Sakset/Fra hofta

Jeg stiger af i Rosengård. Kønt er her ikke, men kvarteret ligner så meget andet socialt boligbyggeri fra 60’erne og 70’erne, som vi kender fra Danmark. Det kunne være Vollsmose ved Odense eller Gellerup ved Århus. Det er først, da jeg står på broen, der deler kvarteret i to på hver sin side af ringvejen, at det slår mig, hvor stort området faktisk er, og at jeg er den eneste med hvid hudfarve, så langt øjet rækker. 10 minutter med offentlig transport, og jeg kunne for så vidt have været i Mellemøsten – bortset fra at der sandsynligvis ville være flere hvidhuder dér.

Jeg går ind i centret ved siden af City Gross, efter sigende Skandinaviens største supermarked – NB: jeg har ikke været rundt og sammenlignet! – finder cafeen og får mig en øl, et stykke kage og en kop kaffe, fordi al sund fornuft tilsiger, at det vil være godt at have noget at stå imod med. Betjeningen er upåklagelig, her er nærmest rart. Jeg nyder at have en halv time tilovers – kan ikke huske, hvornår det sidst er sket – før jeg skal hen og snakke med imam og familierådgiver Ayoub Chibli fra Stora Moskén. Han kom til Sverige fra Palæstina i 1984 og begyndte at arbejde i moskeen med den runde kuppel og de to minareter i 1999.

Ayoub Chibli tager imod bag skranken ved det kridhvide Islamic Center placeret mellem Indre Ringvägen og Västra Skrävlingekyrka, der huser Svenska kyrkans mindste menighed. Ikke langt fra moskéen ligger indvandrerkvarteret Herrgården; til den anden side Almgården, hvor hver tredje beboer stemte på Sverigedemokraterna ved det seneste valg.

Ayoub Chibli er en venlig, smilende mand på 50 og far til fire store børn, med guldindfattede briller, der for det meste hænger i en snor om halsen. Ud over sit virke som imam og familierådgiver ved moskeen viser han også grupper af skoleelever og besøgende rundt samt fungerer tre dage om ugen som fængselsimam i Malmø. En travl mand, kan man vist roligt sige.

Det var i øvrigt ikke bare fængslerne og imamerne, der havde fået mere at lave de seneste år. Køen hos domstolene voksede og voksede. Tusindvis af anklagede ventede på at komme for en dommer og få afsluttet deres sag, så fængselspersonalet kunne komme til. Bare i Malmø ventede 1.800 anklagede på dommergang, i Lund knap 1.000, i Gøteborg mere end 3.000. Over det meste af landet var der tale om betydelige stigningstakter siden 2009. Så meget, at regeringen Reinfeldt i håb om hurtigere rettergang i juli 2010 stillede forlag om, anklagemyndigheden helt kunne skippe domstolsafgørelse, hvis den anklagede accepterede proceduren. Den kendte forsvarsadvokat Leif Silbersky, der bl.a. førte sagen for de ti svenskere anklaget for det spektakulære helikopterrøveri mod et værdidepot i Stockholm i 2009, blev i Sydsvenskan citeret for at støtte forslaget med den begrundelse, at «vi i dag har fuldstændigt overbelastede domstole.»

Samtidig var det svenske grænsepoliti begyndt at samarbejde med Migrationsverket, sådan at politiet nu skred til arrestation af illegale flygtninge i færd med at blive viet på rådhuset i Malmø. Ifølge politiet skete der anholdelser af illegale flygtninge ved vielsesceremonier ca. en gang om måneden, men ifølge rådhusets vagtpersonale skete det oftere, nogle uger helt op til flere pågribelser om dagen.

«Vi koncentrerer os om de steder i landet, hvor der bor mange indvandrere,så Malmø er klart interessant for os», udtalte Leif Fransson fra grænsepolitiet, mens kritikere fandt myndighedernes samarbejde kritisabelt. Således nægtede f.eks. Malmøpræsten Ann Lidgren at samarbejde med politiet med den begrundelse, at det allerede var en stor ting at bekende sin kærlighed offentligt. «Jeg vil i hvert fald ikke give oplysninger videre til politiet», udtalte hun til Sydsvenskan.

