Gjesteskribent

Højrefløjen var til debat i Cafe Teatret i søndags, og oplægget var: Den højrenationale fløj er i vækst i Europa, er det godt eller skidt? Underteksten var selvfølgelig: Det er skidt. Nationalisme = chauvinisme, undertrykkelse, folkemord – sådan er ligningen i den offentlige debat. Nationalisme har, for nu at sige det kort, aldeles dårlig presse.

Mit synspunkt i debatten, som jeg gerne vil gentage her, er, at denne dårlige presse i sig selv er noget skidt. For hvis vi mister den nationale loyalitet, risikerer vi at bane vejen for langt værre ideologier. Ind træder barbariet.

Det er nemlig afgørende at bevare nationalfølelsen i vores tid. Den nationale loyalitet er ikke så varm som familiens, slægtens, stammens, klanens eller den religiøse menigheds loyalitet. Den er heller ikke lige så kold som forfatningspatriotismen. Den er ”lunken”, og netop derfor passer den så godt til den form for loyalitet, som moderne politiske fællesskaber baserer sig på: retsstatens jurisdiktion.

Den fælles nationalfølelse gør nemlig, at vi kan møde fremmede mennesker med tillid, og at vi har loyalitet over for medborgerne i retsstaten. De varme fællesskaber går under i nepotisme, de kolde kan ikke skabe samhørighed. Ingen kan forenes i den rene bekendelse til forfatningens abstrakte værdier og universelle rettigheder. Det har selv Habermas indset.

Det nationale fællesskab er ikke neutralt; det er tværtimod båret af en bestemt kultur. Også det nationale er partikulært, ikke universelt. Det er et tykt fællesskab, ikke tyndt som forfatningspatriotismens rettighedsfællesskab. Det er et dyds- og pligtfællesskab, men altså ikke så tykt og varmt som det, der baserer sig på afstamning eller religion. I det nationale fællesskab er man samlet om sproget, territoriet, traditionerne, normerne og den historie, der har formet nationen. Det er både noget subjektivt, oplevet, men også noget objektivt bestemt.

Det nationale fællesskab har for tiden stærke konkurrenter, og hvis vi giver plads til dem, risikerer vi at miste den fred og samhørighed, det har taget os adskillige år at opbygge. Konkurrenterne er især multikulturalismen og imperiet.

Faren ved multikulturalismen består i, at den opsplitter det nationale fællesskab i en række enklaver, parallelsamfund, hvor borgerne barrikaderer sig bag egne dogmer; de udvikler mistillid til fremmede og har kun loyalitet over for ”stammens” egne medlemmer, dem med samme oprindelse og religion. Vold, konflikt og polarisering bliver resultatet. Balkanisering. Og når man mister sansen for loyalitet over for det omgivende samfund, sænkes tærsklen for, hvad man kan tillade sig. Kriminalitet, bedrageri og had vokser frem. Det ser vi især i det muslimske parallelsamfund – ikke kun i Danmark.

Borgerkrigen står for enden af det multikulturelle samfund. Ikke som en lovmæssighed, men som en stor risiko, hvilket vi kan få bekræftet alene ved at se på historien. Lad os bare blive ved Europa: Europas nyere historie er historien om, hvordan etniske og kulturelle grupper har tilstræbt at grundlægge deres egne homogene nationalstater – stater hvis grænser falder sammen med nationens – uden mindretalsdominerede områder. Det er ofte sket med frygtelige midler: etnisk udrensning og folkemord.

De stater, hvor homogeniseringsprojektet ikke er lykkedes fuldt ud, er i dag svangre med konflikt: Frankrig, Belgien, Italien, Irland, Spanien og store dele af Østeuropas og især Balkans stater. Historisk er millioner af tyskere, ukrainere, polakker, ungarer, rumænere for ikke at tale om serbere, kroater og bosniere med vold og trusler blevet udrenset af hele områder.

Jeg har skrevet om dette i tidligere indlæg, men det er mig stadig en gåde, hvorfor man ikke lærer af historien og standser det vanvittige sociale og politiske eksperiment, der hedder multikulturalisme. Eksperimentet foregår i stor stil, i hvert fald i Europa og resten af Vesten. Vi har for længst fået parallelsamfund mere eller mindre uden for statens jurisdiktion. Frankrig, England, Belgien, Tyskland og Sverige er langt fremme.

Det værste ved det hele er, at ingen europæiske lande har knækket koden: Hvordan får vi vidt forskellige kulturer til at leve sammen i fred? Tværtimod synes logikken at være: Når først parallelsamfundet er konsolideret, kan det ikke fjernes igen. Vi kan ikke gøre noget. Når den nationale loyalitet er tabt eller opgivet, står vi tilbage med ren damage control. Mere politi, strengere fængselsstraffe, bedre efterretningsvæsen, flere gated communities.

Vi står over for et enormt kulturtab – men the world won’t listen! Også vores egen regering går i front med lempelser af udlændingepolitikken på alle afgørende områder – asyl, familiesammenføring, statsborgerskab, opholdstilladelse – og kommunalpolitikere anbefaler mere af samme gift: mangfoldighed, mangfoldighed, mangfoldighed…

Jeg plæderer altså for at bevare den kulturelt homogene nationalstat, hvor nationens kernekultur dominerer og kræver assimilation. Etnisk renhed? Nej, for har man en anden etnisk baggrund, kan man stadig vælge at blive en del af kulturen. Min meddebattør til mødet, Mehmet Necef, er selv et godt eksempel. Men problemet er dog, at kultur har det med at følge etnicitet, så det etniske komponent har selvfølgelig meget at sige.

Jamen, er nationalisme ikke også farlig, har historien ikke også bevist dét? Jo, som alle stærke følelser kan nationalfølelsen også misbruges. Kærlighed fremkalder også jalousimord. Men de historiske eksempler på farlig nationalisme er hyppigt eksempler på, hvordan magthavere ved hjælp af nationalistisk retorik har kunnet mobilisere folket til et helt andet mål end det at hvile i sin nationale identitet. Og her vi ved den anden trussel og fare: imperiet.

Nationalfølelse er at hvile i sit eget, imperialisme er at påtvinge andre nationer sit eget regime. Her virker nationalistisk retorik ofte overmåde effektivt. Men er de højrenationale partier, der ofte skandaliseres i Vesten, ude på at erobre andre områder og undertvinge dem? Drømmer Wilders om et Storholland, Le Pen om et Storfrankrig, Thulesen Dahl om et Stordanmark, Åkesson om et Storsverige? Nej, selvfølgelig ikke.

Den fredelige nationalfølelse som vi kender i Danmark og Vesten skaber sammenhængskraft, den er uden imperiale ambitioner. Bevar den dog!

Europa var uroligt under tiden med de store imperier – det Russiske rige, Osmannerriget, det Østrig-Ungarske monarki, Sovjetunionen og dets lydstater – indtil vi fik de homogene nationalstater. Nu vil den imperiale ambition atter gøre end ende på stabiliteten. Imperier er nemlig også multikulturelle, dvs. multinationale sammenslutninger. Den seneste gevækst hedder EU.

 

Første gang som blogg i Berlingske. Document takker Støvring for tillatelse til republisering.