Sakset/Fra hofta

Den danske forfatteren Helle Merete Brix tar for seg politikere, forfattere, journalister og aktivister som i dag lever i Europa under trusler om vold. Felles for dem er at de alle så nær som èn har muslimsk bakgrunn, og at de har kritisert selve islam, aspekter av religionen eller kulturell praksis. Noen av dem lever et noenlunde normalt liv, andre har beskyttelse 24 timer i døgnet. Truslene kommer ikke fra majoritetssamfunnet, men fra radikale individer eller grupper i Europas muslimske minoriteter.

Brix` artikkel bygger på rapporten Victims of Intimidation: Freedom of speech within Europe´s muslim communities, som handler om 27 mennesker bosatt i Europa. Rapporten er utarbeidet av arabisten Johan Pieter Verwey og Douglas Murray, leder for den britiske tenketanken Centre for Social Cohesion:

Ved et nyligt møde om Forfatterne og Ytringsfriheden, holdt Kahttan Jasim, født og opvokset i Irak, men siden 1980erne politisk flygtning i Danmark, et bevægende oplæg. Jasim opremsede en liste af navne på mennesker, der enten er blevet dræbt, forfulgt eller tortureret i forskellige muslimske lande.

I rapporten optræder for eksempel verdenskendte kunstnere som Ayaan Hirsi Ali, Salman Rushdie, Omar Sharif og Ibn Warraq. Også Muhammed Sifaoui, den franske journalist, der har infiltreret både en Al Qaeda celle i Paris og Islamisk Trossamfund her i landet, er vel i dag ganske kendt i den brede offentlighed. Han er naturligvis også med, ligesom Naser Khader.

Kadra Noor og Nyamko Sabuni

Der er andre eksempler fra Skandinavien, således hele tre fra Norge: Samira Munir, politiker og kvindesagsaktivist, der tragisk døde i 2005, formentlig var der tale om selvmord. Shabana Rehman, den kontroversielle stand-up komiker, der fik Trykkefrihedsprisen i 2006. Samt Kadra Noor, kvindesagsforkæmper med et særligt fokus på den barbariske omskæringspraksis i somaliske kredse. Noor blev kendt også uden for Norge, da hun i 2000 med skjult kamera opsøgte imamer, der indadtil anbefalede omskæring, mens de udadtil talte imod det.

Efter at hun i 2007 i Verdens Gang havde talt for en nyfortolkning af koranen i forhold til kvindens status, blev hun overfaldet af en gruppe somaliske mænd udenfor en pub i Oslo. Hun blev slået bevidstløs og mishandlet og har siden modtaget dødstrusler, så i dag modtager hun politibeskyttelse og bor på hemmelig adresse. Hun er citeret for disse ord: «I 2007 er det meget mere farligt at være feminist i Norge end i Marokko. Det er ironisk».

Også Sverige tegner sig for et enkelt eksempel: Den svenske minister for integration og ligestilling, Nyamko Sabuni. Hendes mor er muslim, men hun betragter sig selv som værende «ikke religiøs». Hun har foreslået lovpligtige undersøgelser af svenske skolepiger for at forhindre omskæring. Og hun ønsker, at det bliver forbudt for piger under 15 år at bære hovedtørklæde.

Da Sabuni blev udnævnt i 2006 protesterede et stort antal muslimske organisationer mod hendes udnævnelse. Hun er jævnligt blevet anklaget for «islamofobi» og har modtaget mange dødstrusler. Hendes kalender er derfor ikke længere tilgængelig på regeringens officielle hjemmeside og hun har, som Naser Khader, beskyttelse 24 timer i døgnet.

Ehsan Jami

Den yngste person, der er omtalt i rapporten, er 22-årige Ehsan Jami fra Holland, der også er et af de yngste mennesker i Europa, der modtager politibeskyttelse. Jami, der er født i Iran men vokset op i Holland, har i sin unge alder været hele vejen rundt, fra en fascination af militant islam til i dag at være endt som frafalden. Mordet på Theo van Gogh blev udslagsgivende i at han valgte islam fra. Hans offentlige erklæring om at han ikke længere tilhørte de troende, førte til trusler.

Jami blev i 2005, som purung, valgt ind i byrådet i i Leidschendam-Voorburg. I 2007 oprettede han Rådet for eks-muslimer, der i april 2008 iværksatte en kampagne for større religiøse frihed i Holland. Organisationen ønskede at gøre det nemmere at forlade den religion – læs islam – man var født ind i. Men Jami selv måtte indstille organisationens aktiviteter på grund af dødstrusler, ligesom han er blevet overfaldet to gange.

