Gjesteskribent

Livet er ikke en film, og dog kan man komme i tvivl.

Den seneste uges begivenheder med epicenter i Paris minder alle europæere om noget, de har set før – radikalismen, eftergivenheden, de intellektuelles svigt, den politiske retorik, udsigtsløsheden – og som de kun alt for godt véd, de vil komme til at se og opleve igen. Derfor ovenstående rubrik.

Virkeligheden er blevet filmisk, surreel og blodig alvor.

Når jeg oplever denne dobbelthed i erkendelsen af mine omgivelser, vender jeg instinktivt blikket mod Sverige, denne karikatur på et land, hvor alting er vendt på hovedet. Det er en slags terapi. Det kan godt være, at vi andre farer rundt som forvirrede høns, men svenskerne, især dem højt på strå, er så langt ude i (selv)godheden, at man kan få sig en tiltrængt afkobling ved blot at se 30 sekunders svensk tv.

Se nu bare det ”konservative” parti Moderaterne, som i weekenden skulle vælge ny partiformand på et ekstraordinært landsmøde. Den afgående formand, tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt, kvitterede med en højst ukonservativ tale, som han har for vane, hvorfra vi kan nøjes med et lille stump, idet han bad sit parti og at omfavne Fremtiden og se stort på alle reelle og forventelige konsekvenser af dette ideologiske hastværk:

”Lad være med at standse op, bevæg jer og fortsæt med at se den tid, der vokser frem”.

Formand Mao kunne ikke have sagt det bedre. Den nye formand, hun hedder Anna Kinberg Batra, kan sikkert heller ikke – eller også kan hun. Alt er som bekendt muligt i vores kære naboland.

Tilbage til virkeligheden: Det har været en kulsort uge. Europa bevæger sig søvngængeragtigt ind i en fremtid, der er svanger med kaos og atter mere kaos. Centrum kan, med en slidt parafrase, ikke holde, sømmene går op, beslutningstagere og befolkninger er på overfladen jomfrunalsk enige, når det gælder proklamationer og sympatitilkendegivelser, men dybt splittede, når det kommer til politisk handling og det akutte spørgsmål om, hvad der må gøres for at minimere risikoen for, at flere terrorangreb vil ramme uskyldige mennesker, og at den politiske gren af islam vinder fodfæste i de vestlige demokratier.

Her stopper diskussionen. Ikke rokke båden. Koldt vand i blodet. Jeg er Charlie. I kan ikke slås os ihjel.

Jo, de kan.

Så hvad er svaret?

Det skal jeg fortælle jer, men først en lille rundtur i dønningerne efter 7/1. Bare for at antyde, at ”vi” ikke er kommet videre end til metafysiske fanfarer frakoblet den sociale virkelighed henne om hjørnet.

Den vigtigste pointe hos beslutningstagere over hele Vesteuropa – samt Tyrkiet og USA – er, at den islamiske terrorhandling i Paris ikke har noget med islam at gøre, og at islam er en del af de europæisk-kristne nationer. Så véd vi det.

Det helt åbenlyse forhold, at islamisterne selv insisterer på en mekanisk-direkte sammenhæng mellem den hellige bog og deres hellige handlinger, er en mindre detalje. Gerningsmændenes erklærede intentioner er støj på linjen. Det er psykologisk ”forskydning”, som en bachelor i retorik og psykologi udtrykte sig i dagens JP.

”At udskrige disse fanatikere til en fare for vore stater er at gøre dem for megen ære”, kom til det fra Per Nyholm i Wien, mens Venstres forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech kunne oplyse os om, at der skal mod til ikke at bringe karikaturtegninger. I så fald er Danmarks Radio det modigste medie i mands minde.

Men satiren har ingen ende. Professor i tværkulturelle studer Jørgen Bæk Simonsen supplerede med at slå fast i et kort interview til JP, at islam ikke forklarer noget som helst af det, vi ser igen og igen over det meste af kloden – fra Nigeria, Boston og Sydney til Madrid, London, Stockholm og Paris:

”Ikke noget som helst. Der er jo ingen af de store verdensreligioner, der giver forklaringer på noget som helst andet, end hvad de troende fylder i.”

