Gjesteskribent

Av Jens-Martin Eriksen, forfatter

Under Den Kolde Krig tog PEN ikke hensyn til nogen følsomhed i Kreml eller hos DKP. Da Salman Rushdie blev truet, støttede man uden problemer en meningsfælle på venstrefløjen. Men da kampagnen blev organiseret mod Jyllands-Posten, blev PEN og især venstrefløjen for alvor udfordret på sine politisk-liberale principper: man skulle støtte sin politiske modstander, skriver kronikøren.

Her knapt fire år efter offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten publicerer dansk PEN en antologi om religionskritik og blasfemi. Man kan måske synes det er lovligt sent at komme på banen for en forening, der har som sit formål at kæmpe for ytringsfriheden i både Danmark og over alt i verden, men det har sine grunde.

Det er kendt, at sagen har splittet foreningen, at den aldrig rigtig har fundet sine ben i det, man har opfattet som et skisma mellem på den ene menneskeretten til ytringsfrihed og så på den anden side hensynet til det, der er blevet lanceret som «religiøs følsomhed».

Det er noget helt nyt, som hverken forfattere i særdeleshed eller offentligheden i almindelighed overhovedet havde kendskab til eksisterede som et seriøst problem under den Kolde Krig, hvor PEN spillede en vigtig rolle i forhold til overgreb fra totalitære regimer og undertrykkelsen af ytringsfrihed. Ingen tog hensyn til nogen som helst form for følsomhed i SUKP’s centralkomité eller hos DKP, når man kritiserede overgreb mod dissidenter. Heller ikke når disse blev straffet med den begrundelse, at de havde «bagvasket Sovjetunionen».

Det var ganske enkelt ikke en handling, som man kunne antage skulle indebære et kriminelt forhold. Det var højst noget, der afslørede et totalitaristisk styres sekteriske selvopfattelse og det forhold, at man ikke havde nogen som helst forståelse af retten til ytringsfrihed.

Men heller ikke i revolutionsåret 1989, hvor totalitarismen faldt og Rushdie-sagen kom på dagsordenen med den statslige iranske dødstrussel mod forfatteren, var følsomhed – religiøs eller ej – en dimension, som formåede at tiltrække sig seriøs opmærksomhed. Heller ikke selv om ayathollaen angreb «De sataniske vers» for at være blasfemisk og krænkende overfor dogmer i islam.

Det kan skyldes det forhold, at truslen dengang kom fra en religiøs stat, der allerede var kendt for politiske mord på også venstreorienterede dissidenter og afvigere. Og at truslen var begrundet i en roman, som man dengang som noget ret nyt fandt «krænkende» overfor staten Irans ideologiske grundlag. Desuden var truslen rettet mod en forfatter med indisk-muslimsk kulturbaggrund, og med et holdningsmæssigt engagement i anti-racisme og venstrefløj. Det var med andre ord ikke svært for venstrefløjen, heller ikke den kulturelle venstrefløj, som overvejende tegner PEN (i hvert fald i Danmark) at finde sine ben i den konflikt.

Senere er det blevet mere indviklet for PEN. Med JP-sagen (karikaturstriden) for fire år siden var det således en anden konstellation af modstandere. Her var det danske islamister, som man desværre på venstrefløjen har accepteret som mere ædle muslimer, der med international støtte fra OIC-landene (Organisation of The Islamic Conference) rettede deres krænkelseskampagne mod en borgerlig-liberal avis. Og ikke mod et kunstnerisk udtryk, men et polemisk udtryk som karikaturtegningerne. Der blev således tilføjet nye dimensioner i krænkelsestemaet, der gjorde, at det blev accepteret, og først fra dette øjeblik begynder man på venstrefløjen at overveje ytringsfrihedens almene gyldighed.

Det polemiske udtryk overtræder tilsyneladende et internt muslimsk forbud mod billedgørelse af en hellig skikkelse som profeten. Dette forbud, hævder den part, der mener sig krænket nu også at andre end de selv skal respektere. Desuden dramatiseres en række biomstændigheder, så som det forhold, at de angivelige krænkere er etnisk danske overfor de angiveligt krænkede, der er etniske indvandrere. Og dermed kan man promovere et angiveligt racismetema i kampagnen. Og den immuniserende kraft, som en roman måtte have haft overfor beskyldninger mod tabuoverskridelse, er heller ikke længere til stede. Her i JP-sagen er der med tegningerne tale om rene, eksplicitte og for så vidt meningskonventionelle ytringer. De er ikke indflettet i en større og kompliceret kunstnerisk sammenhæng. Det gør tilsyneladende hele forskellen. Eller næsten.

