Basil.Hassan 1

Bildet: Noen hadde i nattens ly hengt opp en plakat med navnet på Lars Hedegaards attentatmann, det navn som det er forbundet med straff å nevne i Danmark.

dk.Lars-Hedegaard

I dag er der i Østre Landsret afspillet endnu en akt i det kafkas´ke retsteater, der er fulgt efter Lars Hedegaard formastede sig til at nævne sin attantatmand ved navn. Onsdag blev Frederiksberg Rets dom fra marts i år så behandlet i Landsretten – en genbehandling, som få regner med vil få et andet udfald end i byretten, hvor Hedegaard blev idømt en bøde på 10.000 kr. Alligevel har han haft overskud til at anke dommen – og til endnu en gang at sætte sagen i perspektiv. Læs hans sidste ord til Landsretten her:

Ærede Landsret

Det er med bekymring, jeg i iagttager den strøm af sager, som Anklagemyndigheden har anlagt mod hidtil ustraffede borgere, der har valgt at nævne navnet på den person, der prøvede at slå mig ihjel den 5. februar 2013.

Det er bekymrende for de mennesker, der nu bliver dømt på stribe, men endnu mere for det danske retsvæsens anseelse.

Navnet på min mislykkede attentatmand var ude i tyrkisk presse allerede i april 2014, og enhver kan ved at par klik erkyndige sig om hans navn og se hans billede, ligesom man på nettet kan finde alle mulige oplysninger om hans fortid og nutid. En velplaceret kurdisk kilde, der er citeret i dansk presse, meddeler, at B.H. nu indtager en fremtrædende plads i Islamisk Stats terrorapparat – hvis han da ikke er død.

ANNONSE

Københavns Politi har for længst meddelt, at de ikke har noget imod, at navneforbuddet mod den eftersøgte bliver ophævet. Navneforbuddet kan altså ikke begrundes med hensynet til sagens efterforskning.

Alligevel har domstolene flere gange nægtet at ophæve navneforbuddet. Ligesom byretten har underkendt min – skulle man mene – menneskeret til selvforsvar. Det har ikke gjort indtryk, at mordforsøget på mig utvivlsomt var politisk motiveret, og at dette motiv naturligvis stadig findes, eftersom jeg ikke er død.

Jeg anerkender det fundamentale princip, at ingen er skyldig, før han er dømt, og at ingen derfor skal hænges ud for en påstået forbrydelse, før retten har talt. Men jeg bemærker, at dette sunde princip i praksis bliver afvejet i forhold til andre påtrængende hensyn.

Således valgte Københavns Politi at offentliggøre navn og billede på den formodede gerningsmand til de nylige skyderier på Christiania, uagtet at manden ikke var dømt.

Det har jeg forståelse for. Christiania-manden var utvivlsomt farlig. Jeg mener også, at min attentatmand er farlig, og at han næppe ville tøve med at ombringe mig, hvis han fik chancen – eller ville tøve med at beordre andre til at løse den opgave han ikke selv kunne.

Det må være den slags overvejelser, der ligger bag PETs beslutning om at give mig personbeskyttelse. Det ville de ikke gøre, med mindre de mente, at mit liv var i fare.

Når Anklagemyndigheden nu trækker mig i retten, underkender den i praksis min ret til selvforsvar, for jeg er naturligvis levende interesseret i, at min attentatmand skal blive så kendt som muligt, således at han får ringere chancer for at komme efter mig en anden gang.

Jeg vil gå videre: Anklagemyndigheden mener ikke, at min ret til livet vejer noget sammenholdt med attentatmandens og hans families bekvemmelighed.

Man må have mig undskyldt, men jeg mener, at retssagen mod mig og dem, der har ønsket at støtte mig, er politisk motiveret. På de bonede gulve kan man ikke lide mig, fordi jeg har sagt frygtelige ting om det multikulturelle samfund, som magthaverne har opbygget siden Udlændingeloven af 1983. Man have mig  til at gå væk og ville græde krokodilletårer, hvis det skulle lykkes en muslimsk kriger at skaffe mig af vejen.

Indtil det måtte ske, ønsker Anklagemyndigheden at demonstrere, at jeg er et dårligt menneske, der bare kunne have holdt min mund.

Jeg synes, at Landsretten skulle tage hensyn til danskernes retsbevidsthed, for det er givetvis sådan, min eventuelle domfældelse vil blive udlagt blandt mange både i ind- og udland.

Der er også et hensyn at tage til Landsrettens eftermæle. Det er langt fra givet, at B.H.s beskyttere kan holde sig ved magten. Hvem kan forudsige, hvad fremtidige historikere vil skrive om den juridiske galeanstalt, som Danmark havde udviklet sig til i det 21. århundredes andet årti?

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629