Gjesteskribent

Det finnes en forhistorie til dagens strid om religionsfrihet vs. ytringsfrihet. Danske Jens Jørgen Thorsen, mannen bak den famøse Jesus-filmen som aldri ble ferdig, laget noen tegninger og malerier som fikk både kristne og muslimer til å se rødt. Noen av dem som idag kritiserer karikaturtegnerne, forsvarte i sin tid Thorsen. Tidene forandrer seg. Men viktigst er påminnelsen om at kunst ikke lar seg påtvinge moderasjon og ansvar. Det er den borgerlige anstendighet og dobbeltmoral om igjen.

Av Uwe Max Jensen

KUNST: Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard springer i en kronik i Berlingske Tidende («Islams kamp mod kulturen» 13. januar 2008) ud som kunstkritiker.

Det er glimrende.

Venstrefløjen i Danmark har i årevis haft noget nær patent på kunsten, og sådan behøver det ikke at være med nødvendighed. I for eksempel Tyskland er kunstens største og vigtigste støtter ofte af borgerlig observans, og kan der i Danmark blive en bredere diskussion af og forståelse for kunst i hele det politiske spekter, vil det på sigt føre til større kunstnerisk diversitet til glæde for både kunstnere og publikum.

Derfor er der al mulig grund til at opfordre også borgerlige politikere og meningsdannere til at kere sig om kunsten.

I sin kronik gennemgår Pia Kjærsgaard flere værker, der har haft islam som et kritisk omdrejningspunkt. Det virker unægtelig, som om Dansk Folkepartis leder har rimeligt styr på de senere års islamkritiske kunstværker. Men jeg vil alligevel bidrage med en tilføjelse til denne del af Kjærsgaards kronik.

Pia Kjærsgaard kunne nemlig også med fordel have nævnt den iransk-hollandske billedkunstner, Sooreh Hera, der har fået bortcensureret et fotografi fra en udstilling på Haags Gemeentemuseum.

Heras fotografi forestiller to bøsser, maskeret som den islamiske religionsstifter Muhammed og dennes svigersøn Ali.

Hvorfor, Sooreh Heras fotografi er blevet bortcensureret, står ikke helt klart.

Nogle uger inden åbningen på udstillingen (15. december 2007) udtalte direktøren for Haags Gemeentemuseum – Wim van Krimpen – følgende om Sooreh Heras fotografier og den kommende udstilling:

«Som museumsdirektør følger jeg ikke politiske kriterier. Jeg standses ikke af mulige sikkerhedsrisici. Jeg synes simpelthen, det er enestående værker.»

Museumsdirektøren oplyste samtidig, at han overvejede at indlemme Sooreh Heras fotografier i museets faste samling.

Nogle dage senere havde museumsdirektøren imidlertid pludselig skiftet mening, og Sooreh Hera fik besked om, at fotografiet af de to maskerede bøsser ikke længere måtte indgå i udstillingen på museet.

Hvad, der er sket i tiden mellem museumsdirektørens rosende omtale af Sooreh Heras fotografier og den endelige bortcensurering af fotografiet af Muhammed og Ali fra udstillingen på Haags Gemeentemuseum, er ikke godt at vide.

Ifølge museumsdirektøren er det kontroversielle fotografi fjernet fra udstillingen, efter at det var blevet kritiseret af både muslimer og kristne i Holland. Men vender man sig mod kunstneren bag værket, Sooreh Hera, har hun en noget anden forklaring:

«Muslimer har truet museet. Men museet er ikke villig til at indrømme det. Tydeligvis har en muslimsk minoritet bestemt, hvad der skal kunne ses i et museum, mener Sooreh Hera.»

Kunstneren oplyser endvidere, at hun er gået under jorden efter at have modtaget en telefonbesked med ordlyden: «Vi har allerede myrdet i Holland, snart er det din tur». En hentydning til drabet på filminstruktøren Theo van Gogh.

I sin kronik nævner Pia Kjærsgaard naturligvis også forfatteren Salman Rushdie, der efter udgivelsen af romanen «De Sataniske Vers» i 1988 måtte gå under jorden, da Irans mullahstyre udstedte en fatwa over Rushdie med en dødsdom for gudsbespottelse.

Der bliver også plads til at nævne, at Rushdies norske forlægger, William Nygaard, blev udsat for et attentat (han blev skudt tre gane i ryggen, red.) efter udgivelsen af den kontroversielle bog i Norge.