Klarere kan det vel ikke siges. Islam, kristendom & all that jazz findes slet ikke. Et vakuum større end Jørgen Bæk Simonsen og hele hans akademiske følge er alt, hvad vi har at gribe i – med professorens egne, eksemplariske ord til journalist Lasse Lavrsen: ”Hvad vil du forstå ved, at de forholder sig til en eller anden passage i Koranen? Det gør ikke min forståelse større”.

Det sidste er sandt. Hvilket illustrerer, at vor tids humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter, proppet med gamle 68’erne og nye kuld af postmoderne relativister og æsteter, er en integreret del af problemet; det problem, at vi ikke fatter, hvem vi som civilisation er oppe imod, og hvad vi må gøre for at forsvare os rationelt. Ja, på dybere plan end ikke forstår, hvad vores egen civilisation hviler på. For at citere mig selv: på kristendommens skelnen mellem det verdslige og det åndelige regimente, på oplysning, frihandel, nationalstater og militært selvforsvar. Dvs. alt det, de politiske eliter ikke agter i dag.

Interessant er det i denne forbindelse, at de tre demografer – Poul Christian Matthiessen, David Coleman og Dick van der Kaa (som JP citerede søndag for vurderingen af, at den nuværende strøm af asylansøgere fra Nordafrika og Mellemøsten er et ”skvulp” i forhold til det antal, der vil komme i løbet af næste generation), alle tre er professorer emeriti, dvs. pensionerede professorer, uafhængige af universiteternes politiske korrekthed i henholdsvis København, Oxford og Amsterdam.

De tre forskere pegede helt ukonventionelt på, at FN’s Flygtningekonvention fra 1951, der skulle håndtere flygtningestrømmene internt i Europa efter 2. Verdenskrig, må suspenderes, fordi den er kommet til at gælde for alle flygtninge i hele verden, som gerne vil hertil. Alene sidste år søgte knap 300.000 illegale migranter til EU – en fordobling i forhold til året før. Der skal ingen fri fantasi til at forestille sig, hvad konsekvenserne kan blive i den nære fremtid – ifølge historiker Henrik Jensen kan vi godt afsætte et par aftener til at læse op på, hvad der skete med Romerriget i folkevandringstiden. Det gik under.

En passant kan det nævnes, at presset fra de kommende millioner af flygtninge naturligvis ikke er noget, der bekymrer de europæiske mainstreampartier. Det spørgsmål har man idiotisk nok overladt til højrefløjen, hvor jeg selv står og bræger. Med ordene fra den socialdemokratiske retsordfører Trine Bramsen: ”Det har vi ikke fokus på”.

Ærlig snak, faktisk. 1 milliard afrikanere i dag, mere end det dobbelte i 2050. Det interesserer ikke den politiske klasse.

Til gengæld interesserer det en voksende del af etniske danskere, etniske franskmænd, etniske tyskere, etniske briter m.m. i nationalstaternes Europa. Deraf Pegida mig her og Pegida mig der.

De tolererer med god grund stedse dårligere, at indvandringen slår nye rekorder år for år, ikke mindst at udgifterne hertil eksploderer, og at integrationen af særligt unge muslimske mænd går den forkerte vej i de generøse velfærdsstater, som godvilligt reducerer dem til ofre.

JP’s historie tirsdag om de tusindvis af ledige indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande (83 pct. ud af 41.000 personer), der erklæres ude af stand til at tage et af regeringens højt besungne nyttejob til gengæld for offentlig forsørgelse, er blot det sidste skud på stammen. De europæiske indvandrerstater har fanget sig selv i en negativ spiral.

