Gjesteskribent

Av MORTEN UHRSKOV JENSEN

Det slår mig, at der blandt danskere – og her tænker jeg både på etniske danskere og på mennesker, der har assimileret sig til dansk og vestlig kultur og derfor også er danskere – hersker en grundlæggende konsensus på en lang række områder, ikke mindst med hensyn til styreform. Selv mine meget vrede kritikere og jeg kan formentlig godt blive enige om, at vi foretrækker demokratiet som styreform, ligesom vi synes om ligestilling mellem kønnene, ytringsfrihed med meget mere.

Selvfølgelig skiller de fordelingspolitiske spørgsmål, men ikke mere end at disse klares gennem frie valg, hvorefter taberne – og det er i disse år ubetvivleligt dem, der ønsker mindre stat og mere råderet over egne midler – accepterer udfaldet og skriver et læserbrev.

De andre

Men når det kommer til spørgsmålet om, hvilken politik Danmark og den vestlige verden skal føre i forhold til de mennesker fra tredjeverdenslande, især muslimske lande, der allerede er her, og i forhold til de talløse millioner, der ønsker at bosætte sig i Europa, så skiller vandene, og det i dén grad. Her er vi virkelig et delt folk. Der er ganske vist tale om flere delinger. Dels delingen imellem eliterne på den ene side og den menige befolkning på den anden. Men samtidig er der også i de enkelte samfundsklasser en deling, idet et mindretal inden for eliterne er skeptiske over for en liberal udlændingepolitik, ligesom et mindretal blandt den øvrige befolkning støtter den samme liberale politik. Igen: vi er et delt folk.

Lad mig forsøge at opsummere to faktuelle forhold, som vi alle burde kunne blive enige om:

1. Indvandringen til Europa gennem de seneste årtier har været endog meget stor set i et historisk perspektiv, den største siden folkevandringerne.
2. Der er i dag i Europa en række ghettodannelser, som især bebos af mennesker med muslimsk baggrund. Jeg har ikke sagt noget om årsagerne til disse ghettodannelser. Jeg konstaterer blot, at de er der, og at de generelt vokser.

Hvad gør vi?

Og så er vi nået dertil, hvor vi er ved at rive hovederne af hinanden. Hvordan forholder vi os til de to kendsgerninger, som jeg har listet ovenfor?

Mine modstandere benægter ikke nødvendigvis, at der er problemer. Men dels mener de, at problemerne er relativt begrænsede og i hvert fald ikke kan koges ned til, at især muslimsk indvandring i stor skala kan udgøre et eksistentielt problem. Dels mener de som oftest, at en position som min er direkte skadelig for sameksistensen med en stadig større muslimsk befolkningsgruppe.

På den anden side står så jeg og andre, der er dybt bekymrede for Europas fremtid i lyset af den muslimske indvandring. Jeg mener, at Europa og den vestlige kultur er nået til et punkt, hvor den muligvis er på vej til at slukkes. Det gør jeg, fordi jeg anser kulturer eller – for at bruge Samuel P. Huntingtons sprogbrug – civilisationer for at udgøre det højeste niveau for meningsfuld menneskelig ageren med hinanden.

Det er banalt, at vi alle på tværs af kulturer er mennesker, men det er for mig lige så banalt, at den konstatering er ret meningsløs. Kultur er det, der i bredeste forstand definerer, hvad det vil sige at være til, og det bliver derfor også afgørende, hvor man kulturelt føler, at man hører til. Kultur er følgelig også forskel, det er skelnen imellem dem og os.

Kulturer er ikke absolutte, sådan som race eller etnicitet kan være det. Følgelig kan man også skifte kultur, hvis man ønsker det. Det er det blot de færreste, der rent faktisk ønsker, og derfor gør de det ikke. De forbliver vesterlændinge, muslimer, kinesere, eller hvad det nu måtte være.

Når det forholder sig sådan – og det gør det efter min mening – så er det ikke ligegyldigt, om Europa primært bebos af europæere med vestlig baggrund og vestlig tankegang, eller om Europa i stigende grad bebos af muslimer. Så bliver det afgørende, om Europa bebos af vesterlændinge eller af muslimer. Så er det ikke pebernødder, vi spiller om. Så bliver spørgsmålet eksistentielt.

Jeg tror, at Europa og europæerne i de kommende år står over for netop det eksistentielle spørgsmål, som jeg har opridset her. Derfor har jeg skrevet på denne blog.

Baggrund:
Morten Uhrskov Jensen er cand.mag. i historie og samfundsfag og redaktør af det nationalkonservative tidsskrift Nomos.

Udgivelser:
Forfatter til bogen «Et delt folk» om den danske udlændingepolitik 1983-2008.

Dette var Uhrskov Jensens avskjedsreplikk før han tok en pause i bloggskrivingen, lagt ut 12.06.09.

Gjengitt med forfatterens velvillige tillatelse.