Havde Jami forventet støtte fra sit politiske bagland, må han være blevet skuffet. Det hollandske Arbejderparti er i dag, som det fremgår af rapporten, i høj grad afhængig af marokkanske, altså muslimske, stemmer. Prominente politikere fra partiet bad ham om at moderere sine udtalelser og ingen sikkerhedsforanstaltninger blev sat i værk på partiets anmodning. Den hollandske anti-terrorisme enhed NCBT vurderer derimod at Jamis situation er særdeles kritisk og har gjort det klart, at Jami har brug for konstant beskyttelse. Han er derfor opsat på at kunne fortsætte sin agitation imod islams syn på kvinder, homoseksuelle og frafaldne.

Det kan tilføjes, at Jami i dag også sidder blandt Board of Advisors for det nystiftede International Free Press Society, der foreløbig har base i Danmark og USA og har Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard som præsident.

Mina Ahadi og Maryam Namazien

Også i andre lande er der oprettet Råd for eks-muslimer. Et af dem er Tyskland, hvor grundlæggeren hedder Mina Ahadi. Også hun er vokset op i Iran, hvor hun var politisk aktiv. Hendes mand blev henrettet af det islamiske regime og hun flygtede til Europa.

I 2001 grundlagde hun den internationale komité mod stening og i 2003 en komité mod dødsstraf. I 2007 dannede hun sammen med 30 andre Rådet af eks-muslimer i Tyskland. Ved åbningen tilkendegjorde hun og de andre medlemmer at de ikke længere var muslimer. Det resulterede omgående i massive dødstrusler. Også Ahadi har modtaget politibeskyttelse. Hun anklager ikke blot den islamisk-politiske bevægelse men også tyske politikere for det faktum, at der ikke længere er reel religionsfrihed i landet. For regeringen har med sin nænsomme indstilling over for muslimske grupper, der baserer sig på en traditionelt-religiøs opfattelse af islam, banet vejen for sådanne gruppers indflydelse.

Det var også i 2007, at der blev oprettet et råd af eks-muslimer i Storbritannien. Også her har grundlæggeren iranske rødder; kort efter revolutionen flygtede Maryam Namazien med sin familie til Vesten. I Sudan, hvor hun arbejdede for FN i 1980erne, begyndte hun at overveje sin identitet som muslim. Hun kom på kant med det islamiske regime i Sudan og måtte diskret evakueres fra landet.

Det er mye som tyder på at episoden i Sudan skjerpet Namaziens oppmerksomhet på hvordan islamister i Europa benyttet og benytter seg av vestlig toleranse til å fremme en undertrykkende ideologi. I 2005 var Maryam Namazien aktiv i Homa Arjomands og Muslim Congress i Canadas (MCC) suksessrike kampanje for å stanse en offisiell innføring av sharialover i familierett for muslimer i Canada.

I begynnelsen av 2007 grunnla Namazien Rådet for eks-muslimer i Storbritannia. På Menneskerettighetsdagen 10. desember 2008 sto hun i spissen for kampanjen «En lov for alle – ingen Sharia» mot sharialover i Storbritannia. I kampanjen krever underskriverne at britiske myndigheter erkjenner at sharialover er inkonsistente og diskriminerende, og at myndighetene setter en stopper for virksomheten til landets offisielt legitimerte shariadomstoler, samt øvrige religiøse tribunaler – på bakgrunn av at disse jobber mot likeverd og menneskerettigheter. I anledning kampanjen uttalte Namazien at det spesielt er kvinner og barn som får sine rettigheter beskåret i shariadomstolene, og at det angivelige frivillighetsperspektivet bare er et spill for galleriet.

Kampanjen fikk utbredt støtte, blant annet av organisasjoner som International Humanist and Ethical Union, European Humanist Federation, National Secular Society, Iranian Secular Society og Lawyers Secular Society, samt av privatpersoner som Nick Cohen, Tarek Fatah, Ibn Warraq, Johann Hari, Ayaan Hirsi Ali og Taslima Nasrin.

Maryam Namaziens klare motstand mot den kulturrelativistiske aksepten av tilsløring av mindreårige muslimske jenter og offentlige status som eks-muslim har ført til dødstrusler. Et eksempel på truslene er en sms om at hun vil bli halshugget.

Hun modtager ikke politibeskyttelse, men er opmærksom på, at hun befinder sig i en udsat position: «Jeg er bekymret for, om jeg vil få lov at leve, specielt efter at jeg er blevet mor.»

Mohammed Anwar Shaikh

Mohammad Anwar Shaikh døde i 2006 i sit hjem i Cardiff. Jeg nåede ikke selv at møde ham, og har kun fra forfatteren Ibn Warraq beretningen om en excentrisk personlighed. Shaikh, der selv bryggede vin og tog det ilde op, hvis hans gæster sagde nej til at slæbe upraktisk store flasker med hjem i tog og undergrund, var født i 1928 i Indien. Han levede til sin død med anger over en forfærdelig gerning, han havde udført. I den kaotiske periode, da Indien blev delt i 1947, tog han del i volden og myrdede tre sikher.

