Gjesteskribent

Vi har som bekendt kun den sjov, vi selv laver. Derfor morer jeg mig i morgen i papiravisen over den svenske reaktion på selvmordsbomberen i Stockholm, for de er jo kugleskøre, de svenskere.

Vi andre kan imidlertid også godt være med, især inde på Rådhuspladsen, hvor Politikens lederskribenter – blot en etage eller to under JP’s medarbejdere – sidder og holder virkeligheden på afstand hver eneste dag, år ud og år ind. Det må være trættende i længden.

Tag nu her forleden, hvor et af Politikens fastansatte fjollehoveder havde sat sig for at mene noget politikensk om bombesprængningen i den svenske hovedstad – midt i den travle julehandel med tusinder af shoppende i gaderne.

Det var en mand ved navn Anders Jerichow, der vist nok på Danmarks Radios rulletrapper og Gyldendals trane gange går for at være et lyst hoved med de rigtige meninger, men egentlig bare er en middelmådig referent. Hans lille opsats er et lærestykke i klassisk dansk naivitet.

Stykket begynder med fire åbne spørgsmål:

Hvorfor Sverige? Hvorfor ikke Danmark? Hvorfor overhovedet slå tilfældige ihjel? Er nordiske samfund nu i krig med al-Qaeda?

Se, det sidste mener man naturligvis ikke på Politiken. Her er man ikke i krig med andre end et par danske partier og den siddende regering. Det er noget med overbetaling på sygehusene, og Villy Søvndal til magten. Men al-Qaeda? Nej, da.

Hvorfor så slå ihjel?

Tjo, hvis man nu f.eks. har forlæst sig på Koranen, er træt af livet og i øvrigt mener, at svenskere eller danskere generelt er vantro og dekadente, især når det gælder ligestilling og ytringsfrihed, så skal der nok sidde nogle derude, som har lyst til at gøre bombemanden kunsten efter.

Disse nogle kan være integrerede eller segregerede, det spiller ikke den store rolle. Som vi har set over det ganske Europa i det forløbne årti, kommer en pæn portion af de islamiske bødler fra universitetsmiljøer eller arbejder som pædagoger eller bor pænt og fredeligt i Hvidovre. Hvad det kræves for at blive en god bombe- eller øksemand er sådan set bare et vist koranisk beredskab og viljen til at dø for noget større. Begge dele er ganske udbredt i vore dage.

Hvorfor så Sverige, og ikke Danmark?

Det skal jeg sige dig, Anders Jerichow. Det blev Sverige denne gang. Næste gang bliver det måske Danmark, Belgien eller Kosovo. Who knows, hvis næse?

Min næse siger mig, at det kan være hip som hap for disse mennesker, der hader den vestlige civilisation for alt, hvad den har gjort, gør og vil gøre i fremtiden. Uanset om de vestlige samfunds regeringer står fast på ytringsfrihed og retten til at tale Mekka, Teheran eller Khartoum midt imod, eller om de kryber langs panelerne og siger undskyld for hver eneste ytring, tegning eller sangtekst, der ikke udviser en passende respekt for Muhammeds trillioner af efterfølgere, så sprænger bomberne i Vestens byer. Det er læren: Bomberne handler ikke om os, men om dem. Raseriet kommer indefra. Fra de islamiske bombemænd. Fra deres hoveder, hjerter, eller hvad de nu tænker og føler med.

Anders Jerichow fortsætter:

Stockholm blev ramt, fordi en række af sjældne faktorer faldt i hak: En vred yngre mand, inspireret af politisk frustration og åbenbart af andre forrykte ekstremister, var en dag i stand til at samle en bombe og parat til at spilde sit eget liv på at tage andres.

Øh… Sjældne faktorer? Prøv med: mere og mere udbredte forestillinger.

I Sverige har sikkerhedspolitiet Säpo indtil videre identificeret fem terrornetværk, muligvis flere, og nye kommer til år for år. Det er ikke alene folk, der kommer udefra, men også folk, som allerede bor, lever og opererer i landet. Jeg véd ikke, hvor mange af netværkene, som findes i Danmark, i hvert fald et par stykker. Lad os bare tage dem fra en ende af:

al-Shabab – styret fra Somalia, hvor der er træningslejre og krigstræning. Her kan man få en eksemplarisk uddannelse i terror. Eneste ulempe er, at eksamensbeviset ikke kan bruges på ens civile CV. Netværket er stærkt repræsenteret i Gøteborg og Malmø.

Den Islamiske Stat i Irak – en irakisk styret støttegruppe til al-Qaeda, dannet i 2006. Har i Sverige udmærket sig ved at udlove en fed dusør til den, der myrder kunstneren Lars Vilks eller redaktøren for den lokalavis, der publicerede hans Muhammedtegning. Den nu atomiserede Stocholmbomber Taimour Abdulwahab havde forbindelse til dette netværk.

Lashkar-e-Taiba – “de renes hær”, pakistansk styret, slog senest til på hotellet i Mumbai, involveret i de seneste terrorplaner mod JP. Kendt af hundeluftere, joggere og andre i H.C. Ørstedsparken.

al-Haramein – saudisk styret, kalder sig selv “moderat” og har eksisteret i Sverige siden 2000. Den 18-årige svensker, der sammen med en 20-årig dansker blev anholdt i Bosnien i 2005 for terrorplaner mod den amerikanske ambassade i Sarajevo, fik kontakt til dette netværk under sin uddannelse i Bellevue-moskeen i Gøteborg.

Tablighi Jamaat – indisk missionsbevægelse, som i de seneste år er blevet sat i forbindelse med al-Qaeda af flere vestlige sikkerhedstjenester. Er muligvis blevet infiltreret af Lashkar-e-Taiba. Säpo har identificet flere medlemmer i bl.a. Gøteborg.

Imens er Anders Jerichow ved at nå sit retoriske klimaks:

Han (bombemanden, mj) befandt sig i Sverige, derfor Stockholm.

Goddav-do, den analyse giver lige så lidt mening som: Jerichow befinder sig i Danmark, derfor København.

Som vi ser af ovenstående liste, og som den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp har fremhævet, ville det faktisk have været mere oplagt, hvis angrebet havde fundet sted i Gøteborg eller Malmø, hvor koncentrationen af islamister er endnu højere end i Stockholm.

Anders Jerichow har intet at komme med. Pæne hensigter, jovist. Men intet af betydning.

Ligesom den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt tyer Politikens lederskribent til et par tomme fraser om det åbne samfund. Det åbne samfund er et smukt ideal, jeg abonnerer også på det. Men som allerede Karl Popper fastslog, dengang han opfandt begrebet, skal og bør det ikke føre til almindelig tossegodhed og laden stå til.

Skal vi tolerere de intolerante? Selvfølgelig ikke. De skal retsforfølges, dømmes, spærres inde, overvåges, infiltreres og udvises for bestandigt.

Mikael Jalving er historiker, kommunikasjonsrådgiver og foredragsholder. Han har blant annet utgitt bøkene Mig og Muhammed (2010) og Magt og ret. Et opgjør med Godheden (2007), og har den faste bloggen Frontalt i Jyllands-Posten.

Artikkelen Islamo-komedie på dansk ble første gang publisert i Jyllands-Posten 16. desember 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.

Les også

-
-
-
-
-
-
-
-