Ayoub Chibli tager sig tid til at vise mig rundt i moskeen. Vi står et minut i stilhed og kigger mod Mekka og op på det blåtmalede loft i kuplen. Bagefter fortæller han, at han opfatter moskeen som en ambassade for herboende muslimer. En ambassade, der hjælper med højtider, fredagsbøn, begravelser, giftemål, familieproblemer, unges spørgsmål om identitet og kultur, andre personlige problemer og i det hele taget er behjælpelig med vejledning og information. Det gælder ligeledes overfor samfundet, herunder myndighederne.

«Vi står til rådighed for alle, der kan få brug for os», siger han og tilføjer: «Vi er en mødeplads for alle de forskellige nationaliteter, der er i Malmø-området, ligesom vi i gennemsnit har besøg af 75 etniske svenskere dagligt, der kommer og bliver vist rundt i moskeen.»

Ayoub Chibli mener, at der florerer mange fordomme om moskeen, om muslimer og islam. Det er disse fordomme og dette ukendskab, som han også kalder det, han gerne vil til livs i sit daglige arbejde.

«Hvordan skal vi kunne leve sammen, hvis folk tror, vi er kriminelle eller terrorister? Vi mennesker kan være så meget; nogle er søde og generøse, andre mindre søde og mindre generøse; nogle er hjælpsomme, andre mindre ditto.»

«Sagen er bare, at nyhedsmedierne har haft held med at fremstille muslimer som problembørn. Hvis f.eks. en muslim foretager sig noget dumt eller ulovligt, så siger medierne, at det er en muslim, der har gjort det. Medierne interesserer sig ikke for individer, men for etniske grupper, og forstår ikke baggrunden for den konkrete handling. Hvis f.eks. en ung muslimsk mand overfalder en svensk mand, så skriver medierne, at Ahmed eller en muslim overfaldt Erik. Men hvem påstår, at islam siger, at Ahmed skal overfalde Erik? Overfaldet har ikke noget med islam at gøre.»

Når medierne skader muslimer, skader de også Sverige, fremfører Ayoub Chibli. For dermed øges spændingerne i samfundet, hvilket er til gene for alle med gode motiver. Gode motiver har hverken Sverigedemokraterne eller Skånepartiet:

«Sverigedemokraternes politiske program siger, at islam og muslimer er det største problem i samfundet. Skånepartiet marcherer med bannere, hvor der står, at Muhammed var pædofil, og at muslimer skal ud af Sverige! Begge partier vil skræmme svenskerne, og påstår, at Koranen opfordrer muslimer til at dræbe ikke-muslimer. Men hvem siger det? Koranen fortæller, at det ikke er forbudt muslimer at udvise venlighed mod ikke-muslimer. Profeten beretter netop om Jesus som sin bror. Erik er min bror, ikke min fjende.»

Jeg nævner navnet Lars Vilks, og Ayoub Chibli siger straks:

«Ham taler jeg gerne om, men først vil jeg sige, at jeg elsker profeten Muhammed. Når man elsker nogen, bliver man såret, når nogen krænker eller ringeagter den, man elsker. Hvis nogle kom og sagde, at din far var pædofil, ville du nok også blive vred, ikke?»

Jeg nikker.

«Tror du, at 1,5 mia. muslimer elsker en pædofil, en kvindemishandler?» Imamen kigger indtrængende på mig og svarer selv:

«Absolut ikke. Når Lars Vilks fremstiller profeten som hund, så ved han sikkert, at en hund i den arabiske kultur opfattes som et svin.»

Mener du, at man i Sverige skal lovgive imod krænkelser?

«Jeg bryder mig ikke om Lars Vilks’ kunst, eftersom han håner og fornedrer muslimer. Vi andre skal aldrig nedlade os til Lars Vilks’ niveau, aldrig. Derfor tager jeg også afstand fra enhver form for vold og trusler, ligesom vi muslimer ikke skal acceptere, at det svenske flag brændes, at ambassader ødelægges, eller at man i Mellemøsten hader det danske folk osv.»

