Gjesteskribent

Av Hjalte Tobias Haugstrup Kragesteen,

Danskerne er et folk, der er dybt forankret i en national kultur. Det vil sige, at de i generationer har levet sammen på bestemte måder på et bestemt territorium. Den fælles historie har præget borgerne med nogle samlende moralske værdier, sociale erfaringer og indforståede kommunikationsformer, og denne fælles kultur har fremmet en loyalitet, der er grundlaget for det liberale medborgerskab.

Det bevaringsværdige ved den danske nationale loyalitet består i, at den hverken er totalitær, abstrakt eller politisk dikteret som for eksempel den tidlige tyske nationalisme og den franske.

De gensidige bånd mellem danskerne har der imod været civile i deres form. Det har skabt fundamentet for et frit fællesskabsliv, der i høj grad har karakter af at være uformelt og ikke-selvhævdende. Den nationale loyalitet er nemlig ikke en ideologisk eller religiøs ordning, men bygger derimod på samhørighed i det civile liv, på medborgerlige relationer og kulturel identitet.

I Danmark er det nationale engagement historisk kommet til udtryk i et velorganiseret og selvbevidst folkeligt fællesskab. Det har blandt andet været centreret omkring andels-, idræts-, husmands-, bonde- og arbejderbevægelserne, det grundtvigske højskoleliv samt frikirke- og friskolelivet.

En afgørende faktor for dannelsen af sammenhængskraft er netop den frivillige organisering. Idrætsbevægelsen i Danmark har for eksempel ført til bygning af de store sportshaller i især 1960erne og 1970erne. Den har været vital for etablering af fælles mødesteder og dermed for udvikling af gensidig tillid. Vidt forskellige mennesker samledes i fælles samarbejde om et kollektivt gode; de brugte masser af tid og penge for at skabe goder, vi i dag tager for givet.

Lad mig dvæle lidt ved de tillidsskabende civile bevægelser. At Danmark er et land med en stærk sammenhængskraft vil sige, at landet bygger på en stærk tillidskultur. Tilliden består i tætte sociale relationer, der fremmer samarbejde om fælles mål. Denne tillidskultur er blandt andet baseret på uformelle normer for gensidighed, ærlighed og pålidelighed, og det er den, der er med til at gøre danskerne til et af verdens mest tilfredse og velstående folk.

Sammenhængskraft er i den forstand et resultat af en lang historisk udvikling, hvor mennesker gennem frivilligt samarbejde har udviklet tillid til hinanden. For eksempel i de civile bevægelser. De kan være økonomiske, som andels- og husmandsforeninger, eller kulturelle, som valgmenigheder, foredragsforeninger, ungdomsforeninger, sportsforeninger og borgerforeninger.

Karakteristisk for disse bevægelser er, at de har skabt fælles bygninger i form af folkehøjskoler, brugsforeningshuse, fri- og valgmenighedskirker, forsamlings- og missionshuse, friskoler, andelsmejerier og -slagterier, sognegårde, sportshaller og kulturhuse.

Det har skabt en stærk tillidskultur, fordi den regelmæssige ansigt til ansigt-kontakt er blevet stimuleret, og fordi mange af disse bevægelser, for eksempel idrætsbevægelserne, appellerer til medlemmerne uanset social baggrund og er lokaliserede i decentrale mødesteder, som medlemmerne selv opretholder.

Den loyalitet, der har at gøre med den civile dimension i borgernes tilværelse, er en loyalitet, der hverken kan reduceres til skrevne love og regler, politisk forvaltning og retslige procedurer eller tænkes i rene socio-økonomiske begreber. Værdien ved civil forpligtelse og ansvar ligger i gensidigheden, i de dyder, der binder borgerne sammen. Denne loyalitet og solidaritet bygger på balancen mellem individuel frihed og forpligtelse for fællesskabet.

Jeg mener altså, at sammenhængskraft bliver til i det civile samfund og især i foreningslivet, der er så stærkt i Danmark. Det er ikke velfærdsstaten, der skaber sammenhængskraft, selv om mange mener det, og selv om det er et omstridt emne i forskningen.

De lande, der har den højeste grad af sammenhængskraft (målt i tillid) er især de nordiske velfærdsstater. Herfra slutter mange, at velfærdsstaten skaber en stærk tillidskultur ved hjælp af uddannelse og omfordeling. Lighed = tillid, hedder ligningen.

Tilsvarende kan staten skabe de rigtige rammer for opbygning af sammenhængskraft, for eksempel via de institutioner, der holder korruption og lovovertrædelser nede. Argumentet går desuden på karakteren af de statsinstitutioner, der er ansvarlige for implementeringen af love og politikker: Jo mere universelle og upartiske de er, jo mere tillid produceres der.

Sådan lyder det fra tilhængerne af velfærds- og retsstaten. Statsinstitutioner er vigtigst, siger de. Kultur betyder mest, siger jeg.

Helt forkert er stats-tilgangen selvfølgelig ikke. Men min pointe er, at denne model synes at have et kausalitetsproblem. Spørgsmålet er nemlig, om ikke en allerede eksisterende beholdning af tillid i kulturen muliggør velfærdsstatens fortsatte overlevelse. Ikke omvendt.

Således er det snarere velfærdsstaten, der mister legitimitet i takt med, at samfundet mere og mere splittes op i mange forskellige kulturer, og sammenhængskraften svinder.

Det er kort sagt den kulturelt baserede sociale sammenhængskraft, der tillader opbygning og vedligeholdelse af omfattende velfærdssystemer; det er ikke velfærdsstaten, der skaber tillidskulturen. Tværtimod risikerer velfærdsstaten at ødelægge den.

Pointen er her, at velfærdsprojektet forudsatte – og stadig forudsætter – et udpræget samfundssind hos borgerne, dvs. pligtopfyldende og hårdtarbejdende borgere, der er offentligt engagerede i kampen for fælles goder; rationelle egeninteresser, universelle principper eller økonomisk omfordeling fremkalder sjældent dette offentlige engagement.

Velfærdsutopien kan meget vel være en trussel mod sammenhængskraften, fordi den skaber en lighed, der kun vil bestå i den enkeltes ret til sociale goder og retten til andel i den politiske omfordeling af goder.

Mange borgere vil på egocentrisk vis alene være optaget af deres ret til serviceydelser og ret til at få tilfredsstillet deres egne kortsigtede særinteresser. Det er en krævementalitet, der bliver underbygget af hele det socialdemokratiske katalog over velfærdsrettigheder.

Det vil igen betyde sammenbruddet af en række sociale og moralske dyder og en undergravning af fællesskabsfølelsen, ansvarligheden og solidariteten i samfundet. For det er selve velfærdsstatens idé, at der eksisterer et dybere, ikke blot økonomisk eller politisk, fællesskab mellem borgerne.

Velfærdsstaten forudsætter i praksis en gensidig, kulturelt funderet mellemmenneskelig solidaritet og et udbredt moralsk engagement i det fælles bedste. Det er dette engagement, som kulturblinde statstilhængere ikke understøtter, men tværtimod tager for givet eller ligefrem fremmer opløsningen af ved at overbetone velfærdsstatens rettigheds system.

Sammenhæng skabes i civilsamfundet

Kasper Støvring, forfatter til bogen »Sammenhængskraft«, som netop er udkommet på Gyldendal,

Opprinnelig publisert i Berlingske onsdag den 21. april 2010.