Gjesteskribent

Nørrebro. Foto: WG

Da jeg i sidste uge efterlyste muslimer, som kunne gøre mig klogere på, hvad muslimer egentlig vil i Danmark, havde jeg regnet med en vis reaktion. Kommentarsporet blev da også hurtigt fyldt op, og allerede dagen efter var jeg ved at blive ramt af en af disse små patroner til lattergas fra en forbipasserende bil.

Bilens passagerer, seks styk kulturberigere, muligvis årgang 1987, havde næppe læst så meget som en linje af min blog, de var bare helt blæst og kylede patroner ud ad ruden.

Jeg havde i lang tid undret mig over, hvad det var for sølvglinsende patroner, som ligger og flyder på mange af kvarterets gadehjørner, indtil en ven forklarede, at det er lattergas, som man nu kan købe i byens små snuskede kiosker. De unge mennesker sniffer lortet i forsøget på at blive endnu dummere, end de er i forvejen, uddybede min ven pædagogisk.

Forklaringen virkede plausibel. Bilen slingrede over i den anden vejbane, så en modkørende bil måtte bremse op, og fortsatte over for rødt på vej mod det arabiske Nørrebro, hvor kuglerne flyver om ørerne på tidligere og nuværende bandemedlemmer.

Så var der mere stil over fyren henne i svømmehallen. Jeg sad og svedte i saunaen, da en venlig sydlandsk udseende mand satte sig ved siden af mig og spurgte, om det er her, vi nationalkonservative samles om søndagen.

Forundret fik jeg vist svaret, om han da også var en af dem, for i så fald var vi to, tilmed nøgne. Han smilede lige så venligt, rystede på hovedet, præsenterede sig og begyndte et interessant miniforedag om kurdere i Iran. Manden lod til at vide, hvad han snakkede om, mens sveden haglede af os begge, og tilføjede, at han skam også læste Kasper Støvring og var bekendt med vores nye bog.

Hans pointe med hensyn til indvandrere fra de varme lande var, at de politiske flygtninge hører til dem, der bliver bedst integreret i Danmark, men at palæstinensere er så godt som umulige. Det sidste kunne vi hurtigt blive enige om. Men da manden var bedre til varme end jeg, forlod jeg saunaen før ham efter at have takket ham for at give sig til kende med navn og det hele, det var sympatisk, synes jeg.

Det samme gælder følgende svar, som jeg modtog pr. mail:

»Hej Mikael. Du spørger i dit debatindlæg om, hvad muslimer vil i Danmark. Jeg er en 20-årig muslimsk og dansk dreng af anden etnisk herkomst, da begge mine forældre flygtede til Danmark i slut 80’erne. Jeg har på mine 20 år formået at have årgangens højeste gennemsnit i både folkeskole og gymnasiet. Derudover har jeg holdt årgangens dimissionstale, været på arbejdsmarkedet i 5 år, ren straffeattest og studerer nu Medicin på Københavns Universitet. Jeg vil gerne præge Danmark i en positiv retning og hjælpe mine medborgere. Det er der også mange af mine danske OG muslimske venner der vil.«

Kort og godt, tak for det. Det var den slags, jeg gerne ville høre.

Men når jeg fortsat skriver, som jeg gør, så skyldes det, at denne positive indstilling til værtslandet øjensynlig er en mangelvare hos mange muslimer i Danmark og Vesteuropa. Jeg tænker på den store omfattende undersøgelse af muslimers holdninger til de politiske spilleregler i Vesteuropa, offentliggjort i 2013 af det tyske forskningsinstitut WZB i samarbejde med den nederlandske sociolog Ruud Koopmans. Undersøgelsen er baseret på ca. 9.000 adspurgte europæiske muslimer med tyrkisk eller marokkansk baggrund i henholdsvis Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien, Østrig og Sverige. Her erklærede 75 pct. af de adspurgte europæiske muslimer sig enige i det udsagn, at der kun findes »én fortolkning af Koranen, som alle muslimer bør holde sig til«, og 65 pct. at »religiøse regler er vigtigere end sekulære love«.

Vi kan også tage Wilkes undersøgelse foretaget for JP for tre år siden, der viste en stigning i andelen af herboende muslimer – i alt næsten 40 pct. – som mener, at Koranen bør erstatte eller indgå i den sekulært-demokratiske lovgivning i Danmark. Undersøgelsen kan sammenlignes med en tilsvarende måling i 2006. Dengang var det 37 pct., der dagligt bad fem gange eller mere. Knap ti år senere var det halvdelen, 50 pct. Tilsvarende mener en stigende andel – 77 pct. – at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud mod 62 pct. i 2006. Endelig er der også flere, der mener, at muslimske piger fra teenagealderen bør tildække sig med tørklæde.

