Gjesteskribent

Redaktør av nettportalen perlentaucher.de, Thierry Chervel, analyserer venstresidens forhold til Salman Rushdies Sataniske Vers, og kommer til en sørgelig konklusjon. På 20-årsdagen for fatwaen ble det sagt at bevisstheten om ytringsfrihet er blitt større. Det er en skjør bevissthet.

Chervels budskap er at venstresiden og mediene har bøyd seg for fatwaen. Islamistene har lykkes å opprette tabusoner: visse ting kan ikke kalles ved sitt rette navn.

Det sier seg selv at nederlaget er størst for venstresiden, som ser på seg selv som forsvarer av ytringsfriheten.

Man har lykkes å forkle underkastelsen med eufemistiske ord som «respekt», sier Chervel.

Rushdie var britisk-indisk og muslim. Han var mot hindunasjonalisme, rasisme i Europa og islamisme. Men han fikk merke at venstresiden viste en mye mer ettergivende holdning til islamistene, skriver Chervel.

Problemet med islamismen er at den, i motsetningen til nasjonalismer og rasismer, er universell: det gjør den mye farligere.

Det kom en ny runde da karikaturstriden blusset opp. Ayaan Hirsi Ali forsøkte å minne om dissidentene fra Øst-Europa og Sovjet, men ble avvist, for ikke å si diskreditert. Venstresiden har ikke akseptert islams dissidenter, men ser på dem med skepsis. Det ble illustrert nylig under hijab-debatten i Norge. De har måttet tåle å høre at de er illojale og bidrar til at muslimene marginaliseres. Dermed kommer de i et voldsomt krysspress.

Venstresiden har yndet å se på seg selv som den som har brutt tradisjoner og konvensjoner. Nå er de blitt forsvarere av tradisjoner og oppfatninger som er mer rigorøse enn noen kan huske. De har forsvart likhet og like rettigheter, men forsvarer nå likeverd mellom ulike kulturer og trosoppfatninger, uansett hvor undertrykkende de måtte være. Individet er igjen underkastet gruppen.

20 år efter fatwaen mod Rushdie holder islamismen Vesten i et fastere greb end nogensinde før – takket være venstrefløjen.

Af Thierry Chervel

Koranen er sandheden. Siger Koranen. Nej, Koranen er kun en historie, siger De sataniske vers. Romanen forråder denne sandhed. Den placerer den religiøse myte i en skæmteromans univers, hvor de guddommelige åbenbaringer til stadig omgestaltes efter skiftende politiske dagsordener. ‘Versene’ indskriver sig i det historisk betingede og peger selv på, hvordan myten blev fabrikeret.

Romanen blev skrevet, da postmodernismens nedbrydning af sandhedsbegrebet var på sit højdepunkt, og dette ser man afspejlet i dens labyrintiske virvar af mirakler, versioner og visioner. Men dens mål er åbenlyst at være blasfemisk.

Ayatollah Khomeini læste næppe romanen, men han var ganske klar over, hvor farlig den var for hans lære og handlede derefter. Som den tordengud, der er karikeret i romanen.

Den postmoderne kultur forudså ikke ayatollahens vrede. Var nogen epoke så fredelig som 1980erne? I årtiet før lagde 68-generationen an til verdenshistorisk saltomortale, for kun snart efter at lande med bagdelen i lærestole på universiteter med indbygget pensionsordning. Postmodernismen var en behagelig opvågnen fra de revolutionære griller. Efter ‘de store fortællingers død’ kunne de intellektuelle indrette sig i en hængekøje af relative sandheder, refleksive konstruktioner og ironiske allusioner og hygge sig med poststrukturalisme, systemteori, kønsstudier og deslige. Intet skulle tages alvorligt. Længe før Francis Fukuyama var livet posthistorisk.

Virkeligheden meldte sig tre blodige realitetschok – aidsepidemien, fatwaen og Murens Fald. Men foretrak de intellektuelle ikke at drømme videre?

Bange tyskere

Med truslen om at dræbe Salman Rushdie rettede fundamentalistisk islam , som mange indtil da blot havde set som en art dyster folklore i fjerne lande, sin tordenkile direkte imod Vesten.

