Gjesteskribent

Av Kasper Støvring

Vi bør understøtte en national kernekultur og kræve, at fremmede tilpasser sig den. Samtidig bør vi afvise multikulturalismen, for den skaber blot polarisering, had og fjendtlighed grupper imellem, skriver Kasper Støvring.

Danmarks Statistik har i sin seneste årlige indvandrerstatistik kraftigt opjusteret forventningerne til antallet af borgere med ikke-vestlig baggrund i Danmark i 2050. I forhold til sidste år har man sat antallet op med knap 180.000. Det er rigtig mange, og det skyldes bl.a., at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere ikke gifter sig med etniske danskere.

Fremskrivningen tegner dermed et dystert billede af en multikulturel fremtid, hvor vi vil se en endnu stærkere opsplitning i parallelle samfund. Borgerne vil kun dele institutioner, infrastruktur og visse arbejdspladser, men ikke nogen fælles kultur. Især vil religionen blive brugt til at markere modsætningsforhold.

Hvordan kan denne udvikling vendes, hvis overhovedet? Skal den vendes? Jeg vil prøve at besvare disse spørgsmål ved at hente inspiration i ideer om national kultur, sammenhængskraft og assimilation.

Der findes en udbredt tanke om, at nationale kulturfællesskaber overflødiggøres i globaliseringens tidsalder. Flygtningestrømme, arbejdskraftens frie bevægelighed og transnationale institutioner som EU vil, hører vi, opløse nationerne.

Men det er helt forkert. Nationale fællesskaber har tværtimod fremtiden for sig, efterhånden som flere og flere besinder sig på deres eget kulturelle ophav, indser nationens goder og føler behov for forankring. En national kultur tilbyder nemlig noget reelt: Den skaber loyalitet mellem medlemmerne og tillader en stærk tillidskultur at vokse frem.

Danmark er et af de bedste eksempler i verden, for så vidt som Danmark er et kulturelt homogent land, hvor langt de fleste naturligt føler sig som danskere og har en meget høj grad af tillid til hinanden: Der er en væsentlig sammenhængskraft i landet. Men hvad så med indvandrere? Er de ikke nødvendigvis ekskluderede fra dette fællesskab? Nej, indvandrere kan naturligvis blive en del af denne nationale kultur, hvis de vel at mærke tilpasser sig den.

Integration bør derfor erstattes af assimilation, hvis der ellers med integration menes, at to forskellige kulturer skal integreres i hinanden, ”integration begge veje”, som det hedder; man forestiller sig, at kulturerne skal smelte sammen, og ud af det skal så opstå en helt anderledes, tredje kultur. Det er efter min mening en helt forfejlet tilgang og udtryk for en svækkelse i vores kulturelle selvfølelse.

Statistikken taler sit eget klare sprog om den fejlslagne integration af – især muslimske – indvandrere.

For det første bakker mange ikke op om frihedsrettighederne. Ifølge undersøgelser fra Cepos og DR i 2009 mener hver anden indvandrer (herunder også efterkommere) fra muslimske lande, at dansk lov bør forbyde bøger og film, der angriber religion. Og 80 pct. af muslimerne i Danmark mener, at offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne burde have været forbudt. Det svarer til, at 80 pct. er imod den grundlovssikrede ytringsfrihed.

For det andet er mange indvandrere kriminelle, og kriminalitetsniveauet stiger samtidig med, at det falder hos folk af dansk oprindelse. Tal fra Danmarks Statistik viser, at i forhold til mænd af dansk herkomst er førstegenerations-indvandrere overrepræsenteret med 32 pct.. Blandt indvandrernes efterkommere er overrepræsentationen 92 pct.. Blandt mænd mellem 20 og 29 år fik 23 pct. i 2006 en dom, hvilket svarer til næsten hver fjerde.

For det tredje udøver mange indvandrere grov vold. Tal fra Københavns Dommervagt i 2008 viser, at 67 pct. af unge under 18 år, der blev fremstillet for forbrydelser, der kan give fra halvandet års fængsel og op, havde udenlandsk baggrund.

For det fjerde er mange indvandrere dårligt uddannede. Mange begynder i skolen uden fornødne danskkundskaber – sprogtest fra Århus Kommune i maj 2009 viser, at kun 1 pct. af de tosprogede treårige har et alderssvarende danskniveau – og forlader skolen som funktionelle analfabeter. 64 pct. af de unge med arabisk baggrund går ud af niende klasse uden basale færdigheder indenfor læsning, matematik og naturfag, viser en undersøgelse foretaget af Rockwool Fonden i maj 2007.

For det femte står mange indvandrere udenfor arbejdsmarkedet. I de seneste 10 år er antallet af indvandrere, der bliver erklæret permanent uarbejdsdygtige, steget med 171 pct., viser en opgørelse fra Venstre i 2008. Der er nu lige så mange indvandrere på førtidspension, som der er ledige.

