Gjesteskribent

Ibn Warraq, mannen bak «Hvorfor jeg ikke er muslim», kommer med to nye bøker i høst. En av dem er et oppgjør med Edward Saids innflytelsesrike bok «Orientalism». I et intervju med Flemming Rose sier Warraq at det går en rød tråd fra Saids orientalisme til dagens anklager om islamofobi mot dem som kritiserer islam og muslimer.

Men først forteller Warraq en morsom historie: han er fra en muslimsk familie i India, som dro til Pakistan ved delingen i ’47. I Pakistan ble man oppdratt til å identifisere seg med Midtøstens kultur, hvilket var latterlig og ødeleggende da pakistanerne er indere som har konvertert til islam, sier Warraq. All arabismen bare forvirret. Warraq har «sett gjennom» disse falske forestillingene, og det må ha vært denne opprørstrangen som brakte ham på kibbutz i Israel. Han kom fra kostskole i Storbritannia, og fellesskapet på kibbutzen var en opplevelse.

Da den israelsk-arabiske Seksdageskrig brød ud i juni 1967, satte Ibn Warraq sig i forbindelse med den kibbutz, han havde boet i året før. Det halve år i Israel havde været som en ferie, en lykkelig tid, og den 20-årige studerende ønskede at hjælpe sine nye venner i Mellemøsten. I kibbutzen havde den unge mand for første gang siden afrejsen fra Pakistan til Storbritannien i midten af 1950’erne følt sig som del af et tæt fællesskab, og det var gået op for ham, hvor meget han havde savnet at have en familie, mens han gik på kostskole i England.
»I Kibbutzen ville de hejse et flag, hvorpå der stod «den første muslimske frivillige», men det gjorde mig ked af det, for jeg havde jo ikke meldt mig, fordi jeg var muslim,« siger Ibn Warraq.
»Jeg havde ikke lyst til at deltage i krigshandlinger, for jeg ville ikke være med til at slå nogen ihjel, så jeg endte med at melde mig som ikke-kæmpende frivillig, men jeg kom aldrig af sted, fordi så mange jøder selv meldte sig, og de kom i første række,« tilføjer han.

Warraq har bodd i USA siden 2004. Flemming Rose treffer ham på en cafe i West Hollywood. Som kjent er Warraq et pseudonym. Han ønsker ikke belastningen ved å stå frem, a la Rushdie. Selv ikke Warraqs bror, som bor i Zimbabwe, vet at han er en av verdens mest kjente islam-kritikere.

Warraq mener det er helt nødvendig at islam gjennomgår den samme fase av løsrivelse og kritikk som kristendommen. Her betyr tekstkritikk mye, for å vise at også Koranen er et historisk produkt. Om dette skriver han i «Which Koran? Variants, Manuscripts, And the Influence of Pre-islamic Poetry». Den andre boken heter «Defending the West: A Critique of Edward Said’s Orientalism». Saids bok er en av de mest innflytelsesrike bøker innen akademia de siste tiår. Den ga ideologisk legitimitet til å legge skylden på Vesten for Midtøstens elendighet. Siden spørsmålet om «orientalisme» var et fortolkningsspørsmål, og ingen sto nærmere til å fortolke enn de som levde i Orienten, var begrepet et våpen som kunne brukes etter behov. Akkurat som spørsmål om diskriminering og såret black stolthet kunne brukes til selvhevdelse og aggresjon i USA, kunne anklagen om orientalisme brukes i forholdet mellom Midtøsten og Vesten. Derfra gikk metoden over til muslimer, som kunne hevde seg krenket.

Said ga denne holdningen og metoden en akademisk legitimitet. Han var dessuten kristen palestiner, oppdratt i Egypt, og underviste ved Colombia-universitetet i New York.

Den afdøde amerikansk-palæstinensiske intellektuelle Edward Saids bog «Orientalism» fra 1978 er det måske mest indflydelsesrige værk inden for de humanistiske videnskaber gennem de seneste tre årtier. Said påstod, at Vestens billede af Mellemøsten var fordrejet og fordomsfuldt takket være 200 års koloniherredømme og racisme. Saids tanker har aflejret sig overalt på universiteter i Vesten, hvor man studerer fremmede kulturer, og «Orientalism» har gennemsyret vestlige opfattelser af Den tredje Verden med skyldfølelse, selvkritik og fornægtelse i en grad, at studiet er blevet reduceret til et spørgsmål om magt og fordomme som styrende for al erkendelse.
Det er denne fortælling, som Ibn Warraq, der er født i Indien af muslimske forældre og opvokset i Pakistan, tager et sønderlemmende opgør med i sin nye bog. Warraq piller Saids tese fra hinanden; han mener, den er spækket med fejl, tendentiøse fortolkninger og historiske misforståelser, som ville få en førsteårsstuderende til at rødme. Warraq dokumenterer, hvordan Vesten siden det gamle Grækenland har haft en iboende sans for tage imod ikke-vesterlændinge med åbne arme, og ifølge Warraq har Vesten generelt været åben over for fremmede ideer.