Og Vesten blev skræmt: Reaktionerne i Tyskland er illustrative. Medier, som burde have værnet om truede værdier, reagerede med panik. Redaktør Arno Widmann fra die tageszeitung (taz) foreslog, at alle landsdækkende aviser gik sammen om at trykke første kapitel af De sataniske vers på forsiden.

Men Tysklands kulturredaktører gemte sig bag frakkeskøderne hos deres direktører, som henviste til bekymring for de ansattes sikkerhed. I sidste ende måtte taz gennemføre stuntet alene og tåle kritik i andre aviser for «at krænke Rushdies copyright», ligesom avisens modige forsvar for ytringsfriheden blev hånet som «selvhøjtidelig retorik». Akademie der Künste ville ikke gennemføre et højtlæsningsarrangement af romanen.

Det var som i skolegården, når en bølle tæver en mindre dreng: Tilskuerne retfærdiggør deres passivitet ved lede efter fejl hos offeret. Således også med Rushdie, hvor det nu blev påstået, at de demonstrationer, som fandt sted i Indien, Pakistan og Storbritannien før fatwaen udsprang af en snedigt tilrettelagt pr-kampagne. Flere var desuden misundelige på Rushdie, som havde fået et stort forskud for sin roman, og mente, at han derfor passende kunne betale for sin egen sikkerhed.

Moralske kujoner

Fatwaen var en censurakt, som har efterladt et dybt aftryk i vestlig offentlighed. Frygten er siden søgt rationaliseret med ordet ‘respekt’. Kunstnerisk leg med kristendommens symboler, diskurs og restriktioner har længe været del af vestlig kultur. Men at lege med islams symboler har været bandlyst siden fatwaen under demonstrativ påkaldelse af respekt. En gigantisk tabuzone er skabt og håndhæves igen og igen med vestlige intellektuelles medvirken.

Kirsten Harms, direktør for Deutsche Oper i Berlin aflyste en opsætning af Mozarts opera Idomeneo, fordi instruktøren havde placeret en række religiøse symboler – ikke kun for islam – i en lidt for provokerende scenografi. Ingen havde protesteret, alligevel aflyste Harms.

Næste eksempel: Uden nogensinde at forklare sig beordrede Peter-Klaus Schuster, generaldirektør for Berlins statslige museer, at Gregor Schneiders kabaa-lignende sorte kubus ikke måtte opstilles foran et museum i Berlin. Schneider fik siden lov at vise skulpturen i Hamburg, uden at himlen faldt ned af den grund.

At frygten kan blive selvopfyldende profeti så vi med Sherry Jones’ roman Medinas juvel. Efter en konsulentudtalelse fra ‘islamekspert’ Denise Spellberg trak forlaget Random House denne roman om Aisha, profetens mindreårige yndlingskone tilbage. Derpå udsendte Martin Rynja fra det lille britiske forlag Gibson Square romanen, og hans kontorlokaler blev behørigt stukket i brand. Før Random House trak sig, havde der ikke været spor af røre om den roman. Som den britisk-indiske forfatter Kenan Malik bemærker, så «fremelsker» denne type respekt præcis de monstre, som den vil pacificere.

Også i forhold til de danske Muhammedkarikaturer reagerede de vestlige medier som moralske kujoner. CNN og BBC pixelerede tegningerne, som var de børnepornografi eller islamistisk snuff. I Tyskland var det kun Die Welt som turde trykke tegningerne tydeligt, mens Der Spiegel formindskede dem til pasfotoformat. Og dog var tegningerne ikke fornærmende over for islam . De var snarere selvironiske reflektioner over karikaturtegnernes frygt for nøjagtig de reaktioner, som fulgte.

Upopulær pointe

Alt dette viser, at tabuzonens grænser har udvidet sig siden fatwaen. På højdepunktet af Muhammedkrisen kom den hollandske politiker Ayaan Hirsi Ali til Berlin for at forsvare tegnernes ytringsfrihed. Som islam -dissident henviste hun til de østeuropæiske dissidenters eksempel, som var med til at udløse Murens Fald.