Derfor er det heller ikke helt ved siden af, når dr.phil. og forfatter Niels Barfoed i et indlæg i dagbladet Information forarget spørger ”Flemming Rose, Frederik Stjernfelt, Jens-Martin Eriksen, Birgithe Kosovic, Mikael Jalving og hele holdet omkring Weekendavisen og Deadline”, hvad det dog er, der skal gøres.

Nu kan jeg desværre kun tale på egne veje, skønt jeg er smigret over at figurere på Barfoeds sorte liste. Hvis jeg havde halvt så meget nosser som Flemming Rose, ville jeg være markant mere stolt af mig selv.

Tilbage til sagen. Hvad skal der gøres?

Jeg er faktisk enig med hr. Barfoed i, at det ikke er nok at trykke de forpulede tegninger, hver evig eneste gang det giver redaktionel mening, hvilket desværre er ret ofte – og så ellers fortsætte som hidtil. At tillade satire, spot og blasfemi er kun første kapitel.

Andet kapitel fordrer visse politiske handlinger, som imidlertid ikke har det fjerneste at gøre med at ”eliminere” herboende muslimer, sådan som Niels Barfoed er så 90’er-fræk at gøre mig til talsmand for.

Til Niels Barfoeds beroligelse kan jeg oplyse, at jeg aldrig har haft – ikke har og ikke får – planer om at afskaffe islam – og slet ikke muslimer. For mig kan alle, der ser sig selv som muslimer naturligvis fortsætte dermed i fred og fordragelighed, velvidende at Koranen og beretningerne om Muhammeds bedrifter indeholder masser af voldsromantik og blodig logik, som kan accentueres til alle tider. Hvis blot islam kunne begrænses til at være en religion, og ikke en politisk ideologi, ville der være en slags håb for enden af korridoren. Derfor er jeg også enig med den tidligere redaktør af Charlie Hebdo, Philippe Val, når han tørt konstaterer:

”Man taler om immigranter, som om de er imbecile, de forstår ikke vores værdier, det kan de ikke. Men det kan de. Og det skal de”.

Vor tids terrorisme handler således, som sognepræst Torben Bramming skriver i dagens JP, ikke om, at sådan er muslimer:

”Men islam fik en radikal kurs og en radikal toneangivende tendens, som vores politikere med deres flygtninge/indvandringspolitik fra 1980’erne selv har importeret til Europa og Danmark”.

Så kort kan det siges.

Og derfor skal der handles, ikke alene retorisk, men konkret. Selv om jeg ikke er politiker, vil jeg anbefale følgende:

  1. Vi er nødt til at erkende demografiens betydning for Europas fremtid og indrette os derefter.
  2. Vi er nødt til – i hvert fald en periode – at standse masseindvandringen fra primært muslimske lande, herunder trimme vores velfærdssystemer, så de ikke kan misbruges, som de er blevet det i mere end 30 år.
  3. Vi er nødt til at revidere FN’s flygtningekonvention fra 1951, som blev sat i værk i en helt anden tid og er kommet til at undergrave vores politiske manøvrerum.
  4. Vi er nødt til at opgive Schengen-samarbejdet og drømmen om det grænseløse Europa. Demografien, masseindvandringen, velfærdsturismen og flygtningekonventionen taler imod idealismen.
  5. Vi gør klogt i at opgradere overvågningen af radikale celler i de islamiske miljøer med henblik på at forebygge terrorangreb.
  6. Standse besparelser inden for politi og militær, i bedste fald opkvalificere begge dele med henblik på bedre sikkerhed og opklaringsarbejde.
  7. Give myndighederne bedre mulighed for at foretage våbenkontroller og razziaer med henblik på at vinde statens våbenmonopol tilbage.

Der er ikke copyright på disse konkrete forslag, de er til fri afbenyttelse. Men deres implementering forudsætter, at politikere og regeringer ser sig selv i spejlet og svarer på spørgsmålet: Hvordan synes du selv, det går?

Opprinnelig Jyllands-Posten 14. januar 2015

Les også

-
-
-
-
-
-

Les også