Reaktionerne på den danske digter Yahya Hassan og hans debutværk af samme navn har været stærke. Det gælder både de, der fordømmer digteren, og de, der støtter ham. Men få af Hassans støtter har tilkendegivet, at reaktionerne skal læses ind i islams historie. Kender man til Muhammeds syn på dissidenter og opsætsige digtere, er der ingen grund til overraskelse over det, der nu rammer Hassan. Digteren er døgnet rundt beskyttet af den danske efterretningstjeneste.

I en kronik i avisen Information adresseret til Yahya Hassan skrev for eksempel en gruppe af unge beboere fra Odense-bydelen Vollsmose, at der er ”tåber derude, der har et indgroet behov for at udøve verbal vold, og idioter, der svarer tilbage med fysisk vold.” Man sidestiller dermed Yahya Hassans digte med voldelig adfærd og gør på den måde digteren medansvarlig for volden. Det er en klassisk reaktion fra de mere ihærdige af islams fortalere.

Den islamiske gruppe ”Kaldet til Islam” har præsenteret et mere floromvundent og samtidig mere kontant svar til Hassan. «Og jeg sværger, vi har et svar til ham. Og jeg beder Allah om at lytte til det her. Han (Yahya Hassan, red.) har erklæret fjendskab. Og prøver at bekæmpe os med sine digte. Bekæmpe Gud og muslimerne med sine digte. Og jeg sværger, at fra i dag erklærer vi fjendskab. Vi vil bekæmpe ham med Koranen og profetens eksempel.”

Og videre: «Og ved Gud, vi erklærer fjendskab mod ham, med samme udtalelser, som profeten Muhammed brugte om sådan en person. Og vi er stolte. Og jeg sværger, I vil være stolte over det.”

Studerer man islams tidlige historie, er det svært at forstå ”Kaldet til Islams” svar til Yahya Hassan som andet end en dødsdom. I 600-tallet i Medina beordrede muslimernes profet Muhammed digteren Asma bint Marwan dræbt, fordi hun havde spottet ham med et digt. De formastelige linier er gengivet i Ibn Warraqs bog ”Derfor er jeg ikke muslim”. Bogen findes i norsk oversættelse og kom i dansk udgave for snart 10 år siden. Den danske udgave er oversat af formanden for Trykkefrihedsselskabet, historikeren og islamkritikeren Lars Hedegaard, der selv blev forsøgt myrdet i februar sidste år:

”Forpulede mænd af Malik og Nabit
Og af Aws, forpulede mænd af Khazraj
I adlyder en fremmed (Muhammed, red.), der ikke hører hjemme blandt jer
Der ikke er af Murad, ej heller af Madh’hij
Vil I, når jeres egne ledere er blevet myrdet, sætte jeres lid til ham
Som mænd, der er grådige efter melsuppe, mens den koger?
Er der ingen mand af ære, der vil benytte sig af et
ubevogtet øjeblik
Og afskære tåbens håb?”

Da Muhammed hørte dette, sagde han: ”Vil ingen skaffe mig af med denne datter af Marwan?”.

En muslim ved navn Umayr ibn Adi besluttede sig for at udføre profetens befaling. I nattens mulm og mørke opsøgte han digterens hus, krøb ind i hendes værelse, hvor digteren sov med sine fem børn, den yngste diende ved brystet. Umayr fjernede spædbarnet fra digteren og stak sit sværd i hendes bryst, indtil det gennemborede hendes ryg. Efter drabet bad Umayr morgenbøn med Muhammed i Medina.

Yahya Hassans digte lader ikke Asma bint Marwans noget tilbage. I det 40 sider lange Langdigt skriver Hassan afslutningsvist:

”MIG JEG PISSER PÅ ALLAH OG PÅ HANS SENDEBUD
OG PÅ HANS ALLE MULIG UDUELIG DISCIPLE”

Disse to linjer har, siden de blev læst op på dansk tv før udgivelsen af digtsamlingen, været den egentlige anstødssten og årsagen til uviljen mod Yahya Hassan fra muslimsk side. Digteren kommer her med en kritik af islam, som i årevis har været noget nær mainstream indenfor kristendommen jævnfør for eksempel fotografen Andres Serranos værk ”Piss Christ”, der er et fotografi af et krucifiks nedsænket i kunstnerens urin.

