Gjesteskribent

Noen ganger er det nødvendig å si de ubehagelige tingene. For mye står på spill. Morten Uhrskov Jensen påtar seg den ubehagelige oppgaven å ta opp stigningen av voldtekter i Sverige som sammenfaller med en stigning i innvandringen, spesielt fra muslimske land. En sammenheng forsvinner ikke, selv om den forties. Politikere, journalister, forskere begår en stor urett ved ikke å ta opp noe som er så sensitivt og berører mennesker så dypt. Kvinners rettigheter er noe av det vi er mest stolte av. Å tie om at kvinner blir sett på som fritt vilt, som bytte av en del av befolkningen er å svikte og forråde disse rettighetene. Denne debatten har ligget og skulpet i overflaten i lang tid. Uhrskov Jensen påtar seg ubehaget, som blir større pga av alle som tier. tauset er ingen løsning.

Blogs og voldtægter i Sverige.

MORTEN UHRSKOV JENSEN blogger og forfatter, København

Dagens kronik er en hyldest til bloggen – den informationsstrøm, der bør ligge enhver vesterlænding på sinde. Retten til at komme til orde, også selvom det sagte er upopulært i vide kredse.

Efter godt to måneder som blogger på Jyllands-Posten kan det være tid at gøre status. Og lad mig begynde med at gøre det klart, hvad internettet betyder: en formidabel landvinding for det demokrati, der er et særkende for den vestlige verden. Hvad enten det er JP’s blog eller en anden, så er der tale om en revolution i bedste forstand, hvor stemmer, der ikke ellers ville blive hørt, kan finde et publikum.

Lad da denne min indledning være en hyldest til den informationsstrøm, der bør ligge enhver vesterlænding på sinde. Retten til at komme til orde, også selvom det sagte er upopulært i vide kredse. Adgangen til information er et gode for alle, men som vesterlænding og nationalkonservativ glæder jeg mig først og fremmest over, at det nye medie giver mæle til stemmer, som fremhæver budskabet om, at den vestlige verden er en distinkt, er en speciel verden, der fortjener opmærksomhed. Ikke bedre eller dårligere end andre verdener, andre kulturer, men en særlig verden.

Debatten på min blog «Set fra højre» har til tider været heftig. Skriver man om konsekvenserne af især den store muslimske indvandring til Europa (og til Vesten generelt), så er det bare sådan. Og det er det, fordi spørgsmålet om, hvor Europa er på vej hen i kraft af indvandringen, ikke er et normalt fordelingspolitisk spørgsmål. I stedet er der tale om et eksistensspørgsmål, hvor europæerne skal gøre op med sig selv, hvad det er for en grundlæggende kultur, de ønsker. Er det en europæisk kultur, som den har været kendt i omkring 1.500 år, eller er det en kultur, der i løbet af dette århundrede vil undergå en tiltagende islamisering?

Jeg er ikke selv i tvivl. Jeg ønsker en fortsættelse af et vesterlandsk Europa, og jeg ønsker derfor at standse den muslimske indvandring. Jeg ønsker derudover, at der bliver stillet ufravigelige krav til de ca. 25 millioner muslimer, der allerede befinder sig i Europa, om at assimilere sig. I modsat fald må værtslandene og de muslimer, der ikke vil assimilationen, finde ud af repatrieringsordninger, hvor der gives økonomisk kompensation til gengæld for hjemrejse til det land, hvortil den kulturelle tilknytning tydeligvis er større, end den er til det europæiske værtsland.

På min blog har jeg sat en del fokus på Sverige, som sammen med lande som Frankrig og Holland undergår en hastig befolkningsforandring i disse år. Og det er da også betegnende, at mine indlæg om Sverige er dem, der har bragt allerflest kommentarer med sig. To gange har jeg omtalt det alarmerende høje og stadigt stigende antal voldtægter i Sverige, og jeg har især tilskrevet udviklingen det faktum, at Sverige i de senere år har givet opholdstilladelser til et meget stort antal muslimer, især fra Irak og Somalia.

Der er i kommentarerne på bloggen blevet sat mange og store spørgsmålstegn ved min sammenkædning mellem antal voldtægter og antallet af muslimske indvandrere. Og kan jeg overhovedet bevise min påstand? Mur- og nagelfast kan jeg ikke, idet den svenske statistik ikke opgør kriminalitet, herunder voldtægt, efter national oprindelse, sådan som Danmark gør det. Jeg må derfor lade mig nøje med at sandsynliggøre, at det er tilfældet. Og det har jeg gjort ved at henvise til, at tal fra København og Oslo når frem til, at i omegnen af 60 pct. af alle voldtægter begås af personer med muslimsk baggrund.

Er det så tilstrækkeligt bevis? Nej, det er det ikke nødvendigvis. Lad mig for egen regning tilføje, at kristne assyrere, som udgør mindst 15 pct. af befolkningen i Södertälje, i massivt omfang begår organiseret kriminalitet. I det hele taget er det bestemt muligt, at Sverige og svenskerne – som ud af en befolkning på godt ni millioner har ca. to millioner med rødder uden for Sverige, heraf i hvert fald 500.000 muslimer – i disse år bliver ofre for grov kriminalitet, også begået af personer med tredjeverdensbaggrund, som ikke er muslimer.

