Gjesteskribent

Robert Irwin er orientalist, en av dem Edward Said har stemplet som mental kolonialist. Det er 30 år siden Saids bok Orientalism utkom. Den har oppnådd stor utbredelse og innflytelse, ikke minst på «lavere nivå», blant studenter og en politisk-kulturell elite som liker å oppfatte seg som moderne og progressiv. Men faglig er Said for lengst «debunked» sier Irwin. Hans bok var en blindgate, et sammensurium som det ikke gikk an å bygge videre på.

På kort tid er det kommet tre bøker som tilbakeviser Said. Irwins egen Lust of Knowing, Ib Warraqs Defending the West: A Critique of Edward Said’s Orientalism og Daniel Martin Variscos Reading Orientalism: Said and the Unsaid.

Men fortsatt har Said en posisjon, ikke minst fordi han har bidratt til å skape det som omtales som det politisk korrekte: Orientens problemer henger sammen med Vestens mentale imperialisme.

Irwins bok er oversatt til dansk Af begær efter viden: Orientalisterne og deres fjender. I den anledning er han intervjuet av Flemming Rose.

Afskyr fortiden

Hvad er det ved Saids bog, du ikke kan lide?

»Jeg er middelalderhistorier, mens han hader Middelalderen. Han afskyr i det hele taget fortiden, han ejer ikke evnen til at leve sig ind i andre tider.
Han lyver om europæiske romanforfattere og fordrejer deres værker, jeg er romanforfatter med stor sympati for nogle af dem, han hænger ud i sin bog. Endelig er jeg også orientalist, og hans bog er en lang og vedholdende polemik mod mit fag, så jeg må spørge: Er der overhovedet noget at bryde sig om i Saids bog?«

Er der?

»Næh. Den er skrevet alt for hurtigt og skødesløst. Det vrimler med trykfejl og forkerte stavninger af navne. Det er en ekstremt polemisk bog, og gennem tiden er der skrevet mange polemiske bøger for eller imod islam og den muslimske verden, men ingen er blevet taget alvorlig på samme måde som Said.«

Stor succes

Hvorfor blev Saids bog så stor en succes? Den er oversat til mindst 36 sprog, heriblandt dansk.

»Den blev opfattet som moderne, smart og med på noderne, da den udkom. Den bekendte sig til populære venstreintellektuelle, og så appellerede den til alle dem i Vesten, der led af skyldfølelse efter kolonitidens afslutning, især i Frankrig og Storbritannien.
Vi vrider vores hænder og beklager alt det onde, vi har gjort i Mellemøsten, men der er også en mere prosaisk, psykologisk forklaring på Saids succes. Tænk på alle de studerende, der har siddet med deres dødssyge afhandlinger om litteratur og imperium, og så gennem læsning af Said er blevet grebet af en følelse af at være engageret i en vigtig sag.
De er med til at afsløre en skjult imperialisme og derigennem deltager de i palæstinensernes frihedskamp. De føler sig pludselig del af noget stort, mens de i virkeligheden har siddet og fedtet med søvndyssende afhandlinger, som ingen interesserer sig for .«

Andre får skylden

Ibn Warraq påstår i sin bog, at Said har lært araberne kunsten at have ondt af sig selv. Said har givet dem argumenter for at give alle andre skylden for deres egne problemer, og det har ifølge Warraq været direkte skadeligt for muslimerne i den arabiske verden. Er du enig?

»Ikke helt. Jeg kan godt lide Warraqs bog, men han overdriver arabernes mangel på selvkritik.
Noget af den mest velformulerede kritik af Saids bog kommer fra den syriske filosof Sadik al-Azm, som har skrevet flere bøger om, hvad der er galt med islam og de arabiske samfund. I det hele taget har der været mange muslimske kritikere af Said.
Muslimerne i den arabiske verden er kritiske i en nærmest kedelig og forudsigelig grad. Arabiske romaner hudfletter de politiske regimer, peger på, hvad der er gået galt med den palæstinensiske bevægelse, er oprørte over den korrupte overklasse.
Der er mange ting galt med de arabiske samfund, og det ved araberne godt, så her synes jeg, at Warraq tager fejl.«

Gode folk i vanry

Hvor meget skade har Said gjort?

»Ikke så meget når det gælder vores fag, selv om han har bragt gode folk i vanry. Sagen er, at forskere ikke kan bygge videre på Saids tanker. Der er nemlig ikke noget at bygge på. Det er en blindgyde.«

Hvad med humaniora i bred forstand?