At der findes en lang række moderate muslimer i Vesteuropa er glædeligt, men bør ikke få os til at nære illusioner om værdierne blandt almindelige muslimer. De er ifølge de undersøgelser, vi har, gennemgående ude af trit med de samfund, de selv har valgt at leve i.

Den og den henne i skolen siger, at de ikke bryder sig om danskere, hørte jeg en af min datters veninder sige på vej til fodbold. De to snakkede lidt om det, mens jeg tænkte: Gad vide, hvor drengebørnene hører den slags? Det er næppe noget, de selv finder på. Sådan noget kommer ikke fra børn, men familien, miljøet, den patriarkalske kultur.

Jeg fik imidlertid flere mails. En mand med et smukt fremmedklingende navn spurgte, om jeg drømmer om nationen. Og svarede så selv:

»Jeg ved det sgu ikke, Mikael, jeg husker sjældent mine drømme, og jeg tvivler på, at mine nationale selvidentifikation er stærk nok til, at jeg drømmer noget specifikt om min nationale tilværelse. Mit anlæg for stedsfølelse er ikke voldsomt veludviklet. Jeg foretrækker andre, mere empiriske kategorier, såsom klassetilhørsforhold. De dannede lags nationalisme har alle dage været en sublimering af klasseforagten, tænker jeg… Men en eller anden kærlighed til den ’plet af jord’, hvorpå jeg befinder mig, findes nok begravet i mine dispositioner et sted, dog er det ikke noget, jeg mærker meget til, og ikke noget, jeg tror, der slår igennem i mine drømme. De fleste mennesker rummer vel tanker og følelser, der kan forlenes med en nationalistisk karakter. Dette kan så dyrkes politisk – f.eks. med ”ord der virker” i nationale dagblades debatspalter – eller de kan undertrykkes og civiliseres. Jeg foretrækker det sidste.«

Igen: sympatisk.

Om også end lidt fattigt, synes jeg, at ens hjem, dvs. fødested, fædreland og modersmål ikke betyder mere og kan reduceres til en »sublimerring af klasseforagten«. Sådan taler en politisk migrant måske. Her findes der et tydeligt jeg, men knap nok nogen binding bortset fra en diffus klassebevidsthed, dvs. intet vi. Der mangler noget.

Som formand for Grundtvigsk Forum, Kirsten M. Andersen, udtrykte det, ligeledes i den forløbne uge i Kristeligt Dagblad, skal identiteten jo have noget at være i. Ellers bliver identitet meget nemt noget luftigt og uforpligtende – og så står vi kun forskudt ved siden af hinanden som individer her-og-nu. Ligesom når liberalister taler om dem selv og deres rettigheder.

Tilbage til muslimsk kultur i Danmark: Min medblogger på jp.dk Harun Demirtas mener tilsyneladende (på Facebook), at jeg »taler hadet mod muslimer op«. Problemet med denne positur, som må være importeret fra 90’erne og er en positur, fordi den nægter at tage bestik af den sociale virkelighed, at den svækker opgøret med den kultur, der ikke vil integreres i Danmark, er heftigt overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken eller slipper afsted med at lade sig forsørge passivt.

Det er ærgerligt, for jeg ville gerne have Harun med på holdet. Naiv, som jeg er, drømmer jeg om, at islam i Danmark kunne nøjes med at være en spirituel islam, som ikke har brug for at lægge afstand til og foragte det omkringliggende samfund med tørklæder og deslige. Hvis islam var eller blev det, ville jeg holde min kæft, thi alternativet til global, politisk og social islam behøver ikke være sekularisme. I den bedste af alle mulige verdener ville alternativet til global, politisk og social islam være spirituel islam.

Harun Demirtas ønsker, at jeg klapper kaje, men glemmer, at det netop er de underuddannede, underbeskæftigede og overkriminelle indvandrere og efterkommere, der ødelægger indvandringen for dem, der gerne vil Danmark og er i stand til at lade sig integrere. Han burde med andre ord selv være på barrikaden. I stedet skælder han ud på dem, der vover pelsen. Det er enten dumt eller krysteragtigt. Vælg selv, Harun.

Lad mig slutte med en reaktion fra en etnisk dansker, tilmed socialdemokrat. Som skrev følgende:

»Det er egentligt underligt, at jeg – i hjertet socialdemokrat – uge efter uge læser dine indlæg og kun kan erklære mig 100 pct. enig med dig. Det, der for mig er fortvivlende, er, i hvor lille grad politikere i Danmark er villige til at føre den politik, der er nødvendig: dvs. slut med muslimsk indvandring, herunder især familiesammenføring.«

Man kunne jo formulere det høfligt: mere muslimsk indvandring? Nej, tak, vi har fået.

 

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten

Les også

-
-
-
-
-
-