Sakset/Fra hofta

 

sverige.nima.gholam.ali.pour

Danske Jens-Martin Eriksen intervjuet i sommer Nima Gholam Ali Pour for Information. Gholam Pour har i en årrekke vært medlem av Socialdemokraterna, men da han reagerte på at en islamist ved navn Omar Mustafa kom inn i partiet, begynte bråket. Mustafa var ledende i Islamiska Förbundet, og Gholam Pour trodde det å være islamist var uforenlig med å være sosialdemokrat. Der tok han feil. Det var han selv som fikk problemer.

Det endte med at Gholam Pour forlot partiet og bega seg ut på en vandring som endte hos Sverigedemokratene. Eriksen og Gholam Pour snakker om problemer som er velkjent fra debatten om Groruddalen. Hvorfor blir ikke folk integrert? Er det nordmennenes skyld, eller innvandrerne selv?

— Lad mig først høre, er der noget om den strukturelle racisme i Sverige, som vi er blevet gjort bekendt med på det seneste?

»Jeg tror, man har misforstået det, når man taler om racisme og strukturel racisme. Problemet er, at man gør indvandrere til ofre for denne, men f.eks. arbejdsløsheden blandt indvandrere i Sverige er mindre en konsekvens af racisme end af det forhold, at mange kommer fra lande med et svagt uddannelsessystem, som ikke er tilpasset arbejdsmarkedet her i landet. Og det er tillige et faktum, at folk i ghettoerne ikke har en tilstrækkelig uddannelse, og at de heller ikke er interesseret i at erhverve den. De anser ikke sig selv for at være en del af det svenske samfund. De er først og fremmest en del af den ghetto, hvor de bor. Eller de anser sig for at tilhøre det hjemland, de oprindeligt kommer fra. De har en indvandreridentitet, der forhindrer dem i at blive en del af Sverige. Så stigmatiseringen begynder ikke med, at nogen nationalister skriver om det, men derimod med, at indvandrerne i ghettoerne ser sig selv som ofre.«

Identitet er et følsomt ord også i norsk debatt. Det er lettere å snakke om sosioøkonomiske strukturer. Samfunnets skyld.

Noen har politisk utbytte av å kunne presse samfunnet, økonomisk og moralsk. Venstrefløyen har skapt et begrep som skal gi politisk uttelling – «innvandrere», men som oppfattes som et taperstempel. Det fremmer ikke akkurat integreringen.

— Hvorfor denne afvisning af svensk kultur?

»Alt svensk og det svenske flag bliver på forhånd anset for at være racistisk. Man må indse, hvad den egentlige grund er til, at indvandrerne ikke er en del af det svenske samfund. Og det er ikke stigmatisering og racisme fra samfundet, men fattigdom og uvidenhed, og at folk ikke føler, de er noget værd. Uanset hvad vestlige menneskerettigheder står for, så bliver alt vestligt fremstillet som kolonialistisk over for alt andet. For det andet er der også en ubemærket antagelse, når vi taler om termen ’indvandrer’. Det betyder i Sverige slet og ret en person, der er uden for samfundet. Tag nu f.eks. Zlatan, der er ingen, som kunne finde på at kalde ham en ’indvandrer’. Er man det, så er man derimod en mislykket person her i landet. Har man succes, så bliver man kaldt for svensk! Men her i Sverige har man ingen bevidsthed om, at man har skabt en diskurs, hvor ’indvandrer’ automatisk og ubevidst betyder en mislykket person. Det går så igen til indvandrernes børn, hvor anden generation af mislykkede kaldes for ’anden generationsindvandrere’.«

Man må gi folk en anledning til å klare seg selv. Man må forvente at de gjør det, slik at de kan skaffe seg selvrespekt og ha noe å forsvare som er deres eget. Det skal ikke være en unnskyldning å være innvandrer.

— Hvad er svaret på dette problem?

»Man må gøre op med denne elendighed ved at stille krav til folk, som kommer her til landet. Det at være en indvandrer skal ikke være en undskyldning for noget. Det skal heller ikke være en undskyldning fra pressen og det politiske establishment for tavshed overfor de sociale problemer, der vitterlig findes hos folk i ghettoerne. Men politikere i dette land vil ikke forholde sig til det.«

Venstrefløyens store feil er at den har inngått en allianse mot de selvoppnevnte representantene for muslimene, og de er enten konservative eller islamister. I begge tilfeller står de for verdier og syn som er stikk motsatt det venstrefløyen offisielt påberoper seg.

