Gjesteskribent

Av MORTEN UHRSKOV

Gennem en liberal flygtningelovgivning, ved et forøget antal familiesammenføringstilladelser og en højere fertilitet hos immigrantgrupperne vil antallet af personer fra den tredje verden, der får adgang til eller bliver født i EU-landene, herunder Danmark, vokse eksplosivt. Nationalstaterne må genopfinde sig selv for at vende udviklingen.

Den konservative engelske avis The Daily Telegraph har på sin hjemmeside 8. august en artikel, listet en række kendsgerninger, der gælder for en række europæiske lande. Disse kendsgerninger fortæller, hvorfor vi i det kommende tiår vil blive vidner til nationalstatens genkomst. Artiklen hedder »Den demografiske tidsindstillede bombe, som omskaber vores kontinent«. For at begynde i Spanien, så var der i 1998 3,2 procent af befolkningen, der var født i udlandet. I 2007 var tallet steget til 13,4 procent. I Bruxelles er de syv mest populære drengenavne for nærværende Mohamed, Adam, Rayan, Ayoub, Mehdi, Amine og Hamza.

Det går rigtig stærkt i lande som Spanien og Belgien i disse år. I de sidste år af det 20. århundrede indvandrede netto ca. en halv million til EU om året. Siden 2002 fortæller den seneste EU-rapport, at mellem 1,6 og to millioner årlig netto indvandrer til et land, der er medlem af EU.

Igen: Det vil gå ekstremt hurtigt fra nu af. Gennem en fortsat liberal flygtningelovgivning, ved et stadigt forøget antal familiesammenføringstilladelser og endelig gennem en højere fertilitet hos immigrantgrupperne vil antallet af personer fra den tredje verden, der får adgang til eller bliver født i EU-landene, herunder Danmark, vokse stedse mere eksplosivt.

Lad os fortsætte gennemgangen: I Leicester og Birmingham vil der inden for ca. 15 år være et flertal af ikke-oprindelige beboere. Jeg kunne tilføje Rotterdam, der inden for få år vil have et flertal af beboere, der stammer fra en ikke-vestlig kulturkreds. Hvem der bliver de næste i rækken, er svært at spå om, men Malmø er et godt bud, ligesom Marseille er det.

Jeg håber, at det begynder at dæmre for læseren, at de advarsler, der lød allerede i 1980»erne i Danmark om konsekvenserne af en liberal udlændingepolitik, kan vise sig at være alt for sande. Hvad der i starten ser ud til at være en ubetydelig indvandring, skaber i løbet af få årtier sin egen kraft, fordi det stadigt større antal indvandrere i sig selv er garanti for endnu flere nytilkomne.

Det er en dårligt bevogtet offentlig hemmelighed, at det næsten udelukkende er islams vækst i Europa, der må give dybe bekymringer. Et sobert bud på andelen af muslimer i Europa i 2050 vil være 20 procent, væsentligt flere i f.eks. Frankrig og Holland, en hel del færre i Øst- og Centraleuropa. Man skal have sovet tornerosesøvn i mange år for ikke at være klar over, at selv det numerisk relativt beskedne antal muslimer i Danmark – vel i omegnen af 220.000, ca. fire procent af den samlede befolkning – har betydet en lang række særkrav, der dels ville være utænkelige fra enhver anden minoritetsgruppe, dels har karakter af et nulsumsspil. De muslimske særkrav – f.eks. halalmad i børnehaver og kønsopdelt svømmeundervisning – udvider eller beriger ikke den danske kultur. De tager i stedet noget fra den danske kultur og erstatter den med noget andet. Disse særkrav vil naturligvis fortsætte, og kravene vil blive skærpet. I England har dele af sharialoven fået det blå stempel af myndighederne. I Frankrig er hundredvis af ’zones sensibles’ for længst faldet uden for fransk jurisdiktion. I stedet sætter imamer og bandeledere rammerne for, hvad der er »lov og ret«.

Disse krav og disse de facto-tilstande vil naturligvis også blive virkelighed i Danmark, hvis ikke udviklingen vendes. Allerede i dag ser vi dem i mindre målestok i ghettoer som Vollsmose og Gellerup.

Danmark og de europæiske lande går altså en helt igennem rædselsfuld fremtid i møde, hvis ikke der føres en realistisk politik. Lad os se på, hvad det nærmere ville indebære.

FNs flygtningekonvention er fra 1951. Den blev skabt ud fra de bedste hensigter, nemlig på baggrund af erfaringerne fra Anden Verdenskrig med ikke mindst jødiske flygtninge. Under den kolde krig fungerede den frem til omkring 1980 som en mulighed for dissidenter fra de kommunistiske diktaturer til at komme til et frit land.

I de seneste 30 år er der imidlertid sket det, at flygtningekonventionen alt overvejende er blevet brugt af økonomiske flygtninge fra den tredje verden, især muslimske lande. Da befolkningerne i disse lande i mange år fremover vil vokse eksplosivt, vil det være uholdbart at opretholde flygtningekonventionen i den form, den har i dag. Virkeligheden har ændret sig, og følgelig må konventionerne gøre det. Det kan kun de nationale parlamenter, herunder Folketinget, gøre, og lad mig forklare hvorfor ved at se på EU.

EU er gået fra at være et pragmatisk handelssamarbejde til at være et forsøg på at skabe en monolit, der vil kvæle de europæiske nationalstater. Da der ikke kan skabes folkelige flertal for en sådan udvikling, har man taget andre midler i brug. En indirekte valgt EU-kommission og ikke-valgte dommere fra EF-domstolen forsøger i disse år at afmontere de nationale parlamenters magt og samtidig promovere ekstremt høj indvandring. EU er derfor dumpet på det helt afgørende område, nemlig i forhold til den folkelige legitimitet.

Konsekvensen vil derfor blive, at Frankrig, Holland, Danmark og alle de andre europæiske lande på baggrund af egne behov beslutter, hvilken politik de vil føre på udlændingeområdet. Og den politik bliver stram, meget stram. Det bedste bud er landekvoter kombineret med kvalifikationskrav. Landekvoterne bliver til for helt at standse muslimsk indvandring – både økonomiske flygtninge og familiesammenføringer – og kvalifikationskravene vil sikre, at kun veluddannede og højtydende mennesker vil få adgang til de europæiske lande. Efterhånden vil der vel ses bestemte tendenser, men dette overordnede billede vil være blevet skabt af de nationale parlamenter hver især, ikke af de internationale institutioner.

Nogenlunde som her skitseret vil de europæiske landes udlændingepolitik komme til at blive i de kommende år. Danmark vil selvfølgelig være en del af denne tendens. De europæiske lande har det nemlig med at efterligne hinanden, både når de bevæger sig helt hen imod afgrunden, og når de skynder sig væk fra den igen.


Nationalstatens genkomst

Morten Uhrskov, cand.mag. og forfatter

Opprinnelig publisert i Berlingske Tidende Fredag den 14. august 2009.