Gjesteskribent

Fire rapporter har i den seneste tid endnu en gang vist nedslående resultater for integrationen af udlændinge, især muslimer, i Danmark. Rapporterne fra bl.a. PISA, Rockwool Fonden og Cepos viser for det første, at landets mange koranskoler er baseret på sharia med dens antidemokratiske dogmer og undertrykkende syn på kvinder.

For det andet viser rapporterne, at omkring 50 procent af de tosprogede elever forlader folkeskolen uden at beherske de basale færdigheder til at kunne fortsætte på en ungdomsuddannelse. For det tredje viser de, at kriminaliteten blandt efterkommere af indvandrere i absolutte tal er næsten fire gange så høj som etniske danskeres (læs mere her). Og for det fjerde viser rapporterne, at uintegrerede indvandrere årligt koster landet mindst 16 milliarder kroner.

Det er derfor ikke overraskende, at danskerne i en ny Gallupundersøgelse klart afviser det multikulturelle samfund. Og det er heller ikke overraskende, at integrationsminister Søren Pind har krævet assimilation af udlændinge. Men det er beklageligt, at han siden fortrød sin sprogbrug. Det var der to grunde til. Dels, at ordet assimilation er kontroversielt, dels at ordet er svært at forstå – og nemt at misforstå.

Så hvad betyder assimilation, og hvorfor er det vigtigt at assimilere udlændinge? Lad mig prøve at give nogle bud.

Assimilation betyder, at udlændinge skal blive som danskerne. Altså at de skal indoptages i landets kernekultur. Men hvad er så dansk kultur? Ja, først og fremmest er Danmark kendetegnet ved et stærkt civilsamfund. Danskernes evne til at indgå i frit valgte og uformelle netværk er i verdensklasse, når man sammenligner med andre lande.

Det kan aflæses i undersøgelser, der viser, at hele 93 procent af danskerne har nogen at tale med om fortrolige ting. Det kan også ses i danskernes aktive deltagelse i det frivillige foreningsliv.

Et stærkt civilsamfund er med til at skabe en meget høj grad af tilfredshed med livet og en høj grad af tillid mellem fremmede mennesker. Danskerne har som bekendt verdensrekord på begge områder. Der er ganske enkelt solide normer for ærlighed, pålidelighed og gensidighed i Danmark. Danskerne hjælper hinanden og kommer hinanden ved. Kort sagt: Sammenhængskraften er meget stærk – og derfor har danskerne også meget at miste ved en forfejlet integration.

Værdier som stærke netværk, tillid og tilfredshed kender man selvfølgelig også fra andre kulturer. Men pointen er, at disse værdier i udpræget grad er danske kulturværdier.

Hvad kan politikerne så gøre for at bevare den stærke sammenhængskraft?

Noget af det vigtigste man skal sørge for, er at udlændinge behersker det danske sprog. For sproget er et helt afgørende element i et kulturelt fællesskab. Så der bør være en større indsats i forhold til sprogindlæring helt fra børnehave-niveau. Dernæst er det vigtigt, at særbehandling af minoriteter ophører. Koranskoler, kønsopdelt undervisning og halalkød i offentlige institutioner bør ikke forekomme, ligesom andre religiøse særkrav skal afvises. Endelig skal der dæmmes op for opholdstilladelser givet ved hjælp af EU-systemet. Nationalstaten skal selv kunne regulere indvandringen, så den ikke medfører udviklingen af parallelsamfund.

Men det måske allervigtigste er, at danskerne viser mod til at stå sammen om deres fælles kultur og udtrykke deres positive følelser af at være danske. Det er betingelsen for, at integrationsministeren kan fremme assimilationen, så udlændinge gøres til danskere.

[Dette indlæg blev bragt i ”Kanten” på DR P1 den 9. april]

Det sto i Berlingske 25.. april 2011

Document takker Støvring for tillatelse til å gjengi hans artikler.

CV: Kulturforsker ved Syddansk Universitet, ph.d. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Har bl.a. udgivet bøgerne ”Sammenhængskraft” (2010), ”Den borgerlige orden” (sammen med Morten E.J. Nielsen, 2008) og ”Blivende værdier” (2004). Skriver p.t. på en bog om kulturkonservatisme. Derudover er Støvring flittig foredragsholder og debattør. Bor til daglig i Sorø på Vestsjælland.

Læs mere på: www.kulturkritik.dk