— Hvorfor?

»Hele dette problem stammer fra, at der findes et venstrefløjshegemoni her i Sverige. Men i dag finder man blandt indvandrere de mest reaktionære grupper, som tilmed er imod demokratiet som sådan. Det drejer sig om f.eks. Islamisk Förbundet, som består af anti-semitter og homofober fra Mellemøsten. Og disse folk er referencegruppe, når den svenske regering skal lave en undersøgelse om indvandreres problemer her i landet. På denne måde gøres deres holdninger prominente. Disse foreninger får politisk støtte, de får moskeer og finansiel støtte. Men deres egne politiske holdninger forties i den svenske presse. Det kommer ikke frem, hvad de reelt står for.«

Man maler seg selv inn i et hjørne og klarer ikke ta et oppgjør. Et tegn på denne håpløse situasjonen man har havnet i, er at kun svensker (eller nordmenn) kan være rasister.

— Hvordan kommer denne fortielse til udtryk?

»Her i Sverige kan man kun behandle racisme offentligt, hvis den går ud over indvandrere. Men også det kan blive problematisk. For et stykke tid siden havde vi en historie i pressen om det. En sort mand blev angrebet, mens han var sammen med sin søn. Og eftersom man gik ud fra, at det var svenske racister, der stod bag, så blev der straks afholdt store demonstrationer mod racisme her i Malmø, og der blev skrevet om det i pressen. Så kom det frem, at det alligevel ikke var svenske racister, der stod bag, og så forsvandt historien fra pressen øjeblikkeligt, og ingen havde mere noget at sige. Det var arabiske overfaldsmænd, og de havde bl.a. anvendt n-ordet mod den sorte mand. Man kunne så forestille sig, at offentligheden ville drøfte, hvordan arabiske mænd med deres kulturelle baggrund kunne bruge dette skældsord. Men alt blev lukket ned uden varsel. Det korte af det lange er, at ingen i Sverige er interesseret i en historie om racisme, hvis den ikke handler om, at hvide svenskere angriber en indvandrer. Hvis historien har en anden konstellation, så kan man ikke behandle den.

Sementering

Men denne politiske ensporethet, denne fastlåsthet, gjør at man havner i allianse med de mest intolerante og hyklerske kreftene og man får felles interesse av å holde kritikk ute og nede. Dermed havner man på kollisjonskurs med ytringsfriheten.

— Hvordan kan det være?

»Lad os se på, hvem der sidder i de forskellige anti-racistiske organisationers bestyrelser. Det er altid socialdemokrater og venstrefløjsfolk. Og de partier, de tilhører, får en stor vælgermæssig støtte fra netop indvandrerkvarterer og indvandrermiljøer. Men der er også folk fra borgerlige partier, Moderaterne f.eks., som selv er fundamentalister, og som driver islamistiske skoler. I de svenske partier lider man under den illusion, at når man støtter religionen islam gennem f.eks. skoler og anti-racistiske foreninger, så får man muslimernes stemmer. Men det er ikke sådan, det fungerer. Partierne får muslimernes støtte, fordi deres ledere fortæller muslimerne, at de skal stemme på det og det parti. Det er ikke, fordi de enkelte muslimer er tilhængere af hverken socialdemokraterne eller Moderaterne eller er venstreorienterede. Der er f.eks. en kvinde, den ordførende for Sveriges muslimske råd, som er med i en fundamentalistisk islamisk forening, samtidig med at hun er medlem af en feministisk organisation. Hvordan dette hænger sammen, er der ingen, der vover at spørge om i pressen.«

Man har tabuisert å snakke om araberes rasisme. Men man går enda lenger: Man vil heller ikke snakke om deres antisemittisme, for den deler man selv, eller: man har ingen sperrer for når det går fra å være anti-israelisme til antisemittisme.

Slik binder man seg til en destruktiv spiral hvor man blir fiende av de virkelige motstandere av rasisme og antisemittisme.

En tragisk situasjon for venstresiden.

