Kommentar

Hva skjer når «de andre» velger å krysse de kulturelle grensene og snakke i det gatespråket som eliten ellers synes er kult? Yahya Hassan skreller av høflighetene og legger språket så tett opp til virkeligheten som han kan. Han er inspirert av Karl Ove Knausgård. Alt skal være sant og alt skal med, ellers er det ikke noe verdt.

Danmark tåler Hassan. Hans første bok, en diktsamling, utkommer på Gyldendal til uken.

I Norge ville de kondisjonerte miste kaffekoppen i gulvet. Tittelen slår an tonen:

MIG JEG PISSER PÅ ALLAH OG PÅ HANS SENDEBUD OG PÅ HANS ALLE MULIG UDUELIG DISCIPLE

Det er et slags punkspråk. Bare det mest fryktløse brutale gatespråk kan være dekkende for Hassans erfaringer.

Han er intervjuet for Jyllands-Posten av Kasper Schütt-Jensen. Er et slikt intervju i det hele tatt mulig i en norsk avis? Vi vet svaret og grunnen er at norske medier ikke vil forholde seg til den virkeligheten Hassan representerer.

I dag snakker Jens Stoltenberg i flere aviser om hvor stolt han er av at Norge i de åtte årene er blitt mer mangfoldig og mer rettferdig. Hvordan er det mulig? Og hvordan er det mulig å sluke slike klisjeer når virkeligheten i alle Europas storbyer er den stikk motsatte? Måten ordet mangfold brukes på er som en anstendighetstest. Det skal stoppe munnen på de som kommer med ubehagelig kritikk. De er spoilers. Men hvordan stoppe munnen på en person som Hassan?

Det er underholdene å høre fuck på amerikansk film eller når Radioselskapet morer seg. Men Hassan er et annet fuck. Det er det opprinnelige, in your face.

Det er et krisetegn når fuck er blitt et popord, for fuck var opprinnelig uttrykk for noe autentisk. De fine ordene var blitt tomme, og for å beskrive noe ekte tydde kunstnere til det lave språket. Absolutt alt er tømt for mening i årene som er gått siden Beat-generasjonen. Det er ikke bare kommersialisert, det er blitt moteord og sjargong for en generasjon som har innført 68’er-kulturen i mainstream og gjort den pop. Når går fuck og den mest konforme opprørskunst hånd i hånd og foreldrene er stolte over hvor tilpasningsdyktige og flinke barna deres er blitt.

Så dukker en Hassan opp.

Respektløst – (gjett hvorfor)

Leseren vet nok til å fange de religiøse og kulturelle sammenhengene.

Interviewet afbrydes, da Yahya Hassans telefon ringer. Der tales højt på arabisk. »Det var min mor,« konstaterer digteren kort efter og læner sig afvæbnende tilbage med hænderne foldet i nakken. »Hun ringer indimellem og skælder mig ud, fordi jeg taler dårligt om min far. Ifølge Koranen er det respektløst at konfrontere manden. Det er derfor, at de her historier aldrig kommer frem.«

Hvis moren hadde forsvart barna hadde hun fått enda mer juling enn hun fikk. Oppveksten var en historie om vold, og da ikke klaps, men grensende til tortur. Når barn pisser på seg av frykt er det ikke vanlig juling.

Likevel er søstrene skamfulle over hva deres bror sier offentlig. Æres- og skamfølelsen stikker dypt.

Yahya Hassan, har kun skuldertræk til overs for dem, som vil have ham til at tie. »Mine søstre græder, fordi alle ved, at jeg er deres bror, men det her skal frem. Det er på tide, at vi gør op med vores forældres svigt.«

Hassan er piss lei hykleriet, blant sine egne og i det danske samfunn. Han kan ikke bruke Allah til noe. Erfaringene har ødelagt religionen for ham.

»Jeg kan ikke bruge Allah til noget,« siger den 18-årige digter, som er træt af hykleriet blandt indvandrere i ghettoer som Mjølnerparken, Vollsmose og ikke mindst Trillegården i Aarhus V, hvor han selv er vokset op. »Ghettoerne er fyldt med dumme perkere, som render rundt i joggingtøj. De går til fredagsbøn, men bruger ugens øvrige dage på at stjæle, hæle, drikke sprut og gå i seng med danske piger. Når de sidder i fængsel, bladrer de lidt i Koranen, anskaffer sig en bedekæde og optjener gode gerninger, så de kan begynde forfra med alt det forbudte.«

Råtner 

Hassan bryter med offermentaliteten. Han vil ikke være offer. Den stikker dypt. Den muslimske æresfølelsen passer som hånd i hanske til sosialdemokratisk offer-rettferdigjøring.

Tankekors: Har sosialdemokratiet overtatt kristne forestillinger om rettferdiggjøring gjennom å være offer? Er det det Stoltenberg mener når han sier samfunnet er blitt mer rettferdig? I så tilfelle er det en rettferdighet som vil ødelegge et levedyktig samfunn.

