Nytt

Det politiske korrekte segment forsøger at tæmme Yahya Hassan, mens reaktionerne fra det muslimske bagland er noget mindre afmålte. De spænder fra afstandtagen, tilsvining og dødstrusler, skriver Uwe Max Jensen, der også giver smagsprøver på Yahya Hassans digte.

Den unge digter Yahya Hassan har været manden på alles læber efter et interview i Politiken lørdag og efterfølgende interview og digtoplæsning i Deadline på DR2 mandag aften.

Yahya Hassan har palæstinensisk, muslimsk baggrund og er vokset op i Aarhus V i et hjem præget af vold afbrudt af et ophold på bostedet Solhaven i Farsø.

Han har kortvarigt været en del af det aarhusianske rapmiljø, der for fire år siden skabte overskrifter, da en 11-årig dreng hjulpet på vej af en underviser på en rapskole til almindelighed applaus i kulturlivet leverede følgende linje «jeg har en enkelt patron for Messerschmidt».

Yahya Hassan retter ikke pistolen mod Dansk Folkeparti eller «systemet». Han mener, at indvandrerforældrene har svigtet. Samtidig er Yahya Hassan yderst kritisk overfor islam som både debattør og digter.

”Jeg pisser på Allah og hans sendebud”

Yahya Hassans kritik af islam har været en anstødssten, siden han som et lyn fra en klar himmel ramte ned i det danske debatlandskab for under en uge siden. I Hassans Langdigt, som han fremførte i Deadline, lyder det for eksempel:

“Jeg pisser på Allah og hans sendebud, og på hans alle mulige uduelige disciple”, mens han i digtet Skuffelsen skriver:

«Han (Yahya Hassans far, red.) lavede fem børn med bitre hjerter / Og fandt et nyt tørklæde og lavede tre mere».

Det er ikke for meget sagt, at Yahya Hassans klare tale om islam har hensat venstrefløj, multikulturalister og almindelige dannede mennesker i en tilstand af panik, og øvelsen har siden gået ud på at give det indtryk, at Hassan kritiserer aspekter af islam eller generelt er religionskritisk.

At ateisten Hassan er religionskritisk i bredere forstand synes oplagt, men det eneste, han indtil videre har sagt om kristendommen, er, at den er «harmløs».

Tilsvining og dødstrusler

Mens det politiske korrekte segment forsøger at tæmme Yahya Hassan, er reaktionerne fra det muslimske bagland, som digteren Hassan er i gang med at skrive sig fri af, noget mindre afmålte.

De spænder fra afstandtagen, tilsvining og dødstrusler, mens opbakningen er ganske minimal.

Fativ Alevs reaktion

Hvis man skal sige noget positivt, er det, at Yahya Hassan har fået unge med muslimsk baggrund til at kaste sig ind i debatten.

Bagsiden af den medalje er, at majoriteten ikke synes at have nogen som helst forståelse for, at man i Danmark kan mene nøjagtig, hvad man har lyst til om islam. Her har ikke bare indvandrerforældrene svigtet. Det har uddannelsessystemet også.

Men heller ikke hos de muslimer, der har en stemme i den danske debat, er der nogen opmuntring at hente.

Rapperen Zaki Youssef «har ikke tid» til at mene noget om Yahya Hassan, mens imam Fatih Alev konkluderer, at Yahya Hassans selv er skyld i dødstruslerne. Fatih Alev siger:

«De der truer ham med døden gør det i afmagt, fordi deres vokabular ikke matcher hans. I stedet for at spørge os, hvad vi mener om dødstruslerne, så spørg ham, om han selv er overrasket over at nogen kan finde på at true ham, når han – undskyld mit franske – skider på alt hvad disse unge mænd har kært. Der er måder at kritisere kritisable forhold på.

Han har så valgt den, der kan provokere mest muligt. Han er selv en del af deres miljø. De er hinandens ligemænd. Sådan er det bare. Og nej, det er direkte forkasteligt at han bliver truet, naturligvis da. Men han ved om nogen, at man i den gadekultur han tilhører ikke slipper godt fra at spytte folk i ansigtet. Hans verbale udfald mod sine egne er i pågældende drenges øjne værre end hvis de var blevet spyttet i ansigtet. Ærgerligt at debatten endnu engang bliver taget som gidsel i en utilpasset ung mands forsøg på at rydde op i sit liv. Jeg tvivler på, at det er hans egen idé. Hvem mon har virket som hans mentor?»

Den konspirationsteori, som Alev lufter til sidst, står ikke alene. I kommentartråden til en postering om Hassan på Deadline’s Facebook profil spekuleres der i, om Hassan er kristen eller en «jøde i forklædning».

Mange af kommentarerne er slettet på grund af sprogbrugen, men nogle kan stadig læses her.

De sociale taberes talsmand

Yahya Hassan repræsenterer muligvis den politiske kunsts genkomst. Der er tale om en dobbelt-diskurs, hvor Yahya Hassan italesætter samfundsmæssige problemer og islam fra en skiftende position som digter og debattør.

Måske er Yahya Hassan den etniske underklasses svar på digteren Lean Nielsen, der med en baggrund som arbejdsmand var kendt som de sociale taberes talsmand.

Men i skrivende stund ved vi ikke meget om digteren Yahya Hassan, der netop er begyndt på Forfatterskolen i København, da hans selvbetitlede digtsamling først udkommer senere i denne måned. Enkelte af Yahya Hassans digte har været tilgængelige på nettet.

