Gjesteskribent

På tirsdag er det to år siden Omar El Hussein begik sin terrorgerning i Krudttønden og Synagogen.

Mens vi går og frygter, at noget lignende sker igen, er der fældet en absurd dom, der viser, at danske myndigheder stadig er mere optaget af at beskytte terroristers rettigheder end at lade offentligheden få adgang til væsentlig information om, hvordan en terrorist bliver til.

Lad os begynde med begyndelsen:

En måned efter terrorangrebet kunne BT og Berlingske afsløre Københavns Kommunes mildt sagt slaskede tilgang til Omar-sagen.

Det viste sig nemlig, at Omar havde en kriminel løbebane, og at han havde været kendt af Københavns Kommune i årevis. Allerede fem år før terrorangrebet, i 2010, holdt socialforvaltningen møde med Omars far og her lykkedes det faderen at besnakke kommunens folk til at tro, at Omar var på vej væk fra kriminalitet, at det gik fint i skolen og at tingene i det hele taget var under kontrol.

Det var de ikke og havde kommunen tjekket blot et par af faderens påstande, havde de opdaget, at de var blevet taget ved næsen. Omar gik f.eks. en god del af tiden slet ikke skole. Noget kommunen så let som ingenting kunne have tjekket.

Det gjorde man ikke. Man fravalgte derimod yderligere tiltag, fordi man blindt stolede på familien, fordi man lod tvivlen komme Omar til gode. Og grundlæggende fordi man åbenbart slet ikke var klar over, at kontrol er bedre end tillid, når man har med den slags sager at gøre.

Forløbet er tankevækkende, for ikke at sige rystende, men i grunden ikke overraskende, når man nu ved, at det er det Politiken-læsende segment, der sidder på Københavns Rådhus. De, der har lært at mistillid over for minoriteter er fordomsfuldt og islamofobisk, og at åbenhed og tolerance er vejen frem.

Men hele forløbet er noget, der i den grad er relevant viden for myndigheder og offentlighed. Skal man forhindre fremtidig terror, skal man vide, hvordan en terrorist bliver til. Og hvor meget kommunen skal stramme op.

Ikke desto mindre – og her kommer vi til det egentlige skandaløse – har Københavns Kommune gjort alt, hvad de kan for at dække over denne pinlige sag.

Først fornægtede man den. Man hævdede, at der «ikke var nogen sag» på terroristen. På almindelig dansk: Københavns Kommune fortalte offentligheden usandheder.

Og da BT og Berlingske Tidende afslørede sagens rette sammenhæng, besluttede man sig på Rådhuset for at straffe både journalisterne og deres kilde, Finn Rudaizky (DF) fra Borgerrepræsentationen. Han fortalte med god samvittighed informationerne videre til journalisterne, drevet af et stort engagement i sagen, der også skyldes, at han personligt kendte Dan Uzan, den ene af dem, Omar dræbte.

Socialforvaltningsdirektøren anmeldte Rudaizky til politiet, og statsadvokaten rejste sigtelse imod ham og krævede ham idømt fængselsstraf.

Det er ikke ulovligt at lække oplysninger, der er af åbenbar interesse for offentligheden. Men kommunen mente – og mener – tydeligvis slet ikke, at oplysningerne om kommunens egen uformåen over for Omar har åbenbar interesse for offentligheden.

Den stakkels, stakkels nu afdøde terrorist har ret til privatliv. Ligesom Lars Hedegaards stakkels, stakkels attentatmand også har ret til anonymitet.

Som om Københavns Kommunes sjusk har ret meget med privatliv at gøre! Som om det ikke er offentlighedens interesse at vide, hvordan Omars blev til terrorist!

Torsdag blev Rudaizky så kendt skyldig og idømt en bøde på 10.000 kr.

Lov er lov og lov skal holdes. Men jura er ingen eksakt videnskab og hvad der er i offentlighedens åbenbare interesse er i høj en vurderingssag. 

Jeg synes, vi har grund til at takke Finn Rudaizky for, i en helt ekstraordinær alvorlig situation, at have udvist civil courage og rettidig omhu ved at gå videre med de vigtige informationer, han havde fået som medlem af Borgerrepræsentationen. Også selv om det havde en pris.

De ansatte i Københavns Kommune og de hvinende politisk korrekte borgmestre er gået helt fri.

Det er alene manden, som vi kan takke for, at vi overhovedet kender til historien om Krudttønde-terroristens kontakt med Københavns Kommune, der er blevet straffet. Noget er helt skævt her.

Hans bøde vil jeg gerne være med til at betale, så jeg har netop sendt et beløb. Jeg håber du, kære læser, vil gøre det samme.

Læs mere om indsamlingen her

Jyllands-Posten 10. februar