Hendes pointe blev ikke værdsat. I 2004 myrdede en ung ekstremist Theo van Gogh, som sammen med Hirsi Ali havde lavet filmen Submission. Bouyeri, som ekstremisten hed, stak en dolk i van Goghs bryst, hvortil var fæstnet et budskab: «Jeg ved, åh Ayaan Hirsi Ali, at du går din undergang i møde/Jeg ved, åh vantro fundamentalist, at du vil gå under.»

Budskabet blev forstået. Skribenter som Ian Buruma og Timothy Garton Ash samlede det op og sidestillede ‘Oplysningens fundamentalister’ med islamiske fundamentalister. Ash kom siden på bedre tanker, men tilbage stod, at Hirsi Alis modstandere insisterede på, at hendes aktiviteter var modproduktive, at hendes uforsonlighed drev muslimerne op i en krog, at hendes fornægtelse af den islamiske tro betød, at hun ikke længere kunne være repræsentativ for indvandrermiljøer og dermed ej heller kunne bidrage til muslimers integration i de vestlige samfund. Hirsi Ali blev truet med at få frataget sit statsborgerskab. Hun søgte i til USA, hvorefter Hollands regering ophørte med at betale for hendes sikkerhed. Kassandra bor her ikke længere. Gud er stor.

Den europæiske venstrefløj fældede ingen tårer for hende, ja havde længe hængt hende ud som nyttig idiot for reaktionære kræfter. Hirsi Ali fandt aldrig et hjem på den progressive venstrefløj – en frapperende parallelskæbne til de østeuropæiske dissidenter under kommunismen.

Også Rushdie måtte sande, at han havde forregnet sig. Selv havde han i sine Sataniske vers opfattet kampen imod racisme i Storbritannien, hindunationalisme i Indien og islamisme som del af samme venstrefløjsprojekt. Men islamismen har en universel fremdrift, som gør den farligere end det blotte fremmedhad. Alligevel kæmper venstrefløjen hellere imod islamdissidenter end mod islamismen.

Pludselig tavs

Omvurdering af alle værdier eller forvrængning hinsides enhver genkendelighed? I konfrontationen med islamismen har venstrefløjen svigtet sine principper. I gamle dage stod den for at bryde alle bånd til konventioner og traditioner over, men i islams tilfælde genindsætter den disse i multikulturalismens navn. Venstrefløjen er stolt af sin kamp for kvinderettigheder, men i forhold til islam ser gerne den gennem fingre med tørklædetvang, arrangerede ægteskaber og hustruvold.

Venstrefløjen stod engang for lige rettigheder, nu prædiker den retten til forskelle – og således til forskellige rettigheder. Den forfægter ytringsfriheden, men når det gælder islam , bliver den ulden i mælet af forlegenhed. Den støttede engang rettigheder for homoseksuelle. Den forholder sig nu tavs om islams tabu mod homoseksualitet.

Vestens lange og nødvendige selvrelativeringsproces fra udgangen af den koloniale æra, som blev promoveret af den strukturalistiske og postmodernistiske tænkning, endte i kulturrelativisme og kriterieløshed. Rushdies Sataniske vers viste, at Oplysningen ikke en sti, der fører til gold fornuft. Romanen er spækket med gåder og undere, proppet med symboler og postmodernistisk lir. Farverig som en pakistansk bus er den en kvik, inspireret og ekstremt ambitiøs frigørelsesakt.

I dag må vi skælve over dens frækhed. Profeten kaldes Mahound. Muhammeds 12 koner afspejles i 12 prostituerede i et bordel. Ikke blot Oplysningen, fortæller den os, men også blasfemi fører menneskeheden ud af selvforskyldt umyndighed. Romanen insisterer på, at vi kan køre på cykel uden støttehjul. Denne roman, skrevet af en indvandrer, opfordrer Europa til at besinde sig på sig selv.

Men Europa vil ikke lytte.

Thierry Chervel er redaktør for kulturportalen Perlentaucher

Opprinnelig trykt i tagesspiegel og Information