Gjesteskribent

jodeaksjonene.gif

Flemming Rose var i sin tid Moskva-korrespondent og lærte de sovjetiske dissentere å kjenne. Det åpnet øynene hans og lære ham i praksis hva kamp mot undertrykkelse betyr. Rose kjenner lusa på gangen når han møter sensuren i form av religion. Der hvor andre nøler, skjærer han igjennom.

Det er idag konvensjonell visdom at kampen for ytringsfrihet er vunnet. Man skal bare ta litt hensyn siden vi lever i en global verden. Rose viser at religionenes tilbakekomst truer ytringsfriheten på samme måte som kommunisme og nazisme. Da som nå sier opportunister og pragmatikere at det er «provokatøren» det er noe i veien med. Karikaturtegnere som Hans Bendix og Ragnvald Blix ble møtt med samme argumenter som Lars Vilks idag: Er det nødvendig å provosere? Vi trenger Tyskland som eksportmarked, og fordi det er Sentral-Europas sterke makt.

Det inntreffer noe merkverdig når totalitære bevegelser rører på seg og slynger ut bannbullen: Bevegelsene føler seg krenket. Det gjorde Tyskland også i 30-årene. Man reagerte feks. sterkt på eksil-tyskernes politiske virksomhet i Storbritannia og Frankrike. Landenes regjeringer fikk høre at deres aktivitet var en belastning. Og mange mente at disse flyktningene burde ligge lavt og ikke provosere. De samme psykologiske mekanismer er i sving idag. Irritasjonen og frustrasjonen retter seg mot Lars Vilks, ikke de som angriper ham.

I et større perspektiv gjentas dette i forhold til og jihadismen. USA får skylden for økt terrorfare. Man neglisjerer at terrortrusselen eksisterte lenge før 911. Da begynner argumentasjonen å ligne selvmord. Men faktum er at disse selvmotsigende resonnementene er høyst levende i mediene:

Om Tegninger og Terror, skriver Flemming Rose i Jyllands-Posten 20 september 2007:

Er der en forbindelse mellem tegninger og terror? Det indtryk kan man få, når man følger mediernes dækning af de seneste terror-arrestationer i Danmark. I den forgangne uge skrev New York Times ligefrem, at Jyllands-Postens Muhammed-tegninger havde »opildnet til voldelige og tilmed dødelige protester i andre lande«, og alt fra meningsmagere til politikere og terroreksperter gentager nærmest pr. automatpilot, at det skærpede trusselbillede mod Danmark skyldes profettegningerne. Det er en farlig og bagvendt logik, for den indebærer, at man vurderer folks handlinger i lyset af den reaktion, de fremkalder, uanset hvor horribel den måtte være. Det svarer til voldtægtsofret, der bliver spurgt, hvorfor hun bar kort nederdel på diskoteket fredag aften. Underforstået: hun var nok selv lidt ude om det.

Den påståede forbindelse mellem terror og tegninger indskriver sig i en ikke just agtværdig tradition for, hvordan borgere, medier og institutioner i et demokrati forholder sig til totalitære impulser og intimidering. I dagens KulturWeekend fortæller vi om danske Magnus Kjeldgaard, hvis satiriske fotomontager i 1930’erne og 1940’erne med Hitler, Stalin og Franco i hovedroller i den grad opildnede til vold og protest. Herhjemme kritiserede statsminister Thorvald Stauning i 1933 tegneren Hans Bendix for at være alt for skarp i sine anti-nazistiske streger og kommentarer i det satiriske magasin Aandehullet, for det var – som Stauning formulerede det – vigtigt at bevare neutraliteten. Aandehullet måtte lukke efter tre numre.

Den samme form for selvcensur og intimidering fandt sted under Den Kolde Krig. Det hed sig, at man endelig ikke måtte udfordre Sovjetunionen, for tænk nu, hvis de blev fornærmede i Kreml. Systemkritikere som Andrej Sakharov og Aleksandr Solsjenitsyn blev opfattet som farlige provokatører, der undergravede stabiliteten mellem øst og vest. En dansk diplomat erklærede i fuldt alvor, at det ville være en katastrofe for Europa, hvis man bag Jerntæppet fik for mange typer som den polske fagforeningsleder Lech Walesa, der insisterede på sine medborgeres ret til frihed.

Det samme gentog sig under Rushdie-affæren i 1989, da mange i Vesten klandrede forfatteren for at have krænket muslimers religiøse følelser. Derfor var han selv ude om det, da han efter dødstrusler måtte gå under jorden. Forløbet i Muhammed-sagen ligner til forveksling.

De psykologiske mekanismer er ens, hvad enten det drejer sig om islamister, nazister eller kommunister. Når totalitære regimer og bevægelser påstår, at de føler sig krænkede og derfor fremsætter trusler og intimiderer, så retter foruroligende mange borgere i et demokrati fingeren mod dem, der påstås at have udløst truslerne. Hvis ikke I havde offentliggjort de tegninger, havde der ikke været en terrortrussel; hvis ikke Rushdie havde skrevet «De sataniske vers», ville der ikke have været spændinger mellem Iran og Vesten; hvis ikke Walesa havde udfordret de gamle mænd i Kreml, ville vi have undgået en skærpelse af øst-vest konflikten i begyndelsen af 1980’erne.

Den påståede forbindelse mellem tegninger og terror halter også på et andet punkt. Storbritannien er som bekendt det eneste europæiske land, hvor større aviser ikke genoptrykte Muhammed-tegningerne, men ikke desto mindre er landet det mest udsatte, når det gælder den islamiske terrortrussel. Så kan man jo indvende: Jamen, Storbritannien var med til at invadere Irak. Rigtigt, men hvis det er kriteriet, hvorfor er Tyskland så genstand for terrortrusler, når landet ikke var med i Irak og heller ikke har haft en Muhammed-sag?

Svaret er enkelt: Totalitære regimer og bevægelser definerer ikke deres fjender på baggrund af, hvad fjenderne gør, men hvem de er. Sådan var det for kommunisterne, fascisterne og nazisterne, og sådan er det for islamisterne. De vil grundlaget for vores liberale demokratier til livs: religionsfriheden, ytringsfriheden, det parlamentariske demokrati, adskillelsen af politik og religion og alt det andet, der gør os til, hvem vi er. Det burde man måske tænke på, næste gang man peger på forbindelsen mellem tegninger og terror.