De bringes her.
BARNDOM

FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE

FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS

VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM

FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD

DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER

SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT

FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN

PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN

FØRST DEN ENE HÅND FREM SÅ DEN ANDEN

GÅR DER FOR LANG TID RAMMER SLAGENE VILKÅRLIGT

ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50

OG ET SIDSTE SLAG I RØVEN PÅ VEJ UD AD DØREN

HAN TAGER BROR I SKULDRENE RETTER HAM OP

FORTSÆTTER MED AT SLÅ OG TÆLLE

JEG KIGGER NED OG VENTER PÅ DET BLIVER MIN TUR

MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN

SAMTIDIG MED AT AL JAZEERA TV-TRANSMITTERER

HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE

GAZASTRIBEN I SOLSKIN

FLAG BLIVER BRÆNDT

HVIS EN ZIONIST IKKE ANERKENDER VORES EKSISTENS

HVIS VI OVERHOVEDET EKSISTERER

NÅR VI HIKSTER ANGSTEN OG SMERTEN

NÅR VI SNAPPER EFTER VEJRET ELLER MENINGEN

I SKOLEN MÅ VI IKKE TALE ARABISK

DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK

ET SLAG ET SKRIG ET TAL

*

SKUFFELSEN

FOR FODEN AF BJERGET FANDT JEG BARNDOMMENS KROP
LEMLÆSTET I MUDDERET
JEG SLÆBTE DEN EFTER MIG SOM EN BROR
JEG SØGTE DET FORDÆRVEDE SKIND FOR KÆRTEGN
JEG FANDT MORENS KYS
OG JEG FANDT FARENS
MEN KINDEN TIL KYS VAR KINDEN TIL SLAG
JEG ØNSKEDE AT TJENE JER
MEN JEG SLOG HÅNDEN AF MIG SELV
JEG FYLDTE MIN MAVE MED SVIN OG KOM UDELUKKENDE HJEM FOR AT SKIDE
NATTEN BØD MIG INTET OG MIT DØGN VAR DRÆNET FOR DAGE
MED DEN LEVENDE HÅND BERØVEDE JEG ÅRENES KONTINUITET
JEG TAPPEDE MIT LEM FOR VÆRDIGHED
JEG BEFAMLEDE ENDNU EN KVINDEKROP
SÅ IHÆRDIGT SOM MIN FORLEGENHED FORGREB SIG PÅ MIN FORKRØBLEDE FREMTID
OG DA JEG IKKE KUNNE BIDE MINE FINGERNEGLE LÆNGERE NED
MÅTTE JEG TAGE FODEN I MUNDEN
JEG LØB MED DERES ÆRE
FOR HVIS BROREN ER VANTRO ER SØSTERENS MØDOM UREDELIG
HVIS MOREN ER TILDÆKKET ER FARENS SKAVANKER USYNLIGE
HAN FLYTTEDE STENEN
MEN HAN BRÆKKEDE BENET
HAN TOG SIN MORS DØD MED SIN BRORS
HAN LAVEDE FEM BØRN MED BITRE HJERTER
OG FANDT ET NYT TØRKLÆDE OG LAVEDE TRE MERE
JEG LØB MED DERES ÆRE
OG DA FORVANDLINGEN SKETE BED DE FINGRENE AF HINANDEN
DE FANDT FREM HVAD DE HAVDE BAG SIG OG KONFRONTEREDE DEM FORAN SIG
PÅ RANDEN TIL GRÅD VAR DE
OG BRØNDEN VAR DYB OG DRØMMEN VAR STØRKNET
SÅ INGEN VILLE HOLDE DERES TÅRER TILBAGE
EN MUND MANGLEDE OG KOMPENSATIONEN VAR ET RØVHUL
SÅ HVORDAN VIL DU MADE DIN SULT

*

RULLESTOLEN

70 MUNDE SMASKER OG MIN KROPSLUGT OG DIN KROPSLUGT JEG SUGER SNOT LÆNGERE OP I MIT KRANIUM JEG SKIDER JEG BØVSER JEG BRÆKKER MIG SÅ RÅDDEN EN KROPSLUGT OG DIN KROPSLUGT ER MOSKUS OG MINE HÆNGENOSSER OG DINE ØJENLÅG ER SAMME SKIND HVIS NAVNET IKKE KAN UDTALES SÅ ER DET IKKE ET NAVN DET ER POESI MAN SKAL SELV TÆNKE SIG TIL DET ELLERS ER DET IKKE POESI MIN MORS ONKEL MÅ VÆRE EN AF DE RETTROENDE ABU MAHER GIVER DE FATTIGE ALMISSER OG KNEPPER SIN KONE UDEN NYDELSE HAN LAVER BØRNEPENGE TIL ÆRE FOR SIN ÆLDSTE SØN OG HANS KORANFYLDTE HOVED SLAGTER HAN FIRE FÅR UDOVER KYLLINGERNE HAN KASTER EN LEVER TIL DEM DER VIL GRIBE HAN HAR ET SKÆG OG EN ALLIERET I EN RULLESTOL DER OGSÅ HAR ET SKÆG RULLESTOLEN HAR EN VANTRO FØLGESVEND FRA KOMMUNEN OG EN KONE HER OG HER HAN KØBER EN VANDMELON TIL DEN ENE OG ER NØDSAGET TIL AT KØBE EN VANDMELON TIL DEN ANDEN SÅDAN ER ISLAM BYRDE PÅ BYRDE

SÅDAN RULLER HAN RUNDT MED VANDMELONER I SIN FAVN

OG ET STED PÅ VESTSJÆLLAND FLAGER DØDEN PÅ HALV

MEN HER VED BAZAR VEST ER DET TID TIL BØN OG TRE GELLERUPPERKERE TRÆKKER EN STJÅLET KNALLERT I EN RETNING OG EN FLOK BESKÆGGEDE SUNNIER GIVER RULLESTOLEN ET SALAM OG ET SKUB IND I MOSKEEN

 

 

Opprinnelig i sappho.dk