Da Jyllands-Posten trykket Muhammed-tegningene i 2005, sto 12 anerkjente danske forfattere frem i Politiken og erklærte at man nå måtte si fra om tonen i den danske debatten.

»I de senere år er der foregået en åbenlys diskriminering af de etniske mindretal i Danmark både i sprogbrug og i lovgivningen (..)«, indledte forfatterne, der blandt andre talte litterære koryfæer som Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Carsten Jensen, Hanne-Vibeke Holst, Stig Dalager, Inge Eriksen og Thomas Boberg.

»Vores medborgere med muslimsk kultur- og trosbaggrund (…) bliver over én kam udsat for forhånelser af deres religion og kultur, nedværdigende og diskriminerende omtale og usande kollektive generaliseringer«, fortsatte opråbet.

Deres højlydte protest blev bragt to en halv måned efter, at Jyllands-Posten bragte de 12 karikaturer af profeten Muhammed. Forfatternes opråb var et væsentligt partsindlæg i det, der på kort tid udviklede sig til Muhammedkrisen og til en ophedet debat om, hvor langt man kan og skal gå i ytringsfrihedens navn.

De 12 fik støtte fra andre forfattere, blandt andre Janne Teller, der i et kulturessay i Information i begyndelsen af 2006 kritiserede den spottende tone i det Danmark, der tidligere var så kendt for»tolerance, frisind og fredelighed«.

»Hvor stammer denne grasserende xenofobi fra, der driver os til at mene, at det er normalt at ‘håne, spotte og fornedre’ dem, der tænker anderledes end os selv?«, spurgte hun i avisen.

Et nytt stjerneskudd har imidlertid vist seg på himmelen. Den unge, talentfulle poeten Yahya Hassan har kommet med en diktsamling som har vakt internasjonal oppsikt. I diktsamlingen retter den dansk-palestinske 18-åringen skarp kritikk mot sine foreldres oppdragelsesmetoder og det han kaller en råtten innvandrerkultur og religiøst hykleri i danske ghettoer.

Han har også fulgt opp diktsamlingen med en rekke friske uttalelser i riksdekkende medier:

»MIG JEG PISSER PÅ ALLAH OG PÅ HANS SENDEBUD/OG PÅ HANS ALLE MULIG UDULIG DISCIPLE«, stod der blandt andet i Hassans digtsamling, der hurtigt blev karakteriseret som mere kritisk end Rushdies sataniske vers.

I programmet ’Deadline’ skærpede digteren retorikken.

»Det her har noget at gøre med, at der findes en generation af en masse dumme perkere, der render rundt og ikke anerkender det samfund, de lever i, og som ikke accepterer danskerne. I er fandeme i danskernes land. Jeg kan simpelthen ikke forstå deres mentalitet«, sagde han og fortsatte i en tone, der i nogens ører kunne lyde som den på Dansk Folkepartis landsmøde.

»Hvis man vitterligt ikke trives i det land, man er i, må man jo prøve at finde et andet land«, sagde han.

Reaksjonene fra deler av de danske innvandrermiljøene har ikke latt vente på seg. Dødstruslene har strømmet inn og han lever nå under beskyttelse av Politiets etterretningstjeneste (PET). Denne uken ble han overfalt av en tidligere terrordømt, og i går ble en planlagt opplesning fra diktsamlingen i den innvandrertette bydelen Vollsmose avlyst på bakgrunn av politiets trusselvurdering. Man frykter en opplesning «kunne påvirke den offentlige orden». Trusselbildet mot Hassan selv er så alvorlig at da han dagen før foretok en diktopplesning i Politikens Hus, skjedde det iført skuddsikker vest.

Et samlet kulturelt og politisk Danmark raser over truslene mot Hassan og ytringsfriheten.

Pipen blant dem som var så bekymret for tonen i 2005 har plutselig fått en annen lyd:

Og pludselig var der flyttet rundt på fronterne i den gamle kamp om ytringsfriheden. Nu ramte dødstruslerne fra islamiske kredse en fra indvandrermiljøet, mens ingen af de 12 forfattere eller deres støtter var ude at sige fra.