Men sagen om Salman Rushdies «De Sataniske Vers» er desværre endnu mere tragisk, end det fremgår af Pia Kjærsgaards kronik. I marts 1989 blev en belgisk, muslimsk leder, der tog afstand fra fatwaen, samt hans medhjælper dræbt i en moské i Bruxelles, og i begyndelsen af juni 1991 blev Rushdies italienske oversætter, Ettore Capriolo, stukket ned i sin lejlighed i Milano.

Få dage senere – 11. juli 1991 – blev Rushdies japanske oversætter, Hitoshi Igarashi, dolket ihjel på sin arbejdsplads på Tsukuba Universitetet i Japan. Gerningsmanden til knivdrabet er aldrig fundet.

Kjærsgaard skriver endvidere, at kunstnere generelt ikke tør kritisere islam, mens «der er gået sport i at latterliggøre kristendommen og Jesus». Og sandt er det, at Muhammed ikke får «samme ukærlige behandling» som Jesus.

Kristendommen er derimod udsat for en lind strøm af (kunstneriske) fornærmelser.

Eksemplerne er legio, og jeg skal ikke trætte læserne med eksempler i denne sammenhæng.

Der har imidlertid sneget sig et par uklarheder og deciderede fejl ind i denne del af Pia Kjærsgaards kronik, det skyldes nok, at hun er forholdsvis ny i Folketingets kulturudvalg og endnu ikke har fået læst helt op på lektien. Jeg vil i det følgende udrede disse uklarheder og fejl.

Pia Kjærsgaard mener, at sangerinden Madonna har kritiseret eller latterliggjort kristendommen ved at lade sig korsfæste på scenen.

Det er korrekt, at Madonna på sin seneste turne lod sig korsfæste på scenen, men en (symbolsk) korsfæstelse er ikke nødvendigvis ensbetydende med kritik eller latterliggørelse af kristendommen. En sådan praksis anvendes faktisk af mange stærkt troende kristne rundt omkring i verden. Og kigger man Madonnas «Confessions Tour» nærmere efter i sømmene, vil den skarpe iagttager opdage, at der faktisk også findes, hvad der uden tvivl kan udlægges som kritik af fundamentalistisk islam i Madonnas sceneoptræden.

I scenografien til «Confessions Tour» optræder nemlig en form for transparent Kaaba (målet for den i islam påbudte pilgrimsfærd, red.) skabt af en form for trådhegn.

Indeni denne transparente Kaaba danser en af Madonnas dansere. Hun er i begyndelsen fuldstændig tildækket, og ansigtet er skjult.

Som musikken udvikler sig, bliver dansen mere intens samtidig med, at danseren begynder at afklæde sig.

Til slut slipper danseren ud af Kaaba og tager blandt andet de stofstykker af, der skjuler hendes ansigt. Madonnas danser gør sig altså i ét og samme moment fri af Kaaba og tildækning. Man skal ikke være nogen stor symbolist for at gøre sig klart, at Madonna med denne scenografi kritiserer de grene af islam, der kræver, at kvinder mod deres vilje går tildækkede rundt.

I parentes kan det bemærkes, at Madonna indirekte har vist sin støtte til Israel ved at konvertere til Kabbalah religionen og besøge denne religions hovedcenter i Tel Aviv.

Pia Kjærsgaard skriver endvidere om «den amerikanske (han er englænder) kunstner Chris Ofilis billede af en sort Jomfru Maria overdænget med afføring».

Det er imidlertid for upoetisk en omtale af Chris Ofilis maleri «Den Hellige Jomfru Maria». Maleriet er ikke overdænget med lort. Chris Ofilis maleri hviler – i stedet for at hænge på væggen på et søm – på to elefantlorte. Desuden er der klistret elefantlort fast til lærredet. Men alt sammen gjort med den fineste kunstneriske akkuratesse.

Partileder Kjærsgaard omtaler også nu afdøde Jens Jørgen Thorsen. Hans Jesus-film får følgende skudsmål med på vejen: «Det er bare så ufarligt alt sammen. Det højeste, man risikerer som kunstner er et hævet øjenbryn, en overbærende latter eller måske et par irettesættende gloser fra paven».

Det er ikke korrekt.