Selv liberale Tina Shagufta Kornmo og Sylo Taraku går i organisasjonen LIM som katten rundt grøten i et innlegg i Aftenposten om radikalisering av unge norske muslimer. «Flere dører må åpnes for dem, ikke bare jihad-døren». De skriver at innvandrerforeldre naturligvis er like opptatt av at barna skal lykkes som andre, men de oppfatter det norske samfunn som «dekadent» og reagerer derfor positivt når barna blir religiøse. Her er de innom tre temaer som antyder en dynamikk de selv ikke tør gå inn på: Hva vil det si å være opptatt av at barna skal lykkes? Er man det hvis man mener det norske samfunn er dekadent og at man bør trekke seg tilbake fra det? The proof of the pudding….

Norsk debatt står fortsatt på et anstendighetstrinn der det gjelder å pakke inn virkeligheten. Tror ikke Kornmo og Taraku at leserne tåler virkeligheten, eller er det av hensyn til tante Aftenposten og norske muslimer? Den nye tonen i det nye Norge møter konformiteten og fasaden i det muslimske. Da skjer det ingenting.

Personlig ansvar

Et samfunn kommer ingen vei hvis det ikke ansvarliggjør alle som bor i det. Vi trenger en solid dose amerikansering.

VI HAVDE INGEN DANSKE KANALER VI HAVDE AL JAZEERA VI HAVDE ALARABIYA VI HAVDE INGEN PLANER FOR ALLAH HAVDE PLANER FOR OS.

»Forældregenerationen har skabt splid,« siger Yahya Hassan. »De har spildt tiden på at spille kort og glo på Al Jazeera, mens de har svinet jøderne til og advaret deres børn mod at stole på danskerne. Selv rådnede de op på kontanthjælp. Der er da ikke noget at sige til, at vi står med en generation af dumme mennesker, når forældrene er så idiotiske. De har fritaget deres børn fra kristendom og idræt. Alene det, at man ikke må bade sammen med danske børn, skaber en kropslig distance. Det er hele tiden os og dem.«.

Himmel og helvete

De som vokste opp på 50-tallet vet noe om hva et autoritært samfunn er. De som vokste opp enda tidligere vet det enda mer. Men de som vokser opp idag vet hverken hva autoriteter eller det autoritære er. Begge deler er demontert og til dels svartmalt. Hvordan skal da de bortskjemte norske ungene forstå ikke-europeere og særlig deres muslimske medelever og lagkamerater?

Yahya Hassan har aldrig oplevet sine forældre vise interesse for det danske samfund. »Allah havde jo planer for os. Lad os vente og se, hvad han har til os. Af godt og skidt. Folk hænger fast i religionen, fordi de er bange for at komme i helvede. De er indoktrinerede og har Allah hængende over hovedet konstant.«

Vi hører at barnevernssakene vokser eksplosivt. Men vi hører ikke noe om hva som foregår bak veggene. Er det grunn til å tro at palestinere, irakere eller somaliere i Danmark er helt annerledes enn i Norge?

I digtsamlingen beskriver Yahya Hassan en far, som faldt hen foran fjernsynet og udnyttede enhver lejlighed til at tæve sine børn: FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN »Det var tortur,« siger Yahya Hassan.

»Vi børn vidste aldrig, hvad der skulle ske. Den ene dag boede vi hjemme, den næste sad vi på et krisecenter, indtil det hele begyndte forfra. Min far var uforudsigelig. Han kunne smadre mig, sige undskyld og derefter tage mig med ud og købe et computerspil. Hvis jeg larmede for meget, smadrede han den gave, som han lige havde købt.

Bedrag

Det danske samfunn vil ikke vite av hvilke kulturkollisjoner som foregår og later som om ikke-europeere vil det samme som dem. Det inviterer til bedrag og innvandrere utnytter systemet til siste trevl. I dette ligger en avvisning av samfunnet de er kommet til, paret med forakt,  men óg en slags kapitulasjon. De må innerst inne vite at de ikke kommer noen vei. De er parkert.

Foreldrene er skilt, men faren giftet seg igjen, for så skille seg for å kunne få høyere sosialstøtte. Parallelt driver man med svart økonomi. Man melker det offentlige og lever egne liv, utenfor skatt, moms og registrering.

»Han gør som alle andre i ghettoerne,« tilføjer digteren. »Perkerne konkurrerer nærmest om, hvem der kan begå mest socialt bedrageri. Fædrene modtager kontanthjælp og sælger samtidig hælervarer til venner og bekendte. Mødrene modtager kontanthjælp og arbejder sort som opvaskere på restauranterne. I ghettoen svindler alle sig til overførselsindkomst. De flytter adresse for at få mere i SU og lyver sig syge for at få førtidspension. Det hænger slet ikke sammen med Koranen, som forbyder folk at stjæle.

Man kan snyte og svindle med alt, og det begynner før man i det hele tatt kommer til landet. Man lærer ikke bare om hvilke historier man skal fortelle, men også hva som er økonomisk gunstig, uten hensyn til lover.

