Gjesteskribent

Den britiske dokumentarist Kenan Malik om britisk multikulturalismes udvikling fra Rushdie til nu.
Af Frederik Stjernfelt

Kenan Malik: From Fatwa to Jihad. The Rushdie Affair and Its Legacy. 266 sider. Atlantic Books.
Midt i firserne, et par år før Rushdiesagen, skrev den britisk-pakistanske forfatter Hanif Kureishi filmen »Mit smukke vaskeri«. Den gav anledning til protester, fordi andre britisk-pakistanere ikke brød sig om, at medlemmer af denne befolkningsgruppe blev skildret som bøsser, som usympatiske og meget andet. I modsætning til Rushdie-protesterne, der skulle forandre verden, døde protesterne hen efter et par måneder. Men for Kureishi markerede de alligevel en skæbnesvanger vending: »Det var første gang, jeg husker venstrefløjen og de muslimske fundamentalister protestere sammen.« Islamisterne sagde: »Man skal ikke vaske sit beskidte tøj i fuld offentlighed« – venstrefløjen sagde: »Man må ikke angribe mindretal.«
For den britisk-indiske neurobiolog og journalist Kenan Malik er det sådanne hændelser i firserne, man må gå tilbage til, hvis man vil forstå, hvorfor opfattelsen af ytringsfrihed i Vesten har ændret sig fundamentalt i den mellemliggende periode – hvorfor den opfattelse har bredt sig, at i et pluralistisk samfund har forskellige grupper ret til beskyttelse mod kritik, ja, hvorfor denne opfattelse især har bredt sig blandt folk, der i egen opfattelse er venstreorienterede, og som for tyve år siden ville være at finde blandt Rushdies forsvarere. For et lokalt exempel tag Thomas Bredsdorff, der hævder at repræsentere oplysningstraditionen – og samtidig i et interview i TV2NEWS for nogle uger siden kunne sige, at han måske var naiv, når han dengang støttede Rushdie. I samme åndedrag kunne Bredsdorff tilføje, at folk, der går ind for ytringsfrihed, som konsekvens må kræve alle verdens muslimer udryddet.
Jeg må indrømme, at jeg som ytringsfrihedstilhænger blev, skal vi sige »krænket«, af sådan uden videre at blive gjort til Auschwitz-planlægger. Men kan jeg så også stille mig op og klynke med min krænkelse og kræve, at Bredsdorff klapper i? Naturligvis kan jeg ikke det. Men det er en sådan udvikling, Malik kortlægger i sin stærkt interessante bog – siden Rushdie har der med venstrefløjens bifald udviklet sig en krænkelseskultur , hvor allehånde grupper øver sig i at stille sig krænket an for derved at opnå forskellige fordele.
Maliks detaillerede analyse hviler på, at krænkelserne hverken er spontane eller reelle. I Rushdie-sagen varede det adskillige måneder, før protesterne blev orkestreret i et omfang, så de nåede over pressetærkslen – og det krævede et sammenbidt arbejde blandt forskellige britiske islamister. Formålet med protesterne var heller ikke at afværge krænkelser – næsten ingen af de »krænkede« læste faktisk bogen – men var dobbelt. For islamisternes vedkommende var målet politisk: at tilvende sig politisk magt ved at stå frem som lederskab for asiatiske indvandrere i England. Og for de menige deltagere var målet ikke religion, men identitet – mange af dem var ikke eller kun ganske lidt troende, men følte et kick ved at få serveret en krænkelse, der kunne give dem identitet.
Malik opholder sig perspektivrigt ved dette mærkelige og nære forhold mellem netop krænkelse og identitet: Som kilde til identitet kan krænkelsen blive så kær, at man reelt meget nødig vil undvære den.
Malik, gammel sækulær antiracist og venstrefløjsaktivist, garnerer sine analyser med egne oplevelser på nærmeste hold – som journalist og dokumentarist har han personligt interviewet folk fra mange forskellige grupper og sider i den britiske udvikling. Hans gamle kampfælle Hassan fra antiracismedagene i firserne møder han senere som nyvakt islamist – og en af Maliks mest slående analyser gælder, hvordan den multikulturalistiske politik i England har haft det som direkte konsekvens at trække indvandrere fra venstrefløjen og over i radikaliseret islam. Som sådan hævder han, at den britiske multikulturalisme er en del af den politiske elites forsøg på at stække den radikale venstrefløj ved at spille det religiøse kort – faktisk en politik på linje med USAs opdyrkelse af mujahideenerne i Afghanistan imod Sovjet. Og med samme konsekvens: Når først man har lukket reaktionær religion ud af buret, kan det være uhyre vanskeligt at få den derind igen.
KORTLÆGNINGEN af britisk multikulturalisme er aldeles interessant. Den er ikke resultat af pres nedefra fra kulturelle grupper – det er en politik indført ovenfra, der langt snarere skaber de grupper, den omhandler. Den udspringer af det senere nedlagte Greater London Council først i firserne, der ledtes af »Red« Ken Livingstone, senere Londons borgmester. Her var argumentet, at marginaliserede grupper skulle have del i samfundslivet, og det mente man, de ville få, hvis man definerede nogle lederskaber af grupperne, som man kunne forhandle med og tildele pengestøtte. Anti-racisme kom her til at betyde noget helt nyt: I stedet for kamp imod forskelsbehandling blev det pludselig til »bevaring af traditioner og kulturer«, ja, til det modsatte: dyrkelse af forskel!