Skal man lovgive mod krænkelser?

«Alle taler om ytringsfrihed. Men må man sige, lige hvad man vil? Hvis jeg siger, at en person er fed, må jeg det? Må jeg sige, at en person er nigger? Må jeg fornægte Auschwitz? Jeg vil ikke have love, der begrænser, men i stedet lade fornuften afgøre, hvad der er i orden, og hvad der ikke er i orden at sige. Der findes noget, der hedder etiske principper, og jeg opfordrer til, at vi alle tænker os om, før vi taler. Ligesom læger har etiske principper, ligesom lærere har det, advokater, forfattere, journalister, således skal vi alle have etiske principper og styre efter dem.»

Ayoub Chibli nævner den svenske kongefamilie, som med jævne mellemrum havner på avisernes forside. «Tænk, om jeg fremstillede kongen eller prinsen som en gris», siger Chibli og fortsætter: «Tror du, svenskerne vil synes om det?»

For imamen handler det om ikke at tillade, at nogen misbruger demokratiet:

«Vi skal hver især bruge vores fornuft. Jeg vil ikke begrænse ytringsfriheden, men vi skal ikke lade nogen misbruge den, det er demokratiet for vigtigt til.»

Det ord kan jeg godt lide, misbruge. For jeg mener netop, at demokrati er defineret ved, at folk kan misbruge det på det groveste, eller sagt på en anden måde: Det, der for nogle er misbrug, er for andre akkurat at gøre brug af det – og dermed holde det i hævd.

Kældermennesker

Vi sidder lidt i tavshed. Ayoub Chibli lader til at være godt tilfreds med sin sidste bemærkning; jeg tænker på, hvordan Danmarks forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen ville se ud i kjortel og sandaler her på Islamic Center og kan umiddelbart sagtens se ham for mig som imam i Malmø. Jeg jager Uffe ud af mine tanker og spørger Ayoub Chibli til forskellen på en moské som den i Malmø og dem, man kalder kældermoskeer, dvs. små moskeer typisk indrettet i kældre eller små lejligheder i beboelsesområder. Jeg har læst mig til, at der findes i hvert fald seks stormoskeer med minareter i Sverige plus et større antal kældermoskeer, men Ayoub Chibli fortæller mig, at der pt. kun findes fire stormoskeer i Sverige, hvortil kommer en ny og femte under opførelse i Gøteborg.

«Der er tre andre moskeer som den i Malmø – i Stockholm, Uppsala, Trollhättan, og så er den femte af slagsen ved at blive bygget i Gøteborg. Det er de åbne moskeer i Sverige. Her er tilgængeligheden vigtig. Vi er ansigtet udadtil og repræsenterer, hvad der i vores øjne er den sande islam.»

Ja, det gør de vel alle, tænker jeg. Repræsenterer, hvad der i deres øjne er den sande islam. Man kunne fristes til at synes, at hele miseren ligger her: At der kun findes én sand islam. Som alle strides om at definere: Sandheden eller Ingenting, men jeg nøjes med at tænke det.

Senere hører jeg Sveriges Radio berette, at moskeen i Gøteborg er 100 pct. finansieret af Saudi-Arabien, hvilket kritikere finder mere end uheldigt, eftersom dem, der betaler gildet, som regel også får indflydelse på den stedlige fortolkning af Koranens budskab og forholdet til det omgivende samfund. Den saudiske fortolkning af den sande islam er særdeles streng og konservativ.

«Islam kan tolkes på forskellige måder», præciserer Ayoub Chibli i Malmø. «Det vigtigste for os er ansvar, at moskeen har et ansvar, ligesom en gudfar. Vi skal huse alle nationaliteter og afvise ekstreme muslimer. Alle skal føle sig trygge, når de kommer her. Vi udgør en forbindelse til samfundet og skal bidrage til stabiliteten og sikkerheden i samfundet og være en garant for integration mellem islam og Sverige.»

