Gjesteskribent

Det er interessant at følge, hvordan oprettelsen af det svenske Tryckfrihetssällskapet er blevet modtaget i Sverige. Som var det en nazirede. Netop i dag skulle selskabet have afholdt sit andet offentlige møde – om kønsforskning, ligestilling, kvoter osv. Altså, en aktuel og relevant problemstilling, temmelig langt fra nazisme og Holocaust, for nu at lige at få dét på plads.Men ak.

To af de tre oplægsholdere, der først havde takket ja til at komme, sagde pludselig nej. De undskyldte sig med, at de havde fundet ud af, at selskabets Facebookside var hjemsted for “fremmedfjendtlig” retorik. Og straks sitrede de sociale medier med anklager og fordømmelse. Virkningen var den sædvanlige.

Her skal man huske en ting. At få prædikatet “fremmedfjendtlig” er det samme som medialt selvmord i vort kære naboland. Det er lidt som med pigelus i skolen. Har man først fået dem, bliver man udstødt af det gode selskab. Rigtige drenge skal ikke blande sig med tøser, ligesom man i Sverige ikke skal blande sig med folk, der på den ene eller anden måde, mere eller mindre intelligent, med eller uden akademiske referencer, i klartekst eller mere ciseleret, forholder sig kritisk eller skeptisk til den siden midten af 1970′erne førte indvandringspolitik, der af forskellige grunde har opnået nærmest sakral status i Sverige.

Jeg havde ellers ønsket selskabet held og lykke ved dets første offentlige møde i Malmø i slutningen af januar. Mødet var både velbesøgt og velbeskyttet af Skånepolisen. Aldrig havde jeg set så meget politi ved et politisk møde, og jeg blev helt smigret over min egen store betydning, indtil jeg opdagede, at det talstærke politiopbud skyldtes Lars Vilks tilstedeværelse blandt publikum.

Der skulle imidlertid kun gå ganske få uger, før selskabet kom i strid modvind.

Det er tydeligt, at dagens aflyste møde er en stor propagandasejr for mainstreammedierne. Åbenbaret for enhver er det, hvem der bestemmer. De gør de stærke. Lidt endnu, i hvert fald. De stærke – mainstreammedier sekunderet af EXPO, Timbro – Cepos’ svenske storebror – m.fl. – har reetableret den gode tone og genskabt den naturlige orden i Sverige. Nok engang har man undgået at blande drenge og piger, æbler og pærer, de rigtige med de forkerte. Exit Tryckfrihetssällskapet.

Logikken er så slående, at man skal være galvaniseret svensker for ikke at se den.

En af dem hedder Kaj Schueler og er kulturchef på Svenska Dagbladet. Han mindede i en kommentar om, at ord er farlige. Det kan han naturligvis have ret i, og det er langt fra første gang, vi hører denne indvending. Sagen er bare, at indvendingen principielt set også gælder hans egne ord. Ord kan misforstås eller fortolkes. Men det gælder for alle. Også for Kaj Schueler, hvis argument er rettet mod andres ord. Når ord kaldes farlige, er det altid de andres ord.

Problemet ved kulturchefens argumentation, som vi sandt for dyden også har hørt i Danmark, er ikke kun dens implicitte barnagtighed. Problemet er ligeledes, at tavshed og diskretion om vitale samfundsspørgsmål er værre end debat og kontrovers, fordi tavshed og diskretion underforstår, at man gør klogest i ikke at tale om problemerne – det være sig indvandring, den kastrerede kønsideologi eller noget helt tredje.

Så kan det være, at den politiske og industrielle klasse må ordne problemerne bag scenen, sådan som der er en lang og hæderkronet svensk tradition for, men pointen er, at problemerne enten ikke tåler dagens lys – eller hokus-pokus – slet ikke findes.

Prøv f.eks. at se og høre interviewet med Malmø-borgmesteren Ilmar Reepalu i gårsdagens SVT 1-udsendelse Bilden av Malmö, hvor hans fortsatte benægtelse af byens voldskultur står i skærende kontrast til de forbipasserendes overfusning af ham på åben gade. Billederne siger mere end ord, selv om de nok vil være farlige for nogles opfattelser af virkeligheden.

Lidt senere i programmet får mainstreamjournalististen Gellert Tamas så lov til at gentage sin myte om, at Malmøs mord og misere skyldes sociale problemer og racisme i udsatte områder – og ikke indvandrernes kultur eller generelle indstilling til Sverige – for som han siger, det siger “næsten alle jeg har talt med”. Hvilket sikkert er rigtigt. Gellert Tamas opsøger helst ikke afvigende synspunkter – bortset fra Sverigedemokraternes kommunalrådsmedlem Magnus Olsson.

Kaj Schuelers position lader til at være samstemmende forblommet, og lad mig da bare gætte på, at når den distingverede kulturchef står over for et socialt fænomen, han ikke forstår eller ikke anerkender, er hans instinkt at tie – eller at skrive om noget helt andet. Kunst, eksempelvis; det er efterhånden helt ufarligt.

Andre mennesker har andre instinkter, andre erfaringer, andre indsigter. Og de taler, skriver eller debatterer, når de har chancen. Det er der tilmed mange af Schuelers kolleger, der gør. Med én undtagelse. Når det handler om indvandring eller islam. Så bliver der tyst som på en vinterdag i lapmarken. Resultatet er, at den offentlige samtale om indvandring og dens konsekvenser overlades til Sverigedemokraterne, Nationaldemokraterne – eller til fugle i bloggosfæren, der synger med eget næb. Alle andre skal ikke nyde noget.

Bortset fra en modig indvandrer, irakiske Hasanain, ny i bydelen Rosengård, som turde stå fem i gårsdagens udsendelse i SVT og berette, at politiet ikke har skyggen af kontrol over, hvad der foregår i bydelen. På interviewerens spørgsmål om, hvorvidt det er godt, at Rosengård er så godt som 100 pct. domineret af indvandrere, svarede han instinktivt nej – med fortsættelsen:

“Nej, det er ikke godt. Dette her er ikke Irak eller Palæstina.” Jamen, Sverige må være paradis i forhold til Irak, vil intervieweren vide. Hasanain: “Ja, men Rosengård er præcis som Irak (…) I Irak var der ingen, der havde kontrol; det samme her.”

Farlige ord?

Et afledt problem med mantraet om, at ord er farlige, er, at det officielle Sverige skridt for skridt gør sig handlingslammet og ikke kan/tør/vil deltage i en ganske almindelig og legitim politisk debat om indvandring, fordi man vægrer sig ved det anderledes.

Jeg har længe oplevet det som paradoksalt, at intelligente mennesker, der i akademiske og kulturelle sammenhænge taler løs om at respektere den “Anden” og om betydningen af “otherness”, har så svært ved at mødes eller diskutere med nogle, der i ét bestemt spørgsmål har et helt anden analyse eller synspunkt end dem selv.

Denne vægring ved det anderledes fører ikke til en mere nobel offentlighed. Tværtimod. Det fører til en karikeret offentlighed og til en mumificeret politisk samtale, som distancerer sig selv mere og mere fra den sociale, økonomiske og kulturelle virkelighed. Mumier kan ikke tale. Mennesker kan.

Politik betyder at stå op for noget og tage de tæsk, det koster, i den gode sags tjeneste. Alt det andet kan vi trygt overlade til reklamebranchen, spindoktorer og alverdens relativister.

Opprinnelig i Jyllands-Posten 29. mars 2012. Document takker Jalving for hans generøsitet.