Det er en målestokk på bedrageriet at norsk presse ikke interesserer seg for det. Dermed blir de medvirkere. Forsøk på å kontrollere enslige mindreåriges alder er møtt med avsky og fordømmelse. Akkurat som Magne Raundalen i dag står frem i Vårt Land og sier at lukkede mottak er apartheid.

«Selv med alderen har Yahya Hassan oplevet svindel: VI ER FLYGTNINGE UDEN ALDER DET ER DERFOR DER FINDES ARABERKVINDER I 7. KLASSE DER HAR PATTER SÅ STORE AT DER IKKE ER TØRKLÆDER NOK

»Det er nemmere at få opholdstilladelse til små børn, så der fuskes med fødselsattesterne. Jeg kender flere, som er 17 år ifølge fødselsattesten og 23 eller 24 i virkeligheden,« siger han.

Asosial

Hassan legger ikke skjul på noe. Han ble utvist fra skolen i 2. klasse og havnet på spesialskoler hvor han smadret alt. Han ble kriminell. Slo ned en jente ved et busstopp som ikke ville gi slipp på sin veske. Vold mot kvinner er ingen hindring. Han sier han den gang ikke så noen andre utveier. Men det å slå en kvinne er likevel noe å tenke over. De fleste europeere ville hatt skrupler med det.

Så havnet Hassan på en døgninstitusjon i Nord-Jylland, og her hadde han en kvinnelig lærer. Hun trodde først han hadde faket stilen han skrev om Facebook. Men så skrev han en ny og da forsto hun at han kunne skrive. Hassan hadde så langt bare lest Da Vinci-koden, men nå ble han foret med verdenslitteraturen. Språket ble hans vei ut av kriminaliteten.

Men før han kom så langt hadde han hadde et forhold til læreren og behandlet mannen hennes og deres barn svært dårlig. Han ikke bare stjeler kona fra ham, han må også bryte seg inn og rundstjele ham. Dette er uttrykk for et ønske om å knekte den andre mannen, underlegge seg ham og ødelegge ham, som er kommet til våre samfunn, men er tabu å kommentere.

«Intet blev udeladt i Yahya Hassans tekster. Heller ikke forholdet til den pågældende underviser: DET STARTEDE MED ET KYS SOM DET VEL ALTID GØR MEN DEN BOG VI SKREV SAMMEN VAR IKKE EGNET TIL HØJTLÆSNING FØRST BLEV HUN FYRET SÅ BLEV HUN SKILT

»Jeg kan ikke tage hensyn til nogen, når jeg skriver. Det hele skal med, ellers fungerer det ikke for mig,« siger Yahya Hassan, som heller så nogen grund til at skjule det efterfølgende indbrud hos lærerens eksmand: JEG KNEPPEDE DIN KONE JEG RIBBEDE DIT HJEM FOR VÆRDIER JEG PAKKEDE FJERNSYNET IND I JERES SØNS DYNE JEG KUNNE IKKE ARGUMENTERE FOR AT MIN FÆTTER SKULLE LÆGGE JERES SØNS COMPUTER TILBAGE EN LAPTOP ER EN LAPTOP SAGDE HAN DET ER 500 MERE TIL HVER DINE GUITARER ENDTE HOS HÆLERHASSAN

»Jeg vidste, at der ikke var nogen hjemme på det tidspunkt,« siger Yahya Hassan.

De få som ødelegger?

En trøstesang i det nye Norge er at det er de få som ødelegger. Det sa man også om ungdommen i sin tid. Men nå snakker vi om mange mennesker. Er det fortsatt tilfelle eller er dette en gammel klisje som misbrukes?

»Jeg taler ikke om nydanskerne i parcelhuskvartererne, men om perkerne i ghettoer som Gellerupparken og Vollsmose. Dem, som ikke interesserer sig for det danske samfund og ikke anerkender det danske system,« indvender Yahya Hassan, som mener, at mange undervurderer problemerne. »Jeg køber ikke den der med, at det er de få, som ødelægger det for alle de andre. Nej, det er lige omvendt. Alle, der bor i ghettoerne, laver kriminalitet. Alle mine fætre er kriminelle. Der er godt nok lidt stille i øjeblikket, for tre af dem sidder i fængsel.«

Hassan legger ikke vinn på å bli likt. Dette er en type ærlighet som gjør innfødte ille berørt. Vi vil helst høre de pene og pyntlige historiene, og det negative må pakkes inn.

Hassan ville vært umulig i Norge, for ikke å snakke om Sverige. Men norsk offentlighet burde snarest skaffe seg en Hassan for å være troverdig. Jo lenger pyntligheten får regjere jo hardere blir fallet.

For de pene i Norge vil Hassans historie være et eksempel på hvor ille Danmark og danskene er blitt. De vil instinktivt ta foreldrene og søstrenes parti. Da blir Hassan bare et utskudd.

Det er den samme gamle borgerlige utstøtingsmekanismen i ny, frisert tapning. Men det holder ikke. Det holdt ikke i 1880-årene og det holder ikke i dag.

Hassan er en rebel with a cause: Språket. Hvis vi tar litteraturen på alvor må vi ta ham på alvor. Kanskje språket og litteraturen også er vårt eneste håp.