Mens Serrano kun blev truet på pengepungen, da den religiøse højrefløj i USA problematiserede, at udstillingen, hvori ”Piss Christ” indgik, havde fået statsstøtte, ser det helt anderledes ud for Yahya Hassan, der nu tilhører den voksende gruppe af kunstnere og meningsdannere, der må beskyttes og leve i skjul på hemmelige adresser på grund af deres meninger (læs: islamkritik).

Som Asma bint Marwan blev Yahya Hassan også overfaldet på fejeste vis. Med knytnæveslag bagfra af en terrordømt islamist mens han krammede sin kæreste farvel på Hovedbanegården i København. Men i modsætning til Marwan kan Yahya Hassan fremover regne med en sekulær stats beskyttelse, der allerede, helt rimeligt, har afsat betragtelige midler til et konkret forsvar af hans ytringsfrihed.

Muhammed henrettede andre digtere og dissidenter. De muslimer, der nidkært er fulgt i Muhammeds fodspor, har gjort det samme. Blandt islams mest berømte dissidenter i nyere tid kan man nævne den sudanesiske teolog Mahmoud Mohammed Taha, der som 76-årig blev henrettet af sit lands regering. Taha skelnede mellem de passager, som Muhammed skulle have modtaget, før han vandt magt, altså i Mekka, og de senere vers, der knytter sig til Medina og Muhammeds magtovertagelse. Taha mente, at Mekka-koranen, hvor kvinder og ikke-muslimer tilstås samme rettigheder som mandlige muslimer, var islam «i sin oprindelige, ikke-korrumperede form», mens de senere koranvers fra Medina kun angik Muhammeds eget liv og tid og ikke kunne tjene som model for muslimer i fremtidige samfund.

Taha vendte sig mod den religiøse sharialov, som han anså for uislamisk. Han blev dømt som frafalden fra islam og hængt offentligt i Khartoum efter en hastig, slet forberedt retssag. Hans lig blev kastet i havet.

Man kunne også nævne den iranske litterat Ali Dashti, der i 1937 skrev bogen ”23 år”, et kritisk syn på Muhammeds profetiske karriere. Bogen udkom første gang i 1974, formentlig i Beirut, da det iranske shah-regime ikke tillod religionskritiske bøger. Efter den islamiske revolution i 1979 udkom bogen som populær undergrunds-udgivelse.
I bogen forsvarer Ali Dashti den rationelle tanke og afviser de mirakler, som muslimske kommentatorer senere har tilskrevet Muhammed. Koranen rummer ifølge Dashti ufuldstændige sætninger, og Muhammed beskrives som en upålidelig person, der nedlader sig til politiske mord og fjerner alle modstandere. Dashti fremhæver, at blandt profetens tilhængere blev drab bortforklaret som ”tjenester over for islam”, ligesom Dashti kritiserer kvinders underlegne status i islam.

Dashti døde i Khomeinis fængsler, hvor han blev torteret, selvom han var over 80. Før han døde, fortalte han en ven, at ”hvis shahen havde tilladt bøger som denne at blive udgivet og læst af befolkningen, ville vi aldrig have haft en islamisk revolution”.

Islams syn på ytringsfriheden har Vesten været nødt til at forholde sig til siden fatwaen mod Salman Rushdie den 14. februar 1989, altså for snart 25 år siden. Ligesom Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i efteråret 2005 tegnede konflikten mellem en vestlig tradition for religionskritik og islams billedforbud tydeligt op. En kamp, der foreløbig er faldet ud til islams fordel, da danske medier ikke har turdet publicere Muhammed-tegninger siden efteråret 2009 af angst for voldelige repressalier.

For overbeviste muslimer er Vesten ”Krigens Hus”, da islam fra ældgammel tid opdeler verden i islams hus, hvor islam hersker, og i krigens hus – områder, der endnu ikke er underlagt islams overherredømme.

Men ligesom Taha, Dashti, Rushdie og mange andre dissidenter havde og har deres tilhængere, kan man håbe på, at der blandt nogle af Yahya Hassans tidligere muslimske trosfæller er et nybrud på vej. Et nybrud, der indebærer, at man forstår og accepterer, at religionsfriheden i et sekulært orienteret samfund går hånd i hånd med ytringsfriheden, selvom profeten Muhammed bestemt ikke var af den mening.

 

 

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar 🙂