Gjesteskribent

Det er efterhånden en gammel debat, men den vil ikke dø. Heldigvis, må man tilføje. Hvis først den dør, er der færre, der husker grundlaget. Grundlaget – og debatten herom – er ytringsfrihed, ja, gaab, den har vi haft.

Det har vi nemlig, ikke mindst de seneste syv år siden Muhammedkrisen blev antændt af en lille klike af herboende muslimer, der rejste ned til Nordafrika for at sætte fut i fejemøget.

Det lykkedes som bekendt ganske godt. Så godt, at store dele i de politiske, kulturelle og industrielle eliter kom i tvivl om, hvor de selv stod, og endte med at svigte grundlaget. Kunne vi ikke bare snakke om det? Ingen grund til at søge konflikt med religiøse eller udsatte grupper, vel? Tonen, ja, tonen, den er gal med tonen. Stop racismen!

Pludselig var der mange tonemestre, og jeg indrømmer, at jeg selv røg op i det røde felt og blev harm over udviklingen.

Siden er der sket mangt og meget – og alligevel ingen verdens ting.

Tidligere i dag sad jeg i studiet hos Rushys Rashid i hendes program Rushys Roulette på Radio24syv sammen med bl.a. Omar Marzouk og Firoozeh Bafrafkan, hvor nok en dansk forfatter efterlyste en mere moderat tone i debatten om indvandring, muslimer og islam på baggrund af en kronik, han havde skrevet til Politiken.

Her fik lytterne et interessant kig ind i forfatterens skriveværksted, og jeg er taknemlig for, at Kaspar Colling Nielsen lukkede os indenfor. For der er noget at lære. Som han selv var så venlig at formulere det i programmets begyndelse:

”Jeg var på et tidspunkt i gang med at skrive nogle noveller, der handlede om muslimske brødre, og det gik jeg bort fra igen, fordi jeg kom lidt i tvivl om, hvilke konsekvenser, det ville have, og så gad jeg simpelthen ikke.”

Rushy Rashid: Men er det fordi, du er en kylling, at du ikke tør tage konsekvenserne?

”Nej, men lad mig prøve at forklare det, for jeg tror, at som det er i dag, så tror jeg, at der er en masse folk, der censurerer sig selv. Jeg censurerer mig selv. Jeg tror folk på redaktionerne, på nyhedsredaktionerne censurerer sig selv en lille smule. Faktisk så er det jo den indsigt, man har vundet med Muhammed-tegningerne, at vi har forstået, hvor stærke de her religiøse følelser er, og hvor problematisk og farligt, det kan være ligesom at træde derud og kritisere den slags. Man er jo faktisk dum, hvis man ikke tænker over den slags, når man ytrer sig offentligt.”

Det er ærlig snak. Som jeg straks takkede Kaspar Colling Nielsen for. Han viste sig som et menneske, ikke en parade. Jeg kender ikke mange danske forfattere, der offentligt tør indrømme, at de står på hovedet for ikke at sige noget farligt.

Hvilket sådan set var den mistanke, der lå til grund for, at JP i sin tid bad en række bladtegnere om at tegne Muhammed, sådan som de så ham: Var det rigtigt, at danske kunstnere bevidst undgik at forholde sig til noget, der havde med islam at gøre?

Skulle nogen fortsat være i tvivl om svaret, så konfirmerer Kaspar Colling Nielsen mistanken syv år senere.

Men hans problem er, at han indirekte gør sin frygt for repressalier fra muslimske brødre og fætre til alles frygt.

Det er tilsyneladende ikke nok, at forfatteren censurerer sig selv; vi skal alle censurere os selv – mere end man ellers gør, når man forsøger at udtrykke sandheden om et hvilket som helst emne så fermt som muligt.

Kaspar Colling Nielsens intentioner er noble nok. Han vil have debatten om ytringsfrihed op fra skyttegravene, men ender i stedet med at lande i den pragmatiske mudderpøl. Det er konsekvensen af, hvad Uffe Ellemann-Jensen og hans følge sagde i årevis, og da de ville have JP til at undskylde for de famøse tegninger for alverdens muslimer.

Synspunktet burde ikke overraske mig. Det har trods alt været gangbar logik i de skrivende, filmende og talende klasser siden årtusindets begyndelse. Sig undskyld og vask jeres mund med sæbe. Så vil alting blive bedre.

Svaret er imidlertid, at det ikke er blevet bedre med den muslimske trusselskultur. Det er heller ikke blevet stort bedre med den parallelle krænkelsesfundamentalisme, selv om dagbladet Politiken vistnok har rykket sig en centimeter eller to i det spørgsmål, efter at Rune Lykkeberg er blevet kulturredaktør på avisen, og chefredaktøren er gledet med som den glatte teknokrat, han er.

Kaspar Colling Nielsens synspunkt burde med andre ord ikke overraske. Men det overraskede mig nu alligevel at sidde og høre et intelligent menneske kujonere hele befolkningen: Gør som mig! Træd varsomt! Hold igen! Giv efter!

Efter udsendelsen gav vi hinanden hånden, ikke fingeren, og jeg lovede mig selv at holde kæft om ytringsfriheden for en stund. Spiste frokost, og kørte hen på mit kontor. Så sad jeg der, da Kaspar Colling Nielsens kujonopfordring ramte mig i baghovedet.

Først var der Carsten Jensen og alle de andre puttenutteforfattere, som ville have os andre til at indskrænke grundlaget. Så kom der flere til, i en lind strøm, som var det indskrevet i grundloven, at en forfatter er en person, der er bange for det frie ord.

Flere år gik. Så bliver den onsdag morgen, og vupti, så dukker der søreme en forfatter mere op og opfordrer danskerne til at holde kæft.

Jeg håber for landets skyld, at de – I – ikke følger opfordringen, men i stedet står fast på, at i dette land kan vi diskurere Gud og hvermand, alt og alle.

Der gives ikke amnesti til særligt fine mennesker. Går vi først ned ad den vej, er der ingen vej tilbage. Så åbner barbariets porte sig med et gevaldigt gab.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 8. januar 2014.