I sin bog The Autobiography of an Apostate har han forklaret hvorfor: «Vi fik at vide, at det at myrde ikke-muslimer, at forføre deres hustruer og nedbrænde deres ejendom, var et udtryk for jihad, det vil sige Hellig krig».

Shaikh kunne dog ikke forlige sig med, hvad han havde gjort. Han begyndte at studere koranen og spørge sig selv, om han troede på, hvad der stod. Som 25-årig opfattede han ikke længere sig selv som muslim.

Efter at have arbejdet som lærer og rektor for et gymnasium i Pakistan, flyttede Shaikh til Storbritannien i 1956. Efter et par år begyndte han at udgive sin egen avis, kaldet Liberty. Avisen diskuterede islam fra en kritisk vinkel, og der blev også plads til digte og filosofiske artikler.

I 1990erne udgav Shaikh en række bøger for egen regning, hvoraf den mest berømte var Islam: The Arab National Movement. Bogen var en barsk kritik af islam og Muhammed og i 1995, samme år som bogen udkom, udstedte en stor gruppe muslimske ledere i Pakistan en fatwa mod ham. De forlangte ham hængt offentligt: «En overløber må dræbes».

Shaikh døde for tre år siden efter længere tids sygdom. Livet igennem modtog han dødstrusler og religiøse dødsdomme. Hans historie er også beskrevet i Ibn Warraqs bog Leaving Islam: Apostates speak out.

Rachid Ben Ali og Sooreh Hera

De sidste to eksempler, jeg vil præsentere læseren for er kunstnere, og de bor begge i Holland. Maleren Rachid Ben Ali er født i Marokko men har boet i Amsterdam siden 1988. Han blev overfaldet af unge marokkanere efter at have optrådt på forsiden af Gay Krant, et livstilsmagasin for homoseksuelle. To måneder efter mordet på filminstruktøren Theo van Gogh måtte han gå under jorden. Han havde på Cobra Museet for Moderne Kunst i Amsterdam udstillet 40 billeder, der af New York Times blev beskrevet som bl.a. «vrede skitser af selvmordsbombere og «had-imamer»……..»

Ben Ali modtog dødstrusler fra islamiske ekstremister og kunne ikke vende tilbage til sit atelier eller hjem. Han var konstant omgivet af vagter. Men Cobra museets direktør nægtede at fjerne malerierne.

Ben Ali har sagt i et interview, at formålet med hans kunst helt bevidst er at «bryde tabuer» og udfordre den muslimske «sociale kontrol». For: «Den muslimske verden giver dig ikke rum som individ».

Sidste år begyndte Ben Ali at udstille igen på Cobra Museum, værker der handler om homoseksualitet og transseksualitet. Der har ikke været rapporteret om trusler i denne forbindelse.

Sooreh Hera er et pseudonym for en iransk-født fotograf. I 2007 tog hun afgang fra kunstakademiet i Haag. Hun blev udvalgt til at udstille sine værker på Gemeente Museet i byen. Udstillingen inkluderede fotografier af homoseksuelle iranske mænd, der bar farvede masker af islams grundlægger Muhammed og af hans svigersøn Ali. Med udstillingen ville Hera vise den iranske republiks hykleri over for homoseksuelle, der regelmæssigt henrettes i landet.

Dødstrusler mod Hera resulterede i, at museets direktør fjernede de mest kontroversielle fotografier. Han ønskede ikke at museet skulle blive del af en «politisk debat».

Hera selv mente at museet lod sig kue af islamisters forsøg på censur. I protest trak hun alle fotografier tilbage og de blev udstillet på Gouda museet. Direktøren for dette museum og Hera selv begyndte at modtage dødstrusler. Truslerne mod hende kunne for eksempel være trusler om at brænde hende og putte en kugle i munden på hende. Hun fik også at vide at «Nu er du lukket inde i dit hjem og kan ikke mere gå ud».

I iranske aviser kunne Hera læse, at udstillingen var et komplot mod islam fra den hollandske regerings side. Hun modtager stadig daglige trusler og har udtalt at «Ytringsfrihed er blevet en illusion i Europa».

I rapportens konklusion understreger forfatterne at det er de europæiske regeringers pligt at beskytte deres borgere uanset race og religion. De bør gøre mere for aktivt at promovere og forsvare ethvert individs ret til ytringsfrihed, ligesom de bør retsforfølge de, der intimiderer andre gennem trusler eller vold.

Opfordringen er hermed givet videre. Denne rapport burde være pligtlæsning for enhver statsminister, justitsminister og integrationsminister i Europa.

Sappho: De europæiske rushdier