Samme politik med udpegning af ledere af kulturelle grupper gentog sig i indvandrerbyer som Bradford og Birmingham – men det pikante er, at grupperne blev defineret religiøst. Men hvorfor i alverden skulle britiske caribiere føle sig særlig repræsenteret af præster, eller britiske sydasiater af imamer, som Malik – selv med indisk baggrund – spørger? Ved denne politik skabte og styrkede man reelt en række radikale præsteskaber, der fik politisk indflydelse, pengemidler til at åbne »community centers«, lokale aktiviteter og meget andet – og gennemførte således ovenfra og ned en reel »tribalisering« af Storbritannien.
Ved Labour-regeringens tiltræden i 1997 blev denne multikulturalisme også landsdækkende politik – og man overtog rådgivere fra Greater London Council, der fik det gjort til almindelig visdom, at folk som det Muslimske Broderskab og dets leder Al-Qaradawi var »moderate« (Qaradawi, der går ind for apostasiforbud (forbud mod at forlade sin religion), drab på homosexuelle, stening for utroskab og lignende). Samme år fik man skabt et politisk samarbejdsorgan – Muslim Council of Britain – der fik den radikale Iqbal Sacranie som leder (ham, der havde hævdet, at døden var for mild en straf for Rushdie) – ligesom islamisten Mockbul Ali blev regeringens chefrådgiver i muslimske spørgsmål. Således fik man radikal islamisme helt ind i Labour-toppen – medvirkende blandt andet til indførelsen af den strammede »hate speech«-lov i 2006.
Maliks lange række af konkrete exempler underbygger hans tese: at multikulturalisme aktivt skaber nye splittelser og mere uløselige problemer end dem, den skulle bekæmpe. Det er denne fejlslagne multikulturalistiske politik, der for Malik at se er en af de afgørende forudsætninger for radikal islams fremvækst.
TRIBALISERINGEN aflæser han af nye fænomener såsom de nye britiske racestridigheder mellem sorte og pakier, der i Maliks ungdom havde holdt sammen i antiracismebevægelsen, men som nu sættes op imod hinanden af multikulturalismen, der gør »identitet« vigtigere end fælles kamp mod dårlige forhold. Nu konkurrerer de kulturelle grupper om territorier og om de samme økonomiske midler i det multikulturelle tilskudssystem.
Absurditeten i denne figur, hvor man har brug for krænkelse for at danne sig en identitet, belyses kosteligt af en klage over en dokumentarfilm, Malik laver om provinsbyen Boston, hvor han blandt andet interviewer hvide indvandringsmodstandere. Det fører til en klage fra det racistiske British National Party, som hævder, at filmen udstiller hvide englændere som idiotiske, indavlede rednecks: »Det var både racistisk og stærkt krænkende for de filmede personer og for det hvide-angelsaksiske samfund selv.«
Som Malik kommenterer: Går man først ind på præmissen, at grupper har ret til beskyttelse imod krænkelse, så må dette jo også gælde grupper af hvide racister. Så må vi ergo heller ikke kritisere dem? Til overflod finder han, at BNP-tilhængerne og de radikale muslimer bruger nøjagtig samme sprog og argumentation: De føler sig »pisset på« og finder identitet i at »stand up for themselves«. Malik er en mester i at finde exempler, der illustrerer disse paradokser: Da Iqbal Sacranie selv bliver anklaget for hate-speech på grund af sine grove udfald mod homosexuelle, træder 22 protesterende imamer frem i Times og siger, »We cannot claim to live in a truly free and open society while we are trying to silence dissenting views.« (Vi kan ikke hævde at leve i et frit og åbent samfund, når vi prøver at undertrykke afvigende meninger.) – imamer hvoraf de fleste havde presset på for at få indført »hate speech«-indskrænkningen i ytringsfrihed, og som kræver Rushdies bog og de danske tegninger forbudt. For tilhængerne af indskrænkning af ytringsfriheden er det sjovt nok altid de andres ytringer, der skal indskrænkes, ikke deres egne.
Malik følger, hvordan ordet »racisme« er blevet udvidet til at dække næsten hvad som helst – hvordan skreddet fra at forbyde deciderede trusler til også at forbyde »hate speech«, fornærmelser og almindelig kritik undergraver ytringsfriheden.
Og hvordan multikulturalismen nu spejles i tilhængerne af »clash-of-civilization«-doktrinen, der hævder, at man skal gå ind for oplysningen, fordi den er vores kultur, fordi den er en særlig vestlig tradition, vi skal videreføre vendt imod de andre. Reelt en tribalisme, der er lige så tåbelig som multikulturalismen. Malik selv står, naturligvis havde jeg nær sagt, på oplysningen som universelt princip, hævet over de voksende stammestridigheder, som multikulturalismen fremavler. Et stort afsnit gennemgår ud fra dette perspektiv den danske »cartoon crisis« fra Kåre Bluitgen og frem til Tøger Seidenfadens famøse affærdigelse af Naser Khader i stammekategorier – at han ikke var nogen rigtig muslim.
Maliks indgående beskrivelse af britisk multikulturalisme følger udviklingen fra første parket og udgør en vigtig kortlægning af de intrikate reelle forhold – på afstand af den strøm af parfumeret snak, der udgår både fra de multikulturalistske eliter og de reaktionære præsteskaber, der nyder godt af subsidierne fra deres politik. Konklusionen: en svidende kritik af »krænkelsens kultur«, af den fjendtlighed, der »løber i multikulturel politiks dna« – og et stærkt forsvar for uindskrænket oplysning: ytringsfrihed uden MEN.

Weekendavisen 15.05.2009

Boganm: Kenan Malik: From Fatwa to Jihad