsten, der er et frirum, møder religionen, der ikke er et frirum, så clasher det. Der er ikke noget religiøst i Terence Kohs værk. Men der vil altid være folk, der ikke vil acceptere kunst. Vi lever ikke i en multikultur. Vi lever i forskellige kulturer, der bekriger hinanden, og den dag, vi ikke længere har den diskussion omkring de her ting, har de religiøse vundet.Alt burde være tilladt inden for kunstens verden. Men man er blevet meget pernitten over for ting i kunstverdenen. I de fleste tilfælde er det folk, der slet ikke kommer på museet, der bliver forargede. Deres reaktion er dybest set udannet. Som religiøse har de valgt at være udannede inden for nogle områder, som de ikke mener må antastes. Men verden består af mange forskellige rum, og hvis du er fra Indre Mission, skal du ikke gå på bøssebar. Det er klart.

En af pointerne på Lennart Gottliebs udstilling med kunstskandaler på Århus Kunstmuseum var, at der bag den synlige skandale ofte befinder sig en endnu større usynlig skandale. Lennart Gottlieb er heller ikke bleg for at komme med et bud på, hvorfor den engelske pastor fra St. Mary Catholic Cathedral har fordømt Terence Kohs værk offentligt.

– Pastoren vil da gribe enhver lejlighed til at få opmærksomheden væk fra den virkelige skandale, at en forfærdende stor del af de ansatte i den katolske kirke er pædofile, siger Lennart Gottlieb.

Thomas Hoffmann forsker i religiøs litteratur fra Mellemøsten. Han er tilknyttet Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet og har skrevet artikler om mødet mellem religion og kunst. Thomas Hoffmann mener, at de moderne kommunikationsmidler er med til at fremme sammenstødene mellem kunstneriske udtryk og krænkede religiøse følelser.

– Vi sidder ikke længere i splendid isolation. Vi er så at sige «connected». Dermed kan regionale forskelle lynhurtigt blive tydelige, og de kan hurtigt komme i spil. Forskellene har været der hele tiden. Men nu kan situationen lynhurtigt blive rødglødende, fordi medierne er hurtige og blandt andet lever af at bringe de her forskelle videre. Dermed går det lige pludselig op for den halvsekulære europæer, at der er nogen, der har en seriøs tilgang til religion, der er helt anderledes end vores, forklarer Thomas Hoffmann.

Umiddelbart kan konfrontationerne mellem grænsesøgende kunstneriske udtryk og religiøse følelser synes kaotiske. Men ifølge Thomas Hoffmann kan de godt indeholde et vist mål af kalkulation på begge sider.

– Terence Koh har givetvis tænkt på, at der var nogle kristne, der ville blive godt mugne, når han udstyrer Jesus med en kæmpe fallos. Og Salman Rushdie har sikkert tænkt, at nu må jeg se, hvad der sker, da han skrev «De sataniske vers». Men da kunsten har en særlig gestaltning, hvor den gør selve sit udtryk lig med sagsforholdet, får den en helt utrolig pondus, der kan have implikationer, der er meget tungtvejende. Det kan godt komme bag på folk, siger Thomas Hoffman.

De heftige reaktioner rettet mod kunst og karikaturer i de senere år skal også ses i en større sammenhæng.

– Den vrede, der gives udtryk for, spænder over flere niveauer. Fra det enkelte menneskes vrede over en ngo-agtig vrede til en konfessionel vrede. Så det er ikke kun emotionel vrede, der er på spil. Der er også spindoktorer og indpiskere på banen, der agerer mere kalkuleret. Inden for de forskellige religioner har man en fin tradition for at betragte noget som blasfemisk. Det tjener to formål: Man angriber dem, der ikke hører til inden for folden, og samtidig styrker man gruppeidentiteten hos religionens udøvere.

Selvom religionerne er presset af moderniteten, er konflikterne ikke kun et udtryk for små radikale gruppers holdninger.

Gruppernes religiøse bagland spiller ifølge Thomas Hoffmann en stor rolle:

– Der er en tendens til, at de mest passionerede grupper får mest opmærksomhed. Men man glemmer, at der er et kæmpestort moderat bagland, der i mange tilfælde godt kan forstå, at der er de her radikale udladninger, og de religiøse konflikter ville have meget svært ved at udvikle sig, hvis de radikale synspunkter ikke tærede på en større moderat gruppe.Lige her og nu tror jeg, at vi vil se en opadgående kurve med hensyn til den type konflikter. Især hvad angår islam. Men på langt sigt kunne man forestille sig, at de værker, der tager religion under behandling, langsomt vil blive ædt op af kunstsystemet, så folk ikke længere går agurk, men ganske langsomt bliver immuniserede. Men der skal ikke mere end uheldig timing til, før det stadig kan gå rigtig galt, siger han.