Tværtimod åbnede flere af dem armene, bakkede den unge digter op og var med til at hylde debutanten ved hans bogreception.

Nogle spurgte sig selv og hinanden, om Yahya Hassans tone nu også var så anderledes end den, man otte år tidligere havde vendt sig imod. Eller om han bare måtte sige, hvad de andre ikke måtte, fordi han er vokset op som barn af indvandrere?

Politiken har spurt seks av forfatterne hvorfor de nå tolererer såpass hard kritikk av innvandreres kultur og islam. Eksisterer det en ytringsfrihet for etniske dansker og èn for dansker med innvandrerbakgrunn? Forfatteren Janne Teller bekrefter at det i hennes optikk gjør det:

Hvad mener du om Yahya Hassans kritik af indvandrerkulturen og islam?

»Hans digtsamling er på en gang smuk, chokerende og har en ægte energi. Det er meget vigtigt, det han siger. At dét også er en virkelighed, der foregår midt iblandt os og ikke må overses«.

»Han husker os på, at kampen for frihed er den enkeltes rettighed. Så må man være ligeglad med, hvilke stereotyper man går med eller imod«.

»Yahya har ret til at sige, hvad han vil, uden at få trusler. Det skal vi alle kæmpe for. Han kommer med en vigtig ny vinkel til en unuanceret diskussion om ytringsfrihed, der var kørt i sænk«.

»Der har været så meget dæmonisering af islam fra en stor del af det politiske spektrum. Alle vi, der kæmper for menneskerettigheder og frihedsrettigheder, blev nødt til at sige: »Vi vil ikke høre denne dæmonisering«. Det gør til gengæld, at der måske ikke var plads til at huske at kritisere magtmisbrug inden for visse indvandrermiljøer«.

Hvad er forskellen på det, du kritiserede under Muhammedkrisen, og det, du nu bifalder?

»Tegningerne var lavet af en avis med en magtposition, som valgte at tegne et fjendebillede af nogle, der i forvejen var et trængt mindretal og dæmoniseret i offentligheden. Det var lovligt, men ikke acceptabelt blandt voksne mennesker i et civiliseret samfund. Yahya har som individ ingen magt. Det er forskellen«.

Hvis der skal komme en hård kritik af indvandrere, skal det så kun komme fra dem selv?

»Nej, det skal bare ytres lødigt. I USA har de forstået, at mindretalsgrupper har ret til at definere, hvad de ikke vil kaldes. ’Perker’ kan indvandrere sige til hinanden, men det kan man ikke sige som ’hvid’. Yahya taler om sit eget miljø og har derfor lov til at gå meget længere end vi andre«.

Carsten Jensen mener at de fleste andre anklager mot innvandreres kultur og islam bygger på fordommer og fordreininger:

Hvis der skal komme en hård kritik af islam og indvandrere, skal det så kun komme fra indvandrerne selv?

»Nej, så lukker vi os inde i hver sin menighed. Men det fatale i indvandrerdebatten er, at de fleste anklager ikke bygger på kendsgerninger, men på fordomme og fordrejninger. Hassan er jo førstehåndsvidne«.

Thomas Boberg mener det er avsenders intensjoner som avgjør hvorvidt kritikken er legitim eller ikke:

Hvad gør Yahya Hassans tone legitim?

»Spørgsmålet er jo også, hvad man vil med sin kritik. Nogle vil jo bare gerne have dem smidt ud, alle sammen. Der må der også være plads til at sige, at det kan gøres på andre måder. Ellers ender det hele i skyttegravskrig, fordi man i indvandrermiljøet føler, at nu kommer en anden kultur og dæmoniserer os og generaliserer om os. At Yahya selv kommer fra indvandrermiljøet, giver større respekt, end når en bor i Gentofte og hagler ned over et mindretal«.

Les resten i Politiken: Forfatter: »Yahya har lov til at gå meget længere«

Les også Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelts Er Yahya Hassan et patetisk fjols?, som viser hvordan fortalere for «den gode tone» ville lyde dersom de hadde reagert på Hassan og truslene mot ham som de gjorde da det gjaldt Lars Hedegaard, Kurt Westergaard og Jyllands-Posten.