Det spiller muligvis også ind, at i Rushdies tilfælde, der drejede det sig om at alliere sig med en meningsfælle på venstrefløjen mod en terroristisk stat. I JP-sagen får man valget mellem at støtte sine borgerlige modstandere, som oven i købet har regeringen i ryggen, mod islamistiske talsmænd, der dels insinuerer, dels beskylder JP for at have racistiske intentioner med vanhelligelsen af det muslimske forbud. Og dette dilemma får man vanskeligt ved at håndtere.

På den ene side kan man ikke give køb på ytringsfriheden, og da slet ikke i en forening, hvis formål det er at promovere ytringsfriheden. På den anden side ser man sig fanget i et taktisk spil, hvor man opfatter det sådan, at det borgerlige JP udfordrer ikke blot islamistiske fundamentalisters anti-liberale dogme, men også et dogme, der er bredt respekteret blandt alle muslimer, og som man nu vil hævde skal gælde for også ikke-muslimer. Ellers kan man ikke leve fredeligt sammen i Danmark, hævder man.

Insinuationerne om racisme overfor et mindretal i befolkningen og ufølsomhed overfor et dogme, der ganske vist ikke er forenligt med det liberale demokrati, spiller også ind, og tankefiguren «ytringsfrihed, men . . .» er født. Konklusionen bliver dog, at man forsinket og kun med besvær får udsendt en forkølet støtte til folkene på JP og tegnerne overfor de trusler, de er oppe imod. PEN bliver splittet. Nogen melder sig ud. Andre bliver og vil fastholde foreningen på ytringsfriheden, og andre igen vil ændre den til en forening, der skal moderere ytringsfriheden. Og helt udenfor nummer, så dannes der en konkurrerende forening af bl.a. folk, der nægtes optagelse i PEN, Trykkefrihedsselskabet, der sætter sig helt udenfor PEN’s dilemma. De har efter foreningens opfattelse ikke noget at gøre i PEN, idet de promoverer «hatespeech» overfor muslimer. Og gør man det, har man jo gjort sagen let for sig selv, idet der ikke længere er noget dilemma at tage hensyn til, ingen religiøs sensitivitet.

Et nøgternt blik på skriverier i denne nye forenings regi afslører dog, at «hatespeech» definitionen må have undergået en vis inflation. Disse nye bannerførere for ytringsfriheden er for en stor dels vedkommende ganske vist højrekulturalister, altså med irrationel animositet mod alle islamiske kulturtræk. Men at reducere al kulturalisme til hatespeech, er at gøre det for let for sig selv. Det er måske også en beskyldning, der er fremprovokeret af, at man fra PEN’s side gerne vil slippe ud af sit selvpåførte dilemma mellem hensynet til ytringsfrihed og hensynet til hellige, men anti-liberale dogmer hos nogle blandt et mindretal i befolkningen.

Det er indlysende, at Trykkefrihedsselskabet samler folk, som har et højrekulturalistisk udgangspunkt, mens PEN samler folk med et overvejende venstrekulturalistisk udgangspunkt, hvor vægtningen af ytringsfrihed har en stærk tendens til at forsvinde i det taktiske politiske spil. Derfor har man så nu i realiteten to politiske partier. PEN mobiliserer sig bredt bag venstrefløjen og Trykkefrihedsselskabet bag Dansk Folkeparti. Og det er, som man kan se, en situation, der afspejler det større politiske billede i Danmark.

Spørgsmålet til PEN er derfor i lige så høj grad et spørgsmål til venstrefløjen: hvor længe har man tænkt sig at promovere denne politisering af menneskerettighederne? ‘

Man har allerede forsøgt sig med religiøst begrundede lovindgreb mod ytringsfriheden i Storbritannien og Norge.

Men forslagene faldt begge steder, fordi besindige socialdemokrater kom på bedre tanker og saboterede disse venstrekulturalistiske misforståelser. For i det omfang, hvor religiøse dogmer og skikke kommer på kollisionskurs med det liberale demokrati og menneskerettighederne, da er det religionen der må reformeres – ikke demokratiets principper.

Der er plads til alle, men ikke gudernes love.

Jens-Martin Eriksen er skjønnlitterær forfatter, og har blant annet skrevet romanene «Vinter ved daggry» om de europeiske borgerkriger i 90’erne og «Timernes bro» om reiser i Cambodia. Sammen med Frederik Stjernfelt har Eriksen også skrevet reise- og essaybøkene: Hatets anatomi, Krigens scenografi og Atskillelsens politikk.

Artikkelen Ytringsfriheden under pres i PEN ble første gang publisert 24. august 2009 i Jyllandsposten, og er gjengitt i sin helhet på document med forfatterens vennlige tillatelse.

Les gjerne Kjell Madsens anmeldelse av Atskillelsens politikk hos Minerva.