Anderledes med kældermoskeer, mener han:

«Nogle kældermoskeer har en tendens til at rejse en mur mellem muslimer og samfundet, en mur, der skal beskytte muslimer mod samfundet – præcis hvad Sverigedemokraterne siger – bare med omvendt fortegn. De vil beskytte svenskerne mod muslimer, mens visse kældermoskeer vil beskytte muslimer mod svenskere. Kældermoskeer er dog forskellige alt efter, hvem der har finansieret dem og har det afgørende ord på stedet. Den afgørende forskel er, hvorvidt moskeen taler med ansvar eller uansvarligt. Det er de gode motiver og handlinger, det kommer an på.»

Gode motiver og gode handlinger. Jeg véd snart ikke hvad jeg skal sige eller tænke. Det lyder jo såre uskyldigt. Men jeg kan ikke rigtig oversætte disse hensigtserklæringer til virkelighed og gribes af en ubehagelig følelse af at blive taget ved ærmet.

Evolutionær sharia

Jeg er nysgerrig efter at vide, hvad sharia betyder for Islamic Center, og om imamen ønsker sharia indført i Sverige.

«Sharia betyder jo ordret islamisk lov. Men der er to betingelser for, at sharia kan indføres. Den første er, at en majoritet af befolkningen skal være muslimsk. Den anden er, at generationer skal være vokset op som muslimer, dvs. med de traditioner og den kultur, der gælder i et muslimsk samfund. Børn og unge skal være vokset på med disse værdier for at vide, hvad der er lovligt, og hvad der er ulovligt. Hele samfundet skal være parat til at leve efter sharia – ellers nytter det ikke noget.»

«Samtidig skal andre minoriteter garanteres rettigheder. Det sidste har vi Muhammeds ord for, da en gruppe kristne kom til ham i 600-tallet og bad om beskyttelse. I aftalen, som Muhammed indgik, står, at kristne har ret til deres religion, til deres kirker, og hvis de ikke har råd til det sidste, pålægges det muslimer at hjælpe dem med at bygge kirkerne.»

Den aftale, imamen hentyder til, blev indgået i 628 med en kristen delegation fra det nuværende Egypten.

«Sagen er blot, at Sverige ikke lever op til de to nævnte betingelser. Dels udgør landets muslimer ikke flertallet, dels er flertallet ikke vokset op med muslimske traditioner over en længere tid. Sharia er noget, man skal vænne sig til, ikke noget der kan indføres fra den ene dag til den anden.»

Ayoub Chibli sammenligner med det muslimske forbud mod alkohol:

«Hvis man læser Koranen, ser man, at det tog lang tid at gennemføre forbuddet. Dengang gav alkohol social status, og folk holdt ikke bare lige sådan op med at drikke alkohol. Profeten sagde, at alkohol rummer både nytte og skade, men skaden er størst, og desuden skal vi mennesker være klare i hovedet for at gøre det gode.»

Da muslimerne blev rede til at afstå fra alkohol, blev det forbudt. På samme måde gælder det, at når samfundet er rede, så tillemper man sharia, ikke før.

Jeg noterer i min notesbog: «Sharia skal indføres i Sverige», og for fuldstændighedens skyld tilføjer jeg: «En skønne dag». Alligevel forekommer det mig at være et ganske utroligt åbenhjertigt budskab til den svenske befolkning. Her har I det, sort på hvidt: Ayoub Chibli, imam ved Stora Moskéen i Malmø, arbejder for at indføre sharia-lovgivning i Sverige. Ikke i morgen. Ikke i overmorgen. Men når lejligheden byder sig. Han tager rigtignok visse forbehold, men forestillingen om evolutionær sharia består:

«Man kan ikke indføre sharia, før flertallet ved, hvad der er ret og vrang, hvad man må, og hvad man ikke må. Dem, der siger, at muslimer vil indføre sharia nu i Rosengården eller i Danmark, de vil enten skræmme, eller véd ikke, hvad de snakker om.»

Ayoub Chibli forklarer, at de lande i Mellemøsten, som har indført sharia, før befolkningen er parat til det, er mislykket med det. «Det er derfor, vi ser uretfærdighed i muslimske lande.», siger han.