Jens Jørgen Thorsen fik faktisk indrejseforbud i Storbritannien under arbejdet med Jesus-filmen, og i Frankrig vedtog myndighederne en lov, der forbød, at filmen blev optaget på fransk jord.

Da Thorsen år senere malede sine herostratisk berømte vægmalerier af Jesus med stiv tissemand på korset, gik det heller ikke helt stille af.

Malerierne blev udsat for hærværk, og en læserbrevsskribent fra Nørresundby, der forsvarede Jens Jørgen Thorsens kunstneriske ytringsfrihed i Aalborg Stiftstidende, måtte lide den tort, at han udover en række svinske telefonopkald fik sprængt sin postkasse i stykker med en fyrværkeribombe.

Sjovt nok støttede forfatteren Carsten Jensen dengang Jens Jørgen Thorsens projekt og krævede i en klumme i Politiken (!) flere profet-tissemænd.

Det er næppe nødvendigt at tilføje, at Carsten Jensen ikke længere vedgår sig sin ungdoms friske statement. I hvert fald ikke når det gælder muslimernes profet Muhammed.

Pia Kjærsgaard skriver endvidere: «Hvad nu hvis Jens Jørgen Thorsen havde begået en film om Muhammed, eller Chris Ofili havde tegnet et billede af Muhammed overdænget med afføring, eller Madonna havde optrådt vulgært foran et billede af profeten Muhammed, så kunne man tale om en provokation – men gør disse modige mennesker det?».

Det ligger implicit i Pia Kjærsgaards retoriske spørgsmål, at disse «modige mennesker» næppe tør udfordre islams dogmer.

Men som jeg har beskrevet ovenfor er sagen mere kompliceret end som så, hvad Madonna angår, og i Jens Jørgen Thorsens tilfælde er påstanden direkte forkert.

Foran en gruppe elever på Holstebro Gymnasium malede Jens Jørgen Thorsen i 1989 Allah «som en snotklat med øjne», og ayatollah Khomeini blev afbildet ridende overskrævs på en sortbroget, dansk ko, der blinker knibsk til en rødmende gul tyr med en halvt erigeret grøn pik. Seancen blev omtalt i Ekstra Bladet, og dagen efter kunne journalist Niels Westberg fortælle, at Jens Jørgen Thorsen nu delte skæbne med Salman Rushdie, da begge var «Dødsdømt af muslimer» (Ekstra Bladet onsdag 15. marts 1989).

Via en erklæring meddelte en talsmand for fornærmede tyrkiske islamister følgende til avisen:

«Vi muslimer føler os dybt krænkede af Thorsens maleri-svineri i Holstebro. Jeg er personligt klar til at slå ham ihjel. Han skal ikke slippe godt fra det, han har lavet i Holstebro».

Og nok så interessant: Dansk lov om ytringsfrihed tæller ikke, når man krænker to milliarder muslimer i verden.

Men allerede mandag 13. marts 1989 var Thorsens maleri blevet flænset med en saks af en 17-årig gymnasieelev med libanesisk baggrund, der var ude af sig selv over Thorsens forhånende femstilling af Allah. Dagen efter – om tirsdagen – blev Jens Jørgen Thorsen overfaldet af en ophidset muslimsk tolk, som med slag og spark kastede sig over maleren i gymnasiets forhal.

Jens Jørgen Thorsen slap fra overfaldet uden varige mén.

Mens gymnasiet måtte bekoste en smadret dør og knuste vinduer som følge af overfaldet. Angrebet på Jens Jørgen Thorsen og ytringsfriheden er udførligt beskrevet i Bent Falberts bog «Provo».

Efter overfaldet gjorde Jens Jørgen Thorsen status overfor Ekstra Bladet. Hans ord er desværre mere aktuelle end nogensinde:

«Sagen om Salman Rushdie viser, at vi kunstnere igen skal til at kæmpe for fantasiens ret til fri udfoldelse. I den affære skal ingen – og slet ikke præster, hvor de end kommer fra – blande sig. Jeg gentager: hvis Khomeini vil kvæle den kunstneriske fantasi, så død over Khomeini!»

Uwe Max Jensen er bilde- og performancekunstner, blant annet kjent for det provoserende verket «Halve sandheder», som består av en bibel og en koran skåret over på midten. Ovenstående artikkel sto opprinnelig på trykk i Nord Jyske 15 januar, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.