Gjesteskribent

Av Kasper Støvring

At Danmark er et land med en stærk sammenhængskraft vil sige, at landet bygger på en stærk tillidskultur. Tilliden består i tætte sociale relationer, der fremmer samarbejde om fælles mål. Denne tillidskultur er bl.a. baseret på uformelle normer for gensidighed, ærlighed og pålidelighed, og det er den, der er med til at gøre danskerne til et af verdens mest tilfredse og velstående folk.

Så langt, så godt. I mit sidste indlæg skrev jeg, at sammenhængskraften især hang sammen med de frivillige foreninger. Dermed var alt jo ikke sagt, og jeg fik mange gode kommentarer, som jeg gerne vil tage op.

Tillidskulturen er veldokumenteret

Men først: At danske borgere ikke blot nærer en meget høj grad af tillid til deres nærmeste, men også en generel tillid til fremmede og til de statslige institutioner, dokumenteres gang på gang i internationale spørgeundersøgelser om værdier som de såkaldte World Values Surveys.

Den høje grad af tillid måles netop også på danskernes aktive foreningsliv og politiske deltagelse samt på den lave grad af sociale dysfunktioner som kriminalitet, sagsanlæg, nepotisme og korruption.

Samtidig er danskerne et relativt kulturelt homogent folk, som påvist af demografen Hans Kornø Rasmussen, der ligefrem taler om «den danske stamme». Dertil kommer så, at danskerne har en meget positiv nationalfølelse.

Konklusionen ligger lige for: Det er den kulturelle integration af borgerne, der skaber en stærk medborgerlig samhørighed og vidtstrakt tillid mellem borgere og stat. Der er en intim forbindelse mellem sammenhængskraft og tilhørsforhold til en nation forstået om et historisk fremvokset kulturfællesskab.

Der er mange kilder vedrørende dette forhold mellem civile bevægelser, foreningslivet og tillidskulturen. Man kan bl.a. nævne den amerikanske forsker Robert Putnams bog Bowling Alone (2000), hvor der findes et fuldt udfoldet fokus på netværk, normer og tillid i den amerikanske befolkning.

Ifølge Putnam skyldes tillid et civilt engagement, der statistisk kommer til udtryk i antallet af medlemskaber af frivillige foreninger. At man bowler alene er på en og samme tid et udtryk for forfald i den sociale kapital og et forfald i foreningslivet.

Andre kilder er danske, bl.a. Gert Svendsen og Gunnar Svendsens bog Social kapital (2006), og journalisten Egon Clausen har skrevet kritisk om velfærdsstatens forhold til foreningslivet i bogen Ildsjæle (1998).

Det civile guld

At idrætsforeningerne er et eksemplarisk udtryk for den danske tillidskultur, betyder jo ikke, at der ikke fandtes sammenhængskraft før. Hvad kom først?

Det er klart at sammenhængskraft gør det muligt for folk at finde sammen i bl.a. civile bevægelser – og sammenhængkraften opretholdes og styrkes også derved. En sidste begrundelse er altid svær at finde, måske endda mulig, også når det gælder sammenhængskraft.

Men fælles kultur mener jeg er en god forklaring på en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for sammenhængskraft (det skal også være den rigtige slags kultur), og det er kulturen, der tillader civile bevægelser, som f.eks. foreningslivet, at flyde frit.

Når jeg så kobler mit synspunkt sammen med en kritik af staten og dermed politikerne, skyldes det deres blindhed over for kultur. Altså almindelige menneskers livsform, der er et resultat af en lang historisk udvikling, hvor man gennem frivilligt samarbejde har udviklet tillid til hinanden.

F.eks. i de civile bevægelser, som jeg har kredset om på denne blog. De kan være økonomiske, som andels- og husmandsforeninger, eller kulturelle, som valgmenigheder, foredragsforeninger, ungdomsforeninger, sportsforeninger og borgerforeninger.

Karakteristisk for disse bevægelser er jo, at de har skabt fælles bygninger i form af folkehøjskoler, brugsforeningshuse, fri- og valgmenighedskirker, forsamlings- og missionshuse, friskoler, andelsmejerier og -slagterier, sognegårde, sportshaller og kulturhuse.

Det har skabt en stærk tillidskultur, fordi den regelmæssige ansigt til ansigt-kontakt er blevet stimuleret, og fordi mange af disse bevægelser, f.eks. idrætsbevægelserne, appellerer til medlemmerne uanset social baggrund og er lokaliserede i decentrale mødesteder, som medlemmerne ofte selv ejer.

Et godt eksempel på et lokalt liv med en høj beholdning af social kapital eller sammenhængskraft er den relativt lille by Sorø, hvor jeg just er flyttet til. Her findes der et meget lavt niveau af sociale dysfunktioner og samtidig et blomstrende foreningsliv. Langt over 100 foreninger!

Balancen

Den loyalitet, der har at gøre med den civile dimension i borgernes tilværelse, er en loyalitet, der hverken kan reduceres til skrevne love og regler, politisk forvaltning og retslige procedurer eller tænkes i rene socio-økonomiske begreber.

Værdien ved civil forpligtelse og ansvar ligger i gensidigheden, i de dyder, der binder borgerne sammen. Denne loyalitet og solidaritet bygger på balancen mellem individuel frihed og forpligtelse for fællesskabet.

Hvis denne balance tipper, bliver udfaldet en spaltning mellem egoistiske retssubjekter på den ene side og kollektivt orienteringsløse borgere på den anden side.

Samfundet risikerer simpelt hen at blive sprængt i atomer uden de velfungerende, formidlende institutioner, der ligger i civilsamfundet som naboskaber, familier og frivillige foreninger.

Hvad har det så med velfærdsstaten at gøre? Alt, kan man sige. Jeg vender straks tilbage!

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk. Støvring har hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har bloggen Kulturkritik i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen De tillidsskabende civile bevægelser ble første gang publisert i Jyllands-Posten 2. november 2009, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.