Siger du, at f.eks. den saudi-arabiske befolkning ikke er parat til sharia endnu?

«Hvis befolkningen var parat til sharia, ville den ikke acceptere kongefamiliens privilegier. Folk ville spørge, hvor de velstående har deres penge fra, og hvorfor det altid har været sådan? Islam ville sige om Saudi-Arabien, at der sidder forkerte folk på forkerte pladser.»

Med sharia er det i det hele taget som med matematik. Man kan ikke lære eksponentialligninger, før man kan algebra. Sharia tager sin tid. Et skridt ad gangen.

Moskeen på Söder

En uge senere står jeg i moskeen på Södermalm i Stockholm. Jeg har stillet mine sko i foyeren på dertil indrettede hylder, og det tykke, grønne gulvtæppe er blødt. Moskégængerne taler sagte sammen, men indimellem lyder der et sms-bip fra mobiltelefoner, som ingen lader til at tage notits af. For enden af det aflange bederum står der bøger og litteratur i bogskabe. Farven grøn dominerer, men kaklerne på væggen er råhvide og lysebrune, og seks store lysekroner hænger så lavt fra loftet, at man næsten skal dukke sig. Små børn løber rundt i flyverdragter. Der er noget meget hverdagsagtigt over stedets stemning. En mand begynder at støvsuge, en anden er faldet i søvn ovre i hjørnet, en far trøster sin søn, mens han tilsyneladende afgør en disput i sin mobiltelefon, og på en bænk ligger dagens eksemplar af gratisavisen Metro med reklamer og petitstof.

I moskeens boghandel, hvor der for nogle år siden blev solgt kassettebånd med opfordring til at dræbe jøder, finder jeg Missförstånd om islam af Muhammed Kutub til 45 kr., udgivet af International Islamic Federation of Student Organizations i 1983. Det er en indføring i islams forhold til samfundet. Jeg sætter mig i solen på Medborgerplatsen og bestiller en cola. Jeg bladrer i Missförstånd om islam og falder over nogle afsnit om islams syn på kvinder – og mænd.

De er ganske interessante:

«Islam skelner mellem mand og kvinde med hensyn til deres respektive funktioner i livet (…) Den intuitive modtagelighed og stærkt følelsesmæssige disposition, som kvinden har fået, viser, at hun i grunden har en emotionel karakter snarere end en intellektuel.» Manden derimod, «må engagere sig i livets kamp, som pågår i verden udenfor (…) Følelser viser sig at være til besvær snarere end til nytte i varetagelsen af hans pligter.»

«En stadigt skiftende emotionel karakter kan være passende for moderskabet, som må håndtere modsatrettede og forskellige situationer. Men den er ikke til hjælp for manden, hvis arbejde kræver uforanderlighed og modstandsdygtighed i lange perioder.»

«Kvindens medfødte behov er en mage, et hjem, en familie og børn. Det er derfor naturligt, at hun kvitter sit arbejde og fuldfører sine primære funktioner, så snart det kan lade sig gøre (…) Islams distinkte kendemærke er et praktisk livsmønster og en parathed til at tage hensyn til den menneskelige natur og aldrig modsætte sig den eller afvige fra den naturlige kurs.»

«Som enhver anden organisation har også familien behov for en leder foruden hvilken en anarkistisk tilstand vil råde (…) Problemet er løst i det øjeblik, vi indser, at det er manden, udrustet som han er med rationelle egenskaber og en stærk fysisk, som er bedre hjulpen end kvinden, hvis natur er mere følelsesladet og modtagelig for ydre påvirkning, der er bedst egnet til at lede familien.»

Og så lige på falderebet, hvis man – eller rettere hun – skulle være i tvivl om, hvor skabet skal stå:

«Så længe mand og kvinde lever sammen, må hustruen ifølge islamisk lov acceptere mandens seksuelle krav.»

Utdrag fra

Mikael Jalving:

ABSOLUT SVERIGE

294 sider, 300 kr.

Jyllands-Postens Forlag

Les også

-
-
-
-
-