»Her har hans indflydelse været stor især inden for litteraturstudier og kulturstudier. Han har gjort det svært for vesterlændinge at sige noget kritisk om islam og den arabiske verden. Det kan man ikke, for så risikerer man at blive hængt ud som orientalist, dvs. som racist, imperialist og andre frygtelige ting.«

Muhammed-tegningerne

Man kan ikke sidde over for en mand som Robert Irwin uden at blive grebet af nysgerrighed efter at høre hans syn på Muhammed-sagen. Så jeg beder ham afsløre, hvad hans råd til redaktøren havde været, hvis han var blevet ringet op den 29. september 2005, dvs. dagen før offentliggørelsen af de famøse tegninger.

»Ha, ha,« kommer det tørt. »Jeg er den forkerte mand at spørge.«

Hvorfor, du er jo ekspert i islam og den muslimske verden.

Karakteristikken får Irwin op i det røde felt.
»Jeg bryder mig ikke om at blive kaldt islam-ekspert, punktum. Jeg ved noget om udvalgte områder inden for islam og den muslimske verden. Der findes ingen, som er eksperter i islam som sådan. Det er sludder og vrøvl.«

Og så fortæller Irwin en historie, der skal illustrere, at han ikke er den rette til at rådgive om trykning af Muhammed-tegninger og anden blasfemi.

Sagen Rushdie

»Jeg anmeldte Salman Rushdies roman De sataniske vers i begyndelsen af 1989. Det faldt mig slet ikke ind, at den kunne forårsage så meget ballade. Det gjaldt i øvrigt alle anmeldere på nær en enkelt.
Jeg mødte på det tidspunkt Rushdie til en reception hos hans agent i London. Og jeg fortalte ham, at jeg havde anmeldt romanen ret positivt. Hans reaktion var: Herligt, det vil fremme salget i Indien.
To uger senere fulgte fatwaen mod Rushdie, han måtte gå under jorden, og bogen blev forbudt i Indien.
Hvis jeg skulle trække på erfaringen fra den gang i sagen om tegningerne, ville jeg nok sige: Du vil få ballade, men offentliggør dem og tag skraldet.«

Så du forholdt dig slet ikke til de blasfemiske passager i Rushdies roman?

»Nej, men da jeg som historiker har studeret den islamiske civilisation, drøftede jeg doktrinen om annullering af steder i Koranen, altså hvilke dele af Koranen, der kan annullere andre.
Et sted i den hellige skrift tales der positivt om vin, men det ophæves af to andre steder i teksten. Nogle steder i Koranen synes Muhammed at vise ærefrygt over for hedenske guder, men andre steder annulleres det.
Som romanforfatter var mit indtryk, at Rushdie havde skabt en fiktiv islam. Han insisterede jo ikke på, at det var den virkelige islam, han fremstillede, og jeg mener, at man som forfatter har frihed til den slags.«

De religiøse følelser

Mange taler for , at vi alle bør vise mere hensyn til folks religiøse følelser. Hvad mener du?

»Under Rushdie-sagen blev lederen af den største buddhistiske organisation i Storbritannien spurgt, hvordan buddhister ville reagere på blasfemi, og han svarede: Vi støtter det, for det får folk til at tænke.
Det var godt sagt. Jeg ved ikke, hvordan man skal reagere, men det slår mig, at Muhammed i stigende grad bliver tildelt en guddommelig status, som han ikke har i oprindelig islam. Muhammed er ingen gud. Han er et menneske, der begår fejl, og det fremgår i øvrigt også af de autoriserede beretninger om hans liv.«

Fakta: Robert Irwin
* Født i 1946.
* Studerede middelalderhistorie ved Oxford University og er elev af den kendte islam-ekspert Bernard Lewis.
* Droppede i 1977 en akademiske karriere for at hellige sig sin forfattergerning.
* Har siden skrevet flere romaner og fagbøger om den islamiske verden, heriblandt The Arabian Nightmare (1983),
The Limits of Vision (1986), Islamic Art (1997) og
Satan Wants Me (1999).

Fakta: Bøger om islam
Robert Irwin anbefaler fire bøger til dem, der ikke er eksperter, men gerne vil lære noget om islam.
* Francis Robinson: The Atlas of the Islamic World Since 1500 (1982).
* Roy Mottahedeh: Profetens kappe: Lærdom og magt i Iran. Vandkunstens forlag (2005).
* Andrew Rippin: Muslims: Their Religious Beliefs and Practices (3. udgave, 2000).
* Martin Lings: A Sufi Saint of the Twentieth Century (1993)

* Er i gang med at skrive efterfølgeren til Begær efter viden, som kommer til at handle om kunstnere og romanforfatteres fremstilling af Orienten.

Les også

-
-
-
-