»Man køber muslimernes stemmer gennem deres religiøse talsmænd. Til gengæld får talsmændene så økonomisk støtte til deres forskellige organisationer og projekter. Men disse foretagender har sjældent noget som helst ideologisk at gøre med at være socialdemokrat eller venstreorienteret. De muslimske talsmænd modtager bare betaling for de stemmer, som man er i stand til at sælge til de politiske partier. Det er sådan klientelismen fungerer.«

— I København var der for et år tilbage flere tilfælde af hatecrimes mod homoseksuelle, men man filtrerede det forhold bort, at overfaldsmændene var muslimske arabere. Måske af angst for at stigmatisere voldmændenes kultur gjorde man dem usynlige i nyhedshistorierne om deres vold. Kan du genkende denne reaktion her i Sverige?

»Antisemitisme er et stort problem her i Malmø, men det bliver ikke behandlet i pressen, fordi det er arabere, der står for det. Og du kan ikke gå op mod dette her i Sverige, for så får du straks at vide, at du ’ikke må generalisere’. Du må ikke sige noget om arabernes antisemitisme her i Malmø, for så er du racist. Du er med andre ord racist, hvis du siger araberne er racister! Det er så pinligt her i Sverige, at indvandrere er racistiske, at det end ikke må nævnes. Moderaterne her i byen tog fat på problemet og efterlyste en handlingsplan mod specifikt antisemitisme, siden det nu var jøderne her i byen, som blev ramt. Men en sådan plan modsatte socialdemokraterne og venstrefløjen sig. De ville ikke nævne antisemitisme, for det ville vise alle, hvem man pegede på som gerningsmænd. De ville kun have en handlingsplan, hvis en sådan behandlede racisme helt generelt. På denne måde kunne socialdemokraterne og venstrefløjen undgå at kritisere deres samarbejdspartnere.«

Pressen som normalt skulle kritisert denne alliansen hvor man beskytter hverandre, er selv en del av problemet. Den tør heller ikke. For mange har investert for mye i dagens modell. Kultur er hevet over kritikk. Man kan ikke diskutere kulturforskjeller på en måte som indikerer at man måler og veier dem. Man har overført antirasismen på kulturen. Men dermed er all fornuftig debatt død.

— Men hvorfor kan denne selektive anti-racisme ikke kritiseres i pressen?

»For det første er pressen her i landet en integreret del af partisystemet. Og man har undertegnet en klientaftale med de reaktionære indvandrerorganisationer. Hvis man konfronterer indvandrerne med deres egen racisme, så mister man deres støtte. Anti-racisterne vil ikke være ved, at der findes racisme mod svenskere og mod svenske jøder.«

Gholam Pour ble så lei av det han kaller sosialdemokratisk klientisme at han meldt seg inn i Sverigedemokratene. Da ble han innkalt til samtale av fagforeningen.

— Det er multikulturalismens demokratiske problem, når kultur ikke må kritiseres. Hvordan behandler man dette?

»Det er vigtigt at holde fast i, at multikulturalisme i Sverige, ikke er en akademisk idé. Denne ideologi kan kun omtales i honnør-ord. Ingen ved noget som helst om, hvad det er, de underkaster sig, når de anpriser denne ideologi. Multikulturalisme har samme status som Gud. Og Gud er god. Du må ikke kritisere Gud.«

— Er det derfor Sverigedemokraterne har et problem?

»Man kan overhovedet ikke forholde sig til, at nogen er kritisk overfor multikulturalisme her i Sverige. Du kan risikere at blive fyret fra dit arbejde, hvis du er medlem af Sverigedemokraterne. F.eks. har jeg selv haft det inde på livet. Jeg er magister i statskundskab, og nu læser jeg til lærer. I undervisningsbekendtgørelsen for de svenske skoler står der, at multikulturalisme er godt, men ikke hvad det er for noget. Men jeg selv er kritisk, og da jeg meldte mig ind i Sverigedemokraterne, fordi jeg efter mange år ikke mere kunne udholde socialdemokratiets klientelisme, så blev jeg kaldt til samtale af min fagforening, lærerforbundet. Man tillod sig at ville stille mig til regnskab for, at jeg havde meldt mig ind hos Sverigedemokraterne. Jeg mødte dog ikke op til den kammeratlige samtale, idet det, så vidt jeg kan se, ikke ragede dem.«

 

http://www.information.dk/500737