Fejl på fejl

Hvorfor har du skrevet denne bog om Said?
»Jeg købte «Orientalism», da den udkom i 1978, men den havnede på bogreolen, og det var først små 20 år senere, at jeg gav mig til at studere den grundigt. Jeg troede ikke mine egne øjne, så meget nonsens indeholdt den. Said modsiger sig selv fra den ene side til den anden. Jeg skrev et hurtigt essay, som jeg siden udvidede, og det er med i bogen.«
Hvad er det for fejl, Said begår?
»Jamen, der er ingen ende på dem. Et sted siger han, at orientalisterne, altså forfattere med vestlig baggrund, der skriver om Østen, tilegnede sig reel viden om regionen, men han skelner ikke mellem specialister, rejseskribenter eller dilettanter. Andre steder hævder han modsat, at alle orientalisters viden om Østen grundlæggende var falsk og fordomsfuld. Samtidig er han af den opfattelse, at der ikke findes nogen endegyldig sandhed. Men hvis han virkelig mener det, hvordan kan så klage over, at netop orientalisternes værker skulle være usande?«
Er der andre eksempler?
»Masser. Said gør opmærksom på, at de vestlige imperialister i Mellemøsten styrede regionen ved hjælp af den viden, som orientalisterne havde tilegnet sig, men hvordan skulle de dog på nogen måde kunne gøre det, hvis orientalisternes viden var af så ringe kvalitet? Desuden peger Said på, at orientalister og imperialister i fællesskab bærer ansvaret for de ulykker og forbrydelser, der blev begået, men hvis man tager de vigtigste og største orientalister, eksperter i Mellemøsten og islam, så var de tyskere, og tyskerne havde ingen kolonier i Mellemøsten, de var ikke imperialister.«

Budbringeren dømmes ude

Men Said har vel ikke kun haft negativ indflydelse. Hans grundlæggende indsigt, at studiet af fremmede kulturer er farvet af ens egen baggrund og kultur og dermed styrende for erkendelsen er vigtig, er den ikke?
»Nej, jeg mener, at Saids indflydelse har været en ren katastrofe, enormt skadelig for de humanistiske videnskaber i Vesten, og dertil skal man lægge hans destruktive indflydelse på arabisk kultur og selvforståelse. Said siger intet originalt. Alle kommer til studiet af en fremmed kultur med en bagage. Forestillingen om, at du i kraft af, hvem du er, dømmes ude, er det mest skadelige ved Saids arbejde. Påstanden om, at man under ingen omstændigheder kan frigøre sig af sin baggrund og opnå en eller anden form for objektiv indsigt, er helt ude i skoven. Og det er ikke nyt. Foucault skrev om det, og det samme gjorde Karl Marx. Han ville sige, at man var borgerlig og derfor ude af stand til at være objektiv, og freudianere ville henvise til, at man er af den ene eller anden opfattelse, fordi man har været udsat for bestemte erfaringer i sin barndom.
Said nægter at fokusere på budskabet, men diskvalificerer i stedet budbringeren. Han forholder sig ikke til argumenter og konkrete observationer. Der findes jo måder at kontrollere, om en observation er korrekt eller ej. Hvis 20 mennesker med forskellig baggrund har iagttaget det samme fænomen i en landsby, så er der sandsynlighed for, at det indeholder et element af sandhed, og når man bagefter får de samme iagttagelser bekræftet af indfødte forskere og forfattere, så er det efter mine begreber det rene nonsens at fastholde, at alle vesterlændinge, der har skrevet om Orienten er fulde af fordomme og derfor upålidelige.
Det er rigtigt, at mange af dem var racister, men selv hvis en racist identificerer et faktuelt forhold, indebærer det ikke, at man automatisk kan afvise, hvad han siger, som usandt. Ifølge Said kan man som fremmed aldrig trænge ind i en anden kultur, ikke på grund af, hvad man gør, men i kraft af, hvem man er, og hvor man kommer fra. Det er omvendt racisme.«

Serlvmedlidenheden

Du kommer selv fra Den Tredje Verden. Kan du give eksempler på orientalisters arbejde, som har været værdifulde?
»Værdien af orientalisternes arbejde er enorm. I nogle tilfælde er deres arbejde de eneste kilder til viden om aspekter af de lokale samfund. Tag f.eks. George Griersons «Linguistic Survey of India» fra 1912. Det er et fænomenalt stykke arbejde i seks bind, som stadig kan bruges. Du kan købe det i Indien i dag, og inderne er taknemlige for hans indsats. Jeg har takket være det værk selv fundet ud af ting om dialekt og litteratur i det område, jeg stammer fra. Den viden ville være gået tabt uden Grierson. Eller tag vestlige arkæologers arbejde i Egypten. Da islam kom til Egypten, afviste man alt, som havde eksisteret tidligere. Man interesserede sig ikke for præislamisk arkitektur. Det samme i Irak. Uden vesterlændinges intellektuelle nysgerrighed ville alt dette være gået tabt.»
Hvad har konsekvensen af Saids arbejde været i den arabiske verden?
»Han har lært en eller to generationer af arabere selvmedlidenhedens destruktive kunst. Hans orientalisme legitimerede arabernes anklager mod Israel og Vesten for at være roden til alle deres problemer. Han gav dem intellektuelle argumenter for ikke at tage ansvar for deres egen kulturelle og økonomiske katastrofe. Desuden har han gjort det ekstremt vanskeligt at være kritisk over for islam inden for forskningen. Folk er skrækslagne ved tanken om at blive kaldt orientalister, og derfor har islamforskere ikke været i stand til at se på islam med samme kritiske, videnskabelige blik, som man har gjort i forhold til Det Gamle og Ny Testamente. Det er en stor ulykke. Said har bedrevet intellektuel terrorisme. I dag bruger man ordet islamofobi på samme måde som orientalisme. Man blokerer for kritisk udforskning af islam, behandler emnet på en underdanig og alt for ærbødig måde. F.eks. er man parat til at acceptere påstanden om, at Koranen er en åbenbaring fra Gud, selv om enhver ved sine fulde fem kan se, at det er en tekst skabt af mennesker. Endvidere har Said med sin bog opmuntret islamiske fundamentalister.«
Hvordan det?
»Han har været med til at bestyrke fundamentalisterne i, at de har ret, eftersom orientalisterne jo kunne afvises a priori.«

Flemming Roses intervju sto i Jyllands-Posten 30. august 2007

Les også

-
-
-
-
-
-