Frederik Stjernfelt er nyudnævnt professor i kognitiv semiotik og tværfaglige humanistiske studier på Aarhus Universitet. Derudover har han i en årrække fungeret som skribent og anmelder. De senere år har Frederik Stjernfelt viet en stor del af sit forfatterskab til forsvaret af oplysningens idealer. Han kalder udviklingen for deprimerende.

– Den protestantiske kristendom har fået så mange tæsk af oplysningen, at den har lært at opføre sig ordentligt. Derfor har vi ikke kristne, der kommer med dødstrusler. Men man kan frygte, at islam negativt kan styrke kristendommen, så der opstår en ondartet dialektik, der udarter i en slags våbenkapløb mellem to irrationelle strømninger. Samtidig skal man ikke glemme, at mange kristne var ude at støtte muslimerne under Muhammed-krisen. Både den russiskortodokse kirke og Vatikanet valgte at støtte den muslimske kritik. Så islam og kristendom deler både et konkurrenceforhold og et interessefællesskab, hvor de er enige om at være imod ytringsfrihed og religionskritik, forklarer Frederik Stjernfelt, der ser en potentiel og dyster alliance mellem den kristne højrefløj i USA og islamiske fundamentalister.

– Begge grupper er imod oplysningen, fri kunst og fri videnskab, og islam har fået stor presse og en frygtblandet respekt oven på Muhammed-krisen. Så man kan være bange for, at kristne grupper tror, at den slags virker, advarer Frederik Stjernfelt.

Han udlægger de stærke offentlige reaktioner på følgende måde:

– Det er svært at afgøre udefra, hvor krænkede folk reelt er. Men der er næppe tale om rent krænkede følelser. Der er en kraftig del af positionering i det. Tit anført af nogle, der er krænkede på andres vegne. Under Muhammed-krisen for eksempel på 1,5 milliarder muslimers vegne.

Da udstillingen på The Baltic Centre var slut, returneredes Terence Kohs skulptur til ejeren, kunstmæcenen og reklamemanden Charles Saatchi, der igennem de seneste år har opbygget en imponerende samling af samtidskunst. Som kunsthistoriker forstår Lennart Gottlieb udmærket, hvorfor Charles Saatchi har valgt at punge ud med flere hundredetusinde kroner for Kohs værk.

– Jeg skal selvfølgelig se værket i virkeligheden, men ud fra billederne at dømme kan jeg godt forstår, hvorfor Saatchi har købt det værk. Det refererer i alle mulige retninger på en intelligent måde. Samtidig er der lidt Rodin over det. Så hvis jeg skulle rådgive et museum for samtidskunst, ville jeg uden tvivl sige: Køb den!

I Esbjerg har præst Benny Blumensaat ikke meget til- overs for kunstværket:

– Jeg vil nødig give et billede af kirken som en institution, hvor alt er forbudt, og man må altid tænke over sine egne motiver, når man vælger at protestere. Pressen kommer på, og adrenalinen kører. Er det sagen eller én selv, der er vigtig?

Alligevel mener Benny Blumensaat, at det er nødvendigt som troende menneske at sige fra.

– Vi har en indre stemme eller indre samvittighed som kristne, og denne indbyggede respekt og kærlighed til Jesus og Jomfru Maria får os til at reagere. Vi føler stadigvæk, at vi skal reagere og tage vare på dem og kæmpe deres sag. Jeg mener, at det er unødvendigt at lave kunstneriske fremstillinger, der inkluderer personer, der for os er hellige. Så synes vi, at man går over grænsen,siger Benny Blumensaat og påpeger, at der også er grænser i den åndelige verden, det ikke sømmer sig at overskride.

– Ét af De 10 Bud udtrykker, at vi undlader at gøre noget, der er imod at ære Gud. Det er vores opfattelse som kristne, at Gud ikke ønsker disse ting, og det ligger i kirkens lære, at når Gud ikke ønsker det, er vi naturligvis også ansvarlige for at tage afstand fra det. Ellers kan vi ikke se Gud og os selv i øjnene.

Artikkelen sto første gang i Kristelig Dagblad 3. oktober. Gjengitt med tillatelse av forfatteren.