Sådan kunne man blive ved og bl.a. tilføje eksemplerne på radikaliserede indvandrere. Integrationen har med andre ord slået fuldstændig fejl. Problemet er dog stadig, at politikere ikke har forsøgt sig med det, der nærmest har været tabu: assimilation. Det vil sige, at indvandrere indoptages i den kernekultur, der hersker her i landet. Kulturel integration kunne man kalde det.

Hvilke forhold skal være til stede, før vi kan sige, at assimilation lykkes? Hvad afhænger en vellykket assimilation af? Jeg vil opstille følgende punkter:

Indvandrere bør beherske det danske sprog. Efter maksimum tre generationer bør indvandrerne ikke længere tale deres oprindelige modersmål, og der bør ikke ydes statslig opbakning til tosprogethed.

Indvandrere bør gifte sig ind i danske familier og dermed på sin vis blive en del af folket, den etniske stamme. Indgiftning er nemlig et vidnesbyrd om stærke følelsesmæssige bånd til danskerne, og den gør det meget sværere for indvandrerne at opretholde deres egen kultur og etniske samhørighed.

Indvandrere bør være villige til at kæmpe for landet i krisetider og udvise loyalitet over for den danske nation og stat. Tværnational loyalitet og dobbelt statsborgerskab bør ikke kunne forekomme.

Indvandrere bør geografisk spredes over hele landet. Altså det modsatte af ghetto-dannelse.

Indvandrere bør komme fra kulturer, der ligner den danske, altså fra Vesten. Den muslimske kultur er den sværeste at assimilere, og derfor bør indvandring herfra være stærkt begrænset.

Indvandrere bør være villige til selv at bære de byrder og risici, der er forbundet med indvandring. Staten skal kun i undtagelsestilfælde, f.eks. i nød af arbejdskraft, direkte støtte indvandringen.

Indvandrere bør have et stærkt ønske om at blive danskere, og de bør på forskellig måde forledes, presses og opfordres til at blive som danskere: vi har noget godt at tilbyde.

Hvis indvandrere ikke vil tilpasse sig den danske kultur med dens værdier og livsformer, bør de vende tilbage til deres hjemlande. Udvisning af indvandrere uden statsborgerskab bør være langt lettere og hyppigere.

Indvandrere bør komme fra mange forskellige lande. Det bør ikke være som hidtil, hvor indvandrere fra Mellemøsten har været overrepræsenteret.

Masseindvandring bør ikke finde sted. Tværtimod bør der være perioder uden indvandring og perioder med reduktion i indvandringen for lettere at kunne assimilere de allerede tilkomne.

Staten bør sortere ved grænsen ved at vurdere indvandrernes uddannelsesmæssige, faglige og kulturelle forudsætninger for at kunne assimileres.

Assimilation afhænger også i høj grad af, at danskerne står sammen om deres fælles kultur og udtrykker deres positive følelse af at være danske; identiteten som et folk skal forsvares som noget positivt, og der skal være aktiviteter, foreninger, institutioner og politiske initiativer, der kan fremme assimilationen.

Endelig: Alt dette lykkes ikke uden et stop for positiv særbehandling af indvandrerkulturer.

Nogle af disse punkter er direkte forbundet med politiske beslutninger, andre er knyttet til personlige valg. Men alle punkter bør være led i en samlet udlændingepolitik. Det afgørende er dog, for nu at tage en oplagt indvending i opkøbet, det frivillige element; man kan netop ønske sig at blive del af den danske kultur, man kan vælge den til.

Det nationale fællesskab er ikke komplet rigidt, for så vidt som det er kulturelt bestemt. Men det er klart, at det er svært at blive en del af nationen, og det er som bekendt svært at spå om det vil lykkes. Det kræver dog, at vi forstår, at kultur betyder meget, og at kultur ikke blot er noget, vi har tilfælles, men også noget, der adskiller.

Vi bør altså bevare og understøtte en national kernekultur og kræve, at fremmede tilpasser sig den. Samtidig bør vi afvise multikulturalismen, for den skaber blot polarisering, had og fjendtlighed grupper imellem. Så længe danskerne udviser stolthed over deres kultur og forlanger, at indvandrere skal tilpasse sig den, fordi vi har noget godt at tilbyde, er vi nået langt.

Så vil vi nok heller ikke blive mødt af den foragt, der kommer af, at vi ikke tør stå ved det, der er vores, herunder vores protestantiske religion og grundlovssikrede friheder. Muslimer kan således respektere os som andet end ugudelige, æreløse og dekadente mennesker fyldt med apati, dårlig samvittighed og selvforagt. Og på den anden side møder vi heller ikke muslimer som ofre, der skal ydmyges med medlidenhed.

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk. Støvring har hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Assimilation er vejen frem ble første gang publisert i Jyllands-Posten 19. september 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.

Støvring er for øvrig aktuell med boken ”Sammenhængskraft”, som utkommer på Gyldendal i dag.