Lad mig i det følgende dels berette om udviklingen i antal voldtægter i Sverige i de senere år, dels om antallet af opholdstilladelser til personer fra den tredje verden.

I Danmark har antal anmeldte voldtægter siden 1980 svinget mellem 422 og 566 (tallet for 2007). Sverige har i dag en befolkning, der er 60 pct. større end den danske. I 1977 var der i Sverige ca. 800 anmeldte voldtægter, et tal ikke urimelig langt fra det danske, befolkningsforskellen taget i betragtning. I 1990 var dette tal steget til ca. 1.400 og i 1993 til ca. 2.200. Derefter indtrådte et vist fald mellem 1994 og 2001, hvor tallet svingede mellem 1.600 og 1.800. Fra 2004 og frem til år 2008 har anmeldelserne for voldtægt været stejlt stigende, fra 2.600 i 2004 og til 5.400 i 2008. Det giver Sverige en voldtægtshyppighed pr. indbygger på seks gange den danske.

I perioden 1980 til 2008 har Sverige givet asyl i 355.000 tilfælde og tilladelse til familiesammenføring 535.000 gange. Disse næsten 900.000 personer skal sammenholdes med, at der i samme periode kom godt 300.000 til Danmark fra tredjeverdenslande. Sverige regner i år i 2009 med næsten 50.000 alene som følge af familiesammenføring, et tal, der kun vokser år for år.

Vi ved som sagt fra Danmark, at især personer med muslimsk baggrund er voldsomt overrepræsenterede, når det gælder grov vold og voldtægt. At noget helt andet skulle være tilfældet i Sverige, tror jeg ganske enkelt ikke på, men lad os se på nogle alternative forklaringer. Hele fem er det blevet til. Karakteristisk er det i øvrigt, at jeg ikke har kunnet finde blot én svensk forsker eller journalist, der har nævnt det som en mulighed, at Sveriges ekstremt liberale udlændingepolitik kunne give anledning til en stigning i voldtægtstallet. Men til forklaringerne:

Sverige har lidt andre definitioner af voldtægt. Således vil en gruppevoldtægt forøvet af tre gerningsmænd blive regnet for tre voldtægter, en fornuftig regel, efter min mening. Endvidere er det muligt for en kvinde at anmelde sin mand for f.eks. 100 voldtægter. Jeg vil ikke afvise, at disse anderledes definitioner kan spille en rolle, men de kan under ingen omstændigheder forklare meget mere end 10 til 15 pct. af det samlede tal.

Siden 1999 har det været kriminelt at gå til prostituerede i Sverige, og dette skulle så have medført et forøget antal voldtægter. Problemet med denne forklaring er blot, at den voldsomme stigning først satte ind fra 2002 og frem. Svenske mænd skulle således have ventet nogle år, før de i deres utilfredsstillede appetit på sex begyndte at forgribe sig på de svenske kvinder. Forklaringen er mere end søgt.

Flere svenske debattører har forsøgt at forklare det uhyggelige fænomen med de såkaldte «after parties», hvor unge svenske mænd – efter at udskænkningsstederne er lukket kl. 23 – forgriber sig på kvinderne privat. Skal denne forklaring holde, må det betyde, at etniske, svenske mænd er blevet ekstremt forråede inden for ganske få år, både i forhold til Sverige, men også ved en sammenligning med danske unge mænd. Også denne forklaring virker meget søgt.

Den megen fokus på ligestilling i Sverige – som så mildest talt ikke eksisterer i virkelighedens verden – er også blevet brugt. De mange voldtægter skulle så være en slags modsat reaktion fra mændenes side. Forklaringen er nærmest surrealistisk. Indarbejdede normer gennem mange årtier hos svenske mænd om ikke at forgribe sig på kvinder skulle således være gået tabt i løbet af ganske få år. Da normer kun ændres langsomt over tid, er forklaringen helt besynderlig.

Endelig hævdes det simpelt hen, at svenske kvinder anmelder voldtægt langt hyppigere end f.eks. danske kvinder. Igen skulle det altså være sket i løbet af ganske få år og med voldsom kraft. Atter lyder det mest som en manøvre til at bortlede opmærksomheden fra det egentlige problem, nemlig den svenske udlændingepolitik.

Og så spørger jeg igen mig selv. Kan jeg bevise, at den ekstreme udvikling i kriminaliteten i Sverige – som også gør sig gældende for vold, men det er en anden historie – skyldes Sveriges udlændingepolitik? Jeg kan ikke bevise det, som jeg kan lave et matematisk bevis, men jeg kan i høj grad sandsynliggøre, at det er tilfældet. At ingen svenske forskere eller andre overhovedet har nævnt en mulig sammenhæng mellem den vestligste verdens mest liberale udlændingepolitik og voldtægtstallet, er for mig at se en indikation på, at noget er helt galt. Selv i Norge, der er underlagt en væsentlig større grad af politisk korrekthed end herhjemme, er man begyndt at diskutere dette skræmmende fænomen.

Sådan er det ikke i Sverige. Her vil eliterne hellere slå knuder på sig selv end erkende, at landets udlændingepolitik har været og er en katastrofe.

Prisen for denne manglende erkendelse betaler de svenske kvinder.

Blogs og voldtægter i Sverige

Jyllands-Posten 18. mai 2009.